mm

Karen Hammer

Født 1938. Cand.mag.art. i Zoologi, Botanik, Geologi, Geografi og Filmhistorie fra Københavns Universitet. Kulturredaktør og formand for Radio Vesterbro gennem 30 år. Forfatter, filmjournalist, kunstanmelder, eventyrer. Karen Hammer har rejst i 103 lande på syv kontinenter, dog kun i 27 i Afrika. Skriver bl.a. om African Cinema og har deltaget 15 gange i Ouagadougous afrikanske filmfestival FESPACO.

Se alle skribentens artikler

Cinemateket markerer 100-året for baltisk selvstændighed med rig filmfestival

FILM – I København løber Cinematekets filmfestival Baltic Frames af stablen d. 26. april – 12. maj med ti originale og spritnye film fra Estland, Letland og Litauen i anledningen af 100-året for de tre landes selvstændighed. Karen Hammer fortæller om festivalen, der byder på et varieret og spændende program.

Baltikum består af Estland, Letland, Litauen og den lille russiske enklave Kaliningrad. De tre førstnævnte lande var en del af det storkejserlige Rusland til 1918, hvor det lykkedes for dem – delvis ved hjælp fra okkupationslandet Tyskland og på trods af Polens intriger – at kæmpe sig til selvstændighed.

I den glædelige anledning, at det nu er 100 år siden, producerede Letland i år dokumentarfilmen To be continued instrueret af Ivars Seleckis. Filmen følger over to år syv børn fra forskellige geografiske, sociale og kulturelle dele af Letland. Skæbner præget af forskellige levevilkår og ambitioner eller med meget ændrede muligheder som efterkommere af tilflyttere fra Sovjetunionen.

Livet har aldrig været let for indbyggerne i de baltiske lande, der oprindeligt også talte Finland, som deler fælles finsk-ugriske sprogstamme med Estland. Allerede i 1944 besatte Sovjetunionen igen de tre lande og tvangsforflyttede mere end 400.000 personer til Sibirien.

I Danmark fik vi pludselig mulighed for at komme ind på livet af de mange tidligere indelukkede sovjettiske undersåtter, og via deres utroligt stærke dokumentarfilm åbnede en helt ny verden sig for os fra Vesteuropa

Finland slap forbløffende billigt: Sovjetunionen inddrog Østkarelen og lod resten af landet beholde dets selvstændighed. 47 år senere, i 1991, slap de tre baltiske lande endelig fri af Sovjetunionens okkupation. De kunne atter erklære sig selvstændige og begynde at skabe bedre materielle levevilkår for deres indbyggerehver for sig, hvilket blev meget vanskeligt på grund af de mange tilflyttede russere, der nødigt ville rejse ud.

Den baltiske filmfestival i Gudhjem

Jeg husker tydeligt, da Sovjetunionen faldt sammen, og den ene republik efter den anden rev sig løs. I Danmark fik vi pludselig mulighed for at komme ind på livet af de mange tidligere indelukkede sovjettiske undersåtter, og via deres utroligt stærke dokumentarfilm åbnede en helt ny verden sig for os fra Vesteuropa.

Hele seks gange deltog jeg herefter i Den baltiske Filmfestival, der havde hovedsæde i Gudhjem på Bornholm. Alle de lande, der grænsede op til Østersøen, kunne deltage – også Kaliningrad. Her mødte jeg spændende gamle filminstruktører, der bragte fantastiske, hidtil forbudte film med sig. Her var et mylder af etnisk meget forskellige folk og mange nødvendige tolke, og alle var vi euforisk glade over mødet.

Det er ikke så nemt at komme til at se baltiske film, så derfor er det en stor glæde, at Cinemateket har kunnet finde plads til en lille serie med ti baltiske film

En litauisk dokumentarfilm, der bestod af interviews med de mange stakler, som Stalin havde forflyttet til Sibirien, glemmer jeg aldrig. En gammel mand fortalte: ”Da jeg kom hjem fra Sibirien, var jeg blevet morfar uden nogensinde at have set min datter!”

Det blev til ti Baltiske Filmfestivaler; arrangørerne fandt det derefter nødvendigt at spare pengene til festivaler og kulturmøder i det splittede Jugoslavien, og vi, der nu næsten var blevet afhængige af de russiske og baltiske film, måtte nøjes med de avancerede animationsfilm, vi kunne møde ved Odense Filmfestival.

