Hell or high water

Årets største filmoverraskelse

af

Hell or High Water har danmarkspremiere i dag. Den blev bemærkelsesværdigt vel modtaget i sit hjemland, og det forstår man godt. Filmen er nemlig den største, positive overraskelse på filmfronten i 2016.  

Hell or High Water er en gendigtning af det vilde vestens bankrøvere i en nutidig rammefortælling. Chris Pine og Ben Foster spiller de to brødre, Toby og Tanner Howard, der er filmens omdrejningspunkt (og det gør de på en sjældent troværdig facon i nogle af årets stærkeste skuespilpræstationer). Toby er en fraskilt far, der prøver at skaffe børnepenge. Tanner er en vaneforbryder, der lige er blevet løsladt fra fængslet, men begge er indstillet på en brav kamp for at redde deres barndomsgård i det vestlige Texas fra at blive sat på tvangsauktion efter moderens død. Herude på prærien kan man virkelig tale om et udkants-Amerika, der i skyggen af finanskrisen er kørt så meget i sænk, at selv Lolland ligner et velhaverparadis til sammenligning.

Det glemte Amerika

Brødrene igangsætter en desperat plan, der går ud på at plyndre filialerne til den bank, der vil tage gården fra dem. Det bringer dem i søgelyset hos en aldrende, gnaven og stædig Texas Ranger, der er på vej på pension, helt formidabelt og ganske morsomt spillet af Jeff Bridges, der har udviklet sig til at blive en af sin generations bedste karakterskuespillere.

Da røverierne udvikler sig og får en voldelig udgang, indledes den helt store menneskejagt, og brødrene presses til det yderste i deres bestræbelser på både at skaffe pengene og holde ordensmagten på afstand.  Men udover filmens elementære spænding, finder man i Hell or High Water en nøgtern kritik, der skildrer de små samfund ude på landet usentimentalt men stadig med hjertet på rette sted.

Det kan godt være, at tiderne skifter, men individets ret er stadig noget en ægte texaner vil kæmpe for til sidste blodsdråbe. Den kampånd fik det mere urbaniserede USA, der i mange år har ladt de befolkningstynde distrikter i stikken at føle med valget af Donald Trump.  Brødrene i Hell or High Water repræsenterer det landlige USA, der ikke vil blive ved med at se passivt til, mens udviklingen forbigår dem, og finanssektoren tromler ufortrødent videre.

Deres overlevelseskamp bliver et sindbillede på mange jævne amerikaneres daglige og stadig mere ulige kamp for at have tag over hovedet og mad på bordet. I Toby og Tanners univers stjæler de bare de penge tilbage, som de mener, at bankerne selv har stjålet fra de mindrebemidlede til at begynde med. Men ligesom det vilde vesten endte med at være en saga blot, tilhører brødrene en uddøende race. Kun ved at tage loven i egen hånd, har de en chance for at hive sig op af moradset.

Hell and High Water er en moderne og meget atmosfærefyldt, eminent fotograferet western, hvor de flotte billeder af de store vidder i Texas næsten matcher dem, man finder i et gammelt mesterværk som The Giant. Især er der en meget symbolsk scene, hvor man ser en ranchejer føre hans kvæg væk fra en kolossal steppebrand, der er blændende godt iscenesat af den britiske instruktør, David McKenzie. Han veksler effektivt imellem de dvælende skildringer af brødrenes relation, deres ukuelige kærlighed til hinanden, den tilsvarende relation mellem de to rangers, der er lige i hælene på dem, og de mere heftige actionscener, hvor kuglerne flyver så voldsomt om ørene på aktørerne, at man næsten frygter at blive ramt som publikum.

Handlingen er på overfladen traditionsbunden og uhyre økonomisk fortalt. Vi får lige præcis den information, vi har brug for – og ikke mere end det. Vægten er på skuespillet, grimasserne og de sparsomme, men sigende replikker. Manuskriptet er da også skrevet af en af tidens helt store talenter og mest efterspurgte forfattere netop nu i Hollywood, Taylor Sheridan, der også var pennefører på den meget roste film, Sicario – den måske bedste thriller, der er lavet de sidste mange år.

Hell or High Water har ikke helt samme vingefang eller faretruende undergangsstemning, som kendetegnede Sicario, men den er næsten lige så intens, så den får ★ ★ ★ ★ ★ ud af seks stjerner . Ikke mindst fordi den også byder på et særdeles effektivt og fængende soundtrack komponeret af ingen ringere end Nick Cave og Warren Ellis.

Topfoto: Hell or High Water, CBS Films / Liongate.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del gerne denne artikel med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden, eller donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi har ikke noget reklamebudget.

mm
Kim Jong Andersen

Kim Jong Andersen, 43. Debattør, madanmelder og gourmand, digital ekspert og konceptudvikler, smagsdommer, filmbuff, underviser, foredragsholder. Har arbejdet i reklamebranchen i næsten to årtier, senest som kreativ direktør. Optaget i Dansk Markedsførings M-list, en blå bog over de allerdygtigste marketingprofiler i Danmark. Nok især kendt på sociale medier under hans alter ego, "Bamsen", der i visse kredse nærmest er blevet et personligt brand i sig selv. Hyppig gæst på de førende restaurationer i København, spiser sjældent (så godt som aldrig) hjemme. Juryformand for den årlige prisuddeling, Danish Digital Awards i samarbejde med Dansk Annoncørforening. Har selv vundet adskillige kreative awards både herhjemme og i udlandet. Ofte benyttet key note speaker på diverse konferencer og seminarer, hvor emnet er relateret til kreativitet og kommunikation. Underviser MBA-studerende på CBS og reklameelever på KEA og DJMX.

Seneste indlæg fra

Drømmen om en altan

Ugens haveklumme. Der er fuglefløjt derude. Der har været dage med sol
Gå til Top