En af de mest ventede filmpremierer dette forår må være Batman v Superman: Dawn of Justice. Der har været så meget hype om instruktøren Zack Snyders fortsættelse til Man of Steel, at det føles næsten som et antiklimaks endelig at skulle se filmen nu, hvor kampagnen har kørt i over et år. Så spørgsmålet er om, den nu også er værd at se? Svaret er, at det kommer i høj grad an på, hvem man er, men det kommer jeg ind på lidt senere i denne anmeldelse.
Lad os bare slå fast med det samme, at det bestemt ikke er nogen børnefilm, faktisk knap nok en film målrettet et yngre teenage-publikum. Det er voksne, dystre temaer og scenerier, der udspiller sig hér.
Måske har al den prehype – og det forhold, at det er to superhelte-figurer, som snart sagt alle har et forhold til – gjort at eventuelle positive forventninger næsten kun kan blive gjort til skamme – og de fleste anmeldere har da også allerede sablet filmen ned nærmest inden, de forlod pressevisningen. Den reaktion var ikke svær at forudsige.
Jeg så selv Dawn of Justice på premieredagen i Imperial og der var ingen tvivl om, at publikum i salen blev lagt ned og blæst væk af en storslået oplevelse. Men hvad gjorde særligt indtryk – og hvor trådte Snyder og hans crew ved siden af?
Når Guder støder sammen, lider menneskeheden
Præmissen i handlingen er nem at overse. I forgængeren Man of Steel, der var Zack Snyders noget ujævne forsøg på at genstarte en ny Superman-franchise, smadrer Superman det halve Metropolis i sit endelige opgør med General Zod. Et slag mellem titaner, der efterlader sig i tusindvis af civile ofre – herunder mange af rigmanden Bruce Waynes ansatte – i ruinerne. Nu er Bruce Wayne som bekendt også Batman efter mørkets frembrud og han ser i Superman en risiko for, at en alien fra en anden planet vil ende med at bringe hele menneskeheden i fare. Superman har kræfter og potentiale til at ødelægge på en skala, hvor ellers kun Gud kan være med – og det gør ham farlig. Og så er scenen ellers sat til et historisk showdown mellem to af de mest berømte superhelte.
På den ene side Nattens Hævner fra Gotham, på den anden side Mirakelmanden fra Metropolis. Selvtægt på den side af floden overfor statsautoriseret vold på den anden side. Dog hjulpet godt på vej af den velkendte skurk Lex Luthor (der i denne film drives i sine bestræbelser på at afsløre Superman som en “falsk gud”) men også med stærke kvinder i centrale roller. Ikke mindst en yderst handlekraftig Lois Lane som nutidig, modig reporter i forreste linie og en mystisk og mytisk Wonder Woman, der måske er den, der kan stille sig på tværs og redde dagen.
Dette er først og fremmest en Opera
Hele handlingen går fra det ene tordenskrald til det andet – og ja, det kan efterhånden være trættende, at flere kampscener skal trækkes i langdrag, som det er gået hen og blevet traditionen i moderne superheltefilm. Her er det dog knap så monotont, fordi dels repræsenterer de visuelle effekter og evnen til at dramatisere det fantastiske et nyt højdepunkt i tegneseriefilmatiseringer, dels er de overnaturlige elementer hele tiden sat i skarp kontrast til meget jordnære, rå og fysiske udvekslinger.
Zack Snyder er herudover en af vores tids mest magiske billedmagere, en sand troldmand i det visionære værksted, hvor han har en næsten uhyggelig evne til at levendegøre og stilisere universer, der er som hevet ud af tegneseriernes todimensionelle illustrationer. En evne, han tidligere har beriget os med i andre tegneseriefilmatiseringer som ‘300‘ og ‘Watchmen‘, der er kendte for deres minutiøse og perfektionistiske gengivelser. I Dawn of Justice har Snyder skabt en helt ny, to-delt New York City, ved at lade Gotham og Metropolis være søsterbyer overfor hinanden, kun adskilt af en flod. Byerne er som nat og dag – gæt selv hvor, det altid er nat – og repræsenterer naturligvis vores mørke og lyse sider, der begge behøver hinanden for, at vi kan eksistere som mennesker.
