mm

Frederik Bojer Bové

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Frederik Bojer Bové
på Mobile Pay: 60677086

Berlinale: Fire Timers Lidelse

SLACK-CHAT – Frederik Bojer Bové og Nanna Frank Rasmussen er endnu engang gået sammen for at skrive om en film fra Berlin. Denne gang et filipinsk syngespil af instruktøren Lav Diaz, som på papiret virkede helt unik, men som fik Nanna til at ville kradse øjnene ud med en blød vatpind. I stedet udvandrede hun.

FB: Velkommen tilbage, Nanna. Vi havde aftalt at skulle diskutere Season of the Devil, den nye film fra den filipinske instruktør Lav Diaz, der vanen tro er sort/hvid, utrolig lang og anderledes end nærmest alt andet. Jeg havde sådan glædet mig til at lave en enig hyldest til en unik film fra en unik stemme. Men sådan skulle det ikke gå. For nu at sige det mildt…

NF: Endnu engang skal vi forsøge at mødes i vores uenighed om, hvad der er god filmkunst, og hvad der ikke er. Personligt er jeg ret vild med, at vi ikke ender med at klappe hinanden på skuldrene og nikke i salvelsesfuld enighed om “den store kunst”.

FB: Men… Jeg er ikke engang sikker på, vi er uenige… Jeg elsker Lav Diaz, af hvem jeg har set og skrevet om fem film før den her. Elsker at skrive om ham, han sætter altid tanker i gang. Men jeg kan ikke få hans nye til at fungere.

NF: Men du kunne godt lide hans vinder af Guldløven, The Woman Who Left?

FB: Ja, jeg så den i Venedig og var en af få, der faktisk blev siddende i biografen de 3t 46 min, den varede. Jeg var totalt bjergtaget af det egentlig provokerende projekt at fortælle en hævnhistorie over så lang tid. Jeg blev en del af den verden, som hovedpersonerne færdes i, åndede deres luft, mærkede deres smerte og glæde. Det gav utroligt god mening at benytte langsomhed som en måde at male et billede frem på. Men det var dén film. Det forholder sig helt anerledes med den nyeste Diaz-film.

FB: Det med verdenen er en virkelig god pointe, jeg havde det på præcis samme måde, da jeg så From What Is Before, hans vinder af Guldleoparden (så mange gulddyr i festival-verdenen). Den ånder netop også i 5 timer, og BØR være så lang. Men selvom jeg tror, jeg havde det bedre med de grundlæggende eksperimenter i Season of the Devil end du havde, så kan jeg simpelthen ikke få den til at ånde, eller forsvare at den var så lang…

Hvis jeg skal være ærlig, så gav jeg jo faktisk op efter to timer. Så kunne jeg bare ikke mere. Jeg havde det sådan, at jeg ville sætte ild til mine øre, hvis jeg skulle høre bare en til toneart-forvirret a capella-sang

NF: Præcis, det er et enormt problem med Season of the Devil, at den ikke vinder ved at være lang… Eller, hvis jeg skal være ærlig, så gav jeg jo faktisk op efter to timer. Så kunne jeg bare ikke mere. Jeg havde det sådan, at jeg ville sætte ild til mine øre, hvis jeg skulle høre bare en til toneart-forvirret a capella-sang.

Og jeg hader, som i HADER, at gå fra film.

FB: Jeg forstår dig godt. Jeg blev til den bitre ende, og der var ting i tredje time, jeg godt kunne lide, men så gik det ned af bakke igen. Der er ingen dramaturgi. From What Is Before var historien om tiden op til Ferdinand Marcos erklærede undtagelsestilstand i Filipinerne, og fornemmelsen af en kommende katastrofe var knugende. Season of the Devil er nærmest en efterfølger, foregår nogle år senere hvor der nu er blevet oprettet decideret civile militser, der spreder skræk og rædsel. Og det gør de så i fire timer, hvor jeg nærmest havde forstået pointen for fire film siden. Mens de synger pivfalsk.

NF: Okay, men for at læserne skal være med, så skal vi måske sige, at det er en fire timer lang sort/hvid musical lavet af Diaz selv.

