mm

Julie Top-Nørgaard

Julie Top-Nørgaard, f. 1974. Forfatter, underviser, klummeskribent. Skriver altid med udgangspunkt i egne erfaringer. Forfatter til romanen ”Jeg går i min fars støvler” (Forlaget Rosinante) og kortprosasamlingen ”Så forbandet klog” (Forlaget Melodika). Ny roman på vej i foråret på Forlaget Fredag. Tidligere klummeskribent på Dagbladet Information. Underviser på pædagoguddannelsen i København i sociologiske perspektiver på den pædagogiske profession.
Hvis du vil bidrage til mit arbejde efter at have læst mine tekster, er min Mobile Pay 61692944

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Julie Top-Nørgaard
på Mobile Pay: 61692944

Hvornår føler man sig hjemme?

FREDAGSKLUMME  – Vi var i Empire forleden. Da filmen var slut, gik jeg en lille tur bag om biografen. Når man gør det, kan man se bagsiden af en etageejendom, køkkensiden. Man ser op på køkkenvinduerne, man ser køkkentrappens kontur. Selve trappen ser man ikke, men man ser fremspringet på bygningen på samme måde, som man ser rygraden under huden på et menneske, der står bortvendt.

Det sugede i mig, det sugede fysisk i min krop ved synet af de vinduer. Jeg tror, det må være kroppens hjemve, jeg kan ikke forklare det bedre. Min krop tror stadig, at det er sådan et sted, der er hjemme. En lejlighed i en etageejendom, en lejlighed med et køkkenvindue vendt væk fra gaden.

Jeg oplever ikke denne fysiske hjemve, når jeg går på gaden. Husenes facader er tilgængelige for alle, de tilhører hvem som helst. Alle kan gå i gaderne og kalde dem for deres. Men køkkensiden – den tilhører kun de mennesker, der bor i lejlighederne.

Jeg har boet i lejlighed de første 30 år af mit liv. På Østerbro, på Nørrebro, Vesterbro og på Frederiksberg. Indtil for ti år siden, da vi flyttede i hus.

Det er ikke, at her ikke er dejligt. Jeg ved bare ikke, om jeg forstår mig på huse

Vi fik have, vi fik en bænk foran huset til de lune forårsdage med sol. Vi fik en rummelig entre, et badeværelse med plads til tøj og vaskemaskine. Vi fik en skole lige om hjørnet og en svømmehal og fodboldbaner og naboer at drikke kaffe med. Vi fik jord under os og luft over os. Ingen spekulationer over, om børnene larmer for meget, eller om overboen skal holde technofest igen.

Det er ikke, at her ikke er dejligt. Jeg ved bare ikke, om jeg forstår mig på huse.

Jeg forstår mig på lejligheder. Jeg forstår mig på gadedøre. Jeg forstår mig på tavlen med efternavnene og ringeklokkerne ud for hvert navn. Jeg forstår mig på den måde, man står og venter på, indtil en metallisk stemme svarer eller ikke svarer. Jeg forstår mig på den snurrende summen i anlægget og i låsen, som lukker en ind.

Jeg forstår mig på opgange. Jeg forstår mig på forfaldne, brune trapper med hullet linoleum på trinene, og på mørkbejdsede døre med matterede, grønne ruder. Jeg forstår mig på lyse, renoverede, indbydende opgange.

Jeg forstår mig på de forskellige måtter foran dørene, jeg forstår mig på navneskiltenes mangfoldighed. De håndskrevne sedler, messingskiltene med kun efternavne, de nøgterne plastikskilte i versaler fra skomageren.

Jeg forstår mig på julepynten på dørene i december. Jeg forstår mig på klikket, når nøglen drejer rundt, og på måden, det runger på trappen, når man trækker sin dør i bag sig. Jeg forstår mig på den dæmpede larm fra opgangen, som man hører den inde i lejligheden. Jeg forstår mig på den svage dirren i gulvet, når underboens dør smækker. Jeg forstår mig på naboens stemme på opgangen tidligt om morgenen.

Jeg forstår mig på at kunne se himlen og ikke asfalten. Jeg forstår mig på den måde, jeg læner mig frem over vindueskarmen i en stue på, jeg forstår mig på fornemmelsen af radiatorvarmen mod benene, mens jeg spejder ned ad gaden

Jeg forstår mig på lyden af overboens skridt og musik, jeg forstår mig på det sted i køkkenet, hvor deres gulv knirker. Jeg forstår mig på lyden af underboens baby, der græder. Lyden af et brev, der skubbes igennem brevsprækken og dumper ned på entregulvet. Jeg forstår mig på at åbne døren på klem i weekenden for at se, om avisen ligger på måtten.

Jeg forstår mig på udsigten til huset på den anden side af gaden, jeg forstår mig til synet af de mange vinduer. Overfor, til siderne, oppe, nede. Jeg forstår mig på anonymiteten, der gør, at vi kan gå halv- eller helnøgne rundt.

Jeg forstår mig på at kunne se himlen og ikke asfalten. Jeg forstår mig på den måde, jeg læner mig frem over vindueskarmen i en stue på, jeg forstår mig på fornemmelsen af radiatorvarmen mod benene, mens jeg spejder ned ad gaden.

Jeg forstår mig på køkkenvinduer ud mod gården. Jeg forstår mig på den fjerne lyd af legetøj, der skraber mod asfalten og giver genlyd mod de høje mure.

Jeg forstår mig på skraldeposer på bagtrappen, poser med pantflasker, urtepotter i den smalle vindueskarm mellem etagerne. Jeg forstår mig på koste og fejeblade, der hænger på et søm uden for køkkendøren. Jeg forstår mig på de gamle ringeanordninger på køkkendøren til budet i en forsvundet tid, Behag at dreje.

Jeg forstår mig på lyden af den tunge trædør, der automatisk smækker bag mig med et smæld, der høres i hele gaden. Jeg forstår mig på at stå der med ryggen til døren og være på vej et sted hen. Hvad vil det sige at være hjemme?

Jeg forstår mig på varme, tørre loftsrum oppe under taget. Jeg forstår mig på tørrelofter med fælles klemmer. Jeg forstår mig på skrækken, når lyset pludselig går ud på loftet eller bagtrappen, og man hurtigt, hurtigt skal tænde det igen.

Jeg forstår mig på at krybe op igennem det lille tagvindue om sommeren med et tæppe og et glas vin, jeg forstår mig på at ligge på det varme tag og se ud over alle de andre tage, jeg forstår mig på frygten for at komme for tæt på kanten og snuble og suse mod jorden. Jeg forstår mig på at holde mig midt på den blygrå flade.

Jeg forstår mig på at rutsje ned ad gelænderet, mens man lytter efter, om der kommer nogen og skælder ud. Jeg forstår mig på trinenes proportioner, når man springer hvert andet trin over på vej ned. Jeg forstår mig på at balancere ned af trappen med et barn på hoften eller ved hånden. Jeg forstår mig på lyden af den tunge trædør, der automatisk smækker bag mig med et smæld, der høres i hele gaden. Jeg forstår mig på at stå der med ryggen til døren og være på vej et sted hen

Hvad vil det sige at være hjemme?

Topillustration: Pixabay.

Kategorier