Barndommen i de gode – og knap så gode? – gamle dage

af

Projektrådgiver og journalist Lotte Ladegaard indleder POV’s sommertema om barndom, der vil løbe med debatindlæg og erindringer gennem juli måned. Var barndommen virkelig så meget bedre i gamle dage? Dengang, da mødre gik hjemme og havde tid til deres børn. Da vi ikke havde mobiltelefoner til at stjæle vores fritid. Lotte Ladegaard ser tilbage på sin egen opvækst, taler med repræsentanter fra andre generationer og ser på samfundets sociale udvikling med statistik, velfærd og rettigheder for børn.

Jeg har arbejdet med børnerettigheder i 22 år, og barndom i alverdens kontekster er noget af det, der interesserer mig allermest. Derfor taler og skriver jeg tit om barndom med diverse generationer i min omgangskreds. Fra medier og debattører får jeg ofte det indtryk, at det var meget bedre at være barn i de gode, gamle dage, uden at det nødvendigvis er defineret, hvornår det var.

I hvert fald var det dengang, mødre gik hjemme hos deres børn på fuld tid. Dengang vi ikke kunne begrave os i sociale medier, mobiltelefoner og arbejdsmails i fritiden. Dengang vi ikke havde travlt, og hvor hele familien var sammen, når vi holdt fri, ifølge nogle debattører.

Når jeg lytter til fortællinger fra min omgangskreds, og når jeg tænker tilbage på min egen barndom, kan jeg imidlertid slet ikke få øje på, at Danmark nogensinde skulle have været sådan et sted. Tværtimod.

Jeg fatter ikke den historieløshed og mangel på empati for de mindrebemidlede, man skal være i besiddelse af for at fremføre myterne om de gode gamle dage

Jeg hører om, hvordan børn måtte med i marken, mens mor arbejdede. Om mødre, der gjorde rent og vaskede og lavede mad døgnet rundt, fordi der ingen automatiserede hjælpemidler fandtes. Om ensomme børn, der voksede op i hippiefamilier og skilsmissefamilier og med tilfældige unge piger i huset.

Og om fædre, der arbejdede igennem fra morgen til aften og var følelsesmæssigt fraværende.

Jeg kan heller ikke finde de gode, gamle dage i den delvist selvbiografiske skønlitteratur som eksempelvis Merete Pryds Helles “Folkets skønhed” eller Maria Hellebergs “Kvinderne fra Thy.”

En af mine POV-kolleger udbrød spontant, da jeg lancerede ideen om en sommerserie om barndom på godt og ondt: ”Jeg fatter ikke den historieløshed og mangel på empati for de mindrebemidlede, man skal være i besiddelse af for at fremføre de myter, du beskriver så rammende.”

Danske børn trives faktisk godt

Danske socialforskere har altid interesseret sig for børns opvækstbetingelser, skriver SFI i sin undersøgelse ”Børn og unge i Danmark. Velfærd og trivsel 2014.”

Et af de fremtrædende og gennemgående resultater gennem over to årtier er, at de fleste danske børn frem til 15-års-alderen faktisk ser ud til at trives godt. Kun et mindretal falder udenfor. Blandt de børn, der mistrives, er dem, der er anbragt uden for hjemmet.

Et af de fremtrædende og gennemgående resultater gennem over to årtier er, at de fleste danske børn frem til 15-års-alderen faktisk ser ud til at trives godt

Samtidig arbejder vi mindre end nogensinde før. Siden 1990 kun 37 timer om ugen. I 1966, da jeg blev født, blev arbejdsugen reduceret fra 45 til 44 timer om ugen. Tilbage i år 1900 var arbejdstiden 60 timer om ugen.

Alle lønmodtagere har i dag desuden ret til fem ugers ferie om året, og mange har oven i det fem feriefridage.

I 1919 holdt kun cirka hver femte af de organiserede arbejdere i Danmark ferie. I 1934 var tallet steget til 47 procent, selvom egentlig ferie med løn først blev indført med Ferieloven i 1938. Loven indebar i 1939 ni dages ferie med løn og i 1940 tolv dage.

Alligevel råber organisationer som Familiepolitisk Netværk og Forældrenes Landsforening FOLA på familiepolitik, der skal sikre øgede muligheder for deltidsjobs for forældre.