FB: Jep. Det er måske en ret relevant oplysning.

Syngende Soldater

FB: Egentlig forstår jeg godt idéen. Det mindede mig lidt om rekonstruktionerne fra The Act of Killing bare lavet seriøst. Og den film handler jo også om civile militsfolk.

Og jeg tror min yndlingsscene fra The Woman Who Left var den, hvor de to hovedpersoner sang Somewhere fra West Side Story til hinanden. Men hold da op hvor var det hårdt. Fik du fat i nogle af teksterne?

Det var så mærkeligt at se en film, hvor jeg det ene øjeblik havde lyst til at få fasstfrosset nogle af billederne til mine nethinder… og det næste bare havde lyst til at kradse mine øjne ud med en blød vatpind

NF: Den tænkte jeg også på. Men The Act of Killing er jo en genial film, et unikt værk, der er researchet i bund, udført med brutalt mod og en heroisk vedholdenhed af Joshua Oppenheimer. Og netop fordi jeg tænkte på ham og hans film, så begyndte Lav Diaz’ film næsten at føles provokerende. Det er en hjemmeklippeklistret musical, der er lavet for en bøjet femøre og denne sløsede, næsten sjuskede stil står i skarp kontrast til det seriøse emne.

Det var så mærkeligt at se en film, hvor jeg det ene øjeblik havde lyst til at få fasstfrosset nogle af billederne til mine nethinder (uh, hans diagonale billeder og hans fugleperspektiv!), og det næste bare havde lyst til at kradse mine øjne ud med en blød vatpind.

FB: Der tror jeg så til gengæld, jeg er uenig. Jeg synes generelt Lav Diaz’ film er enormt gennemarbejdede, og at han laver dem for en femøre virker nødvendigt, når omstændighederne i Filipinerne er, som de er. Selv dengang halvdelen af lydbilledet forsvandt, fordi det blæste så meget, at skuespillernes dialog ikke kunne høres, var jeg med på det. Det er undergrund, anti-film, og jeg har det hårdere, når han bliver for semi-professionel. Nogle af de kendte skuespillere, han er begyndt at have med, kan overspille virkelig fatalt.

NF: Altså der var jo øjeblikke, hvor jeg tænkte på store filmskabere som Ozu, Bergman og Dreyer. Og så var der andre øjeblikke, hvor jeg tænkte på en femårigs første forsøg på at filme på en mobiltelefon.

Men det værste var skuespillet, der var så uegalt. For selvfølgelig kan der være en glæde ved den anarkistiske guerillaform, Diaz laver film på. Men der er ikke noget fornøjeligt ved at sidde og se på amatører, der spiller værre, end jeg gjorde i rollen som sten i Oliver Twist på Svendborg B&U teaterscene i 80’erne.

Altså jeg kan mærke, jeg bliver irriteret over musikken igen, nu hvor vi skriver om filmen. Det er som en kløe, man kan have i svælget men ikke kan krasse eller nå

FB: Det svinger godt nok meget. Nogle af de medvirkende som Piolo Pascual er f.eks. en af Filipinernes store film- og popstjerner, mens Pinky Amador var med i den oprindelige opsætning af Miss Saigon. Og hun synger virkelig godt! Andre medvirkende er hans venner og bekendte, og de kan overhovedet ikke synge.

NF: Nej. Det kunne de ikke… Altså jeg kan mærke, jeg bliver irriteret over musikken igen, nu hvor vi skriver om filmen. Det er som en kløe, man kan have i svælget men ikke kan krasse eller nå. Det er det mest enerverende.

FB: Jeg forstår din irritation. Jeg havde det på samme måde efter jeg havde set Evita.

NF: Hahahaha.

Amatørisme

FB: Jeg plejer bare at tage dårligt skuespil med i den her slags film. Det er noget, jeg nogle gange tænker, kritikere burde snakke om, for det kan omvendt føles som om, andre bare tror, der tales komplet monotont og ensformigt i Filipinerne eller Thailand, eller hvorfra vi nu ser billige film.

Men omvendt har jeg det på samme måde, når jeg har set Meryl Streep forfalske en britisk accent i to timer, og der virker det også, som om vi trækker på skuldrene.

