At skyde på frie skoler redder ikke folkeskolen

af

De frie skoler, det vil sige fri- og privatskoler, har eksisteret side om side med folkeskolen i mere end 150 år. Til glæde for alle skoleformer. Desværre tror mange på den forsimplede ide, at de frie skoler skulle være skyld i folkeskolens vanskeligheder. Virkeligheden er en helt anden, og hvis ikke misforståelsen udryddes, kan det ende med at skade folkeskolen, skriver Lars Luplau, der opfordrer til det modsatte:

Folkeskolen mister elever til fri- og privatskoler i stor stil i disse år. Ikke mange glædes over denne udvikling. End ikke på fri- og privatskolerne. Deres eksistensberettigelse har traditionelt været et alternativ til den folkeskole, som de fleste vælger at sætte deres børn i.

De forskellige grundskoleformer har her til lands levet side om side i over 150 år, og selvom det ikke altid er pæne ting, man har sagt om hinanden, har sameksistensen overordnet set været ret fredelig. Nogle vil måske endda hævde, at det har inspireret og gavnet folkeskolens udvikling at leve side om side med alternative skoleformer.

Nu er der imidlertid krusninger på overfladen. Bevægelsen af elever fra folkeskolen mod de frie skoler truer balancen, og det får skolefolk med hjerter, der banker for folkeskolen, til at hæve deres stemmer, som her i Politiken, hvor to skoleledere udpeger de frie skoler som et af Folkeskolens største problemer.

De frie skoler med paraderne oppe

Ideen om, at folkeskolernes problemer skyldes, at de frie skoler har det for godt, er ikke ny, men hives fra tid til anden op af skuffen, når et skolemenneske eller en politiker ønsker at markere sig ved at indtage et let forståeligt synspunkt, der som sidegevinst kan generere en god portion indignation.

På samme måde vil end ikke den snakkende klasses skarpeste tunger og penne kunne tale folkeskolen op, hvis en almindelig skoledag byder på byger af stole og borde, der kastes rundt i lokalet af inkluderede børn, der er diagnosticeret med hele alfabetet, lærere der mikser cocktails af ketogan og stesolid for at klare den til 10-frikvarteret, og en skolevej fuld af landminer

I fri- og privatskoleverden mærker man de retoriske slag, som man modtager, og føler sig naturligt kaldet til at løfte paraderne. Både fra Dansk Friskoleforening og Frie Skolers Lærerforening har man valgt at lade formanden besvare angrebene.

Hvad er det egentlig, folk som de to skoleledere, der i Politiken skyder på fri- og privatskolerne, vil med kritikken?

Ting kan tales op

For at søge en forklaring på det, springer jeg lige et par årtier tilbage i tiden: Da jeg var først i 20’erne, flyttede jeg fra den sjællandske provins til Vesterbro. Det var ikke et rigtig pænt kvarter dengang. Men på vej til at blive det.

Det følgende har jeg aldrig fortalt til nogen, men går gerne til bekendelse her med over to årtiers forsinkelse: Jeg havde foretrukket at flytte til Frederiksberg eller Østerbro, men mine spinkle økonomiske muskler og et boligmarked, der var begyndt at varme op til de følgende års galskab, sendte mig til Vesterbro.

Og jeg var ikke alene. Mange unge mennesker, hvis selvforståelse passede bedre til mere noble kvarterer, rykkede i de år nødtvunget til Vesterbro, som stille og roligt blev pænere i takt med de nye beboeres indflydelse og de mange byfornyelsesprojekter.

Hurtigt skete der imidlertid noget virkelig bemærkelsesværdigt med Vesterbros image. Jeg var nemlig ikke den eneste, der holdt mine præferencer for andre kvarterer for mig selv. De mange smarte unge tog i stor stil Vesterbro på sig. Den fortælling om sig selv, som man gerne satte i omløb, inkluderede jo naturligvis, at man boede et rigtig smart sted.

Jeg havde foretrukket at flytte til Frederiksberg eller Østerbro, men mine spinkle økonomiske muskler og et boligmarked, der var begyndt at varme op til de følgende års galskab, sendte mig til Vesterbro.

