Hvor længe varer en musketered?

af

NATO er presset af Ruslands krigsplanlægning, og det er på tide at stille spørgsmål om, hvorvidt den vestlige forsvarsalliances artikel fem – en-for-alle, altså musketereden – fortsat holder, skriver Jacob Sabir. Han frygter især russiske angreb “indefra” f.eks. i de baltiske lande.

Vi har i Europa været med til at forme tiden efter Anden Verdenskrigs rædsler og herefter under og efter den kolde krig. Fjenden var som bekendt Sovjetunionen. Men kan NATO i dag og i fremtiden modstå russiske angreb indefra? Det spørgsmål optager mig, fordi scenariet med borgerkrigslignende tilstande, hvor f.eks. pro-russiske “patrioter” i de baltiske lande foranstalter angreb på egne institutioner, vil gøre det sværere at afgøre, om vi har at gøre med et “angreb” i klassisk forstand – en aggression fra et andet land, altså ‘udefra’. Eller om der snarere er tale om en borgerkrig, hvor NATO’s solidariske “en for alle, alle for en” løfte om at komme hinanden til undsætning, måske ikke står så klart som handlemulighed.

Jeg står ikke alene med denne tvivl. Blandt europæiske ledere, militærfolk, analytikere og selv i og omkring Det Hvide Hus diskuteres problemstillingen også.

Er man i tvivl om mine udsagn, kan man med fordel også se på “krigene” i Syrien og Ukraine. I Syrien har USA lettet foden fra pedalen, og Putin har trykket den helt i bund. Nu ser det til at blive en sejr til Assad og Putin, #AssPut med andre ord. I Ukraine er situationen derimod den, at kampen fortsat står mellem regimet og uidentificerede udenlandske kæmpere/styrker. Men det er nu engang svært at identificere soldater, når de ikke har noget identificerbart på. Grønne mænd med store våben og intet navn. En hybridkrig. Og om end både Ukraine og slaget om Syrien ligger udenfor NATO’s direkte operationsområde, så siger mønstret i hvert fald noget om russiske ønsker om handling – og vestlig tøven.

Syrien bliver med andre ord ikke et nyt Libyen eller Irak. Diktatoren Assad dør ikke denne gang ved hængning eller ved folkets hånd. Han tager til bal i Vinterpaladset, og hvilket bal det bliver.

Foto: Wikimedia Commons
Vladimir Putin. Foto: Wikimedia Commons

Baltisk nervøsitet

Men indtil nu har jeg intet nyt sagt.  Og, tænker mange måske, “det er jo langt væk det der Baltikum. Lad os nyde julens komme”. Men, læs nu. Hvad med Sverige eller Finland?

Estland og Litauen har lige nu en voksende nu.af pro-Rusland supportere, selv i Europa-parlamentet og i de tre landes medier. En skare, der altid har været der, men som i disse dage føler sig stærkere end nogensinde.

Truslen ligger ikke i sympatien over for Vladimir Putin, men lige så meget i afmagten over for EU og USA. En del baltere føler sig stadig som russere, og ser den periode som den bedste i deres levetid. Kaliningrad er ikke længere en handelsport, men en synlig bastion for den russiske hær.

Hvis tre lande er infiltrerede – hvad gør vi så ?

Og hvad gør vi, hvis unavngivne militærfolk stormer de respektive parlamenter? Hvis borgere der ikke er tilfredse med systemet, gør oprør imod det eksisterende proeuropæiske demokratiske styre? Når situationen med andre ord ligner en borgerkrig på papiret, men vores efterretningstjenester er enige om, at der er tale om en skjult russisk militær invasion ?

Diktatoren dør ikke denne gang ved hængning eller ved folkets hånd. Han tager til bal i Vinterpaladset.

Svaret kunne ende med: Ingenting. For NATO er sårbar over for handlinger som disse, og det ved Kreml. De har allerede testet den vestlige forsvarsalliance, uden rigtig at gøre det. De har vejet de stærkeste alliancepartnere, og set dem vagt diskutere og glemme det som sker i Syrien. En proxykrig er tabt, og de udadtil skjulte pro-russiske medier jubler. Og selv om den krig i Mellemøsten naturligvis ikke er det samme som en militær handing i NATO’s eget nærområde eller sågar mod allienaces østligste medlemmer, så er signalet foruroligende.

Et ustabilt Europa i horisonten

Storbritannien er heller ikke afklaret omkring, hvordan eller hvor fjenden befinder sig.. EU er heller ikke  internt enige omkring hvordan Kreml skal håndteres. Det er ikke blot historien der gentager sig, men det er et britisk interessespørgsmål for et UK, som er på vej ud af EU, hvordan eller med hvem  man skal alliere sig med, når landet ikke længere i fremtiden bliver en integreret del af inderkredsen i Europa. Så de signaler, der kommer fra Downing Street er både svære at tolke og ganske forstemmende.

Samtidig ser det ud som om USA med Donald Trumps sejr er på vej til at skifte holdning til Putin, og det er svært at vide hvad den fremtidige politik bliver,  men det er nærliggende at tro på en mere forsonlig linje. Det samme kan ske i Frankrig, når Le Pen træder ind i Elyseepalæet i 2022. Kigger man på Jernkansleren Merkel, så ser hun ud til at stå i midten, eller mere som ubesluttet. Alt dette vil skabe en helt ny, potentielt farlig og ustabil situation i Europa.

