Bekæmp normaliseringen: Læren fra Münchener Post

af

TRUMP-HITLER SAMMENLIGNINGEN.

Er det muligt at lave en sammenligning? Mellem den måde medierne og kulturen dækkede henholdsvis Donald Trumps og Adolf Hitlers valgkampe på? Måden medierne bør agere på nu? Problemet med normalisering? Adskillige redaktører bad mig under valgkampen se på, hvad der kunne siges om emnet, fordi jeg har skrevet en bog med titlen Explaining Hitler.

Jeg afviste indtil morgenen efter valget. For selvom Trumps korstog og hans højtråbende tilhængere til tider var ondsindede, virkede hverken han eller tilhængerne som om de havde folkemord som mål. Han virkede ikke opsat på andet end hæslig, sårende enfoldighed; en barnlig, hævngerrig klovn, der fulgte med de racistiske tilhængere, hvis eksistens han selv normaliserede.

Når jeg siger tilhængere, tænker jeg på de forbrydere, der, som beskrevet i New York Magazine, begik vold mod kvinder med knytnæveslag i ansigtet, mens de råbte racistiske skældsord. De tilhængere. Den slags mennesker, har Trump gjort til en del af normaliteten, og som min ven Michael Hirschorn har påpeget, vil Obamas Justitsministerium ikke længere kunne bremse deres had.

Det er alvor. Folkemord er næsten per definition uden sammenligning med “normal” politik og hverdagsbøllers opførsel, og at sammenligne med Trumps uansvarlige racisme og tvangsmæssige løgnagtighed ville være at bagatellisere Hitlers forbrydelser og ofrene for folkemordet.

Synspunkter fra en tysk drejebog

Men situationen ændrede sig efter valget. Nu er Trump og hans håndlangere i førersædet. De prøver at fremstille sig som respektable aktører i amerikansk politik, alt imens deres synspunkter kommer direkte fra en drejebog skrevet på tysk. Tiden er kommen til en langt mere indgående undersøgelse af den taktik og strategi, der har skabt denne slående forvridning af amerikanske værdier.

Det er, hvad man kan kalde en hemmelig teknik – en slags retorisk kontrol – som både Hitler og Trump har brugt mod deres modstandere, især medierne.

Jeg vil pege på en egentlig lighed med Hitler, der bør lægges mærke til. Det er, hvad man kan kalde en hemmelig teknik – en slags retorisk kontrol – som både Hitler og Trump har brugt mod deres modstandere, især medierne. Og det er ikke for sjov. Hvis man har modtaget de truende ord og billeder, som jeg fik i løbet af valgkampen (i et tweet stod simpelthen: “Jeg gasser jøder”) – og det samme har mange jødiske journalister og farvede mennesker også gjort – står det klart, at den syge blodtørstige lyst til at skræmme uden tvivl er ægte. Drejebogen er Mein Kampf.

Jeg kom til den konklusion ad omveje. Historien om Hitlers forhold til medierne begynder med en mærkelig episode på hans vej mod magten, et sammenstød mellem ham og pressen, der så ud til at kunne være blevet begyndelsen til enden på hans politiske karriere. Men det blev hændelsen ikke, desværre. Faktisk animerede det skete ham til den kamp, der senere bragte ham til magten.

Det var en af de afgørende, næsten glemte hændelser i de mørke årtier før Anden Verdenskrig – “Ølkælderkuppet” i München i november 1923; Hitlers voldelige kupforsøg med den hensigt at overtage hele det sydlige Tyskland, før han ville slå til mod Berlin.

Ølkælderkuppet, 1923

Hitler og hans voksende Naziparti havde i månedsvis truet med et anslag mod magten. Først med trusler om vold, siden gennem en alliance med en af de andre grupperinger. Hitler holdt alle hen i uvished: Han lovede den ene ikke at bruge vold, mans han konspirerede om at gøre netop det mod en anden – og i sidste ende løb fra alle løfter.

Da Ølkælderkuppet var på sit højeste, kunne et sammenstød mellem hans milits og Münchens største oppositionsavis, Münchener Post, måske have ændret historiens gang og vist, at Hitler rummede større ondskab, end nogen i Tyskland troede muligt. Men kun de journalister, der havde fulgt Hitler, syntes at have været i stand til at forestille sig det.

Ølkælderkuppet 9.11.1923. Stoßtrupp Hitlers anholder socialistiske byrådsmedlemmer.

