Obama var en politisk forfejlet præsident – vil Macron følge i hans fodspor?

af

Den aftrådte amerikanske præsident, Barack Obamas pragmatiske politiske filosofi har en stor anpart i de problemer, som præger USA og verden nu. Og i virkeligheden var den centristiske demokrat en fiasko, når man ser realpolitisk på økonomien for den amerikanske middelklasse samt de dårligst stillede amerikanere – lad os se om franske Emmanuel Macron vil begå samme fejl, skriver danske Johan Wizan, der bor i USA.

’Oprør fra midten’, ’forandring’, det at tale om forandring og at ”vende et nyt politisk blad” er tilbage, efter Emmanuel Macron vandt det franske præsidentvalg. Ligesom med valget af Barack Obama til amerikansk præsident i 2008 er der nu i Frankrig og store dele af Europa et håb om, at optimisme og fornuft fra den liberale og progressive midte vil tilføre energi til et forbenet og dysfunktionelt politisk system.

Obama nyder beundring i Europa – særlig i sammenligningen med den daglige katastrofe af politisk inkompetence og vulgær optræden, der karakteriserer hans efterfølger, Donald Trump.

Men i den skrøbelige politiske virkelighed, vi lever i, hvor en radikal højrenationalist som Marine Le Pen går videre til anden runde i det franske præsidentvalg og tiltrækker over hver tredje af de vælgere, der stemte, bliver man nødt til at se på, hvordan den politik, Obama repræsenterer og stod for, har anpart i de problemer, der nu plager os.

Obamas græsrodsbårne vej til sejr

Lad os starte fra begyndelsen. Obama blev valgt i 2008, fordi en enorm aktivistisk begejstring og hær af græsrodsfrivillige kæmpede for ham og sendte ham til Det Hvide Hus. Kombinationen af hans inspirerende liv og hans øjensynlige karisma og gejst gav ham bred støtte i et Amerika, der var klar til forandring.

Hans retorik om forandring var godt nok ganske diffus, men budskabet var ikke desto mindre leveret så godt, at det var tilstrækkeligt til at vinde – i øvrigt sammen med hans konkrete afstandtagen fra Irak-krigen – også markant anderledes end både hans demokratiske konkurrenter og hans republikanske modstander, den aldrende John McCain. Og det gjorde Obama også til et særdeles konkret og frisk alternativ til den på det tidspunkt upopulære præsident George W. Bush.

Ved ikke helhjertet at arbejde for love, der ville føre til en reel materiel forbedring af jævne vælgeres kår, efter at disses velstand blev skyllet væk af finanskrisen, mistede Obama sin politiske opbakning

Men så snart Obama tiltrådte som præsident, blev den dynamiske demokratiske bevægelse, der havde propelleret den første sorte præsident op til den mest magtfulde post i verden, efterladt til fordel for et teknokratisk forsøg på at finde en pragmatisk syntese med det konservative USA, der for en stor dels vedkommende havde brugt valgkampen på at tilsmøre ham med racistisk motiverede angreb – især den falske påstand om, at Obama overhovedet ikke var født i USA (på Hawaii), men i Kenya.

I stedet for at bruge det stærkeste politiske mandat i årtier til at tage de nødvendige og drastiske skridt for at imødekomme den finansielle krise, et ukontrollabelt militærindustrikompleks og global opvarmning, blev hovedparten af den politiske energi brugt på teknokratisk at lave aftaler henover midten med  Republikanerne, der på intet tidspunkt nærede noget ønske om at arbejde sammen med ham.

Det eneste håndgribelige resultat, der kom ud af de første to år, da Demokraterne havde flertallet i Kongressen, var vedtagelsen af sundhedsreformen, ‘Affordable Care Act’ – ACA (”Obamacare”).

Det implicitte budskab om handlekraft og virkelig materiel og kulturel forandring, der ellers lå i hans retorik og personlige gestaltning blev med andre ord ikke til noget, mens de samme gamle tåber, der havde ladet banker, overvågningsindustrien og det militære kompleks komme ud af kontrol i første omgang, igen fik politiske stillinger i præsidentens regering: Mænd som James Clapper, Tim Geithner og Larry Summers, hvor sidstnævnte notorisk har taget fejl omkring makroøkonomi og finansiel regulering. Han lod endda bankkonglomeratet Citigroup håndplukke folk til sit kabinet.

Begejstringen der forsvandt

Med denne insisteren på forandring som lyrisk pragmatisme forsvandt begejstringen gradvist fra Obamas vælgerbase. To år efter tabte Demokraterne derfor Midtvejsvalget stort, fordi man ikke kunne mobilisere den demoraliserede græsrodsbevægelse.

