”Efter min fars død sidste år fandt jeg et foto af en familie, der i stuen har et portræt af Adolf Hitler. Inspireret af den seneste danske debat om ”at spille nazi-kortet”, gør jeg alvor af det”. Catja C. Gaebel fortæller historien om, hvordan hun bruger sit nazikort til en mulig personlig forløsning af fortiden, og om, hvordan hun navigerer i sin egen families relation til nazismen per se, når man selv er barn af en far, hvis far muligvis har begået en forbrydelse.
130 kilometer i timen på E45 retning Flensborg, destination Bergisches Land ved Köln. I bagagerummet er der en gammel hessianbeklædt bestikæske med gamle billeder og en lille plastikpose med ligeså gamle dokumenter og breve. Det er det, min far efterlod sig af dokumentation fra sin barndom og tidlige ungdom, da han døde sidste år.
Udover at min far er født i oktober 1935 i det tidligere Østpreussen, og at han i en ung alder fredeligt tog toget med sin mor til Flensborg, hvilket efterfølgende ikke var hans bedsteforældre forundt, og det faktum at hans far var fraværende under hans opvækst, ved jeg virkelig lidt om min far og intet om hans far.
Derfor oplevede jeg det som et nærmest glædeligt gensyn, da jeg fandt ud af, at adskillelige fotos fra hessianæsken var af Heinz Gaebel, min farfar. Det var, som man siger på tysk, ligesom at finde en slags ”Heimat”, en hjemstavn.
Fædrene er soldaterne
De fleste fotos er af Heinz Gaebel i uniform. Bagsiden af nogle fotos fortæller, at de er taget i Gumbinnen eller Stallupönen, det som i dag ligger i Kaliningrad Oblast, dvs. den del af Den Russiske Føderation der ligger som skinken i en sandwich mellem Polen og Litauen.
Der er mange billeder med mænd i uniform; simple mænd, uden ordener eller anden udsmykning på beklædningen. Det gælder også Heinz Gaebel. Nogle fotos viser min fars onkel Paul med soldaterkammerater i Grækenland.
Onkel Eduard var pilot under Anden Verdenskrig. Hans fly blev skudt ned, og han kom i arbejdslejr i Omsk, i Sibirien. Efter krigen vendte han og co-piloten tilbage til et sønderbombet Tyskland. Eduard etablerede sig i Stuttgart og Paul i Jarplund ved Flensborg.
Tilsyneladende mætte og tilfredse poserer de ved siden af et stort pyntet juletræ i en prangende stue. Mellem manden og juletræet hænger et stort indrammet portræt af Adolf Hitler
Hvad gjorde Heinz? Dokumenterne i den lille plastikpose siger mig intet derom, men noget tyder på, at det var rigtig nok, hvad min far har udtrykt: ”han var fraværende”.
Det personlige nazikort og en SS-officer
I hessianæsken er der også et foto af en tyk, tyndhåret mand med overskæg, jakke og vest. Manden står ved siden af en velklædt og velpolstret dame, og på gulvet leger en lille prop af en pige med en fin trægyngehæst.
Tilsyneladende mætte og tilfredse poserer de ved siden af et stort pyntet juletræ i en prangende stue. Mellem manden og juletræet hænger et stort indrammet portræt af Adolf Hitler.
Spørgsmålet om, hvem denne mand er, er et af mange, jeg tager med mig til Bergisches Land ved Köln, for her skal jeg mødes med min fars kusine, som han var meget tæt emotionelt forbundet med, og som jeg formoder ved noget om Heinz Gaebel og den tykke tyndhårede mand med overskægget.
Mens jeg betragter fotografiet, som har samme størrelse som et spillekort, må jeg smile. I den seneste debat om ”at spille nazikortet” i en lang række sammenhænge, blandt andet i sammenhæng med Pia Kjærsgaard og ”nazi-islamisme”, står jeg her med en særlig bemyndigelse: Det er nu min tur til at spille mit personlige og autentiske nazikort, og agere med det.
Katarinas historie
I december 2016 mødtes jeg med Katarina i Hamburg. Katarina kender jeg fra studietiden i Berlin. Som filosofi- og germanistikkandidat fra universitetet har hun en tilgang til den tyske humanistiske verden, som kun få jeg kender på et dybt personligt plan.
Lignende problematikker i familiære anliggender forbinder os. Og det, der nu også forbinder os, er faderløsheden.
Katarina fandt dokumentation for, at hendes farfar var en højtstående SS-officer, der stod for masseudryddelser af jøder i Ukraine
Katarina mistede sin far, måneder før jeg gjorde. Katarina fandt, om end ikke en hessianæske så dog noget, der har samme betydning for hende, som hessianæsken har for mig, men med en helt anden moralsk tyngde end det, jeg tror, jeg kommer til at opleve i Bergisches Land ved Köln.
Katarina fandt dokumentation for, at hendes farfar var en højtstående SS-officer, der stod for masseudryddelser af jøder i Ukraine.
For Katarina blev det en ny selvbiografisk kendsgerning, der ramte hende hårdt. Som redaktør for selvbiografister har hun været i kontakt med flere, som har lignende fortællinger at berette.