Om aftenen den 8. november 1923, under et larmende politisk møde i rgerbräukeller – en kæmpe rungende ølhal hvor der ofte blev afholdt politiske møder – rejste Hitler sig, affyrede et skud op i luften med en pistol og proklamerede, at hans milits havde tilfangetaget de tre øverste ledere i den sydtyske delstat Bayern og holdt dem i håndjern i et baglokale.

Næste morgen, råbte han, ville hans stormtropper (Sturmabteilung, SA) indtage regeringsbygningerne og derefter drage mod nord til Berlin.

Sådan gik det ikke. Den morgen kom det til ildkamp på en bro til byens centrum: Det lykkedes ikke Hitlers styrker at krydse broen, og han selv smed sig – eller blev smidt – på jorden midt i kugleregnen og i et forsmædeligt nederlag.

Hvorfor led Hitler nederlag? Nogle har foreslået (også jeg), at det var Hitlers skæbnesvangre beslutning om samtidig at sende sin private elitemilits, forløberen for SS – Stosstrupp Hitler – på endnu en mission: Militsen skulle smadre og plyndre nchener Posts lokaler, den avis han kaldte “giftkøkkenet” (på grund af de bagtalelser den angiveligt bryggede).

Og smadre og plyndre gjorde de. Jeg har set et falmet avisfoto af de efterfølgende skader på nchener Post: Borde og stole er ødelagt, papirer ligger spredt i et kaos af murbrokker, som om der havde fundet en eksplosion sted inde i bygningen.

Da jeg første gang så billedet i midten af 90’erne, var mindet om denne førende anti-Hitler avis fra årene, hvor han steg magten fra München til Berlin, stort set forsvundet fra den historiske hukommelse. Men under forskningen til min bog fandt jeg et lager af gamle udgaver af avisen, der lå og smuldrede i München Biblioteks kælderarkiv, som tilsyneladende ikke havde været berørt i årevis.

Avisstakkene fortalte historien om en tolv år lang kamp mellem Hitler og avisen, der begyndte kort tid efter, at den mystiske østrigskfødte outsider dukkede op i Münchens gader i 1921 som glødende taler og snu organisator.

Münchener Post

nchener Post ophørte aldrig med at efterforske, hvem Hitler var og hvad han ville, og Hitler holdt aldrig op med at hade avisen for det.

Da han forsøgte at indynde sig hos byens spidser (dog uden at fravige sin trussel om vold), gravede journalister fra Die Post i hans dunkle baggrund, gjorde nådesløst grin med ham, blotlagde interne partisplittelser – og afslørede eksistensen af hans dødspatrulje, die G-cellen, der myrdede politiske modstandere og var mindst ligeså afgørende for hans succes som hans brovtende taler var.

Det største – og historisk set mest skamfuldt oversete – scoop var, da avisen d. 9. december 1931 fandt og publicerede et nazidokument, der beskrev planlægningen af “den endelige løsning” for Münchens jøder – den første hitlerske brug af ordet endlösung. Var det et andet ord for udryddelse? Hitler skjulte sine sande motiver, så mange kunne ignorere den dystre mulighed.

Avisen … fandt og publicerede et nazidokument, der beskrev planlægningen af “den endelige løsning” for Münchens jøder – den første hitlerske brug af ordet endlösung.

nchener Post tabte, og Tyskland kom under nazistisk styre – men på en måde vandt avisen også; den alene havde indset, hvor skræmmende Hitler og nazisterne virkelig var. Det tror jeg, Hitler vidste. Så da han i 1923 skabte kaos og splittelse i oppositionen, så han også samtidig muligheden for at eliminere nchener Post. Han greb den og gjorde forsøget, men det slog fejl.

Retssagen mod Hitler, 1923.

Efter 1923-fiaskoen, afsonede Hitler ni måneder af en fængselsdom på fem år for oprør og et forbud mod politisk aktivitet.

Men hans parlamentariske parti var fortsat aktivt, og da Hitler havde udvist tilstrækkelig neutral opførsel (hvis man ser bort fra mord begået af nazidødspatruljerne, der ikke blev sat i direkte forbindelse med ham), kunne han igen føre valgkamp.

Var det en fejltagelse? Havde han lært lektien? Som det skulle vise sig, var Hitler en mester i bluff: Nogle gange gav han indtryk af at være en uduelig ”Chaplinsk” klovn, til andre tider var han en sovende slange og andre gange  igen gav han den som troværdig statsmand.