NF: Men når du taler om billige film fra steder i verden, hvor filmproduktion, og i sær af den kritiske slags, ikke har økonomisk gode forhold, så er det jo ikke sådan, at de automatisk benytter sig af dårlige skuespillere. Se nu bare på en anden Fillipiner, Brillante Mendoza. Hans sidste film Ma’Rosa vandt faktisk bedste skuespillerinde i Cannes i 2016.

FB: Ja, men de er lavet indenfor industrien. Og til gengæld synes jeg så ofte, hans film er konforme og kedelige. Lav Diaz’ film har selv efter alle hans priser nærmest ingen indtjeningsmuligheder, så jeg forstår godt, han stadig bruger hans venner til at fylde castet ud med. I teorien i hvert fald. Når de skal kunne synge, bliver det ret hårdt.

Hvem er hans film til for? De er umulige at sælge til distribution, fordi de er så lange. Det kræver tålmodighed for det festival- eller cinematekspublikum, der kan finde hans film. Og selv vi har svært ved at nå at se dem, fordi det ofte betyder, at vi må droppe op til flere andre film i et festivalprogram

NF: Jeg må indrømme, at jeg ikke forstår, at han bruger amatører, der er så ringe, venner eller ej. Mangel på skuespillere eller ej. For det er netop det, der gør det så ulideligt at se på netop denne film. Dét og så den frygtelige sang.

FB: Jeg tror, han føler sig tryg ved det.

NF: Ja, men det kan publikum vel i virkeligheden ikke bruge til så meget. Og så er det, vi kommer til det emne, der vel altid berøres, når vi taler Lav Diaz -nemlig: hvem er hans film til for? De er umulige at sælge til distribution, fordi de er så lange. Det kræver tålmodighed for det festival- eller cinematekspublikum, der kan finde hans film. Og selv vi har svært ved at nå at se dem, fordi det ofte betyder, at vi må droppe op til flere andre film i et festivalprogram.

FB: Jeg vil egentlig gerne vende det spørgsmål om. Hvad er ‘filmen’ til for? Hvad er det, vi skal bruge den her form til? Og her synes jeg snarere pointen er, at Lav Diaz stiller krav. Som hans film plejer at leve op til.

Han insisterer på, at han er det værd. At hans film er det værd. Og at hans emner, den filipinske nations lidelser, de mange glemte filipinske ofre, er det værd. Og det synes jeg sådan set, han er i sin gode ret til.

NF: Det er interessant. Jeg tænkte flere gange på René Magrittes billede af piben,hvor der står “dette er ikke en pibe”. Med Laz Diaz kan man sige “dette er ikke en film”. Den dobbelthed, der er i hans udsagn, er jo det interessante, det fucker fuldstændig med vores forståelse af, hvad film “skal” eller hvem de er til for. Og så elsker jeg også hans insisteren på at lave lige præcis, hvad han vil. Denne gang var jeg bare ikke den, der delte hans begejstring for hverken historie eller stil.

FB: I virkeligheden er det et samspil mellem hans krav og hans gavmildhed. For når han er god, så er det en helt vild oplevelse at få så meget foræret. A Lullaby to the Sorrowful Mystery er otte timer lang, og hovedrollen overspiller, men samtidig har den fortalt mig så meget om filipinsk historie, mytologi og literatur, OG fortolket det hele kunstnerisk. Hvis jeg skulle have taget undervisning, skulle jeg have betalt et kæmpebeløb, og så kan det gøres for en PIX-billet og en øm rumpe.

Denne gang følte jeg dog, jeg gav en hel masse og ikke fik ret meget igen.

NF: Hahaha, du har ret. Men jeg vil gerne have mine røvballer rettet ud efter visningen af den  aktuelle film. De er stadig indadvendte. Ligesom mine tæer ikke er rettet helt ud endnu.