Første gang tabte Demokraterne Repræsentanternes Hus, men beholdt kontrollen med Senatet. Efter et genvundet præsidentvalg tabte Demokraterne så også flertallet i Senatet, og Kongressens konservative flertal lukkede reelt alle muligheder for virkelig gennemgribende forandring i de resterende seks år af hans præsidentembede.

I disse seks år fortsatte Obama imidlertid med at være eksemplarisk som respektabel og veltalende statsmand, alt imens hans demokratiske partis folkelige støtte forvitrede fuldkommen og Republikanerne gav ham en politisk spændetrøje på.

De tiltag han havde held med foregik mestendels via dekreter – f.eks. om immigration og miljø – som nemt kan omstødes og derfor ikke kan betragtes som varende forandring. Og som også er under fuld afvikling under Trump nu.

Der er intet galt i at holde en velfortjent ferie efter otte hårde år i politik – men det provokerer mig, når man så åbenlyst mænger sig med de rigeste mennesker i verden, mens efterfølgeren som præsident smadrer det land, man lige selv har været leder af

Ved Obamas aftrædelse i 2017 kontrollede Republikanerne – der aldrig havde taget imod hans fremrakte hånd eller pragmatiske olivengren – Repræsentanternes hus, Senatet, 29 delstatsregeringer og nu også præsidentposten og Højesteretten.

Politisk lyrik rækker ikke

Det var den lyriske og forbrødrende politiske fornufts resultat – fuldkommen politisk sammenbrud og en reality-show vært som ny præsident.

Det var, hvad præsident Obama fik ud af at bruge sin politiske kapital på at føre ’voksen’ politik og forgæves at bygge bro til et republikansk parti, der ikke har været interesseret i nogen form for kompromis, siden deres radikalisering i midten af 90’erne under Newt Gingrich.

Derimod har partiet stået for en rigid modstand overfor en kompromissøgende, koncessionsgivende og markedsvenlig sundhedslovgivning – og har gentagne gange taget USA’s kreditværdighed som gidsel for at skære i populære sociale programmer. Obamas udstrakte hånd blev mødt med kodet racistisk retorik.

MERE POV
Geo Jackson - en sort Dirch Passer

Ved ikke helhjertet at arbejde for love, der ville føre til en reel materiel forbedring af jævne vælgeres kår, efter at disses velstand blev skyllet væk af finanskrisen, mistede Obama sin politiske opbakning – også selvom hans karisma holdt ham på posten i otte år i alt – og fordi hans rivaler opstillede gennemført dårlige modkandidater. Mitt Romney var således, ligesom John McCain i 2012, på intet tidspunkt en seriøs trussel mod Obamas valgsejr.

På trods af hans politiske stækkelse er det klart, at Obama som symbol og på et personligt plan altid var fuldkommen uangribelig. Han er afgjort en tænksom mand med et generøst vid og dertil, ser det ud til, en god far, ægtemand og rollemodel. Hvorfor han da også fortsat nyder så stor popularitet, at det er så svært at tale om ham som fiasko i rent politiske termer.

Denne tomhed vil, spår jeg, drive yderligere vælgere til den racistiske højrefløj i protest over asymmetrien mellem ord og handling hos de optimistiske centrister

Obamas præsidentperiode som en symbolsk værdi vil for altid have forandret USA for det bedre, men symbolisme og respektabel og reflekteret retorik er ikke tilstrækkeligt.

Obama 2017 og vennerne blandt den rigeste ene procent

Men for dog at prikke et lille hul i meningsboblen om Obamas perfekte personlighed, lad os for sjov opsummere, hvad han har bedrevet, siden han aftrådte præsidentembedet: holdt ferie med milliardæren Richard Branson på Bahamas, fået 400.000 dollar for at holde en tale på Wall Street og så selvfølgelig anbefalet Macron i en video til franske vælgere. Den kan man se her:

Der er intet galt i at holde en velfortjent ferie efter otte hårde år i politik – men det provokerer mig, når man så åbenlyst mænger sig med de rigeste mennesker i verden, mens efterfølgeren som præsident smadrer det land, man lige selv har været leder af.

Og bevares, 400.000 dollar for en tale er naturligvis tvingende nødvendigt for at Obama kan påbegynde sit ny liv, når han kun fik 60 millioner dollar i en forlagsaftale for at skrive sin selvbiografi. Endelig viser anbefalingen af Macron, som deler hans fantasiforestillinger om den ’voksne’ og ’respektable’ politik, at Obama tilsyneladende ikke har lært noget af sine fejl.

Obama kunne ikke kapitalisere på den energi, han katalyserede, hvilket førte til, at hans få politiske sejre, endte med at hvile på et meget usikkert grundlag og derfor nemt kunne annulleres af Donald Trump allerede i de første hundrede dage af hans præsidentperiode – som vi også har set.

