mm

Claus Ankersen

Som digter, yogi og intergalaktisk opdagelsesrejsende er Claus Ankersen på samme tid rig og meget fattig. Rig på oplevelser, nysgerrighed og formidlingsglæde. Fattig på kroner og øre. Kan du lide Ankersens POV’s og får du noget ud af at læse dem, kan du støtte forfatterens arbejde med et beløb på: MobilePay +4571844591.

Forfatteren, digteren og kunstneren Claus Ankersen er en af hovedkræfterne i dansk og international spoken word og ordkunst. Han har uddrevet dæmoner i DR, smidt med smør på SMK, stillet op til kommunalvalg med kunstnerpartiet Gratis Lykke og modtaget juryens pris Hegnspælen for digtinstallationen ALTID på Enghave Plads. Ankersen skriver tosprogligt og har performet, udstillet og optrådt i 19 lande. Udvalgt materiale er oversat til 11 sprog. Han har udgivet syv bøger, hvoraf den seneste Et Pludseligt Sammenfald netop er blevet fremhævet som en af årets syv bedste oversatte digtudgivelser i Ukraine. Ankersen er uddannet antropolog og har tidligere skrevet for Rendestenen, dato og Murmur.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Claus Ankersen
på Mobile Pay: 71844591

Bims i bøtten på Borgen – regeres vi af tåber?

Er det ufint at spekulere i dybdepsykologi hos regeringer og folkevalgte, hvis politiske dispositioner tilsyneladende er potentielt landsskadelige, og overordnet virker blottet for ethvert hensyn til fællesskab og almenvel? Måske i går. Men ikke i dag. For når man kan stille spørgsmålstegn ved den amerikanske præsidents mentale habitus, virker det kun rimeligt at stille samme spørgsmål i en dansk kontekst, skriver Claus Ankersen, der stiller spørgsmålet: er den galt fat med mange af vores lovgiveres mentale habitus?

”Donald Trump er en afstumpet, hadefuld lystløgner”. Sådan skrev direktør for den borgerligt-liberale tænketank, Cepos’, direktør, Martin Ågerup, forleden i en kronik i Berlingske Tidende. Men når man kan stille spørgsmålstegn ved den amerikanske præsidents mentale habitus, kan vi vel også i Danmark spørge: Er den galt fat med vores lovgivere? Er Borgen et beskyttet luksusværksted for forhærdede mobbeofre og opportunistiske psykopater? Regeres vi af psykisk syge? Er de bims i bøtten på Borgen?

Det er fristende at spørge, om vi bliver regeret af mobbeofre. Evigt mindreværdige, kuede underhunde, som i ihærdig trods har kæmpet sig hele vejen til tops af dansk politik, først og fremmest takket være et valgforordningssystem som er designet til at holde ethvert normalt menneske, for slet ikke at nævne samfundets hypersensitive, langt væk. For vælgerforeningerne har monopol på at opstille folk til valg. Og kun meget få, som ikke er politisk skolede fra ungdommen, kan i praksis fungere i den ekskluderende politiske subkultur. Og netop de psykiske skadevirkninger af at færdes som ung i stærkt ekskluderende miljøer, er ifølge mobbeforskningen central.

Lider mange toneangivende politikere monstro af større eller mindre psykiske skavanker og sygdomme? Lever vi i mobbeofrenes ubevidste hævntørsts permanente ødemark, fordi de nu endelig kan vise barndommens bølle, hvem der bestemmer?

Måske er der ikke bare tale om mobbeofre og psykopater, men om en god blanding mellem mange forskellige personlighedsforstyrrelser? Der findes ganske sikkert også en håndfuld normalt fungerende parlamentarikere, som formentlig har deres hyr i den gyldne ormegård.

Man kunne godt få tanken, når man går ind på regeringens hjemmeside og gennemgår ministerlisten. Læg mærke til detaljen. Det er her, djævlen bor. Jeg skrev nemlig ikke ‘Folketingets hjemmeside’. For regimet, som Inger Støjberg selv har benævnt flokken, har nemlig lavet deres helt egen statsbetalte propagandaside. Regeringen.dk. Jeg kan anbefale læseren at gøre forsøget, gå ind på siden og se på alle de smiiiilende ministerportrætter og imens spørge sig selv: Blev ministeren mobbet i skolen? Blev ministeren holdt udenfor? Var ministeren nævenyttig, bagklog, omsorgssvigtet? Er ministeren mon rigtig rask?

Om de fleste af vores parlamentarikere blev mobbet i skolen, eller blot konsekvent ekskluderet, er ikke til at vide. Og skulle det være tilfældet, vil de næppe være interesseret i at indrømme det. Men der er noget nævenyttigt over deres fremtræden. Noget ekstremt øretæveindbydende. Noget kuet trodsigt som jeg kan genkende fra skoletiden. Noget farligt. Hævngerrigt. Lurende og glat som hos Patrick Bateman i American Psycho.

Måske er det magtfuldkommenheden, som provokerer. Måske fordi Christiansborg og resten af Danmark lever i helt forskellige verdener, og fordi de tilsyneladende ikke kan forenes. Måske har den pensionerede konservative politiker Per Stig Møller ret i, at den politiske klasse har konsolideret sig som en moderne adel som ikke står til regnskab for andre end sig selv og kollegerne i storkapital, spekulation og fremstillingsindustri.

Jeg kan anbefale læseren at tage en tur ind på Christiansborg. Når man er indenfor slotsmurene, forstår man straks, hvorfor folk gerne vil derind – og hvorfor de gerne vil blive derinde for evigt.

