mm

Frederik Bojer Bové

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Frederik Bojer Bové
på Mobile Pay: 60677086

Berlinale: Wes og alle de andre rødder

BERLINALE – Der er et hierarki på de største festivaler. Hovedkonkurrence med årets vigtigste film, kendte instruktører og store stjerner. Og sidekonkurrencer med en hel masse mærkeligt. Som POV’s udsendte smagte jeg på begge dele på den første dag i Berlin.

Der er 400 – firehundrede – film i Berlin. Det er et mantra, en mediemumlen, melankolsk messet på sin Melua-melodi: Der er firehundrede film i Berlin, og det er alt, alt for mange.

Nu har jeg kun været her en enkelt dag, men jeg vil stadig sige, jeg kun er delvist enig. Der er 400 film, javist, det er virkelig mange for en typisk A-festival, men set i forhold til, at Berlin også ønsker at være en publikumsfestival er det ikke for mange. Der findes mange film, man kan præsentere et publikum for; DOX og PIX har også gerne et par hundrede film, Gøteborg har det samme.

Derudover er der et tydeligt hierarki. Der er nitten film i hovedkonkurrencen, det er dem fra de kendte instruktører, med de kendte medvirkende, og det er dem, hvor salen er fyldt til pressevisningen. Torsdag formiddag, da festivalen startede med sit største scoop, var salen helt fyldt op. Men når der er premiere på nyt fra Wes Anderson, så bliver hierarkiet så meget desto tydeligere. Der er Wes. Og så er der alle de andre.

Isle of Dogs (Wes Anderson)

Hvor er Wes Anderson egentlig en vanvittig instruktør. Der er efterhånden noget megalomanisk over ham, ikke bare i den ekstreme kontrol han har over sin mise en scène – de stramt symmetriske billeder, de utallige mærkværdige rekvisitter hans film er fyldt med – men efterhånden også over den måde, han synes at inkorporere mere og mere af verden i sine dukkespil: Indien i The Darjeeling Limited, Mitteleuropa i The Grand Budapest Hotel, og nu er det Japans tur i Isle of Dogs.

Isle of Dogs er muligvis hans mest vanvittige film nogensinde. Den kombinerer stop-motion-formen som kendes fra Fantastic Mr Fox med en absurd detaljeret verdensopbygning på niveau med The Grand Budapest, og bygger et helt japansk univers op. Det er ikke bare dukker, det er håndlavet animation i tv-sekvenser, der hænger malerier inspireret af kendte gamle træsnit, og der er endda et lille Noh-teaterstykke undervejs. Og hvor Fantastic Mr Fox var en smule statisk i kameraarbejdet, så er Isle of Dogs fyldt med zooms og vilde kamerabevægelser. Tænk lidt over, hvor vanvittigt det er, når man optager filmen skud for skud, at flytte kameraet hvad der svarer til en 24-del sekunds bevægelse tættere på dukkerne. Det er en overvældende præstation, der kan nydes gentagne gange. Man mærker virkelig, at det er en mester i fuld kontrol.

Det er en Wes Anderson-film uden de store overraskelser – hvilket betyder det trods alt nok er en af årets bedste film. Glæd jer!

Tyve år ude i fremtiden i den japanske by Megasaki City er der vilde og syge hunde overalt, og som en ekstrem løsning på problemet bliver samtlige hunde fanget og sendt til Trash Island. Dette inkluderer også borgmesterens egen hund Spots, men for at finde ham igen rejser borgmesterens egen nevø Akira efter ham. Så går rejsen hen over hundeøen i selskab med de fem hunde Rex, King, Duke, Boss og Chief (deres navne er en af filmens mange glimrende jokes), hvis gøen er oversat til engelsk. Af prominente hundestemmer kan nævnes Bryan Cranston, Bill Murray, Edward Norton og Tilda Swinton, så der er stjerner nok. De japanske karakterer taler japansk, så de eneste man kender er nok Ken Watanabe og Yoko Ono som de to forskere Ken Watanabe og Yoko Ono, der desperat forsøger at finde en kur mod hundenes sygdomme, før der indledes en endelig aflivningsaktion.