Så Vesterbro blev talt op til at være et fantastisk sted. Helt ligeså herligt som Frederiksberg og Østerbro, men mere autentisk og cool. Sandheden er, at jeg elskede at bo på Vesterbro, så jeg var også helt med på at bidrage til fortællingen om det bedste kvarter i byen.

Tidligere flyttede folk fra Vesterbro, når de kunne, men nu udviklede det sig til et eftertragtet kvarter med nye cafeer, der hastigt skød op for at imødekomme den nye beboersammensætnings behov.

Samme tankegang synes at have inficeret politikere og skolefolk, der vil redde Folkeskolen ved at forværre betingelserne for de frie skoler: Hvis nu vi fjerner de andre muligheder, og tvinger ressourcestærke forældre til at blive i Folkeskolen, så vil disse forældre utvivlsomt tale folkeskolerne op, for det vil ikke harmonere med deres selvopfattelse, at deres børn går i en dårlig skole.

Flaskehalsen er mangel på plads på frie skoler

Så kunne man håbe, at de mange ressourcestærke forældre og børn og den gode fortælling om Folkeskolen, ville forplante sig til hverdagen, og at Folkeskolen rent faktisk blev bedre, og såvel børn som forældre kom til at elske den ligeså meget som jeg kom til at elske Vesterbro.

Hvis vi ser isoleret på København, begrænses flugten fra Folkeskolen lige nu mest af den flaskehals, som opstår, når de private alternativer ikke har plads nok til alle, der gerne vil flytte. Af ressourcestærke forældre er det meget få, som økonomisk ikke kan klare et skifte til en fri- eller privatskole.

MERE POV
Manden, der rejste efter døden

Der er mange folkeskoler, som er velfungerende og således modvirker flugten, men der er bestemt også folkeskoler, som skubber på udviklingen. Politisk har man derfor lidt forsimplet to muligheder for at styre denne udvikling. Man kan sørge for, at folkeskolens kvalitet gør det til en skole, som de færreste vil fravælge, eller man kan gøre alternativet dyrere.

Fri- og privatskoler finansieres først og fremmest af statstilskud. Størrelsen af dette tilskud bestemmes af den såkaldte koblingsprocent, som i den seneste finanslov blev fastsat til 75. Det vil sige at de frie grundskoler pr. elev modtager 75 procent af, hvad en gennemsnitlig folkeskoleelev kostede for tre år siden. Denne koblingsprocent fastsættes altså ved finanslovsforhandlingerne og lå i mange år netop på 75. Med genopretningspakken blev den gradvist nedsat til 71, men er nu på Liberal Alliances foranledning tilbage på 75.

Derudover finansieres de frie grundskoler af forældrebetaling, som skolerne selv fastsætter, og det kræver ikke topkarakter i købmandsregning at gennemskue, hvordan en faldende koblingsprocent uundgåeligt medfører en højere forældrebetaling.

Flugten fortsatte med lavere koblingsprocent

Så ved at nedsætte koblingsprocenten kan man sikre, at de frie skoler må sætte forældrebetalingen op, hvilket selvfølgelig medfører, at færre har råd til at vælge folkeskolen fra, og man har med et snuptag stoppet flugten fra folkeskolen. Eller har man?

I den periode, hvor man nedsatte koblingsprocenten fra 75 til 71 viste udviklingen noget andet. Ifølge tal fra Undervisningsministeriet steg andelen af skolebørn fra 0. til 9. klasse, der gik på frie grundskoler, i denne periode fra 14,8 til 16,1 procent, samtidig med at Folkeskolens andel faldt fra 81,7 til 80,6 procent.

Der er sikkert mange årsager hertil. Der er blevet ned- og sammenlagt en del små folkeskoler i landdistrikter, og en del friskoler er blevet oprettet på ruinerne. Der var også en tendens til, at kun fri- og privatskoler med lange ventelister lod forældrebetalingen stige mærkbart.

Uanset om vi giver 100 eller 0 procent i statsstøtte til de frie skoler, er vi nødt til at have velfungerende folkeskoler, hvis det skal være skoler, som ressourcestærke familier skal have lyst til at lægge børn til.

Skal man virkelig ændre på tendensen, er det altså nødvendigt at gå mere radikalt til værks end en gradvis nedsættelse af koblingsprocenten med et procentpoint om året over fire år.