Men det lakker mod enden, når det gælder generationen af førstehåndsvidner fra Anden Verdenskrig, og tilbage står en generation af børn og børnebørn for hvem Anden Verdenskrig, Nazityskland, og alt det der er forbundet dermed, får en ny betydning – særligt for dem af os, som finder hessianæsker.
Generationsvandring og erindringståge
I efteråret forærede den danske journalist og forfatter Samuel Rachlin mig sit seneste værk ”Bag den Kolde Krigs Tåge”.
Bogen har han dedikeret til sine børnebørn, og i de indledende sider kommer Rachlin ind på den forskydning, der sker i opfattelsen af begivenheder og historie, når en ny generation, andenhånds generationen, opstår og vidnegenerationen dør.
Mens jeg betragter fotografiet, som har samme størrelse som et spillekort, må jeg smile. I den seneste debat om ”at spille nazikortet” i en lang række sammenhænge, blandt andet i sammenhæng med Pia Kjærsgaard og ”nazi-islamisme”, står jeg her med en særlig bemyndigelse: Det er nu min tur til at spille mit personlige og autentiske nazikort, og agere med det
Man lægger en naturlig distance, når man ikke selv har oplevet noget og blot får det fortalt. Meget eksemplarisk viser den BBC producerede dokumentar ”My Nazi Legay” , hvordan overleveringer og historiefortælling kaster en skygge over det som opfattes som historiske kendsgerninger.
Skyggerne vokser tilmed, når de følelsesmæssige vilkår, man som barn er opvokset med, betinger den personlige opfattelse af historien og de historiske kendsgerninger.
I dokumentaren tager den jødiske menneskerettighedsadvokat og forfatter Phillipe Sands med to tyske mænd på opdagelse i deres fælles personlige historie.
Begge tyske mænd er børn af højtstående nazi-officerer, hvoraf den enes far blevet henrettet under Nürnbergprocessen. Den ene søn havde et meget koldt og distanceret forhold til sin far og havde intet problem med at opfatte sin far som den forbryder, der udgjorde hans eftermæle.
Den anden havde et meget varmt forhold til sin far og kunne trods klar bevisbyrde ikke få sig til at se, hvordan faderen bevidst kunne have begået de forbrydelser, der var ham idømt.
Blandt denne faders ofre var en stor del af menneskerettighedssadvokatens familie. ”Havde min far vidst, hvad der foregik, ville han bestemt have stoppet det”, lyder mandens søgte forklaring, da både advokaten og den anden søn blotlægger bevismaterialer for hans bare ansigt.
Bevidst om fortidens forbrydelser, men i fornægtelse af faderens forbrydelser og tyngden af hans eget nazikort, fornægter sønnen sin fars forbrydelser. Formes historien af følelser og lindres forbrydelser gennem personlige beretninger og temperaturen af det forhold til den person, som beretter det? Noget tyder på, at det kan være tilfældet, særligt i det private rum.
Filmen kan ses i sin fulde længde her:
Børn af fædre, hvis fædre var forbrydere
I min tyske vennekreds har vi talt om, hvordan familien først og fremmest har forholdt sig pragmatisk til krigen og familiens ageren. Meget lidt er der talt om, hvordan det følelsesmæssigt og intellektuelt er blevet forarbejdet – særligt ikke hos de af os børn, som har/havde forældre født før eller under krigen.
Ganske vist er den tyske ”Vergangenheitsbewältigung” (fortidsovervindelse) en væsentlig del af pensum i de tyske skoler, og har været det i årevis, men i mange tyske hjem, har den skyld, man som folk har båret, tynget så meget, at der ganske enkelt ikke er blevet talt på det plan ved spisebordet.
”Vi vidste det jo ikke”, eller ”sådan var det jo” er fraser, som mange venner genkender fra bedsteforældre eller forældres svar på børn og børnebørns spørgsmål – hvis de overhovedet kunne vinde indpas.
For Katrins vedkommende er farfaderens fortid blevet fortiet helt til efter hans og sønnens, Katarinas fars, død. Den fortielse står i dag tilbage som et gigantisk brøl, der nu rammer hende som en boomerang.
Man lægger en naturlig distance, når man ikke selv har oplevet noget og blot får det fortalt. I mange tyske hjem, har den skyld, man som folk har båret, tynget så meget, at der ganske enkelt ikke er blevet talt på det plan ved spisebordet
Svagt husker jeg selv, at min far fortalte om et familiemedlem i Berlin, der efter krigen hængte sig, fordi han som tidligere NSDAP partimedlem ikke kunne finde arbejde som lærer noget sted.
Er det mon den tykke mand med den mætte familie foran juletræet og det indrammede portræt af Adolf Hitler, som jeg fandt i hessianæsken? Og har han noget at gøre med min farfar? Det brølende svar udebliver indtil videre.
Mens jeg kører over grænsen til Tyskland på E45 stiger mine forventninger til forløsning under det forestående møde med det efterhånden sidste førstegenerationsvidne fra min fars familie i Bergisches Land ved Köln.
Forventningerne stiger samtidig med håbet om, at hessianæsken og det nazikort, som min far efterlod sig ved sin død, ikke forvandler sig til en joker, der åbner en brølende Pandoras æske.
Fortællingen fortsættes.
Topillustration: Privat – Familien poserer ved siden af juletræet. Mellem manden og juletræet hænger portrættet af Hitler.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her