Men den samme styring over det filmiske, mærker man også lidt på filmens personer, og det er sådan set ikke meningen. Ikke at det er unormalt for en Wes Anderson-film: hans karakterer er som regel en helt bestemt type mennesker – mænd – der ligesom instruktøren er besat af detaljer og orden, og måske ikke har den store følelsesmæssige dybde. Hvilket de så skal lære, en udvikling der ikke altid er lige troværdig. Måske er det derfor, han er bedst, når han beskæftiger sig med dyr eller børn.

Isle of Dogs kører som på skinner, også i karakterskildringer, og selvom det ikke bliver irriterende letkøbt som i film som The Darjeeling Limited og The Grand Budapest Hotel, så er der heller ikke den melankolske kompleksitet, der pludselig kiggede frem i hans helt store mesterværk, Moonrise Kingdom. Det er en Wes Anderson-film uden de store overraskelser – hvilket betyder det trods alt nok er en af årets bedste film. Glæd jer!

Forum Expanded… skal jeg da lige love for

Isle of Dogs var den eneste af konkurrencefilmene der blev vist torsdag, så jeg valgte at tilbringe resten af dagen i sidekonkurrencen Forum. Hjemsted for dokumentarer, hybridfilm, eksperimenter – den slags som ofte er de bedste på CPH:DOX, men som sjældent er de store blockbustere. Det er en af kunstfilmens mest mærkelige konstruktioner, og der hvor kritikerne har noget at have det i med henhold til mængden af film.

Der ligger en longread gemt i den konkurrence, hvis man forsøger at se hele molevitten; en kronik over både eksperimentalfilmens tilstand i dag, samt formentlig skribentens eget psykiske sammenbrud

Jeg tæller det til 44 film i Forum, og dertil kommer otte ‘Special Screenings’ – fortrinsvis restaurerede versioner af film, der har været vist tidligere i samme sektion – og tre film i en særlig ‘Pink Tribute to Keiko Sato’, en serie af japanske soft-core pornofilm, inkl Inflatable Sex Doll of the Wastelands. Dertil er der gudhjælpemig ‘Forum Expanded’ med koncerter, installationer med videre. Der vises vanvittigt nok en seks-syv film om dagen til pressen over otte dage, og de dage, der kun vises seks, skyldes detm at der skal være plads til de næsten fire timer lange One or Two Questions – det er to timer per spørgsmål – og An Elephant Sitting Still – som jeg helt klart vil forsøge at se, det er jo næsten som i cirkus!

Der ligger en longread gemt i den konkurrence, hvis man forsøger at se hele molevitten; en kronik over både eksperimentalfilmens tilstand i dag, samt formentlig skribentens eget psykiske sammenbrud. Måske næste år. I år nøjes jeg med at dykke ned hist og pist i de mere fornuftigt lydende af filmene. Det er ikke dem alle sammen, som er strukturalistiske formeksperimenter om vejnettet i Montreal.

Interchange (Brian M. Cassidy & Melanie Shatzky)

… det er kun én af dem… Men den var så til gengæld også god! En timelang dokumentar, uden speak, blot om trafikkryds i Quebec. Det kan lyde helt åndssvagt, men det var et åndehul på en lang dag. Blot at sidde og kigge på trafik og lade tankerne flyde.

Det er for det første en overraskende smuk film, taget i betragtning hvor grimme Nordamerikanske vejsystemer som regel er. Men det canadiske sommerlys falder henover asfalt, ganske lidt græs, og de mennesker der sidder rundt omkring og kigger på verden, og det er et umanerlig smukt lys – enhver der har været i Norge kender det der langskyggede sommerlys.

Mennesker her bor i en bydel, der er tilpasset de gennemrejsende, og så får de konstant at vide, det er deres egen skyld, området ikke er rart

Hvis der havde været en speak af Richard Attenborough havde det været forståeligt og kunne næsten vises i fjernsynet. Men med blot et kakofonisk soundtrack af trafiklyde og en enkelt chancon er der plads til selv at fortolke billederne. For mig, der er vant til europæiske byer, er der stadig noget helt uvirkeligt over forholdet mellem de brede veje og de alt, alt for små fortove. Der er simpelthen ingen plads til mennesker i den her verden, kun til privatbilister. Det er et fattigt kvarter filmen foregår i, og det er helt tydeligt, at det ikke er beboerne, som området er indrettet til. Og så hænger der alle de her skilte overalt, om hvad man skal gøre, hvis man ser en forbrydelse eller ‘vandalism hurts us all’ – alle de her moraliserende beskeder, som er den eneste hjælp, området får.

