mm

Asger Høeg

Asger Høeg, civiling. (1972) og HD fra CBS (1979). Overingeniør og vicedirektør Postlinjen i Post- og Telegrafvæsenet 1981 - 1988. Direktør Experimentarium 1988 - 2014. Medlem af bestyrelserne i Siemensfonden, Velux Stiftung, Sagnlandet Lejre, Enigma Museum for Post, Tele og Kommunikation, FOF Gentofte, Garderhøjfortet, Designmuseum Danmark (Repræsentantskabet), Advisory Board of Cyprus Science and Research Centre, Grundfos Produktionstekniske Museum og Brorfelde Observatorium. Tidligere medlem af Kunstakademiets Arkitektskole 1998 - 2010, A. P. Møller Fondens Vurderingsudvalg vedrørende Fondens Folkeskolebevilling, European Collaboration of Science, Engineering and Technology Exhibition (ECSITE), Association of Science, Technology Centers (ASTC) and Nordisk Science Center Forbund (NSCF).

Se alle skribentens artikler

Asger Høeg: Brug fantasien, tænk kreativt og invester udflytningskronerne i viden og oplevelser

KOMMENTAR – Brug pengene på at etablere 10 nye nationale museer og videnscentre fordelt over hele landet i stedet for udflytningsøvelsen, foreslår tidligere direktør for Experimentarium Asger Høeg i denne vision kaldet Kulturplan 2025. Sådan et projekt vil skabe nye arbejdspladser med et højt, kvalitativt indhold, øget turistomsætning – og helt nye fortællinger om Danmark for danskerne og turister.

Regeringen har netop besluttet at gennemføre en ny udflytningsrunde af statslige arbejdspladser fra hovedstaden til provinsen. Begrundelsen for udflytningen er politisk. Reelt er udflytningsplanerne iværksat for at fiske stemmer i områder, hvor Venstre oplevede tilbagegang ved sidste valg til Folketinget.

Jeg vil prøve at besvare spørgsmålet: Hvordan kunne regeringen skabe et stort antal arbejdspladser, hvis man ville bruge ”udflytningskronerne” på en alternativ måde?

Mit forslag er, at pengene i stedet bruges til etablering af ti nye, pragtfulde kulturinstitutioner i danske provinsbyer

Den økonomiske ramme for den anden udflytningsbølge andrager ca. 2 milliarder kroner. Efter udflytningen må der derudover påregnes ekstra løbende driftsomkostninger. Sagen er jo den, at der godt nok udflyttes arbejdspladser, men ikke alt arbejdet kan udflyttes til provinsen.

Mange møder må fortsat finde sted i hovedstadsområdet. Derfor må mange af de udflyttede medarbejdere temmelig ofte rejse til møder i Storkøbenhavn, hvilket giver både øget arbejdstid og rejseudgifter. Jeg har ikke kunnet finde et tal for, hvor mange ekstra driftsomkostninger, udflytningen vil andrage, men jeg skønner forsigtigt, at der vil være tale om 50 mio. kr. årligt.

Museer og videnscentre i provinsen
Vi står altså potentielt med 2 milliarder investeringskroner og 50 mio. kr. årligt til løbende driftsudgifter i hånden. Mit forslag er, at pengene i stedet bruges til etablering af ti nye, pragtfulde kulturinstitutioner i danske provinsbyer.

Der kan opbygges ”nationalmuseer” i Ringkøbing og Hjørring. Hvorfor skal historien om Danmark kun fortælles i København? Selvfølgelig skal man også kunne opleve fortællingen om Danmarks fascinerende historie i jyske og fynske byer.

Museerne helt sikkert tiltrække flere turister. Det vil skabe turistomsætning og nye arbejdspladser i museernes opland

Inspireret af B&O kunne man forestille sig et arkitekt- og designmuseum i Struer. Med Experimentarium som sindbillede bør, der etableres science centres i Esbjerg, Thisted og Svendborg.

Statens Naturhistoriske Museum vokser snart op af mulden i Botanisk Have, men der ville være god mening i, at der også blev skabt naturhistoriske museer i Sønderborg og Nykøbing Falster.

Nakskov og Frederikshavn har begge en fortid som blomstrende industribyer, der kan blive ramme om tekniske museer på Lolland og i Nordjylland.

Kulturplan 2025

Her er der med en mild og rund hånd placeret ti kulturelle institutioner på Danmarkskortet. Som udgangspunkt er der 200 millioner kroner i etablering og 5 mio. kr. til årlig driftsstøtte for hvert af de ti institutioner.

Hvis regeringen formulerede denne visionære og dristige Kulturplan 2025, kunne det tænkes, at såvel kommuner og fonde ville støtte op om initiativet (især hvad angår opbygningen af museernes indhold). Så måske kunne der tilvejebringes et endnu større etableringsbudget til disse ti kulturelle institutioner.

For 200 mio. kr. per institution i investering vil der kunne skabes ti smukke museumsbygninger – hver i størrelsesorden 6.000 m2.

Udover den økonomiske effekt af at etablere disse ti store kulturelle institutioner, vil museerne skabe ny viden. Dels i form af ny viden gennem den forskning, museerne bedriver. Men også i form af ny viden i hovedet på de danskere og udenlandske turister, der besøger museerne

Denne kraftige investering i dansk kulturliv vil skabe et betydeligt antal arbejdspladser. For det første vil hvert museum skabe i gennemsnit 50 arbejdspladser – altså i alt 500 arbejdspladser. Jeg indrømmer, at dette ikke kan hamle op med de næsten 2000 arbejdspladser, som udflytningen af offentlige arbejdspladser vil give. Men museumsarbejdspladserne vil ikke kunne overflødiggøres af hverken billig østasiatisk arbejdskraft eller af robotter. Og samtidig skal man huske, at der er tale om 500 nye arbejdspladser med et højt, kvalitativt indhold.

Museerne vil helt sikkert tiltrække flere turister. Det vil skabe nye arbejdspladser i museernes opland. Multiplikatoreffekten heraf er vanskelig at bedømme, men hvis vi forventer, at hvert museum vil tiltrække i gennemsnit 50.000 besøgende, hvoraf 10.000 er turister, vil det skabe en samlet årlig turistomsætning på 200 mio. kr., svarende til ca. 400 arbejdspladser.

Udover den økonomiske effekt af at etablere disse ti store kulturelle institutioner, vil museerne skabe ny viden. Dels i form af ny viden gennem den forskning, museerne bedriver. Men også i form af ny viden i hovedet på de danskere og udenlandske turister, der besøger museerne. Besøgene vil skabe større viden om Danmark, naturen, naturhistorien, naturvidenskab samt teknik og dermed være med til at styrke danskernes almene dannelse og styrke landets anseelse blandt turisterne.

Hovedfoto: Experimentarium. Indgangen til Lyslabyrinten byder på et slør af tåge, hvor du kan opleve, hvordan farvet lys bliver synligt i luften. Foto: David Trood.

Kategorier