Baltic Frames

Det er fortsat og med andre ord ikke så nemt at komme til at se baltiske film, så derfor er det en stor glæde, at Cinemateket midt imellem mere eksotiske serier med iranske og nordkoreanske film også har kunnet finde plads til en lille serie med ti baltiske film.

Desværre spiller de syv af dem kun én gang … Sørgeligt at gå glip af noget så specielt som en politisk action-komedie fra Estland, The Dissidents af Jaak Kilmi: Tre unge mænd flygter fra Estland til Sverige og hyldes som frihedshelte indtil hverdagens realiteter også rammer dem.

Eller den gribende sort/hvide realistiske The Chronicles of Melanie af Viesturs Kairiss fra Letland: Tidligt om morgenen 14. juni 1941 blev over 40.000 personer fra Estland, Letland og Litauen arresteret og på Stalins ordre sendt til Sibirien. Mange blev skudt undervejs, og mange blev skovlet ud af kreaturvognene langs den flere uger lange tur.

Blandt disse rejsende var journalisten Melanie og hendes otteårige søn Andrejs. Redaktør-faderen deporteres til en anden lejr, og hun skriver gennem de 16 år, hun lever i Sibirien, en mængde breve til ham, som ikke kan afsendes.

Man fortæller hende, at han lever, men det er gamle, uredigerede nyheder; han dør allerede i 1942. Det får hun imidlertid først at vide 14 år senere. Historien er autentisk, og det er utroligt, hvad man kan klare, når man tror, der er et liv engang i fremtiden; når man har noget at kæmpe for. Det er en stærk og vedkommende film.

Den litauiske film Miracle af Egle Vertelyte foregår i 1992, hvor folk endnu ikke har vænnet sig til selvstændigheden og retten til frit selv at bestemme, og slet ikke til at de er blevet meget fattige.

Hans handlinger er meningsløse, og hans motiver virker utroværdige. Hvad mon han er ude efter?

Irene har i årevis været formand for en kollektivt drevet svinefarm; nu kan hun ikke betale sine medarbejdere og er tæt på bankerot. En rig amerikaner ankommer i sin store bil. Han køber farmen og betaler medarbejderne med de svin, som han alligevel ikke ønsker at beholde. Hendes drukfældige mand undrer sig – senere bliver han jaloux, mens Irina hjælpe den charmerende amerikaner med at fælde træer, vælte mure og grave huller. Hans handlinger er meningsløse, og hans motiver virker utroværdige. Hvad mon han er ude efter?

Filmen er en tragikomedie og faktisk ret underholdende; den kører sidste gang 8. maj.

Litauske dokumentarfilm

Både Mother, en krimikomedie af Kadri Kousaar, og November, af Rainer Samet, er fra Estland og kører sidste gang 10. maj. November er meget underlig og foregår for adskillige hundrede år siden. Dengang man troede, man kunne fabrikere hjælpemonstre, såkaldte KRATTS, af høstredskaber, dyreknogler og magi – dengang man som i Faust kunne love Djævelen sin sjæl for at opnå den elskedes gunst.

Det går selvfølgelig rivende galt for staldknægten Hans, da han negligerer den forelskede Lina til fordel for Baronens datter. På åbningsdagen fik vi et lille glimt af den legendariske litauiske instruktør Herz Franks geni i en ti minutters dokumentarfilm af nærbilleder af børn, der er i biografen.

En anden dokumentarfilm, der er værd at nævne, er den litauiske Dead Ears af Linas Mikuta, der beskriver hverdagen hos en fattig gammel bonde og hans døvstumme søn.

Litauen synes i det hele taget at stå stærkt med hensyn til dokumentarfilm, idet fire af de seks deltagende er fra Litauen.

Sidst vil jeg nævne Adrius Stonys berømte film fra Kasakhstan, som først kører 12. maj.

I de sidste 30 år har den litauiske forsker Aura Revutaite boet alene dybt inde i bjergkæden Tian Shan. I en højde af 3500 meter over havet studerer hun klimaforandringerne på Tuyuksu-gletsjeren. Filmen skulle være både poetisk og billedsmuk.

Jeg glæder mig til at skulle se en naturfilm fra et land, jeg endnu ikke har besøgt.

Baltic Frames – nye film fra Estland, Letland og Litauen – se programmet her.

Hovedfoto: Dead Ears/Cinemateket

Kategorier