Weimar-etablissementet vidste ikke, hvad de skulle stille op med ham, så de lod som, om han var normal. De “normaliserede” ham. Og så lod de ham og hans parti komme tilbage på valglisterne – det var begyndelsen til enden.

Demokratisk selvødelæggelse

Demokratiet ødelagde sig selv på demokratisk vis. I november 1932 blev Hitlers nationalsocialister den største gruppe i Rigsdagen dog uden at opnå flertal. Men efter det valg virkede det som om, han havde toppet: Hans samlede stemmetal faldt. Det så til, at de højreorienterede partier havde været smarte ved at tage ham ind og “normalisere” ham og gøre ham til frontfigur for deres egen fremgang.

I stedet var det i sandhed verdens mest tåbelige politiske træk i mands minde.

Det tog kun få måneder, før håbet om normalisering var knust. Som Sir Richard Evans, den ledende britiske historiker med speciale i perioden, minutiøst har bevist, var Rigsdagsbranden ikke planlagt af Hitler for at gennemføre en magtovertagelse under dække af undtagelsestilstand. Det var uden tvivl hollænderen Marinus van der Lubbes værk. Men Hitler drog, skånselsløst og brutalt, fordel af den, han indførte undtagelsestilstand og smadrede det valgbaserede demokrati. Ellers ville han have fundet en anden undskyldning. Da han først havde magten, fortsatte Hitler med at udnytte den maksimalt frem til “den endelige løsning”.

Hitler drog, skånselsløst og brutalt, fordel af Rigsdagsbranden, han indførte undtagelsestilstand og smadrede det valgbaserede demokrati … Da han først havde magten, fortsatte Hitler med at udnytte den maksimalt frem til “den endelige løsning”.

I 1933 stormede og lukkede Gestapo endeligt den socialdemokratiske avis, Münchener Post.

Og Münchener Post ophørte aldrig med at rapportere om dette ultimative mål og om Hitlers brug af mord; avisen fordømte ethvert forsøg på at “normalisere” tyrannen.

Den fortsatte med at kæmpe indtil hans magtovertagelse i januar. Men i marts 1933, da nazisterne kontrollerede medierne, blev Die Post så lukket “på lovlig vis”.

Der havde været enkelte andre brave journalistiske sjæle — Konrad Heiden, Fritz Gerlich. Men hurtigt, åh så hurtigt, blev dagens orden “gleichschaltung” — “omstrukturering,” eller tvungen ensretning, brutal normalisering.

Goebbels og andre nazipropagandister gjorde det til deres korstog at få alle dele af tysk politik “tilpasset” det nye terrorregime. “Gleichschaltung” betød normaliser – eller tag konsekvensen.

Hitlers løgnemetode

Hitlers metode var at lyve, indtil han fik sin vilje, og derefter var det for sent. Til at begynde med gav han løfte om ikke at stille territoriale krav. Så rullede han stille sine tanks ind i Rhinlandet. Han havde ingen planer om at tage Tjekkoslovakiet hed det sig – kun Sudeterlandet, fordi så mange af dets tyskfødte indbyggere tiggede ham om at beskytte dem mod forfølgelse. Men kort efter kom indlemmelsen af resten af Tjekkoslovakiet. Efter Tjekkoslovakiet ville han være tilfreds. Europa kunne vende tilbage til normalen. Løgn!

Trump kan selvfølgelig ikke sammenlignes med dette, når det gælder omfanget. Hans væsentligste politiske beslutninger har indtil nu været at udpege kontroversielle personer til centrale regeringsposter samt udstede frygtelige dekreter. Dette er imidlertid også en slags ødelæggelse. Demonstranter og retssystemet har ydet modstand mod muslim-indrejseforbuddet, men efterhånden forekommer hver ny lovgivning og hver ny løgn, der accepteres uden modstand, mindre chokerende. Lad os kalde det, hvad det er: At barren for, hvad det er en løgn, sænkes.

Demokratiet ødelagde sig selv på demokratisk vis

Og se hvor det har bragt os hen. Måske skulle vi have set det, men Trumps uhyrlige optræden og skamløse løgne forekom så latterlige, at vi ikke behøvede at tage ham alvorligt. Indtil vi gjorde. Giv ham den harmløse opmærksomhed, han ser ud til at hige efter, og han vil ophøre med at være en plage.

