Annegrethe Rasmussen: Glem snakken om Trumps borgerkrig – det er demokraterne der er i krise

af

KOMMENTAR – Donald Trump bryder alle normer for præsidentiel opførsel, han har stort set intet fået igennem i Kongressen og han lyver direkte og uden blusel, men der er ikke noget åbent oprør i gang i partiet. Dem, der opsigtsvækkende undsiger præsidenten, er nok kendte politikere som John McCain og to gange Bush, men de to senatorer, som er gået op imod Trump, er på vej ud, og det parti, som mangler en klar linje og som er ved at falde fra hinanden i bitterhed og infight, er demokraterne. Det skriver Annegrethe Rasmussen fra Washington. Hun advarer også imod at tro, at det politiske flertal vil vende ved midtvejsvalget næste år.

WASHINGTON D.C. –  Det er sjældent, man kan starte en kommentar med at beklage sin egen konklusion, men jeg beklager forlods følgende vurdering – fordi jeg tror, den vil gøre ondt på mange danske læsere – så vidt jeg i hvert fald kan bedømme her fra den anden side af Atlanterhavet:

Donald Trump er ikke på vej til at tabe hverken kontrollen over det republikanske parti eller over Kongressen, ligesom det langt fra er givet, at hans parti vil lide nederlag ved midtvejsvalget om et år.

Det parti, som derimod er på vej til at geråde ud i noget, der minder om et åbent oprør og ikke kan finde en politisk linje, er det andet store parti: demokraterne, som samtidig kan frygte at tabe midtvejsvalget

Der er heller ikke nogen åben borgerkrig i partiet, og der er slet ikke noget samlet oprør på vej i kulisserne.

Det parti, som derimod er på vej til at geråde ud i noget, der minder om et åbent oprør, bitterhed, stridende fraktioner og manglende evne til at holde sammen på sig selv og finde en politisk linje, er det andet store parti: demokraterne, som samtidig kan frygte at tabe midtvejsvalget.

Dette på trods af følgende åbenlyse faktuelle forhold:

  1. Der bliver stort set ingen lovgivning gennemført i Kongressen, og den bebudede aflysning af sundhedsreformen Obamacare er kollapset
  2. Den kommende skattereform, som måske kan vedtages, vil formentlig ikke gavne Trumps egen vælgerbase af hvide vælgere fra den nedre middelklasse, men derimod i høj grad de bedst stillede amerikanere
  3. Trump er en seriel løgner, hans tweets bryder alle normer for, hvordan en præsident bør opføre sig og de førte senest i denne uge til, at en desertør fra den amerikanske hær slap for straf – formentlig fordi præsidenten havde udtalt sig om strafforholdet i retssagen mod desertøren
  4. Trumps generelle popularitetstal er de dårligste, en præsident har nydt godt af i nyere tid på dette tidspunkt af sin embedsperiode
  5. Den igangværende undersøgelse af Ruslands indblanding i sidste års valgkamp tyder på, at Trump-kampagnens ledere begik ulovlige og formentlig direkte kriminelle handlinger, der involverede russiske interesser
  6. Store dele af regeringsapparatet fungerer ikke optimalt – især er udenrigsministeriet katastrofalt underbemandet, og der er f.eks. ikke udnævnt ambassadører i alle lande endnu
  7. Utilfredsheden med præsidenten er betydelig i partiledelsen og i den forgangne uge kunne medierne sensationelt berette, at tidligere præsident George H.W. Bush havde stemt på Hillary Clinton ved valget i 2016, mens hans søn George Bush havde stemt blankt og bedømte Trump som ”uegnet” til embedet. Desuden bedømte to erfarne og ledende senatorer (som beskrevet her) Trump som en ’fare for Amerika’ og undsagde ham som en byrde for deres samvittighed.

Kritikken kommer fra mennesker der er udenfor

Alt dette er korrekt. Både den ældre og den yngre Bush var ude i slutningen af ugen og undsige Trump, som senior kaldte a blowhard – en pralhals, der råber op, men som intet kommer med af substans, ligesom de to senatorer Flake og Corker i det stærkest mulige sprog fordømte præsidenten og beskyldte ham for at være en egoman, der er i gang med at ødelægge både Amerikas anseelse i verden og sit eget partis fundament (som jeg skrev om i sidste uge her).

