ANALYSE – Gik de selv eller blev de skubbet ud over kanten af Theresa May? Og er det principper om Europa, der står på spil, eller bevidner vi blot endnu en simpel magtkamp om det konservative partis sjæl og om hvem der bor i Downing Street 10, hvor de tungere spillere skjuler deres hånd? Spørgsmålene er mange, efter såvel udenrigsminister Boris Johnson som minister for Brexit, David Davis, forlod den britiske regering mandag, skriver Annegrethe Rasmussen i en nyhedsanalyse fra den britiske hovedstad. Gavne Storbritannien vil de indre stridigheder imidlertid næppe.
LONDON – “Never let a good crisis go to waste”, siger det britiske ordsprog, der som regel tilskrives Winston Churchill, omend det er tvivlsomt, om han faktisk har sagt det. Men substansen i talemåden fejler ikke noget; dybe kriser kan fremprovokere situationer, hvor alle regler forkastes og forslag, der ellers var udelukket på grund af konventioner, vaner eller “sådan plejer vi at gøre” kan få en chance.
At den britiske regering – igen – står midt i kaos og en betydelig krise – fremprovokeret af de løbende forhandlinger mellem Storbritannien og den europæiske union om landets endelige udtræden af EU – kan der ikke være tvivl om:
Først på eftermiddagen mandag gik ministeren for Brexit David Davis, og blot et par timer senere forlod den flamboyante Brexit-hardliner, Boris Johnson sensationelt også Teresa Mays rækker – blot timer før premierministerens tale i Underhuset om det store Brexit-kompromis, der var indgået i regeringens egne rækker fredag efter møder i Chequers (briternes svar på Marienborg).
Er May styrket eller svækket?
Og jfr. ordsproget er et af de store spørgsmål, som nu står tilbage, netop, om May magter at bruge krisen produktivt?
Kan hun bruge krisen til en frisk start og få hevet et bedre forhandlingsresultat hjem for sit land, hvis der bliver mere ro på den europæiske bagsmæk i partiet og mere samling med et nyt hold?
Var det i virkeligheden en lettelse for den pressede politiske leder, at komme af med de to ledere af nej-kampagnen i det dybt splittede parti? Og gik de to ministre i virkeligheden, fordi de ellers var blevet vist døren af fru May?
Og forbundet hermed: var det i virkeligheden en lettelse for den pressede politiske leder, at komme af med de to ledere af nej-kampagnen i det dybt splittede parti?
Og gik de to ministre i virkeligheden, fordi de ellers var blevet vist døren af fru May? Mange kilder i både det konservative parti og i det britiske Foreign Office kalder Johnson for en “utålelig egocentreret, andenklasses leder”, der er damaged goods i store dele af partiet.
Eller er det lige omvendt. Bevidner vi i virkeligheden en dødelig såret Theresa Mays sidste krampetrækninger, før Johnson fører de rasende right-wingers til sejr og vælter hende for at installere sig selv i Downing Street 10. Med det formål at lede UK ud i den såkaldte “hårde Brexit”, som Johnson (og Davis) er fortalere for.
Der er i hvert fald ingen tvivl om, at de to tidligere ministre sammen med resten af nej-siden i partiet, der er forsamlet i fraktionen, the Tory 1922 backbench committee, ser det såkaldte “Chequers-kompromis” som et forræderi og et svigt af briternes “klare ønske om en fuld og endelig udtrædelse”, som Davis udtalte det til BBC2 natten til tirsdag.
De kommende dage, muligvis uger, vil vise om det er scenario 1 eller 2, der er realiteten.
Og mens de britiske politiske analytikere blev kaldt hjem fra den usædvanlig varme sommer, som de fleste holder ferie under lige nu, kunne alle læse Boris Johnsons afskedsbrev med sin formelle begrundelse for nedlæggelsen af sit hverv til May.
Af afskedsbrevet fremgik det bl.a., at Johnson ikke følte sig i stand til at “synge den samme sang” som regeringen om Brexit uden at få ordene galt i halsen
Den tidligere borgmester sendte det nemlig ud på Twitter:
I am proud to have served as Foreign Secretary. It is with sadness that I step down: here is my letter explaining why. pic.twitter.com/NZXzUZCjdF
— Boris Johnson (@BorisJohnson) July 9, 2018
Af afskedsbrevet fremgik det bl.a., at Johnson ikke følte sig i stand til at “synge den samme sang” som regeringen om Brexit uden at få ordene galt i halsen.
Og at han anser det bløde kompromis, som May har stået i spidsen for, som et klart nederlag og i virkeligheden en de facto forbliven i EU (fordi Storbritannien ifølge kompromisset på lange stræk vil kopiere Unionens love mod at få lov til fortsat at have fuld adgang til EUs hjemmemarked).
Johnson: May har hejst det hvide flag på forhånd
I det centrale afsnit af brevet skriver han:
“Brexit should be about opportunity and hope. It should be a chance to do things differently, to be more nimble and dynamic and to maximise the particular advantages of the UK as an open, outward-looking global economy.”
“That dream is dying, suffocated by needless self-doubt.”
“We have postponed crucial decisions – including the preparations for no deal, as I argued in my letter to you of last November – with the result that we appear to be heading for a semi-Brexit with large parts of the economy still locked into the EU system but with no UK control over that system.”
Hans karakteristik af Mays taktik i forhandlingerne med EU hed det med en hård tone:
“It is as though we are sending our vanguard into battle with the white flags fluttering above them”.
Sidst på eftermiddagen diskuterede May så udviklingen med både sine egne og oppositionen under et livligt og til tider uregerligt møde i Underhuset. Her sagde hun bl.a. at hun var “meget trist over”, at ‘aktivisterne’ (herunder Davis og Johnson) ikke følte, at de var i stand til at indgå i kampagnen for kompromisset.
