Barsk barndom – interview med forfatteren Sebastian Bune

af

I forbindelse med udgivelsen af Sebastian Bunes debutroman Min familie, udgivet på Lindhardt & Ringhof den 11.08.2017, har kulturjournalist Ole Blegvad interviewet forfatteren om hans egen barndom, om grænserne mellem prosa og autofiktion og om at give stemme til et barn. Læs interviewet nedenfor eller læs uddrag af Min familie på her.

Hvad er Min familie for en roman?

Min familie handler om Jonathan, der vokser op på kanten af halvfemsernes velfærdsdanmark. Han oplever adskillige møder med det offentlige på baggrund af hans stedfars voldelige adfærd og moderens mangel på evne til at vælge børnene fremfor kærligheden.

Bogen indeholder alle de elementer, man forventer af en god krimi: der er vold, blod, trusler og en flugt fra en sadistisk psykopat. Men det er ikke en krimi. Det er en historie om hverdagen for en dreng i en udsat, dansk familie i 90’ernes Aarhus.

Jeg er vokset op med forskellige forældre, en rigtig patchwork-familie. Det var en flerkulturel familie i en boligblok, ligesom Jonathan. Jeg har dog ikke boet i Rosenhøj, men i andre udsatte boligområder. I dag har jeg et andet sæt forældre end dem, jeg er vokset op med, men det er ikke en 1:1-fortælling. Jeg har også oplevet vold indenfor hjemmets fire vægge.

Foto: Ole Blegvad

Hvor meget er din egen historie, hvor meget er hentet fra dit eget liv?

Da jeg var barn, var der ikke altid luft i økonomien til at gøre det samme som alle de andre i klassen. Når de havde været på Mallorca, var vi hjemme – i blokken. Derfor kom steder i min barndom ret hurtigt til at betyde overvældende meget. Jeg knyttede mig til kvarteret og hang med de børn, der heller ikke kunne komme afsted på ferie, ligesom mig. Desværre blev det til lidt for mange steder i løbet af min opvækst, og jeg har set indersiden af det, der burde have været barndomshjem men blev flygtige glimt af ophold i boligblokke og lejligheder, på mere end hvad jeg kan tælle på mine ti fingre.

Det er mit erfaringsgrundlag, og det jeg har skrevet ud fra, men jeg er ikke Jonathan

Det er ikke min kamp, det er rigtig mange børns kamp, og i bogen en livskamp for Jonathan. Men det er samtidig også en bog om, hvad det vil sige at være familie, og hvorfor det nogle gange går galt i familien. Derfor håber jeg også, at bogen når ud til alle klasseværelser i landet, alle gymnasier, alle lærerseminarer og universitetsstudier, der uddanner folk, som skal tage hånd om fremtidens børn og unge. Jeg sætter min lid til at have et forlag i ryggen, der tror så meget på mig, at de vil trykke historien om Jonathan, for i bogen er det Jonathans kamp mod sine forældres manipulation, mod systemet og mod fordommene om hvad han er, der kan give et indblik i, hvad det vil sige at vokse op med så meget modgang i livet.

Jeg har skabt Jonathan for lade replikkerne mellem ham og hans forældre tale for sig selv, og forhåbentlig vil alle de lærere, pædagoger, psykologer, læger, betjente og journalister der læser bogen give en håndsrækning til et barn som ham

Forestil dig, at du som barn oplever den ene forbandelse efter den anden, ligesom i den bibelske fortælling om Job, der skal gå så grueligt meget igennem. Det er, hvad mange børn i Danmark står overfor, men til forskel fra Job kan de ikke umiddelbart kræve, at deres forældre skal fremlægge bevis for deres skyld (for hvad har de dog gjort galt?) eller stille spørgsmålstegn ved deres forældres valg. Hvis de gør, så vanker nemlig der ved kasse et, og det gør ondt. Det ved de godt. Mange børn i de her familier har afluret de dysfunktionelle mekanismer, og ved hvornår de skal passe på, men kan samtidig ikke tro på, at nogen udefra vil hjælpe dem. På samme måde gjorde det ondt på mig, at opleve vold indenfor hjemmets fire vægge. Det er mit erfaringsgrundlag, og det jeg har skrevet ud fra, men jeg er ikke Jonathan. Jeg har skabt Jonathan for lade replikkerne mellem ham og hans forældre tale for sig selv, og forhåbentlig vil alle de lærere, pædagoger, psykologer, læger, betjente og journalister der læser bogen give en håndsrækning til et barn som ham.

