mm

Cecilie Marie Meyer

Cecilie Marie Meyer (f. 1978) har i de sidste 10 år beskæftiget sig både journalistisk og litterært med Syditalien - interessen kom efter et halv års ophold i byen Salerno syd for Napoli, og et par år på byens universitet fulgte. Hun er uddannet cand mag. i italiensk og er selvlært skribent, der især interesserer sig for at formidle den syditalienske kulturs mange facetter. Det har hun især gjort i bøgerne Turen Går Til Sardinien, Turen Går Til Sicilien og senest i Turen Går Til Napoli og Syditalien, hvor hun især har lagt vægt på mødet mellem den rejsende, de lokale og landskabet. Derudover skriver hun løbende om italiensk gastronomi til Gastro og om landets mange rejsedestinationer for Politiken og Berlingske - både de oplagte og mere hemmelige. Men hvad der ligger hendes hjerte nærmest er de anderledes historier fra det syditalienske univers, der omhandler mennesket i landskabet, og omvendt. Hvilke aftryk er det vi sætter på vores vej og i hinanden, og hvorfor er der særlige steder på jorden, hvor vores forhold til den bliver særligt tydelige? Cecilie skriver i et billedrigt sprog, elsker emner om det groteske og urovækkende, og har en særlig evne til at fange essencen i en historie - at finde det mange gange ellers så undseelige element, der ved sin eksponering krystalklart spejler det store, brølende billede. Cecilie bor København og nyder at skrive om sin hjemby - foruden Samsø og Berlin, der som få europæiske storbyer matcher Italiens mange lag af levet tid. Du kan læse mere på hendes hjemmeside: http://ceciliemariemeyer.dk

Se alle skribentens artikler
Foto: Anders, Wikipedia

Betingelsesløs tillid og den sande historie om en tabt mobiltelefon i Italien

”Du er blevet italieniseret”, siger Matteo, idet jeg møder ham på strøget midt i Salerno – den livlige syditalienske havneby i bunden af Amalfi-kysten, hvor jeg i 2003 og 2004 bor for at gå på universitetet. Han er min italienske kærestes bedste ven, og det er ikke første gang, at jeg hører den bemærkning fra folk, der endnu husker, hvordan jeg kom til byen med forblæst frisure iklædt praktiske bukser og flade sko. Nu står jeg så her med lyse striber i det nyglattede hår, og i en lang, figursyet frakke. Indenunder har jeg en bluse på med indvævede perler og lædersnore. Noget ganske andet end den noget enklere garderobe, jeg benyttede hjemme i Danmark.

Italienere elsker at pynte sig, og på én eller anden måde havde jeg taget den noget mere feminine stil til mig, uden at vide det. Ingen havde tvunget mig til det eller peget fingre. Det var bare blevet sådan, fandt jeg med ét ud af, da jeg der på Strøget fik set rigtig ned af mig selv. ”Er jeg virkelig ved at blive som en Italiener?” Spurgte jeg mig selv med lige dele undren og spænding.

Historien om mobiltelefonen

Spørgsmålet er naturligvis komplekst. For hvad vil det sige at være enten det ene eller det andet? Man tør jo næsten ikke spørge i disse tider, hvor der visse steder hersker en hel grotesk diskussion om den enkeltes ret (og især mangel på samme) til at påberåbe sig en national tilknytning.

Indtil jeg flyttede til Italien havde jeg egentlig aldrig oplevet mig selv som værende særligt dansk. Jeg så nærmere mig selv som en europæer, der skulle ud og opleve verden, og uden problemer ville kunne respektere og tilpasse mig de normer, som jeg fandt.

Men jeg blev snart meget klogere. Vidunderligt illustreret i en hændelse, jeg kalder ”Historien om Mobiltelefonen”, og som jeg endnu ynder at fortælle til mine nærmeste, fordi den på både smukkeste og kyniske vis viste mig, at jeg bar rundt på noget så indgroet dansk, at jeg indtil da slet ikke havde fået øje på det.

Hændelsen tog sin begyndelse en aften, da jeg og min kæreste var på vej hjem fra byen. Vi spadserede henad fortovet, da jeg pludselig så noget rødt ligge og blinke på flisen foran mig. ”Det er jo en helt ny mobiltelefon”, udbrød min kæreste begejstret. ”Din egen er jo efterhånden så gammel, og nu behøver du ikke at købe en ny. Den kan du beholde”. Jeg tænkte egentlig ikke så meget over det, men samlede forsigtigt telefonen op, tog den i lommen og fortsatte.

Målløs, lamslået, chokeret

Næste dag begyndte samvittigheden dog at nage mig. Jeg havde jo slet ikke lyst til at tage mobiltelefonen selv, for en eller anden derude gik jo lige nu rundt og ærgrede sig gul og blå. Vedkommende havde tilmed mistet alle sine kontakter og alle sine sms’er foruden den dyre telefon, som var sidste skrig dengang i 2003. Så jeg pillede sim-kortet ud af den, satte det ind i min egen mobil, og begyndte at kigge i kontaktlisten efter folk, jeg kunne ringe til for at levere telefonen tilbage. Hurtigt fik jeg snakket med en god ven af ejeren, der så fik vedkommende til at ringe mig op. Han var målløs, lamslået, chokeret. Aldrig havde han forventet at få sin mobiltelefon igen, og da vi aftalte, at jeg ville mødes med ham om aftenen for at give ham hans tabte ejendom tilbage, tilbød han mig adskillige kontanter for tjenesten. Penge jeg dog ikke ville tage imod. Det ville være nok belønning at se hans glade ansigt.