For der er dejligt på Borgen. Der er højt til loftet, dejlig kunst på væggene, billig frokost, og man fornemmer straks, at det er fuldkommen ligegyldigt, hvad der sker udenfor, hvor folk synes så bittesmå, at man knap nok kan se dem fra de store vinduer og behagelige solterrasser højt hævet over by og land.

Endelig kan det jo være, vi står overfor væsentlig mere alvorlige psykiske skavanker end mobbeofrets tyranniske sociale kontrol: Jeppe på baronens trone.

Lever vi i et psykopatvælde forklædt som demokrati? Er det derfor, vores folkevalgte tilsyneladende har så svært ved at tage ansvar for deres talløse ugerninger? Er det derfor, de virker så magtfuldkomne? Så uempatiske? Så teflonbeklædte, overfladiske og distancerede? Er det derfor, alting går den forkerte vej?

Der er dejligt på Borgen. Der er højt til loftet, dejlig kunst på væggene, billig frokost, og man fornemmer straks, at det er fuldkommen ligegyldigt, hvad der sker udenfor, hvor folk synes så bittesmå, at man knap nok kan se dem fra de store vinduer og behagelige solterrasser højt hævet over by og land.

Cirka ti procent af ledere skulle i al overvejende grad være psykopater ifølge forskningen, her anskueliggjort i det anerkendte Smithsonian Magazine, som mener, at netop det politiske liv skulle være en særlig tiltrækning for magtsyge psykopater. No shit, Sherlock!

Træk som komplet mangel på anger og empati, magtfuldkommenhed, overfladisk charme, svigagtig og manipulerende opførsel og total afvisning af ethvert ansvar, er det psykopatiskes kendemærker som ifølge videnskaben egner sig særlig godt til politik.

Alt sammen egenskaber, som man uden stor anstrengelse kan hæfte på skarer af folkevalgte gennem tiden. Igen. Gå ind og tjek ministerlisten og smil til de smilende ‘folketjenere’ og tænk på Dong og miljølovgivning og vacciner, på 2000 kroners sko og skattely i Bahamas, returkommission, bestyrelsesposter og planetstore gyldne håndtryk.

Er det det, der er fat, når f.eks. Esben Lunde Larsen (V) nægter at modtage underskriftsindsamlinger? Når denne ‘landbrugets undergivne’ ikke har kommentarer til WHO’s bestyrtelse over, at danske svin bliver pumpet med antibiotika som er kritisk for menneskers overlevelse? Eller finder det mindste problem i, at halvdelen af alle pakker svinekød nu er inficeret med MRSA.

Når parlamentarikere som Jens Rohde (R) kan fortælle om en politisk kultur, som udelukkende handler om korsbånd og stjerner, og når statens vaccineproduktion absolut må og skal sælges. For skaldede 15 millioner kroner. Til saudiske salafister. Bare fordi den skal.

Så er der ikke blot tale om ideologi, men om syg og samfundsskadelig ideologi.

Det er en interessant tanke, at vi måske er havnet, hvor vi er, som verdenssamfund, fordi en forholdsvis lille kadre af psykopater i politik og forretningsliv har haft held til at ophøje deres verdensødelæggende opportunisme til folketro, og f.eks. igennem årtier har narret os godtroende borgere til at tro, at det er en naturlov med socialistisk gaveøkonomi for de få på toppen, og ubarmhjertig rovkapitalisme for de mange på bunden.

Måske er der ikke bare tale om mobbeofre og psykopater, men om en god blanding mellem mange forskellige personlighedsforstyrrelser? Der findes ganske sikkert også en håndfuld normalt fungerende parlamentarikere, som formentlig har deres hyr i den gyldne ormegård.

For raske parlamentarikere vil det sikkert opleves voldsomt krænkende at få stillet spørgsmål ved deres moralske og psykologiske habitus. Det vil opleves som ren dæmonisering og meget uretfærdigt. Helt ligesom samfundsmæssig dæmonisering dagligt opleves som overgreb af en lang række udsatte borgere og grupperinger som rutinemæssigt skammes ud. Til de få sunde og raske parlamentarikere ved deres fulde fire: Sorry. This is NOT about you!

En ting er sikkert. Vi har akut brug for en ny politisk kultur. Men den kommer ikke af sig selv, og den kommer næppe med politikernes gode, eller onde, vilje. Den kommer faktisk helst ikke. Men vi kunne jo overveje at starte med to ting. Dels en gennemgående psykologisk evaluering af enhver på Christiansborgs tærskel. Regelmæssige tjek. Fuld synlighed. Vi taler trods alt om hverv, som ideelt set er både vigtige og ædle.

Dels kan vi kræve det ekstra X på stemmesedlen, så vi som borgere aktivt kan tilkendegive, at vi kræver gennemgribende forandringer. Også af det for længst forældede opstillingssystem, som giver vælgerforeninger monopol på opstilling af kandidater.

Der er faktisk ingen tid at spilde, kære læser. Vi ved det jo godt. Det skulle allerede have været i går.

Topillustration: POV International med LunaPicEditor (originalfotos fra Flickr og Wikimedia Commons).

Som digter, yogi og intergalaktisk opdagelsesrejsende er Claus Ankersen på samme tid rig og meget fattig. Rig på oplevelser, nysgerrighed og formidlingsglæde. Fattig på kroner og øre. Kan du lide Ankersens POV’s og får du noget ud af at læse dem, kan du hjælpe fattiglusen med et beløb på: MobilePay +4571844591

Kategorier