Som Mette Viktoria Pabst skriver i Jyllands-Posten 8. marts 2016, ”argumenterer flere for, at kvinder skal tage nogle år ud af kalenderen og fokusere på deres børn. Man skulle tro, at vi sad fast i 1950’erne.”

Pabsts pointe har noget for sig. Tal fra Danmarks Statistik viser nemlig, at kravet om deltid og tid til at være hjemmegående i praksis betyder, at det er kvinderne, der ender med at blive sparket tilbage til en tid uden egne indtægter, netværk og karriere.

I fjerde kvartal 2014 gik 25.000 kvinder hjemme for at passe børn eller andre familiemedlemmer. Antallet af hjemmegående mænd kendes ikke, fordi det er under 4.000 og derfor ikke kan opgøres.

Samtidig arbejdede hver fjerde kvinde med børn under seks år på deltid i 2015. Kun godt hver tiende mand med børn under seks år var deltidsbeskæftiget, har Danmarks Statistik opgjort.

Ingen at betro sig til

Blandt de mennesker, der vil fortælle om deres barndom her på POV den kommende måned, er en 80-årig kvinde, der blev sendt ud at tjene som ny-konfirmeret 14-årig. Om hun er talt med som arbejdende kvinde i statistikkerne, er tvivlsomt. Hun kalder både sin mor og sig selv for hjemmegående, selvom de begge har arbejdet mange timer hver dag i mark og hjem – med børnene på slæb.

Da jeg spurgte hende, hvem hun var fortrolig med i barndommen, svarede hun: ”Ikke nogen”. Hendes far havde hun nærmest ingen relation til, andet end, når han skældte ud

Hun siger selv, at hun havde en god barndom, fordi hendes mor var der hele tiden. Men da jeg spurgte hende, hvem hun var fortrolig med i barndommen, svarede hun: ”Ikke nogen.” Hendes far havde hun nærmest ingen relation til, andet end, når han skældte ud.

En veninde, der er jævnaldrende med mig, er vokset op i kollektiv med masser af andre børn og voksne, men hun beskriver alligevel sin barndom som ensom og uden reel forældrenærhed. En anden veninde, der er vokset op i en skilsmissefamilie, har samme oplevelse af at være overladt til sig selv.

Jeg er selv vokset op i en velstående kernefamilie med far, mor og to børn. Med en mor, der var hjemmegående de første fem år, hvilket betød, at jeg først kom i børnehave et enkelt år før skolestart. Det var kæledyrene, der var mine fortrolige, for mine forældre havde travlt med alt muligt andet end deres børn.

Langt de fleste børn vil gerne i børnehave

I dag får vuggestuer og børnehaver mange hug, ikke mindst af dem, der mener, at børn skal være hjemme hos deres mor.

Indtil Børnerådet lavede undersøgelsen ”Mellem hjem og børnehave” i 2011, havde ingen dog tænkt på at spørge børnene selv om, hvad de synes om deres institutioner. Børnerådet spurgte børnene, om de kunne lide at være i deres børnehave. 80 procent af børnene svarer ja til det. 15 procent svarer, at de nogle gange kan lide at være i deres børnehave, mens sølle fem procent ikke kan lide at være der.

Børnerådet spurgte også børnene, om de bliver kede af det, når deres forældre afleverer dem om morgenen.

Her svarer hele 72 procent, at de ikke bliver kede af det. 13 procent svarer, at de bliver kede af det nogle gange, mens 15 procent siger, at de bliver kede af det, når de bliver afleveret.

En pige forklarer, at hun bliver ked af det, ”fordi nogle gange så er det sådan, at man ikke gider være der heeele dagen. Men når det så bliver eftermiddag, så holder det op med at være sådan. Og så vil man ikke hjem.”

Jeg har også hørt min femårige nevø tale om, at han savner børnehaven og sine kammerater dér, når han har holdt fri nogle dage.

Børn savner stadig nærvær med deres far

Mens langt de fleste danske børn faktisk trives ganske godt, føler mere end hvert tredje barn imidlertid samtidig, at deres forældre ikke har tid nok til dem, skriver Børnerådet i ”Årsberetning. Visioner og anbefalinger 2016/2017.” Især savner børn mere tid med deres far.

Børnerådet har også spurgt unge, om de mener, deres forældre kan gøre noget bedre. Her efterspørger de unge mere nærvær fra deres forældre. De vil lyttes til og have forældre, der viser interesse og tillid. Børn klager i flere sammenhænge over, at de er trætte af forældre, der hele tiden kigger på deres telefon.