Selvom der er enkelte realistiske scener fra støvede og brutale krigs- og katastrofezoner og sågar en øm, lidt prosaisk og ret sexet kærlighedsscene mellem Lois Lane og Clark Kent i et badekar, hvor der næsten går Fifty Shades i den, så er det nu stadig de overjordiske toner, der imponerer. Både i tematikken, hvor der bliver trukket mere på græsk mytologi end kulørte eventyr og til de mere nutidige paralleller med frygten for terror og “De Fremmede” lurende lige om hjørnet. Specielt i kombinationen af billede- og lydsiden nærmer Batman v Superman sig en regulær operaforestilling med hele udtrækket. Hans Zimmers symfoniske, bombastiske og bragende underlægningsmusik, der altid holder sig i den tungere ende af den klassiske musiks skala, bidrager i al fald uhyre effektivt til følelsen af Dommedag.
På skuespilfronten er det kvinderne, der gør det klart bedst. Gal Gadot er en ægte Amazone i rollen som Wonder Woman og det bliver spændende at se, hvordan hun klarer den, når vi til næste år får hende at se i en film 100 procent dedikeret til denne figur. Amy Adams gør ligeledes og mere nutidig fyldest i rollen som Lois Lane, reporteren fra The Daily Planet, der nok har mere til fælles med Christiane Amanpour end med den lidt hjælpeløse Lois Lane i Margot Kidders skikkelse fra ’70’ernes Superman-film. Henry Cavill er tilpas både muskelsvulmende og følsom som Superman, mens Ben Affleck er den store overraskelse: han er faktisk rigtig god i rollen som Batman og langt fra den flødebolle, nogen måske havde frygtet. Hans Batman er mere voksen, slidt, desillusioneret og endnu mere vred end Christian Bales i Christopher Nolans meget roste Batman-trilogi (der selvfølgelig stadig er verdens bedste Batman-filmatiseringer). Om man er til Jesse Eisenbergs fortolkning af Lex Luthor er nok en smagssans – der bliver i al fald overspillet og krukket igennem, så man ikke er i tvivl om, at der er ny Luthor i byen.
Hvem er filmen så lavet til?
A) Hvis du tror, det er sådan en film, du kan tage dine mindre, superhelte-glade børn med ind at se, så vil du nok lige overveje endnu engang om, det er en god idé. Selvom titlen indikerer fornøjelig søndagsunderholdning for hele familien, er dette langt fra en film for børn – og der er i øvrigt også et Director’s Cut på vej, som er “R-rated”, dvs. helt forbudt for børn.
B) Hvis du har læst Frank Millers mesterværk, The Dark Knight Returns, og især det bind, der rummer den episke kamp mellem en aldrende Batman og hans modstykke, spejderdrengen Superman, så er der virkelig noget at juble over. Christopher Nolan er stadig medproducer på Batman v Superman, men i denne film får vi en mere tro adaptation af Millers oprindelige værk – i nogle scener er der frames næsten direkte replikeret fra tegneseriens paneler.
C) Hvis du er en voksen, der gerne vil se en mere dyster og anderledes version af de klassiske superhelte og er mere til Watchmen end Marvels sjovere drengestreger i Avengers, så vil denne film trods den infantile titel formentlig også være ganske appellerende.
God fornøjelse i biografen!
Kunne du lide denne artikel, så skulle du tage at blive venner med os på Facebook. Så får du også alle links til vores nye artikler. Bliv ven med os her. Holder du af POV International så bliv abonnent for 20 kr. om måneden via PayPal. Del også gerne artiklen med andre. Vi har ikke noget reklamebudget.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her