Karisma kan nemlig kun bære dig et meget kort stykke, hvis der ikke kommer virkelige håndgribelige tiltag bag meget hurtigt.

USA og Europa – Pixabay.

Entrer Macron

Emmanuel Macron nyder pt. godt af en del sammenligninger med Obama, og det er da også lykkedes for ham at antænde en gnist af optimisme i Frankrig, der minder en smule om 2008-valgkampen i USA.

Hans fortid som investeringsbankmand er selvfølgelig mindre inspirerende end Obamas tid som aktivist i lokalpolitik, men lad det nu ligge – de er begge unge og har en vis energi forbundet med deres person.

Sagen er enkel: Frankrig og Europas problem er ikke offentlige underskud eller for store offentlige sektorer, men det at man ikke har grebet ind overfor effekten af finanskrisen fra 2008 med en massiv kollektiv investeringsplan, som hele EU har brug for

Her må vi notere os at kun særskilt karismatiske og veltalende politikere formår at sælge den blodløse og pragmatiske midter-liberalisme. Man skal have talenter som Obama, Macron eller Bill Clinton for at lykkes. Hillary Clinton, trods alle hendes meritter og seriøsitet, havde tilsyneladende ikke den nødvendige udstråling til at sælge samme politik til vælgerne.

Problemet er bare, at den nyvalgte franske præsident ligesom Obama ikke vil kunne levere på begejstringen alene. Hans filosofi bygger på samme mytiske idé, som Obama havde om den radikale og endnu ubrugte politiske kraft, der efter sigende skulle være at finde på den pragmatiske midte.

Hvilken midte? Den politiske midte eksisterer kun i hovedet på en håndfuld teknokratiske nørder i Washington DC og Bruxelles.

Obamas eksempel illustrerer fint, at der ikke er noget at hente i politisk kompromis med højrefløjen. Højrefløjen over hele vesten har det helt fint med at samle sig om machiavelliske demagoger som Trump, May, Putin, Le Pen og Erdogan.

Hvad er det i øvrigt helt præcis Macron vil bringe til forhandlingsbordet, der skulle få Angela Merkel og Wolfgang Schäubles falanks af nobelprisvindende økonomer ikke havde? Altså udover hans drengede charme og et utraditionelt ægteskab med sin ældre, tidligere gymnasielærer.

De konservative tyskere vil ikke møde Frankrig i et fælles kompromis, ligesom Republikanerne blot mødte Obama med utvetydig hån og afvisning.

Uden parlamentarisk flertal sker der intet i Frankrig

Dertil kommer, at Macrons analyse af Frankrig og Europas problemer virker ligeså fejlbehæftede som hans forgænger Hollandes, og han vil ende med blot at videreføre dennes fejlslagne politik og dermed ikke komme til at stå for noget politisk nybrud.

Han vil efter al sandsynlighed heller ikke få et særligt stærkt mandat i Nationalforsamlingen – hvis han overhovedet får flertal – og derfor være hæmmet i sine muligheder for et gennemføre ambitiøse reformer.

I fransk politik kræves det traditionelt, at en nyvalgt præsident har Nationalforsamlingen bag sig for at få realiseret sit program, men det er usikkert. Hollande havde et kæmpe mandat i 2012 og formåede stadig ikke at gøre noget af substans. Det franske socialistparti er allerede kollapset ligesom Demokraterne i USA, og Macrons diffuse En Marche! bevægelse vil også miste sit momentum, når bevægelsen ikke kan levere politisk.

Sagen er enkel: Frankrig og Europas problem er ikke offentlige underskud eller for store offentlige sektorer, men det at man ikke har grebet ind overfor effekten af finanskrisen fra 2008 med en massiv kollektiv investeringsplan, som hele EU har brug for. Stagnationen og den høje arbejdsløshed i såvel Frankrig som EU generelt er en politisk selvpåført hovedpine pga. tyske traumer fra 1929-krakket og den anakronistiske frygt for inflation i Berlin.

MERE POV
Hvor er Internets mødre?

Og nej, skulle Martin Schulz og de tyske socialdemokrater vinde det kommende valg vil det ikke ændre den tyske økonomiske ortodoksi synderligt; Schulz er også en centrist, desværre.

Macrons planer om en økonomisk spændetrøje

Frankrig klarer sig egentlig pænt på en mængde økonomiske metrikker, men nu skal vi så have den samme historie om, at landet er et pseudo-kommunistisk reguleringshelvede, og at man bør lave reformer, der skaber et underdrejet darwinistisk arbejdsmarked ligesom Tyskland – af hensyn til økonomisk nødvendighed selvfølgelig. Også selv om Macron taler om den skandinaviske arbejdsmarkedsmodel og efter sigende også er glad for den danske ”flexicurity”.