Det er jo et meget voldsomt tema, hvad håber du på at opnå med bogen?

Det er en bog, der forhåbentlig kan skabe en art indlevelse i den ekstreme situation, som børn med vold i hjemmet vokser op med. For det er ekstremt, at skulle leve på listetæer over for et voksent menneske, der både er lunefuld, har et alkohol/stofmisbrug og slår.

Der er simpelthen brug for et større fokus på, hvad det vil sige at vokse op med vold i hjemmet, når det nu engang er så omfattende et problem. Derfor føler jeg også et stort ansvar overfor de børn, som jeg håber at kunne hjælpe på vej

Hvad der er endnu mere ekstremt er, at det faktisk er et udbredt problem. Hvis vi skal sætte nogle tal på, så er det meget alarmerende at læse SFI’s rapporter, der beretter, at op imod “hvert 10. barn i Danmark er udsat for en eller flere former for omsorgssvigt såsom vold, seksuelle overgreb, alkohol- eller stofmisbrug eller vanrøgt fra forældrenes side“.

Det betyder, at der i hver folkeskoleklasse og hver gymnasieklasse landet over i snit er tre voldsomt udsatte børn og unge. Det er altså meget store tal, vi jonglerer med, og noget der betyder, at alle mennesker på den ene eller anden måde har en relation til et barn eller et ungt menneske, der kæmper med nogle meget store problemer i livet.

Der er simpelthen brug for et større fokus på, hvad det vil sige at vokse op med vold i hjemmet, når det nu engang er så omfattende et problem. Derfor føler jeg også et stort ansvar overfor de børn, som jeg håber at kunne hjælpe på vej. Mit største ønske er at bidrage til at give dem en stærkere stemme. At lade dem blive hørt, og ikke mindst, at der med bogen kan skabes en debat om de sociale foranstaltninger, der varetager børns vilkår i dag. Er de gode nok.

Hvordan har din familie reageret på projektet?

Jeg har fået bred opbakning. Nogle har på grund af de hårde scener, der også indgår i bogen, ikke kunnet læse alt, men jeg er glad for det engagement, der trods alt har været. En ting er at ville skrive. Det er kontroversielt nok i sig selv, i disse sparetider, men at skrive om vold i familien fra det udsatte barns perspektiv, er en udfordring, men også nødvendigt. Det var vigtigt for mig, at give barnet en troværdig stemme, at skildre livet med ondskaben rundt om hjørnet fra barnets ståsted, og ikke mindst, at man som læser oplever, at man ved mere end barnet og tænker S#”&, NU går det galt. De oplevelser, håber jeg, at læseren kan tage med ud i verden, og bruge i klasseværelset, på kontoret, i praksis … sågar i familien.

I litteraturen taler der meget om genrerne autofiktion og dokumentarisme. Hvilke overvejelser har du gjort dig i forhold til det?

Jeg synes, at det er ærgerligt, at der bliver trukket en biografisk læsning ned over f.eks. norske Vigdis Hjorts roman Arv og miljø. Det er en roman. Genrebetegnelsen er altså i dette tilfælde ikke til at være i tvivl om. Der er tale om fiktion. Når det er sagt, så synes jeg ikke, man skal holde sig til Per Højholdts gamle ideal om at holde sig fra hovedstolen, men hellere undersøge forfatterskolelæreren og alle tiders skønneste prosa af Christina Hesselholdt, der netop i 1998 udgav romanen Hovedstolen.

