mm

Frederik Bojer Bové

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Frederik Bojer Bové
på Mobile Pay: 60677086

Berlinale: Den Store Nordiske Dyst

FILMDYST – Der er noget fjollet over hele festival-konceptet, kunst er jo ikke en sport, så hvorfor skal film kæmpe mod hinanden, spørger filmanmelder, Frederik Bojer Bové, retorisk fra Berlin. Her går han planken ud, og stiller tre film fra Danmark, Norge og Sverige op imod hinanden. Kampen om Skandinavien. Hvem vinder?

Unge Astrid (Pernille Fischer Christensen, Danmark)

Det bliver ikke Danmark, desværre. Vi er nærmest diskvalificeret af tekniske grunde, for Pernille Fischer Christensens film er en dansk-svensk co-production og mere svensk end dansk. Det er historien om Astrid Lindgrens ungdom og med DFI’s nye tanker om, at film skal give nationen ‘kulturel værdi,’ så giver den nok mere til Sverige end Danmark.

På sin 80 års fødselsdag i 1987 lytter den verdenskendte forfatter til hilsener sendt af skolebørn, og tænker tilbage på sit liv. Hvordan kan hun skrive så gode børnebøger, når det er så lang tid siden, hun selv var barn? Det sætter tanker i gang om hendes egen søn, Lars – og hvis man googler sig frem til hans liv vil det tilfører hele setuppet en yderligere melankolsk klangbund.

Det er en simpel og hjerteskærende historie, som ikke nok mennesker kender til. Der er små hints til de senere børnebøger i de fortællinger, Astrid fortæller Lars, mens han ligger med kighoste og savner sin plejemor, og man begynder at forstå, hvor mørket i bøger som Brødrene Løvehjerte og Mio Min Mio kommer fra

Ikke, at filmen ellers mangler det. Båndene er stramme i den lille by Vimmerby, hvor unge Lindgren (Alba August) voksede op, datter i en religiøs familie i et moralsk fordømmende samfund. Som ganske ung blev hun ansat som sekretær på Vimmerby Tidende, men endte med at blive gravid med redaktøren Blomberg (Henrik Rafaelsen, der også havde et forhold til en alt for ung kvinde i filmen Underdog). Da han stadig er ved at blive skilt, ender barnet med at blive født i Danmark, hvor Astrid må efterlade ham hos plejemoren Marie (Trine Dyrholm).

Det er en simpel og hjerteskærende historie, som ikke nok mennesker kender til. Der er små hints til de senere børnebøger i de fortællinger, Astrid fortæller Lars, mens han ligger med kighoste og savner sin plejemor, og man begynder at forstå, hvor mørket i bøger som Brødrene Løvehjerte og Mio Min Mio kommer fra. Det er godt og solidt, og skal nok blive en stor publikumssucces, især i Sverige.

Men det er altså også lidt ordinært. Det er en biopic af den gamle skole, en god historie fra nationens fortid, som vi også laver som på samlebånd herhjemme. Der er ikke noget, der skurrer, ikke noget, der overrasker. Og selvom filmen er god, så kan den især ikke bringe sejr til Danmark, for det dårligste ved den er, at den bygger op til det der råbende klimaks, som det nogen gange virker som om alle danske manuskriptforfattere lærer at bygge op til, og ja, det er naturligvis danske forfattere, som har skrevet den. Ok film, men Sverige er foran på point allerede, inden deres film træder ind i konkurrencen.

Utøya 22. juli (Erik Poppe, Norge)

Hvis vi taler om, hvad der reelt har en chance for at vinde i konkurrencen hernede, så må Erik Poppes Utøya 22. juli siges at være storfavorit (Unge Astrid blev også vist uden for konkurrence). Den norske instruktør, der tidligere har lavet historisk film om Kongens Valg med Jesper Christensen tager denne gang livtag med traumet fra 2011.