Men det er værd at huske, at bare fordi to fhv. præsidenter og to senatorer, der ikke genopstiller (og hvis popularitetstal er under 20 procent i deres hjemstater) samt en alvorligt syg John McCain, som heller ikke opstiller, siger noget, så betyder det, de siger, ikke nødvendigvis noget i realpolitiske termer.

Når alt kommer til alt, vil de republikanske vælgere bare hellere have Trump end en demokrat

Heller ikke selvom det vækker opsigt i medierne og blandt professionelle analytikere og kommentatorer.

Det, der derimod betyder noget, er vælgernes dom – både den, man kan se i meningsmålingerne lige nu, og den, der kommer til november næste år. Republikanerne vil sandsynligvis kunne beholde både Flake og Corkers pladser i Senatet – de to herrer kommer fra hhv. Arizona og Tennessee. Faktisk er det en fordel for republikanerne, at de to veteraner har trukket sig, fordi der vil komme mere konservative skikkelser til fadet, som vil gøre det nemmere for partiet at vinde og dermed beholde de to sæder.

Masser af dekreter og udnævnelser

Læg hertil, at Trump i denne uge udnævnte fire nye føderale dommere – alle solide konservative skikkelser, der vil påvirke den politiske proces i USA i årtier fremover. Trumps popularitetstal ligger på imponerende 80 procent blandt hans egne vælgere. Ja, mange ser ham som en åbenmundet buldrebasse, der burde holde igen med at tweete og opføre sig bedre og mere som en statsmand, men når alt kommer til alt, vil de republikanske vælgere bare hellere have ham end en demokrat.

Den gamle tommelfingerregel om de to partier er, at ”Democrats fall in love and Republicans fall in line.” Sådan er det, og så længe Trump kan høste valgsejre til sit parti, kommer der ikke noget indre partiopgør. Det gælder næsten uanset hvad, Robert Muellers igangværende undersøgelse når frem til (med mindre selvfølgelig, der rent faktisk finder et glasklart bevis for en Trump-konspiration med Moskva, men det er der ikke meget, som tyder på i dag).

Mange mennesker – især i de små landlige samfund – foretrækker, at den føderale regering foretager sig mindst muligt og blander sig udenom lokale og regionale forhold, som staterne selv klarer

Læg dertil, at mange vælgere – det store flertal i begge partier og også blandt uafhængige vælgere – afskyer Washington D.C. og den føderale regering med eftertryk. Derfor generer det ikke flertallet af amerikanere, at Kongressen er ineffektiv og ikke får vedtaget noget. Mange mennesker – især i de små landlige samfund – foretrækker faktisk, at den føderale regering foretager sig mindst muligt og blander sig udenom lokale og regionale forhold, som staterne selv klarer.

Endelig foretager Trump sig faktisk også en hel masse. Bare ikke med Kongressens medvirken. Næh, Trump fortsætter med den fremgangsmåde, som hans forgænger, præsident Obama, indførte efter sine tabte midtvejsvalg: han regerer via dekret, ved brug af de såkaldte executive orders.

Og i nyere tid er Trump den mand, der f.eks. har tilbagerullet mest miljølovgivning, ligesom han som bekendt aflyste USA’s deltagelse i Paris-aftalen om klimaet. Efter at USA under Obama havde spillet en ledende rolle i aftalens fødsel.

Og så har Trump også taget æren for den lave arbejdsløshed og solide økonomiske vækst (der godt nok startede under præsident Obama og som er fortsat), ligesom han heller ikke tøver med at fremhæve kampen mod Islamisk Stat, der rigtigt nok er blevet mere aggressiv under Trump. Militæret er i det hele taget glade for Trump, efter de står til flere penge med det nye budget, ligesom Trumps klare nationale patriotisme i det hele taget passer den konservative vælgerbase.

MERE POV
Nu kommer Marco Rubio – Hillary Clintons værste mareridt

Trumps forsatte kamp mod storby-eliten

Med andre ord preller Bob Corkers kritik af, at Det Hvide Hus under Trump er at regne for en ”dagbørnehave for voksne” fuldkommen af på mange republikanske vælgere. Og hvad så, spørger de. Det er der ikke noget nyt i for dem. Det nye ligger i, at Trump forarger ”de elitære smagsdommere” på parnasset. Det passer disse vælgere godt, fordi de heller ikke selv kan lide smarte storby-liberale med dyre uddannelser og ditto huse.