Mennesker her bor i en bydel, der er tilpasset de gennemrejsende, og så får de konstant at vide, det er deres egen skyld, området ikke er rart.

Jeg skal dog ikke kunne sige, om det er pointen med filmen, det var bare mine egne tanker. Der er så meget fortolkningsrum i den her film, så ens reaktion siger sikkert mere om en selv end om filmens indhold.

Classical Period (Ted Fendt)

Det koncept kan man også se i Ted Fendts ultra-lowbudget film om fire unge studerende, der læser Dante. Det er 16 mm, gammeldags udtryk, stillestående kamera med fantastisk lange klip, hvor de kloge mennesker fortæller ‘anekdoter’ om alle de gamle bøger, de har læst. Efter ikke ret lang tid var jeg nærmest sur og på vej til at gå min vej: det var mest af alt noget prætentiøst pis.

Men så gav jeg det en chance, og så var der alligevel noget i det. På overfladen virker det som om, filmen forsøger at virke klog ved at referere umanerlig mange klassiske værker, men efterhånden bliver det mere karaktererne, snarere end filmen, som virker prætentiøs. Og det er ret tydeligt, at de lidt spejler de karakterer de snakker om. Det bliver først tydeligt, da Emilie nævner den obskure La Pia fra Dantes Canto Fem i Skærsilden, der kun har seks linjer, men som bare gerne vil huskes – og man kan se det samme ønske om opmærksomhed på den unge kvindes ansigt.

Jeg holdt efterhånden op med at se ham som prætentiøs og mere som en lidt sky ung mand, der har nemmest ved at kommunikere med andre mennesker via referencer. En ikke helt fremmed idé for en filmanmelder…

Mere i centrum er Cal, en ekstremt dygtig student, der kan tale om hans seneste idéer i minutter uden stop. Og som tydeligvis spejler sig selv i de karakterer, han læser om: Intellektuelle martyrer og gammelkloge. Han bryder sig ikke om Frank Lloyd Wright, for hvorfor kunne arkitektur ikke bare være som Vitruvius sagde, det skulle være? Jeg holdt efterhånden op med at se ham som prætentiøs og mere som en lidt sky ung mand, der har nemmest ved at kommunikere med andre mennesker via referencer. En ikke helt fremmed idé for en filmanmelder…

Med så lille en film vil jeg mest af alt sige ‘flot, og så gør det igen.’ Der er lige knap nok i den time-lange bagatel til rigtigt at tykke på, men omvendt er der i den simple stil et fundament, der kunne føre til mange interessante variationer. Det minder mig om andre minimalister som koreanske Hong Sang-soo, der laver minimum én film om året, der på en eller anden måde handler om en filminstruktør, der drikker brændevin. Og purunge Ted Fendt har faktisk allerede lavet en film for to år siden, så hvem ved? Om et par år er der måske nok til en serie på CPH:PIX?

Inland Sea (Minatomachi) (Kazuhiro Soda)

Jeg har en bog om japansk dokumentarfilm, men jeg har aldrig åbnet den. Så jeg ved, det er noget som er så specielt, at der kan skrives bøger om det, men det er så også alt, jeg ved. Den eneste, jeg har set, er The Emperor’s Naked Army Marches On, der er berømt for instruktørens idiosynkratiske interviewstil – det er vel den dokumentar, der indeholder flest slåskampe. Men jeg har også hørt om instruktører som Noriaki Tsuchimoto, der instruerede en række af film om byen Minamata, hvis indbyggere led af industrielt forårsaget kviksølvsforgiftning, eller Shinsuke Ogawa, der lavede en række film om bønder i den lille by Magino.