Vi glemmer tyrkerne – igen

Hvad så med Tyrkiet, de er ikke med i noget helhjertet. Og hvorfor skulle de være det? De er med i NATO, men hvor seriøst er det engagement. Og det prøvemedlemskab til EU vi aldrig havde tænkt os at give dem, tog ingen alvorligt.

Jeg tror de har regnet den ud, Strasbourg. Og det samme gjorde Putin. Han havde intet imod at lege med den kommende Kalif af Lilleasien. “Næ venner kan man aldrig få nok af” sagde Putin, og haps var Istanbul venskabsby med Moskva. På en måde er de i samme båd. Ingen kan rigtig lide dem, men ingen kan undvære dem heller. Slet ikke EU når det gælder Tyrkiet.

Med en usynlig krig, kunne Rusland blive lige så stort som verdenskortet i folkeskolen fra 1971.

Men hvor mange af de store militært stærke lande kan Kreml fordøje eller pacificere, før han ender som den nye tids Victoria ? Han har måske ikke et rige hvor solen aldrig går ned, til gengæld er et muligt at solen i fremtiden altid vil skinne på en af hans allierede.

For mig at se, er der som nævnt indledningsvis sandsynlighed for, at Baltikum kunne falde for indre stridigheder startet af russiske agenter. Der skal ihvertfald ikke meget til at udløse dem. Og mistroen blandt de baltiske borgere er ved at brede sig. Så meget, at panikken om hvem der kan være infiltratorer blandt egne borgere får baltiske ministre til at udtale sig om at der skal holdes øje med “fremmed aktivitet”.

Og hvem ved hvad der så kunne ske i Ungarn, Tjekkiet og selv Polen. Mange borgere er nervøse i Polen lige nu for den manglende militære slagkraft fra alliancens side. Spørgsmålet er, om vi står overfor en ny russisk militær strategi, der efterhånden er ved at blive gennemprøvet grundigt i Syrien. Og næste spørgsmål er, om NATO har et adækvat modtræk. Med en usynlig krig, kunne Rusland blive lige så stort som verdenskortet i folkeskolen fra 1971.

Glem oprustningen, first mover vinder

Der findes faktisk “eksperter” som taler om en “rød” hær, der marcherer direkte ind i Baltikum, og så starter en atomkrig. Nogle tager det seriøst, andre gør ikke. Men selv det mest usandsynlige scenarie, kan blive det sandsynlige, hvis vi ikke holder alle muligheder åbne.

Hvis vi nu lige træder ud af den militære verdensopfattelse, og ind i den virkelighed, der tegnes af Kreml, sker et atomangreb formentlig aldrig. Det handler nemlig ikke længere om hvem der har den største hær, men hvem som har den mest hemmelige og effektive. Og om det er Vesten eller Rusland, der har den stærkeste mediemaskine, når kampene går i gang. Ukraine og Syrien har vist os, at Rusland fører 2 – 0 i den kamp. Hvis separatister plus special-styrker vælter Baltikum, er fundamentet for NATO og EU i farezonen.

Og er det ikke mon Putzarens virkelige ønske ?

PS. Gad vide om #Assput kan blive et kendt hashtag?
PPS: I 2017 er det 100 år siden at Lenin tog magten i Rusland

Illustration: Michaël Dorbec

POV International lønner ikke sine bloggere. Hvis du kan lide Jacobs skriverier, må du gerne støtte ham via Mobile Pay på tlf. 20603822

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del gerne denne artikel med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden, eller donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi har ikke noget reklamebudget.

mm
Jacob Sabir

Jacob Sabir er uddannet jurist (LL.M) med speciale i bank/kapitalmarkedsret, og har tidligere arbejdet hos domstolene, i ministerier, samt forsket på Københavns Universitet. Han har siddet i en del bestyrelser, hvor det internationale udsyn altid har været i fokus.
Han ser sig selv som en socialliberal samfundsdebattør og provokatør. Han er religionskender og tidligere freelance-journalist samt tv producer. Jacob er hyppig gæst i debatter der drejer sig om dansk og international politik, samt religioners aftryk på samfundet. Fra barnsben har han været interesseret i internationale magtforhold og politik. Jacob kan tale et par sprog inklusiv et par syd-asiatiske, han er interkulturel, medienysgerrig og betaget af moderne europæisk mode, historie, kunst og kultur. Han har været med til at bidrage til programmer omkring dansk udenrigspolitik, og er en brændende europæer.
Man vil ofte høre ham tale om de steder han har kørt rundt i Europa med forskellige biler, hvis holdbarhedsdato var langt overskredet! Han er overbevist om, at det er bedst at være med inden for og skabe dialog, end at stå uden for, og råbe ind. Han er også vært på POV RADIO.
Han bor i Dronningens København, hvor han arbejder som Chief Legal & Brand Officer. Skulle du have lyst til at donere til Jacobs skriverier, er nummer til Mobilepay: +4520603822 (Du kan ikke ringe til det nummer, men du kan skrive til ham på Facebook).

Seneste indlæg fra

Gå til Top