De samme vælgere forventer sig nemlig ikke noget særligt af deres nationale ledere. De har tabt troen på hovedstadens “korrupte og sammenspiste elite”, og som sådan er det derfor tæt på at være udmærket, at Trump har bragt kaos og manglende disciplin til højbords. ”Så laver de ikke ulykker så længe”, synes moralen at være.

Der er rigelig med konservativ ”signalpolitik” at tære på, og den er såre populær i hans base. Trumps popularitet blandt hvide arbejdere, hans kernevælgere, ligger på 71 procent

Og Trump sørger samtidig smart for – som den erfarne reality-tv entertainer, han er – at der hele tiden smides solide værdipolitiske lunser kød ud til den evigt hungrende base.

Trump serverer værdipolitisk suppe med den store ske

Så forsikrer præsidenten om, at der nu endelig må siges ”Merry Christmas” igen, så opfordrer han til brug af dødsstraffen, så truer han og skælder medierne ud for at bringe ”fake news”, så bebuder han strammere indrejseregler og kritiserer muslimer og ulovlig indvandring, så hylder han retten til at bære våben samt lobbyorganisationen NRA, og så raser han over, at visse sportsmænd nægter at hylde det amerikanske flag.

Der er rigelig med konservativ ”signalpolitik” at tære på, og den er såre populær i hans base. Trumps popularitet blandt hvide arbejdere, hans kernevælgere, ligger på 71 procent.

Dertil skal man ikke glemme, at langt det meste af den amerikanske lovgivning foregår ude i de enkelte delstater. Det er med andre ord ikke sådan, at folks daglige liv går i stå, hvis der ikke foretages lovgivning i Washington. Ikke på kort sigt i hvert fald.

Som den konservative kommentator og radiovært, Hugh Hewitt, siger det i Washington Post:

The Never Trump movement has become a long-running version of “Saturday Night Live’s” “More Cowbell” skit. It seems every column, editorial, television appearance, panel participation and probably every trip to Safeway must include a Never Trumper’s own version of Cato the Elder’s “Ceterum censeo Carthaginem esse delendam” — “Furthermore, I consider that Carthage must be destroyed.” Admiring lookers-on then respond via tweet or Facebook post: “Well done! But it could use more cowbell.” And so more cowbell we get”.

Opgør og krise hos demokraterne efter skandalebog

Og hvis vi så vender os mod demokraterne er det tydeligt, at den opsparede bitterhed, der opstod i 2016 mellem Hillary Clinton og Bernie Sanders, langt fra er forsvundet efter nederlaget.

En ny bog, som er forfattet af den tidligere, midlertidige formand for partiet, Donna Brazile, har skabt enorm ballade, da dele af den ramte medierne i den forgangne uge.

I bogen skriver Brazile bl.a., at det demokratiske parti i 2015-16 var blevet efterladt i et økonomisk morads af præsident Obama, der ikke så det som sin opgave som præsident at fundraise for sit parti eller efterlade det i så god stand som muligt til Clinton. Resultatet var et parti, der op til valgkampen i 2016 reelt var gået fallit.

Afmagten over, at man har tabt, får disse fløjkrige til nemmere at blusse op

Derfor blev partiet overtaget af Clinton-kampagnen, der holdt hånden under det økonomisk. Prisen var en aftale i form af et løfte, et såkaldt fundraising pledge, der reelt medførte, at partiapparatet forærede Hillary Clinton kandidaturet og ikke gav den interne modkandidat, Bernie Sanders, en chance. For nu at bruge et af Trumps yndlingsudsagn: ”The primary election was rigged.”

Braziles bog har derfor ikke overraskende efterladt Bernie-støtterne rasende og (endnu mere) bitre, men Clintons lejr er heller ikke just begejstret over, at den tidligere partiformands bog fremstiller dem som korrupte og sammenspiste samt ripper op i gamle sår og fløjkampe.

For netop afmagten over, at man har tabt, får disse fløjkrige til nemmere at blusse op. Brazile har gjort sit til at rippe ekstra op i de gamle uenigheder ved at betro medierne, at hun under valget seriøst overvejede at foreslå, at partiet erstattede Clinton med Joe Biden, efter at den tidligere udenrigsminister kortvarigt besvimede på årsdagen for 11. september angrebet.