Tilbage til sammenligningen med Vesterbro i 90’erne: Hvis planen om at holde de ressourcestærke i folkeskolen og lade dem bruge deres retoriske evner til at ændre folkeskolens rygte skal lykkes, skal man altså først og fremmest skære kraftigt i statsstøtten til de frie skoler. Men man er også nødt til at huske på, at jeg og andre rent faktisk holdt af at bo på Vesterbro. Ikke blot for hvad Vesterbro-mærkatet gjorde for vores identitet, men fordi det var et rart sted at bo.

Nytter ikke at tale noget elendigt op

Selv med opbydelsen af vores bedste evner til retorisk at iscenesætte os selv og vores kvarter som indbegrebet af coolness, ville opgaven imidlertid have været umulig, hvis vi var blevet slået ned, hver gang vi passerede Mariakirken eller trådte på kanyler, når vi gik ned med skrald.

På samme måde vil end ikke den snakkende klasses skarpeste tunger og penne kunne tale folkeskolen op, hvis en almindelig skoledag byder på byger af stole og borde, der kastes rundt i lokalet af inkluderede børn, der er diagnosticeret med hele alfabetet, lærere der mikser cocktails af ketogan og stesolid for at klare den til 10-frikvarteret og en skolevej fuld af landminer.

Kan hænde at jeg overdriver en anelse i beskrivelsen, men pointen er den enkle, at vi, uanset om vi giver 100 eller 0 procent i statsstøtte til de frie skoler, er nødt til at have velfungerende folkeskoler, hvis det skal være skoler, som ressourcestærke familier skal have lyst til at lægge børn til.

Udviklingen kan gå hurtigt, og det er slet ikke utænkeligt, at en beskeden eller ikke eksisterende statsstøtte til de frie skoler, vil medføre fremkomsten af 100 procent forældrefinansierede skoler, hvis brugere vil lægge et politisk pres for, at så få som muligt af deres skattekroner bruges på den folkeskole, som de har fravalgt.

Afgørende at kunne afbryde samarbejdet

Det kan altså være svært at se, hvilke gevinster kritikerne af de frie skoler forestiller sig at hente ved at rette fokus mod de forskellige betingelser som folkeskoler og frie skoler opererer under. Det er nemlig helt korrekt, at frie skoler i juridisk forstand er private virksomheder, og derfor også har friheden til at samarbejde og afbryde dette med dem, de ønsker, mens folkeskolen ikke kan bortvise besværlige elever og forældre.

Denne frihed hænger nøje sammen med de frie skolers ret til at gå konkurs. Også en frihedsret som ikke deles af folkeskolen, og et ulige forhold, som man pudsigt nok aldrig hører kritik af. Men virkeligheden for de frie skoler er, at det kunne true en mindre skoles eksistens, hvis man var tvunget til at holde på elever, der i 8. klasse har gjort sig fortjent til kælenavne som Indbruds-Ivan eller Svenning Springkniv.

Flugten forstætter, og hvis ikke Dansk Friskoleforening og Danmarks Private Skoler tager fat på problemet og proaktivt får omsat det sociale ansvar fra skåltaler til praksis, så er der andre, der vil tvinge dem til det

Det skal være medgivet, at den frie skoleverden har en udfordring i forhold til at få styr på skoler, der administrerer disse frihedsrettigheder på en måde, der giver næring til kritikken. De frie skoler er organiseret i to forskellige skoleforeninger. Dansk Friskoleforening, som er for friskoler af enhver slags, og Danmarks Private Skoler, som både organiserer private grundskoler og gymnasier.

MERE POV
Geo Jackson - en sort Dirch Passer

Ikke helt sammenfaldende interesser

Der er mellem de to skoleforeninger en latent interessekonflikt, ligesom der internt i Dansk Friskoleforening er flere interesser, der ikke nødvendigvis peger i samme retning. Der cirkulerer en særdeles sejlivet fortælling om, at privatskoler i langt højere gad end friskoler sorterer ved indgangen og også langt oftere løser konflikter ved at vise vanskelige elever døren.

Eftersom alle de frie skoler tildeles statstilskud efter og opererer under samme lovgivning, er der en fælles interesse i at udvise en adfærd, der også i fremtiden sikrer politisk opbakning til at holde koblingsprocenten oppe. Og her er man i friskoleverdenen ikke altid helt tilfredse med privatskolerne, der jo ifølge fortællingen tærer på den gode vilje.