Det hele ville være barnligt, hvis det ikke forekom så uhyggeligt, når man ser tilbage. Det minder mig om en samtale, jeg havde med Alan Bullock (1914-2004), historiker ved Oxford University og forfatter til Hitler: A Study in Tyranny (1952), den første væsentlige biografi om diktatoren.

Bullock, der, da jeg talte med ham var tæt på 80, fortalte mig, hvordan de, der studerer Hitler, ofte blive vildledt af at fokusere på hans ondsindede antisemitisme. Faktisk havde Bullock oprindelig argumenteret for, at det var sandsynligt, at Hitler ikke troede på noget som helst – han brugte blot jødehadet til at fremme sin sag i det ubegavede bøllesegment af den tyske befolkning. Fuldkommen som Trump appellerede til ubegavede racistiske, antisemitiske bøller blandt sine tilhængere.

Hitler var en “tusindkunstner,” påstod Bullock, en con man der spillede jødekortet og brugte det til at oppiske en larmende entusiasme og give indtryk af en større bevægelse. Det er denne lighed, jeg har forsøgt at påpege.

Som jeg har skrevet andetsteds, ændrede Bullock senere opfattelse og inkorporerede det syn på Hitler, der blev lanceret af Hugh Trevor-Roper, som mente, at den antisemitiske ideologi var primus inter pares i Hitlers febersyge hjerne. Det kan meget vel være, men han opdagede også, at hans taktik med at spille klovn som en anden Chaplin virkede igen og igen. Det fastholdt forvirringen i Vesten. De undervurderede ham konsekvent og var uenige om hans planer (“hvad er det, Hitler egentlig vil?”).

Taktikken blev uimodståelig, som gentagen succes gør.

Få tog Hitler alvorligt, og før nogen vidste af det, havde han samlet Europas lande op som spillekort.

De skrøbelige demokratiske institutioner mod det organiserede had

Klip nu videre til det aktuelle valg. Vi havde alle hørt påstande om, at Trump havde Hitlers taler liggende på sengebordet, men på en eller anden måde normaliserede vi det. Vi tog ham ikke alvorligt på grund af alle hans uhyrlige klovnerier og fadæser, og troede at han ville falde fra i primærvalgene.

Fadæserne var imidlertid skabt til at distrahere. Det var hans hemmelige strategi, essensen af hans succes: Man kan ikke fastholde et standpunkt i forhold til Trump, for man ved ikke, hvor Trump står. Man kan ikke kende Trump skyldig i ondskab, man kan slet ikke kende ham. Og taktikken virkede. Trump blev ikke taget alvorligt, fordi man ikke fastholdt ham på de standarder, man normalt ville bruge på kandidat til amerikansk præsident. Tusindkunstneren vandt. Igen.

Efter den utænkelige (og, som vi nu begynder at erkende det, mistænkelige) valgsejr til Trump, blev nationen pludselig nødt til at finde ud af, hvad det betød? Var “the alt-right” en ægte trussel eller en joke, der bare skulle tolereres. Betød det noget, at Trump havde åbnet kloakken af racehad? Igen blev modeordet “normalisering”.

Og jeg genkaldte mig det Münchener Post, der forsvarede Weimar-Tyskland. Jeg tænkte over, hvor skrøbelige de demokratiske institutioner er, når de stilles over for organiseret had.

Normaliseringsæraen var begyndt alle andre steder, men Münchener Post fastholdt modstanden. Snart blev deres kontorer lukket.

Hitler havde snedigt hemmeligholdt sine planer, indtil han havde positionen og magten til at føre dem ud i livet. Trump undgik snedigt hverken at acceptere eller afvise opbakningen fra KKK-lederen David Duke. David Duke! KKK! I dette århundrede! Trump påstod, at han ikke vidste, hvem Duke var: Trump kunne diskvalificeres på grund af en person, han ikke kendte noget til.

Det var der, vi alle gik galt i byen, da vi troede, at han var stupid og latterlig, ikke udspekuleret og smart og i stand til bruge medierne i et spil som Paganini. Valget afslørede manglerne ved et svagt demokrati, hvordan demagogi og vælgerundertrykkelse kan tilsidesætte grundlæggende friheder.

Fantasien om en normalisering af Trump

Efter Trumps sejr fulgte jeg debatten om, hvor megen respekt, vi skyldte Trump, og hvor stort et ansvar han havde for den hadetale, som alt-right tosserne jublede over. Nogle fandt trøst i hashtagget #notmypresident. David Remnick, der tilsyneladende var vågnet morgenen efter valget med en særlig velvalgt afsky, skrev: “Fantasien om at normalisere Trump – idéen om at en demagogisk kandidat på en eller anden måde skulle forvandles til en statsmand med selvbeherskelse og eftertænksomhed efter sin valgsejr – må nu være et fjernt minde, en smadret illusion”.