Og som hun tilføjede: “This is not a betrayal.. We will end free movement, we will end the jurisdiction of the European Court of Justice, we will stop sending vast sums of money to the European Union every year, we will come out of the Common Agricultural Policy, we will come out of the Common Fisheries Policy.
“I believe that is what people voted for when they voted to leave and we will deliver in faith to the British people.”
‘Lad mig rose ministeren for hans passion’
På et andet tidspunkt roste premierministeren Boris Johnsons arbejde, ikke mindst den “passion”, som den usædvanlige politiker går til opgaven med.
Det vakte latter i Underhuset, hvor den dominerende analyse af Johnsons motivation for at være politiker nok handler om passion, men mere om en begejstring for eget vid, egne talegaver og egen karriere.
Hør lidt af den del af debatten her:
Corbyn: May er en fuldtonet fiasko, vi må træde til
Herefter tog oppositionens leder, Labours Jeremy Corbyn ordet.
Ikke overraskende hånede han regeringen for ikke at være i stand til at lede Storbritannien ud af EU på kompetent vis:
“I fredags var premierministeren så stolt af den enighed, som regeringen havde opnået …. det tog hende to år at nå til dette kompromis, og det tog to dage for det at falde fra hinanden. Hvordan kan nogen have tillid til, at hun kan lede forhandlingerne med 27 andre lande, når hun ikke engang kan komme til enighed med sin egen regering,” spurgte Corbyn retorisk.
Ud over at en række prominente og velkendte stemmer i den lille hard-core gruppe af nej-sigere åbenlyst skumlede over May og opfordrede hende til både at droppe kompromisset fra Chequers og helst gå af i samme omgang, ser det for nuværende ikke ud som om, oprørerne kan samle flertal for at vælte May
Han lagde det samlede ansvar for det “kaos”, der præger britisk politik, over på May og opfordrede til nyvalg:
“For the good of this country and its people, the government need to get its act together or make way to those who can govern*, lød det:
Der er ingen tvivl om, at det er frydefuldt for Labour – og Corbyn – at se de konservative gå op i limningen over Brexit.
Men ud over at en række prominente og velkendte stemmer i den lille hard-core gruppe af nej-sigere åbenlyst skumlede over May og opfordrede hende til både at droppe kompromisset fra Chequers og helst gå af i samme omgang- et Tory-medlem sammenlignede hende med Chamberlain og Johnson havde efter sigende kaldt Chequers-aftalen for “en poleret lort” – ser det for nuværende ikke ud som om, oprørerne kan samle flertal for at vælte May.
Tilbage står imidlertid udsigten til endnu en svækkelse af hendes position. Og hermed er vi henne ved det, der for nærværende er det mest sandsynlige udfald: At Davis’ og Johnsons handlinger ikke udløser hverken et lederskifte eller et nyvalg. Men blot resulterer i, at UK står svagere i de afsluttende forhandlinger med den europæiske union.
Ingen aftale er bedre end en dårlig aftale
Og det er just et udfald, som regeringen faktisk forbereder sig på. For om end størstedelen af britisk industri – og finanssektoren – kalder et kollaps af forhandlingerne for “en total katastrofe” for landet, så er holdningen fra hard-linerne, at “no deal is better than a bad deal”.
Fra EU’s præsident, Donald Tusk lød det tørt på Twitter, at han beklagede de to ministres afgang, men at “politikere forgår, mens problemerne, de skal løse, består – og at han beklagede, at ideen om en udmeldelse af UK fra Unionen ikke døde, med de to herrers afgang fra regeringen:
Politicians come and go but the problems they have created for people remain. I can only regret that the idea of #Brexit has not left with Davis and Johnson. But…who knows?
— Charles Michel (@eucopresident) July 9, 2018
Det ser næppe ud til at være tilfældet – uanset at kritikken mod May for at være ubeslutsom og for at udskyde problemerne frem for at løse dem, består.
Næste kapitel i sagaen kan udløses før tid, hvis den altid kulørte og uforudsigelige Johnson beslutter sig for at smede, mens det politiske jern er varmt i den kommende weekend. For som Martin Kettle skrev i The Guardian mandag er Johnson måske nok “en anden klasses politiker, men hans ego kører på første klasse”.
Ellers foregår næste træk mandag i den kommende uge, hvor May holder møde med eget parti og også – usædvanligt – stiller sin egen kabinetchef til rådighed for en briefing af oppositionen, så denne kan stille uddybende spørgsmål til Chequers-kompromisset.
Umiddelbart er premierministeren styrket på de indre linjer med udnævnelsen af to sikre May-loyalister.
Ny udenrigsminister er Jeremy Hunt (kandidat fra Oxford i PPE, Politics, Philosophy and Economics) som er forfremmet fra posten som sundhedsminister. I modsætning til Johnson, der var særdeles upopulær i sin egen stab, bliver den 51-årige Hunt, set som stabil og driftsikker.
Hunt har også tidligere (2010-12) været kulturminister under David Cameron. Han er gift og har to børn.
Han var i øvrigt – ligesom den nye minister for Brexit,tidligere boligminister Dominic Raab (44) – oprindelig på den side i det britiske konservative parti, der ønskede at blive i EU. Det har de vrede nej-sigere, som fortsat ønsker en hård Brexit, naturligvis også noteret sig.
POV lønner ikke sine skribenter, endnu. Men hvis du nyder Annegrethes artikler, kan du donere til hendes arbejde på POV International – både som skribent og som chefredaktør – på Mobile Pay: 93 85 05 85. Du kan ikke ringe til det nummer, men du kan sende en e-mail: AGR@pov.international
Topillustration: Flickr – Public Domain.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her