FB: Jeg er bare lykkelig over, vi ikke tog den visning, der sluttede 1:30 om natten…

NF: Og det er jo også interessant, Diaz kan virkelige tricke dit irritationscenter, i hvert fald mit, og det kan jeg normalt godt lide, hvis der viser sig at være en pointe med den stressudrensning og langsomhedstortur, jeg udsættes for. Men det var der jo ikke i Season. Havde vi siddet der midt om natten, så var jeg nok begyndt at slå tilfældige mennesker, der sad rundt om os. Eller råbt et eller andet upassende højt og længe inden jeg gik… Impulskontrollen ville forsvinde helt og aldeles.

FB: Nej, helt grundlæggende ting gav ikke mening. Som du skrev, så er det virkelig interessant at lave en hævnfilm, der køres så langt ud som i The Woman Who Left. Det er vel i øvrigt ligesom Hamlet. Men i Season of the Devil går der en time, hvor hovedpersonen Hugo Haniway forsøger at finde sin kone, inden militsen får fat i hende, og alligevel går der minutter, hvor han sidder og stirrer ud af vinduet. Det giver ikke mening, og hvis man tager det med den intenderede seriøsitet, må man jo konkludere, at manden er en idiot.

Gal eller Ked

NF: Man kan godt være i tvivl, om Season egentlig er en gal mands værk

FB: Ja, lidt. Men jeg tænker måske mere Lav Diaz er forvirret og helt utrolig ked af det. Der er en desillusioneret rådvildhed over den, som jeg ikke synes, der plejer at være hos ham. Hvilket gør mig empatisk, men det gør jo ikke filmen bedre.

NF: Jeg har også stor sympati for manden. Og hans filmiske projekt. Han er jo en revolutionær, kan man vel godt tillade sig at kalde ham. Men er det så bare en film, vi skal afskrive helt, Frederik?

Jeg synes den er væsentlig. Det er et monument til en forbryderisk tid, lavet på et tidspunkt hvor den nye stærke mand i filipinerne, Rodrigo Duterte, er i gang med at gentage fortidens fejltagelser. Og den laver da billeder, vi aldrig har set før, gør den ikke?

FB: Nej, jeg synes den er væsentlig. Det er et monument til en forbryderisk tid, lavet på et tidspunkt hvor den nye stærke mand i filipinerne, Rodrigo Duterte, er i gang med at gentage fortidens fejltagelser. Og den laver da billeder, vi aldrig har set før, gør den ikke?

NF: Jo, som jeg skrev tidligere, så er der nogle billeder, der er rent ud mesterlige. Billeder som netop Ozu kunne have lavet, hvis han havde løftet kameraet og tiltet det nedad.

FB: Ha, det er ikke forkert. Og hvis Ozu havde mere smag for det surrealistiske. Den tohovede formand Narciso var jeg ret vild med. Politikeren som dæmonisk figur. Det fungerede, selvom den effekt tydeligvis også var lavet for en tyver.

NF: Hahaha. Men netop fordi effekterne var lavet af en gammel papirspose, lidt klister og en rulle gaffatape, så blev ideen om det surreale ødelagt for mig. Selvom jeg som udgangspunkt synes, det var passende. Altså det er jo en musical. Og så skal der være lidt mærkværdig udklædningsfest over det også.

Nej, jeg kan godt se på det, jeg har skrevet, at jeg lyder vildt sur på den film. Det tror jeg sgu også bare, jeg er.

FB: Jeg er ikke sur. Jeg er skuffet.

NF: Det er jeg også. Først sur, så skuffet. Men med den høje frekvens, som Diaz sender film ud i, så kan vi nok forvente en fem timer lang actionfilm til næste store festival. Så kan det være, jeg kan elske ham igen

FB: Ja, jeg giver ham helt klart en chance til. Det vilde ved Diaz er også, at han laver 1-2 film om året, man er aldrig i tvivl om, at det er Diaz som står bag, de er helt vildt lange og som regel sort/hvide og langsomme. Alligevel synes jeg altid, de er vildt anderledes, end hvad han tidligere har lavet. Så forhåbentlig laver han snart noget MEGET anderledes end det her…

NF: Det hepper jeg på!

POINT of VIEW International er en digital platform for freelanceskribenter. Du kan støtte Nanna Franks arbejde på hendes MobilePay 29 91 21 43.

Fotocredits: Berlinalen.

Kategorier