For kan man undgå at trække på sit erfaringsgrundlag som menneske? Nej! Selvfølgelig ikke, det er jo det, forfattere skal leve af, deres observationer af menneskets luner, vores små konflikter i hverdagen til de store samfundsomvæltninger, der også påvirker individets handlemuligheder. Derfor synes jeg, det er skørt, at benytte denne praksis, som selvfølgelig har sin litteraturhistoriske berettigelse, men som bliver opstyltet og i sidste ende drejer modtagelsen af bogen over på forfatterens ret til at skrive bogen, fremfor bogens karakterer, hvad deres relationer til hinanden kan fortælle os om det at være menneske, som jo er det skønneste en bog kan og skal kunne gøre. Indlevelsen i et andet menneskes liv, er alfa og omega i det her, og det er også derfor, tror jeg, at hybridgenren – autofiktion – har fået medvind, selvom den kan være svær at gennemskue.

Men så er der også tale om værker, hvor man åbenlyst har spillet på blandingen mellem fiktion og virkelighed. Karl Ove Knausgaard er dog et særtilfælde. Det er livet som roman, og det er fascinerende. Det er noget helt andet, men også et vigtigt projekt. Det går helt tæt på mennesket Knausgaard fremfor karakteren. Det ville jeg have det meget svært ved selv at skulle gøre, men han har jo gjort det godt, må man sige.

Men hvis de litterære genrer kan blive en slags bånd. Kan du så forklare, hvilken forskel det gør at skrive en roman fremfor at skrive en kronik eller en samfundsrapport om udsatte børn?

En roman kan lade dig træde ind i et univers, hvor du oplever sammen med karaktererne. Jeg kender ikke rigtig andre medier, der på den måde involverer dig i et handlingsforløb, som om du selv var der. Det skulle lige være VR-teknologien, men ellers ikke.

Det kan også være en slags sorg at finde ud af, at man er meget anderledes end sine forældre, og ikke længere kan tale med på samme niveau, eller med samme begejstring, om det, man før var fælles om

Derfor håber jeg også, at læsere landet over vil finde Jonathans situation meget svær at navigere i, og på baggrund heraf tage stilling til, hvad der sker for udsatte børn i Danmark, for vi har virkelig store problemer på det her område, og en artikel eller en kronik, er ikke altid nok til at holde folk beskæftigede, der skal mere til, og her kan romanen gå ind og ikke bare fortælle om det hårde liv i blokken, men faktisk lade dem leve det for en stund.

En lyttende Sebastian Bune. Foto: Ole Blegvad.

Du er gymnasielærer nu, er gift og har to børn – ser du dig selv som mønsterbryder?

Der er der mange, som jeg har mødt gennem studierne og i mit arbejdsliv som gymnasielærer, som har været hurtig på aftrækkeren til at kalde mig for mønsterbryder. Det bliver altid set som et positivt mærkat, men jeg har det egentlig meget dobbelt med det. For jo, det betyder, at man har gjort sig umage med at tage en uddannelse, og typisk ligger der en ‘stræben-opad-i-samfundet’ bevægelse i det, selvom nogle politikere for nyligt har talt om det omvendte mønsterbrud, som noget der burde være lige så socialt acceptabelt, altså, at overlægens søn for eksempel bliver portør.

Men det er egentlig meget fint illustreret i det omvendte mønsterbrud, hvad der ligger i det klassiske mønsterbrud. 1) Man tager en anden (længere) uddannelse end sine forældre; 2) man får en anden (højere løn) end sine forældre; og 3) man træder ind i et andet socialt netværk. Man får bedre bolig, uddannelse og job, end sine forældre. Der er derfor i denne bevægelse også en utrolig distancering til den familie, man kommer fra, og det er ikke altid ubetinget en god ting.

Det kan også være en slags sorg at finde ud af, at man er meget anderledes end sine forældre, og ikke længere kan tale med på samme niveau, eller med samme begejstring, om det, man før var fælles om. Så kan jeg faktisk bedre lide udtrykket “a self-made (wo)man“.

Det er din debutbog. Kan du beskrive følelsen af at stå med bogen i hånden efter mange år tanken og arbejde?

Man kan kalde bogen for noget af et svendestykke. Den har været seks år undervejs, og det er fantastisk endelig, at have den i hånden. Det har været hårdt at gå sent i seng og stå tidligt op for at skrive mellem havregrød til børnene, lektionsplaner til timerne på gymnasiet, de 90 opgaver der skal rettes henover en weekend – og haven, siger græsallergikeren og tænker, at det nok havde været bedre med en lejlighed i indre by, men børnene har det så godt.