At nogle børn i dag savner mere nærhed med deres forældre, betyder bare ikke per automatik, at børn havde mere nærværende forældre i gamle dage.

Ændret syn på en god barndom

Vores opfattelse af en god barndom og dermed vores forskningstilgang har ændret sig væsentligt de seneste 28 år, ifølge SFI. Da FN’s Konvention om Barnets Rettigheder, også kaldet Børnekonventionen, blev vedtaget i 1989, holdt forskerne op med kun at se på, om børns basale behov og fysiske overlevelse var sikret.

I stedet begyndte de at se børn i et rettighedsperspektiv som medborgere, der har ret til at være inkluderet i samfundet og til at blive hørt.

Man begyndte samtidig at anerkende barndommen i sin egen ret. Det vil sige, at forskerne nu ikke længere kun så på, hvad der skulle til i barndommen, hvis barnet skulle klare sig godt som voksen. Nu begyndte de også belyse, hvad de vilkår, som børn lever under, betyder for barnet i selve barndommen.

Mange af os, der er født før 1989, hvor Børnekonventionen kom til og gradvist ændrede vores opfattelse af en god barndom, er formentlig farvede af den gammeldags tilgang til børneliv, hvor børn skulle ses, men ikke høres.

Overraskende mange børn førdt før 1989 har ikke haft nogen særlig fortrolighed og følelsesmæssig nærhed med deres forældre, og da slet ikke med deres fædre.

I hvert fald oplever jeg tit, at mennesker over en vis alder mener, at de har haft en udmærket barndom. Når jeg spørger om, hvad det dækker over, handler det tit om, at ”vi manglede da ikke noget,” og ”det var trygt.” Når jeg spørger nærmere ind til, hvem de var fortrolige med, er det overraskende mange, der ikke har haft nogen særlig fortrolighed og følelsesmæssig nærhed med deres forældre, og da slet ikke med deres fædre.

Som en anden POV-kollega kommenterede, afhænger det selvfølgelig af den enkelte familie.

Der har altid været forældre, der var formidable til nærvær og fortrolighed. Også selvom de levede i en tid, hvor der var begrænset fritid og mindre viden om, hvad børn har brug for og ret til. Ligesom der i dag findes mange forældre, der er gode til at slukke for mobilen, holde helt fri og lytte til deres børn.

Alle fotos er fra min egen og min lillesøsters barndom i Odense og på rejser i 1960erne og 1970erne. Det vides ikke med sikkerhed, hvem der har taget hvilke fotos. 

Jeg modtager ikke honorar, når jeg blogger for POV International. Hvis du kan lide at læse mine artikler, kan du sende et beløb direkte til mig via min Mobile Pay til 27 30 17 89. Det giver mig råd til at skrive mere. Og, nej, det er ikke pinligt at give et bidrag. Jeg bliver mindst ligeså glad, som VVS-manden gør, når du betaler for hans service.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Lotte Ladegaard

Lotte Ladegaard
Researcher, skribent, fotograf, kursusleder og projektrådgiver med eget konsulentfirma Development Close-up. Jeg skriver også projektansøgninger og hjælper organisationer med at dokumentere deres metoder, erfaringer og den udvikling, de er med til at skabe.
Jeg er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i Århus i 1993 og har været selvstændig konsulent og freelance-journalist siden 1999. Ind i mellem har jeg dog haft længere kontrakter og enkelte fastansættelser. Jeg har blandt andet været teknisk rådgiver og kommunikationskonsulent på deltid i Bangladesh for Red Barnet (2005-2009), teknisk rådgiver for Ulandssekretariatet i Bangladesh (2002-2004), selvstændig freelancejournalist med base i Sri Lanka (1999-2002 samt 2004-2005), journalist hos Red Barnet i København (1995-1999) og journalist på Ritzau (1993-1995).
I dag bor jeg i Vanløse, København, men jeg er altid lykkelig, når arbejdsopgaver sender mig til Rwanda, Somaliland og Somalia, Etiopien, DR Congo, Zanzibar, Bangladesh, Cambodja, Indien, Sri Lanka – eller for den sags skyld til Mors og Lolland, som en opgave gjorde det for nylig.
Jeg kan kontaktes på www.lotteladegaard.dk, og du kan honorere min blog via Mobile Pay på 27 30 17 89.
Foto: Kim Dang Trong.

Seneste indlæg fra

Gå til Top