Som Washington Post skriver:

“Perhaps not since George Stephanopoulos wrote “All Too Human,” a 1999 memoir of his years working for former president Bill Clinton, has a political strategist penned such a blistering tell-all. In it, Brazile reveals how fissures of race, gender and age tore at the heart of the operation — even as Clinton was campaigning on a message of inclusiveness and trying to assemble a rainbow coalition under the banner of “Stronger Together.””

Demokraterne har reageret med lige dele måben og raseri over Braziles bog – mens konservative kommentatorer og især dem på FOX News har dækket bogen med en næsten tydelig lettelse over endelig at kunne rapportere om strid hos demokraterne i stedet for kritik af Trump.

Tre grunde til demokraternes triste tilstand

Udefra kan man godt undre sig over, at et demokratisk parti, der mest af alt nu har brug for en samlet linje, enighed og fodslag, ikke kan finde ud af at kapitalisere på Trumps åbenlyse inkompetence som politiker. Men det er der ingen udsigt til lige nu, og det findes der kort sagt tre hovedforklaringer på:

Den ene kan sammenfattes i ordsproget om, at ”når krybben er tom, bides hestene”; at bitterheden over tabet og nederlagene samt de indre slagsmål op til valget i november 2016 har lammet partiet og gjort det ude af stand til at rejse sig og komme videre.

Dett demokratiske parti er blevet et parti med national appel til et ”regionalt ungdomsparti” og partiet for akademikere. Det har gjort det kæmpestort i de største byer, i New England og i Californien, ligesom de sidder på alle minoriteterne, men som til gengæld har ledt til et tab af den hvide middelklasse, de dårligere uddannede, de ældre samt randområderne

Den anden er mere ideologisk og handler om, at partiet har tabt sin appel til den hvide arbejderklasse i takt med, at det har optaget mere og mere af den identitetspolitiske værdipolitik og har fortabt sig i diskussioner om køn, seksualitet, klasse og race, der har ledt til besværgelser om mikroaggressioner, regler for, hvordan og om hvad man kan udtale sig om, kvoter og mystiske dogmer af varierende grad, der alle er under angreb fra Trump som vattet multikulturel politisk korrekthed.

Det sidste har forvandlet det demokratiske parti fra et parti med national appel til et ”regionalt ungdomsparti” og partiet for akademikere. Det har gjort det kæmpestort i de største byer, i New England og i Californien, hvor demokraterne sidder på det hele, ligesom de sidder på alle minoriteterne, men som til gengæld har det ledt til et tab af den hvide middelklasse, de dårligere uddannede, de ældre samt randområderne og hele ”rural and middle America.”

MERE POV
Cruz besejrede Trump – Hillary og Bernie står lige

Et tredje bud er, hvad kritikere ser som en råddenskab i selve organisationen af partiet. Som NBC udtrykker det: ”a disposition to the establishment, a dependency on mega donors, and a top-down operational structure. That the piece landed as the DNC is still attempting to right the ship under new leadership made it downright pyrotechnic … the party is still searching for an identity and functionality in the Trump era. Democrats seem clear that they want to turn the page from the 2016 Clinton campaign. But they’re unclear how best to do so.”

Clintons tidligere kampagnechef, Robby Mook, forsøgte fredag at dæmpe gemytterne lidt:

Eye on the ball, Democrats!” tweetede han, og opfordrede til, at “alle gode kræfter” samles om det næste store slag, der vil give et fingerpeg om, hvorvidt demokraterne for alvor er på spanden, nemlig valget til guvernørposten i Virginia på tirsdag den 7. november.

Hvis demokraterne ikke kan holde Virginia – en moderat svingstat tæt på Washington, hvor vælgerne følger langt bedre med i, hvad der foregår i national politik, og således også alle Trumps politiske udskejelser, end i stort set alle andre stater bortset fra hovedstadens anden nabostat, Maryland – så er der virkelig grund til demokratisk bekymring.

Clintons tidligere talsmand Brain Fallon advarede herom således: “There is a race, a very important one, for governor in Virginia that if we are not careful could slip through our fingers,” lød det i et interview i denne uge med The Daily Beast.

Advarsler og lidt valgmatematik

Det venstreorienterede netmedie Salon karakteriserer det demokratiske parti som et, der kun kan finde ud af at være ”anti-Trump” men ikke så meget andet:

”But for the last two decades or so, Democrats have had no semblance of a collective identity other than not being Republicans. They’re not homophobic or misogynistic, they’re not overtly racist, they’re not hysterical about immigration, they’re OK with scientific evidence and they don’t embrace patently false conspiracy theories. Which are good things! But at this point, the argument that “we’re better at managing things than the crazy people” has repeatedly proven inadequate to win power, to hold onto it or to do anything useful with it.”