David Remnicks’ trods blev efterfulgt af Teju Cole i The New Times Magazine, Jamelle Bouie i Slate, Masha Gessen i The New York Review of Books, Charles M. Blow i The New York Times, og for nylig også af Charles P. Pierce i Esquire.

Det så ud til, at en bevægelse var ved at blive bygget op, men det var uklart, hvilken form den ville tage. Men nu, et par måneder senere, er den fremdrift ved at aftage. Det gængse synspunkt er normalisering. Skal vi affinde os med det? Eller skal vi gøre modstand, enten ved at gå på gaden eller simpelthen “foretrække at lade være” i Bartleby-stilen?

Mens jeg selv overvejede handlemulighederne, kom jeg i tanke om noget sørgeligt, måske det sørgeligste jeg nogensinde har læst: De sidste udgaver af Münchener Post. Avisens ansatte havde været tapre udadtil. Det mest rørende var, at de på en eller anden måde, var forsat med at bringe afsnit efter afsnit af en serieroman, der var begyndt før Götterdämmerung – som en normal avis ville gøre det i normale tider. Romanen var skrevet under pseudonymet B. Traven og hed Den hvide rose. Det er en fortælling om virksomheders grådighed og tyveri af land i Mexicos oliefelter, et protestskrift der måske er mere relevant for vores nutidige kamp end for kampene i Tyskland i 1930’erne.

Nogle af journalisterne endte i Dachau, nogle “forsvandt”. Men de havde vundet en sejr for sandheden. En sejr over normaliseringen. De holdt aldrig op med at bekæmpe løgnene, store som små, og efterlod beviser på en modstand, der var heroisk og inspirerende.

Jeg måtte søge i et andet arkiv i München for at finde de allersidste udgaver af Münchener Post, men de var endnu mere nedslående, end jeg havde forestillet mig: Avisen gik ned, mens den forsøgte at bekæmpe en løgn, bekæmpe de nazistiske mordere, mens den nægtede at normalisere Hitlers regime.

En uge efter Hitler kom til magten d. 30. januar 1933, udgav Münchener Post deres faste mordoversigt under overskriften “Nazistpartiets hænder drypper af blod” med en optælling af ugens ofre: 18 døde, 34 sårede i gadekampe med SA stormtropper.

Dette er overskrifterne, der fulgte dag for dag:

“Tyskland under Hitlers regime: Politisk mord og terror”

“Nazistpartiets blodige skyld”

“Tyskland idag: Ikke en dag uden døde”

Brutal terror i Münchens gader”

“Forbrydere og mordere ved magten”

“Folk tillader sig selv at blive skræmt”

Normaliseringsæraen var begyndt alle andre steder, men Münchener Post fastholdt modstanden.

Münchener Post tabte, ja. Avisen blev hurtigt lukket. Nogle af journalisterne endte i Dachau, andre “forsvandt”. Men de havde vundet en sejr for sandheden. En sejr over normaliseringen. De holdt aldrig op med at bekæmpe løgnene, store som små, og efterlod beviser på en modstand, der var heltmodig og inspirerende. De opdagede sandheden om Endlösung, før de fleste så meget som kunne have forestillet sig den.

Det er altid værd at kende sandheden. Støt din lokale journalist.

Denne artikel blev først trykt i LA Review of Books og bringes i POV International med tilladelse fra forfatteren. Ron Rosenbaum har tidligere skrevet The Shakespeare Wars, Explaining Hitler og en række andre bøger.

Oversættelse: Lisa Rasmussen, redaktion Alexander Meinertz.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Ron Rosenbaum

Ron Rosenbaum (1946) er amerikansk journalist, forfatter og litteraturkritiker. Han er kandidat fra Yale University i engelsk litteratur og har arbejdet for den lokale newyorkeravis The Village Voice samt for Esquire, Harper's, High Times, Vanity Fair, New York Times Magazine, New York Observer  og Slate. I 1998 udgav han bogen Explaining Hitler: The Search for the Origins of His Evil. Hans nyeste bog er How the End Begins: The Road to a Nuclear World War III.

Seneste indlæg fra

Gå til Top