Hvis skriften vælter ud af ribbenene på en, så er der ikke andet at gøre end at blive ved og blive ved og blive ved, indtil man ved, at man har skrevet en bog, som andre også synes er fantastisk

Det er dog ikke usædvanligt, har jeg fundet ud af, at skrive på den måde. Det er langt fra alle forfattere, der kan få det til at løbe rundt med skriften alene. Nogle supplerer med foredrag, deltidsansættelser og freelanceaktiviteter med fokus på skriften, hvis de kan, men selv kæmpestore internationale stjerner, som Toni Morrison (Nobelprismodtager i 1993), måtte i mange år stå tidligt op for at skrive, før hendes børn stod op, før hun måtte sætte morgenmaden på bordet, og før hun måtte drage afsted på arbejde. Morrison er er en veluddannet kvinde, og har både fundet arbejde som universitetslektor og redaktør på nogle af de større amerikanske forlag, men hvis skriften vælter ud af ribbenene på en, så er der ikke andet at gøre end at blive ved og blive ved og blive ved, indtil man ved, at man har skrevet en bog, som andre også synes er fantastisk.

Jeg kan i hvert fald med stolthed sige, at jeg har fået den største opbakning tænkelig fra Danmarks andet største (og bedste) forlag – Lindhardt og Ringhof. Det forpligter, og derfor har jeg med et arbejdslegat fra Statens Kunstfond i ryggen valgt at bruge al min tid på bogen, og den næste, som jeg snart skal aflevere til Dorte, min redaktør på forlaget.

Den samler op på nogle af de konflikter, som Jonathan er efterladt med, og så er der et helt ungdomsliv, der får lov til at udfolde sig i teksten, som jeg håber kan ramme tonen i nogle af de problemstillinger, som vor tids unge går og tumler med i forhold til identitetsdannelse og tilhørsforhold. Jeg er derfor meget optimistisk hvad angår fremtiden. Jeg har allerede nogle foredrag rundt om i landet, og håber meget på, at der med det materiale der kommer ud til gymnasierne også bliver mulighed for at komme ud og snakke med nogle unge mennesker om bogen, og hvad det vil sige at vokse op i en familie og klare sig, på trods af massive udfordringer.

Hovedillustration: Sebastian Bune. Fotograf: Sofie Amalie Klougart.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Ole Blegvad

Ole Blegvad er født i 1963. Han er uddannet på Journalisthøjskolen i Aarhus i 1991. Inden da havde han et år med Nordisk Litteratur på Syddansk Universitet - hed dengang Odense Universitet. Allerede i praktiktiden kom Ole til DR - det hed dengang Danmarks Radio. I næsten 25 år - kun med et års afstikker til Nordisk Film og TV2 Lorry - har Ole været tilknyttet DR. Der er stort set ikke den afdeling eller den programtype, som han ikke lige har snuset forbi. Han har været tv-vært i B&U afdelingen, radiovært i kulturafdelingen, redaktionssekretær, reporter, journalist, fast live-reporter på Tv-avisen m.m. Stofområderne har primært været kunst og kultur med fokus på især teater, film og musik, samt samfund/politik og sport. Ole Blegvad var dækket et hav af begivenheder blandt andet da Danmark i 1992 blev Europamestre i fodbold, og da Lars von Trier vandt De Gyldne Palmer i Cannes for Dancer in The Dark i 2000. Han har ligeledes - sammen med Rasmus Funder - skrevet den anmelderroste guidebog, Berlindk, hvor 11 danske kulturpersoner fortæller om den tyske hovedstad. Han har lejlighed i Berlin, så har stort kendskab til tysk kultur. Ole Blegvad har sammen med Emil Falke, et af dansk films store talenter, video-og produktionssamarbejdet www.falkeblegvad.dk Samtidig anmelder han teater på XQ28, der er Danmarks største site for LGBT-personer. Hvis I har mod på at honorere denne artikel, kan det ske via MobilPay på 53644413

Seneste indlæg fra

Gå til Top