Lidt senere fortæller jeg så kæresten om min beslutning – det gør jeg lidt henkastet, fordi der jo i bund og grund ikke var noget odiøst i, at jeg havde besluttet mig for at levere mobiltelefonen tilbage. Jeg havde dog fuldstændig fejlvurderet hans og omverdenens reaktion: ingen, og her mener jeg hverken min svigerfamilie, skolekammeraterne og mine italienske veninder, forstod mit rationale. Hvordan i alverden kunne jeg levere noget tilbage til én, jeg ikke kendte? Jeg forsøgte at forklare mig, men ligemeget nyttede det. Sværest var forståelsen fra min kærestes og svigerfamilies side. Det gav mig rigtig dårlig samvittighed, fordi de jo havde taget mig ind som en datter, og vitterlig gjorde alt for, at jeg skulle have det godt under mit studieår i Salerno. Jeg syntes faktisk, at mine svigerforældre var cool og elskelige, fordi de havde et ret moderne mindset og var afslappede omkring ting, som andre syditalienske forældre aldrig ville have tilladt deres børn og deres respektive partnere at gøre.

Lykken står den tillidsfulde bi

Men det her, det var alligevel for mærkeligt, og to verdener stødte frontalt sammen: Den danske mentalitet, hvor en høj grad af tillid til omverdenen har skabt en reciprok mekanisme af hjælpsomhed overfor selv dem, man ikke kender, og så den syditalienske, der præget af århundreders historie med magthaveres udnyttelse af befolkningen og et korrupt statsapparat har gjort, at man helst meler sin egen kage, og derfor gør bedst i kun at stole på den nærmeste omgangskreds.

Sagen med mobilen udviklede sig. Jeg holdt stædigt på, at telefonen skulle leveres tilbage, mens mit italienske bagland for sin part insisterede på, at jeg enten skulle give min svigermor telefonen, eller betale halvdelen af mobilens værdi til min kæreste, hvis jeg leverede den tilbage, fordi vi nu engang havde fundet mobilen sammen.

Jeg gjorde ingen af delene, men mødtes med mobiltelefonens ejermand, der – stadigvæk chokeret over sit held – fik sin ejendel tilbage. Og så tog jeg hjem til min lejlighed og dagen efter på besøg hos min svigerfamilie, hvor hverdagen efter lidt indledende tavshed atter snart indfandt sig. Vi havde mange dejlige stunder sammen efterfølgende, og syditalienerne står stadigvæk mit hjerte uendelig nært. Allermest taknemmelig er jeg dem faktisk for at have blotlagt den betingelsesløse tillid, der er så specielt dansk, og som jeg indtil da aldrig havde anset som noget særligt, men som pludselig blev afgørende for vores vidt forskellige måder at anskue verden på.

Det er sidenhen blevet dokumenteret af adskillige lykkeforskere, at tilliden er en af de mest afgørende faktorer for et menneskes trivsel, og at denne tillid har en af verdens højeste forekomster i Danmark. Når disse undersøgelser jævnligt kommer op og vende i medierne, har de fleste – inklusiv mig selv – tendens til at slå det hen med sarkasme. Vi fortæller os selv: jamen, det passer jo slet ikke, danskere er både stressede, sure og smålige. Men så husker jeg på historien fra Salerno og kan pludselig se, hvor heldig jeg er. At jeg kan gå igennem livet med så stor og selvfølgelig en tillid til mine omgivelser, at jeg slet ikke stiller spøgsmålstegn ved den. Det er da lykkeligt.

Kan du lide mine skriverier? POV International udbetaler ikke honorarer til sine bloggere, så har du lyst til at give mig et bidrag efter endt læsning, er du velkommen til at gøre det med et frivilligt beløb direkte via MobilePay på mit telefonnummer 4098 9707. Du kan også lade være – det er helt op til dig. Tak, fordi du læste min tekst.

mm
Cecilie Marie Meyer

Cecilie Marie Meyer (f. 1978) har i de sidste 10 år beskæftiget sig både journalistisk og litterært med Syditalien - interessen kom efter et halv års ophold i byen Salerno syd for Napoli, og et par år på byens universitet fulgte. Hun er uddannet cand mag. i italiensk og er selvlært skribent, der især interesserer sig for at formidle den syditalienske kulturs mange facetter. Det har hun især gjort i bøgerne Turen Går Til Sardinien, Turen Går Til Sicilien og senest i Turen Går Til Napoli og Syditalien, hvor hun især har lagt vægt på mødet mellem den rejsende, de lokale og landskabet.
Derudover skriver hun løbende om italiensk gastronomi til Gastro og om landets mange rejsedestinationer for Politiken og Berlingske - både de oplagte og mere hemmelige. Men hvad der ligger hendes hjerte nærmest er de anderledes historier fra det syditalienske univers, der omhandler mennesket i landskabet, og omvendt. Hvilke aftryk er det vi sætter på vores vej og i hinanden, og hvorfor er der særlige steder på jorden, hvor vores forhold til den bliver særligt tydelige?
Cecilie skriver i et billedrigt sprog, elsker emner om det groteske og urovækkende, og har en særlig evne til at fange essencen i en historie - at finde det mange gange ellers så undseelige element, der ved sin eksponering krystalklart spejler det store, brølende billede.
Cecilie bor København og nyder at skrive om sin hjemby - foruden Samsø og Berlin, der som få europæiske storbyer matcher Italiens mange lag af levet tid. Du kan læse mere på hendes hjemmeside:
http://ceciliemariemeyer.dk

Kategorier