Jeg må indrømme, at jeg havde det meget svært ved filmen, på en gang imponeret, gråden nær, og samtidig med en knugende fornemmelse i maven, fordi jeg ganske enkelt ikke var sikker på, om instruktøren vidste hvad han havde gang i

Det er en teknisk bedrift af de store. Poppe har valgt at følge en enkelt ung pige, mens massakren varede, så filmen er lavet i et one-take, hvilket er imponerende både i forhold til fotograf Martin Otterbeck og især Andrea Berntzen i rollen som den unge Kaja. Klapsalverne var store, men samtidig var der også enkelt buhen rundt omkring. Jeg må indrømme, at jeg havde det meget svært ved filmen, på en gang imponeret, gråden nær, og samtidig med en knugende fornemmelse i maven, fordi jeg ganske enkelt ikke var sikker på, om instruktøren vidste hvad han havde gang i.

Utøya 22. juli er ganske enkelt den første store arvtager til Lazslo Nemes’ mesterværk Sauls Søn. Ligesom i den ungarske holocaust-film følger vi en enkelt menneske, ofte med kameraet helt tæt på ryggen, og forbrydelserne kan høres, fornemmes, og bliver så meget desto frygteligere, fordi vi tvinges til selv at sætte to og to sammen og regne ud, hvad de fortvivlede skrig betyder, i stedet for at få det skåret ud i pap. Poppes store one-take starter endda på præcis samme måde som i Sauls Søn: Et smukt og roligt billede af træer, som hovedpersonen så træder ind i.

Jeg var usikker hele vejen igennem, for jeg tror ikke Poppe forstår Sauls Søn. Kaja siger direkte ind i kameraet og beder os om at lytte til hvad hun har at sige – hun taler i telefon med sin mor – og det er tydeligt, at Poppe har tiltænkt filmen som et vidnesbyrd fra ofrenes side. Breivik optræder næsten ikke, og ses aldrig tydeligt. Men Sauls Søn var netop ikke et vidnesbyrd, den var baseret på fotografier og nedskrevne dokumenter, den handlede netop om vigtigheden af, at huske forbrydelserne også, når der ikke er nogle vidner længere. Hvis Poppe ville have, vi skulle lytte til ofrene, så kunne han have lavet en dokumentar…

Jeg har sjældent haft det sådan i en biograf, jeg følte et nærmest hadsk raseri vælde op i mig og forlod salen med knyttede hænder og åndedrætsbesvær

Den fornemmelse sad jeg med i 80 minutter, men oplevelsen var alligevel så stærk og på grund af formen så dokumentarisk realistisk, at jeg undertrykte den. Men henimod slutningen er der et kunstlet træk, som pludselig fjernede fokus fra ofrene og over til Erik Poppe som kunstnerisk kreatør. Jeg har sjældent haft det sådan i en biograf, jeg følte et nærmest hadsk raseri vælde op i mig og forlod salen med knyttede hænder og åndedrætsbesvær.

Det er altid farligt at lave film om virkelige traumer og tragedier, det er så nemt at træde forkert. Den canadiske instruktør Denis Villeneuve, der for tiden laver blockbustere som Arrival og Blade Runner 2049, lavede i starten af sin karriere filmen Polytechnique om et skyderi på et teknisk universitet i Montreal. Morderen skød kun kvinder og lod mænd gå, og Villeneuve vender og drejer historien for at komme så let henover den kønsmæssige dimension som muligt.

Den film pisser mig af. På afstand pisser Utøya 22. juli mig ikke af, og jeg vil trække på skuldrene hvis den vinder en pris – med mindre det er Andrea Berntzen for Bedste Skuespillerinde, så rejser jeg mig op og klapper så højt, jeg kan. Men jeg synes bare, den behandler et sårbart emne forkert.

Filmen kommer helt sikkert til at vække debat, den har både fået seks stjerner af norske anmeldere, og blevet kaldt grotesk og ulækker af amerikanere. Og efter massakren i Florida er emnet jo desværre højaktuelt igen, ikke at det desværre er så overraskende længere. Men Erik Poppe har udtalt, at han så filmen som et forsøg på at hele sårene fra 2011, og jeg kan simpelthen ikke se, hvordan det kan lykkes.