Frankrigs rentebetaling for offentlig gæld er kun 1,7 procent af det samlede årlige BNP, hvilket er komparativt lavt med andre lande både aktuelt og historisk, og i øvrigt er dette tal ofte helt afkoblet et lands vækst.

I 90’erne voksede USA’s økonomi f.eks. ekstremt hurtigt med næsten den dobbelte offentlige rentebetaling. Den gennemsnitlige franske arbejder er mere produktiv end både tyske og britiske arbejdere, og Frankrig har flere selskaber i Fortune500 end noget andet europæisk land.

Jo, det kan godt være, at le Code d’Emploi skal revideres for at være tidssvarende med hensyn til, hvordan arbejdsmarkedet har udviklet sig, men det er blot en undskyldning for at revse fagforeningerne og beskylde de franske arbejdere for at hæmme de stakkels virksomheders muligheder for at agere i den globale konkurrence. En revision vil ikke føre til nogen produktiv dialog omkring beskæftigelse.

At insistere på anstændighed og kulturel pluralisme som vigtige europæiske værdier uden en kobling af faktisk økonomisk redistribuering er nedladende overfor arbejdsløse, der ikke kan spise eller betale husleje med de fine ord om respekt for god tone og det positive i mangfoldighed.

I stedet vil Frankrig ende med en præsident Macron, der vil tale om at påføre sit land en økonomisk spændetrøje, der vil føre til flere trængsler for underklassen og fortsætte den samme kurs, hvor den nødvendige materielle investering i samfundet udebliver.

Vi undslap Le Pens etno-nationalistiske angreb denne gang, men om fem år, hvis Macron ikke har leveret varen, vil der være en overhængende fare for, at Front National kunne vinde.

En historisk høj andel af franske vælgere, 25 procent (og hertil næsten 9 procent blanke stemmer), blev væk, fordi de øjensynligt ikke kunne se deres bekymringer og håb reflekteret i nogen af kandidaterne – ligesom i efteråret 2016 i USA.

Hvis man medtager den store andel af vælgerne, der blev væk, modtog Macron kun støtte fra omkring 44 procent af alle stemmeberettigede i Frankrig. Og hvis vi også medtager dem, der stemte på ham strategisk, og havde foretrukket Mélenchon, Fillon eller Hamon, havde Macron nok kun en positiv stemmefaktor et sted omkring 25 procent.

Den glæde man så på valgnatten i Frankrig, var først og fremmest lettelse over at Le Pens perfide petainisme var blevet afvist. Macron ses kun som en frelser af et mindretal af befolkningen, og vil ikke kunne ændre på dette med den agenda, han lover.

Man kan ikke betale husleje med den gode tone

At insistere på anstændighed og kulturel pluralisme som vigtige europæiske værdier uden en kobling af faktisk økonomisk redistribuering er nedladende overfor arbejdsløse, der ikke kan spise eller betale husleje med de fine ord om respekt for god tone og det positive i mangfoldighed.

Denne tomhed vil, spår jeg, drive yderligere vælgere til den racistiske højrefløj i protest over asymmetrien mellem ord og handling hos de optimistiske centrister.

De karismatiske og ’voksne’ liberale politikere har fortsat ikke forstået, at deres tiltag ikke er tilstrækkelige til at adressere de virkelige problemer, som størsteparten af vælgerne lever med. Vælgerne derimod er begyndt at forstå tomheden i retorikken, hvorfor de i stigende grad lytter til den direkte og faktuelle spiel om materiel tryghed som f.eks. Bernie Sanders og Mélenchon fremfører.

Omvendt kan en nedtrykt vælgergruppe også føre til højre-nationale lederes fremgang, som det skete i USA og nemt kunne være sket i Frankrig. Demagoger som Trump bæres ikke frem på en flodbølge af populistisk vælgerengagement – de vinder på, at en kritisk andel af vælgerne bliver væk på valgdagen, fordi de smukke ord fra pragmatiske, liberale centrister som Obama og Macron ikke længere rækker.

Stædig centrisme vil få de etablerede politiske partier til at kollapse, fremægge hadske fascister og på sigt erodere føderale strukturer som EU.

Jeg håber jeg tager fejl. Men det ser ud som om, Macron vil gentage Obamas fejlslagne politik.

Topfoto: POV International med LunaPicEditor – originalfoto fra Wikimedia Commons og WhiteHouse.gov (creative commons).

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Johan Wizan

Johan Wizan er uddannet i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet og arbejder for en non profit i Oakland, Californien. Han har skrevet om amerikanske samfundsforhold og amerikansk politik for websitet Kongressen.com og Atlas Magasin. Derudover har han bidraget til en række bøger om amerikansk politik og historie.

Seneste indlæg fra

Toppen af guleroden

I december måned blev en progressiv udvekslingsaftale af wastefoods mellem en række københavnske
Gå til Top