Men også internt mellem Dansk Friskoleforenings medlemsskoler bliver der kigget lidt skævt til hinanden. De store bynære friskoler har ofte let ved at rekruttere elever, mens det kniber noget mere for de mindre skoler i landdistrikterne. Og her er opfattelsen også, at de store skoler med den gode økonomi benytter deres privilegerede status til at opføre sig, som man siger privatskoler gør, snarere end at løfte et rimeligt socialt ansvar.

Og tiden løber. Flugten forstætter, og hvis ikke Dansk Friskoleforening og Danmarks Private Skoler tager fat på problemet og proaktivt får omsat det sociale ansvar fra skåltaler til praksis, så er der andre, der vil tvinge dem til det.

Brug for at samle kræfterne

Jeg hørte for nogle år siden et foredrag med rektoren ved Professionshøjskolen Metropol, Stefan Hermann. Han mente, at der findes et glasloft for, hvor stor en andel af den samlede mængde penge, der bruges på grundskolen, som politikerne vil poste i de frie skoler, uden at behæfte disse penge med krav om detailstyring. Hermann mente, at loftet ligger på ca. 25 procent. Han kan meget vel have ret.

Folkeskolen bør arbejde på at få politikerne til at give dem friheden til at drive skole, og de frie skoler skal turde tage debatten om, hvad man stiller op med de skoler, hvis praksis truer den politiske opbakning til fortsat statsstøtte. Heldigvis er der mange gode folk i branchen, men det er på tide at samle dem.

Der er altså brug for, at hele grundskolesektoren sætter sig sammen og finder ud af, at man har mange fælles interesser. Hvis man retter skytset mod hinanden, og tænker sin egeninteresse meget snævert, kommer man til at modarbejde de fælles interesser, hvilket ingen vinder ved.

Folkeskolen bør arbejde på at få politikerne til at give dem friheden til at drive skole, og de frie skoler skal turde tage debatten om, hvad man stiller op med de skoler, hvis praksis truer den politiske opbakning til fortsat statsstøtte. Heldigvis er der mange gode folk i branchen, men det er på tide at samle dem.

Det største problem her og nu er, at nogle skolefolk og politikere samt dagbladet Politikens uddannelsesredaktion har stirret sig blinde på den letkøbte ide, at alle folkeskolens kvaler skyldes fri- og privatskolerne. Hvis den ide får vind i sejlene, og man tror, at man kan tvinge de ressourcestærke tilbage til folkeskolen ved at udhule statsstøtten til de frie skoler, er det langt mere sandsynlig, at vi ender med en langt mere opsplittet grundskole.

Topfoto: Labpluto via Wikimedia Commons. 

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Lars Luplau

Lars Luplau er født i 1972 på den københavnske vestegn.
Skribent, skolemenneske og sprognørd.
Skrev i årene omkring årtusindskiftet for TIPS-bladet om sydamerikansk fodbold. Kom ind i skoleverdenen ved et tilfælde og tabte sit hjerte til arbejdet med unge mennesker. Har i de sidste 12 år arbejdet som lærer og skoleleder. Var i 2009 med til at starte Ryslinge Efterskole.
Fra 2011-2015 i efterskoleforeningens bladudvalg, hvis primære opgave er redaktionel sparring for branchebladet Efterskolen.
Skriver primært om politiske og kulturelle forhold i Brasilien, uddannelsespolitik og sport. Bosat i Odense med sin familie. Har boet flere år i Brasilien og er BA i portugisisk fra Københavns Universitet og Medievidenskab fra SDU. Troede som ung, at han skulle være professionel fodboldspiller og karrieren gik egentlig godt. En enkelt ting manglede dog for at få det store gennembrud: Talent.
Lars tjener primært til livets ophold ved at undervise i linjefaget "Verdensborger" på en efterskole. Derudover arbejder han på to bog-projekter. Kan også bookes til foredrag om sport, politik og kultur i Brasilien. Hvis du synes om, hvad Lars skriver, må du meget gerne dele det. Du kan også give et bidrag til Lars på Mobile Pay 21222329

Seneste indlæg fra

Gå til Top