Toppen av Ingenting (Måns Månsson & Axel Petersén, Sverige)

Så i sidste ende ender det med en sejr til Sverige. Ikke en storsejr, men en teknisk sejr på points. Og det selvom Toppen av Ingenting med hele to instruktører også endte med at føles en smule skuffende for overtegnede. Men jeg var formentlig gået ind til den med forkerte forventninger. Det er dog en af de få film i konkurrencen, der har føltes som om, den ville noget nyt.

Det er noget mærkeligt noget med to instruktører, hvem har så lavet hvad? I 2016 blev Måns Månssons film Yarden vist på CPH:PIX, og jeg knuselskede den afdæmpede, billedskønne film. Jeg har kun set Axel Peterséns Avalon, som Månsson var fotograf på, og var meget mere forbeholden over for den. Så jeg håbede på en Månsson film, men hvis jeg havde opdaget, at Petersén havde skrevet manuskriptet, så ville jeg nok have vidst, hvad slags film det var, og så var skuffelsen nok blevet mindre.

The Real Estate minder på mange måder om Avalon, helt ned til detaljer, som går igen. Både Månsson og Petersén laver film om den svenske elite, Månsson har f.eks. lavet dokumentaren H:r Landshøvding om en toppolitiker. Petersén foretrækker tilsyneladende de lidt ældre rige, og er især fascineret af kontrasten mellem den lethed, hvormed de behandler penge, og de enorme kræfter, de lægger i at holde sig unge og smukke.

Léonore Ekstrand spiller 68-årige Nojet, der arver en ejendom efter sin gamle far. Men ejendommen er misligholdt af hendes halvbror og dennes søn, der er vrøvl med lejekontrakterne på hele syvende sal, og nevøen er den slags vicevært, der lader til at bruge mest tid på at drikke alkohol og skaffe penge under bordet. Nojet vil sælge, men det er svært at finde en køber, og familien bryder sig ikke om, at hun forsøger at ændre deres liv.

Filmen har sin egen surreelle humor, der bliver så meget mere egensindig, fordi filmsproget er så dybt seriøst. Jeg tror, at de, der overgiver sig, vil elske den

Det er især visuelt, jeg er lidt skuffet, for Toppen av Ingenting er fotograferet af Månsson, men holdt i en dokumentarisk grynet stil, hvor kameraet som regel holder sig ultranært til karaktererne, og det bliver både lidt grimt og – værre endnu – ret ensformigt efter noget tid. Førhen har Månsson fotograferet smukt og afvekslende med en fantastisk fornemmelse for rum, og her bliver det lidt kedeligt.

Den dokumentariske realisme clasher dog også virkningsfyldt med det groteske og satiriske indhold, hvor halvbroren f.eks. er stum og vandrer rundt i kælderen med sine ting, hvor farens begravelse afholdes i en bridgeklub, og hvor der på en eller anden måde er en sanger involveret, der indspiller disco-sange om hjemløshed. Filmen har sin egen surreelle humor, der bliver så meget mere egensindig, fordi filmsproget er så dybt seriøst. Jeg tror, at de, der overgiver sig, vil elske den.

Jeg elskede dog først og fremmest lydsiden, af Aleksander Karshikoff som designer og Abdoulaye Diallo som ‘engineer’ (jeg ved ikke hvad termerne hedder på dansk, må jeg indrømme). Filmens lydtæppe inkluderer musik, men kun i kort tid af gangen, og der veksles til pludselig stilhed, eller puttes ekko-effekter på stemmer og basgange, eller lægges et lag af fuglefløjt ovenpå. Det minder om Vinterbrødre, for at bruge et nyligt dansk eksempel, men er om muligt endnu mere imponerende.

Der uddeles en Sølvbjørn i Berlin for ‘Bedste Kunsteriske Bedrift’, der som oftest går til det tekniske crew, som har lavet noget særligt, og Toppen av Ingenting er min foreløbige favorit til den pris. Af den grund, og fordi Unge Astrid også føles ret svensk, går Sverige af med sejren i denne omgang. I en lidt skuffende konkurrence.

Men altså. Vi ved jo godt alle sammen at disse års virkelige vinder er Island. Apropos Vinterbrødre.

Fotocredits: Berlinalen

Kategorier