 Og i en tidligere analyse skriver samme medie om det kommende midtvejsvalg, som skribenten mener, partiet vil tabe: ” Exactly who is kidding themselves that the Democratic Party, in its 2017 state of disarray and dysfunction, is remotely capable of pulling off a history-shaping victory on that scale?”

Ud af de 33 senatssæder, der er på valg til næste år, sidder demokraterne i dag på 25 pladser. Hvis man kigger nærmere på disse, vandt Trump 10 af dem ved præsidentvalget. Det er med andre ord mere sandsynligt, at republikanerne kan forøge deres flertal i Senatet, end at de vil tabe

Sandt er det, at oddsene ikke ser opmuntrende ud (delvist godt nok på grund af den måde, valgdistrikterne er optegnet på, den såkaldte gerrymandering, men uanset grunden ligger valgkredsene fast og bliver ikke ændret før valget):

Ud af de 33 senatssæder, der er på valg til næste år, sidder demokraterne i dag på 25 pladser. Hvis man kigger nærmere på disse, vandt Trump 10 af dem ved præsidentvalget. Det er med andre ord mere sandsynligt, at republikanerne kan forøge deres flertal i Senatet, end at de vil tabe – de to pladser, der regnes for mest sårbare er Joe Manchin i West Virginia og Heidi Heitkamp i North Dakota.

Det kan synes meget svært at fatte i Danmark, hvor Trump følges tæt i medierne, men stort set altid med fokus på, hvad præsidenten foretager sig i Washington.

Og jeg skal gerne indrømme, at jeg også selv af og til – som jeg sidder fast i min boble og alle intrigerne inside The Beltway – kan have svært ved at fatte Trumps popularitet. Især har jeg vanskeligt ved at forstå, hvorfor man som vælger foretrækker en kandidat, hvis politiske program på f.eks. skat og sundhedsområdet decideret vil skade ens interesser, men jeg har det også personligt svært med en politiker, der blot ignorerer fakta og skaber sin egen realitet.

Jeg ville imidlertid være en skidt politisk reporter, hvis jeg ignorerede de faktiske forhold i jernindustrien, for nu at slæbe Storm P’s gamle ordsprog af stalden. Så kære læsere – nu ved I det. Hvis demokraterne taber midtvejsvalget, så husk: I læste det her først.

POV lønner ikke sine skribenter. Men hvis du nyder Annegrethe Rasmussens artikler fra Washington, og synes du bliver klogere og er godt underholdt, så bliver hun glad for en donation til hendes arbejde på POV International – både som skribent og som chefredaktør. Det kan ske via hendes Mobile Pay: 93 85 05 85

Topillustration: POVInternational med LunaPicEditor – originalbillede fra BPICampus.com

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Annegrethe Rasmussen

Annegrethe Rasmussen er medstifter af POV International, chefredaktør, USA-korrespondent og debattør. Hun har skrevet et ocean af artikler og bidraget til mange tv- og radioprogrammer samt flere bøger; senest som medforfatter til den mest brugte undervisningsbog i danske gymnasier om Amerika, USA’s Udfordringer (2012 og 2016). Hun har arbejdet som korrespondent i London (2002), Paris (2004) og siden 2008 i Washington DC. I 2012 stiftede hun bloggen USAnu.dk med Morten Bay, og i 2016 står hun bag dannelsen af POV International sammen med Morten Bay og Signe Wenneberg. Privat er hun gift og mor til fire, og super nørdet, fordi hun ikke interesserer sig for andet end politik, digitale medier og litteratur. Naturen forstår hun sig ikke på, og hun drikker hellere te, Champagne og går i byen og hører musik end laver mad - bortset fra rugbrød, som hun savner og derfor bager på 14. år som udlandsdansker.
Hun siger som sit idol Ulla Terkelsen: man kan sove i flyvemaskinen.
Du kan donere til hendes arbejde på POV International - både som skribent og som chefredaktør - på Mobile Pay: 93 85 05 85. Du kan ikke ringe til det nummer, men du kan sende en e-mail: AGR@pov.international

Seneste indlæg fra

Gå til Top