Så jeg håber Inland Sea, om ældre mennesker på den lille landsby Ushimado, er repræsentativ for genren. Og i så fald skal jeg godt nok se mere, for det var en ret fantastisk film. De fleste unge mennesker har forladt det lille øsamfund, og tempoet er efterhånden helt i bund. Vi følger fiskeindustrien fra den 86-årige mand, der stadig fisker helt alene, over den tæt på 80-årige – hendes alder er en stor hemmelighed – der kører rundt og sælger fangsten, og til de lokale der serverer fiskeaffaldet for de lokale vilde katte. Derudover får vi samtaler om bureaukrati, religion, død og sygdom og global opvarmning. Der er en slet skjult samfundskritik i skildringen af en gruppe mennesker, som samfundet tydeligvis har vendt ryggen, men den beske smag skjules lidt af den kemi, der er mellem subjekt og iagttager. For ja, hvor nogle instruktører måske forsøger at virke usynlige i deres film, så går der fem sekunder i Inland Sea, før de lokale henvender sig til de fremmede mennesker med kameraet.

Inland Sea: det er en af de bedste, skarpeste, smukkeste og mest hjertevarme film om udkantsområder og affolkning, jeg nogensinde har set

Af en sort-hvid low-budget-film der kalder sig ‘Observational Film #7’ er Inland Sea godt nok i overraskende grad en crowd pleaser. Ja, der er lange passager, hvor man blot ser en mand fiske, og det er ikke helt rart den måde, hvorpå japanere behandler frisk fisk – en pointe man i øvrigt også ser i Isle of Dogs – og nogle af de ældre menneskers historier er ret sørgelige. Men de gamle mennesker er også bare sjove, og så er der et kæmpe trumfkort i det konstante fokus på øens katte. De er overalt, altid på jagt efter fiskeaffaldet, og Soda lader konstant sit kamera distrahere af de umanerligt søde væsener. To timer flyver forbi.

Soda bor i USA med sin kone og producer, og de har faktisk lavet en film, der fik vestlig distribution: Campaign, der blev vist af tv-stationen PBS i en serie om politik i hele verden. Noget lignende burde Temalørdag gøre med Inland Sea: det er en af de bedste, skarpeste, smukkeste og mest hjertevarme film om udkantsområder og affolkning, jeg nogensinde har set. Jeg ville sådan håbe tusinder og tusinder af danskere fik mulighed for at se den her film, for jeg tror virkelig mange ville elske og huske den, hvis de fik chancen. Stor filmkunst med nok katte til, at det glider ned.

Wild Relatives (Jumana Manna)

Jeg skal ærlig indrømme, jeg til dagens femte film var begyndt at være ret smadret. En libanesisk-norsk coproduction om såsæd. Jeg har ikke så meget at sige. Jeg har lært ret meget om ICARDA, den internationale organisation der hjælper med at udvikle såsæd til områder i Mellemøsten, og som fik sit arbejde ødelagt af den syriske revolution, så de måtte søge hjælp fra en kæmpe såsædbank der åbenbart ligger i Svalbard.

Det er en rigtig god film, men lidt fin på den måde som alle film egentlig burde være gode på. Det er et godt emne, og det fortælles originalt. Der er en scene, hvor en præst og en forsker diskuterer Svalbards udvikling – igen global opvarmning! – og i stedet for blot at filme dem i et rum, så er præsten iklædt sin flotteste messehagel, og de to halvgamle mænd klatrer rundt på en firkantet trækonstruktion oppe i bakkerne. Det er smukt og morsomt. Men det er også her, jeg fornemmer kvalitet drukner i mængden. Der er så meget, som er mere end det, så jeg har ikke ret meget at sige, når den sidste smule originalitet måske lige mangler.

Så derefter valgte jeg at tage hjem. Der var stadig én film tilbage i Forum-programmet, og efter den kunne man lige nu at se en irsk historisk thriller, der vises uden for konkurrence. Der er mange, mange film i Berlin. Men man behøver måske ikke at se dem alle sammen….

Isle of Dogs får dansk premiere 3. maj.
De øvrige film er endnu ikke programsat, men DOX offentliggør deres program snart, så hold øjnene åbne!

Fotocredit: Berlinalen.

Kategorier