Annegrethe Rasmussen: Et forsvar for Facebook

af

KLUMME – Det er blevet meget moderne at hade Facebook – og at tjekke ud. ‘Social Media Fatigue’ er hot over hele kloden – selv i Silicon Valley. Annegrethe Rasmussen vil gerne forsvare det udskældte medie. Hun argumenterer for, hvorfor man skal blive og tage debatten, og luge ud i det ukrudt man ikke bryder sig om, fremfor at nedlægge hele sin digitale have. Og det handler først og fremmest om, at samfundsdebatten ikke er tjent med, at dygtige mennesker med noget på hjerte tjekker ud, fordi de ikke kan lide ‘tonen’. Den kan man selv være med til at skabe.

Forleden skete det igen: en markant samfundsdebattør blandt mine venner erklærede, at hun er klar til at stoppe på Facebook.

“Verden ser meget bedre ud, når man ikke ser den gennem dette sociale medie,” skrev hun og sagde, at hun havde været inde og kigge et par gange på det seneste, men at hun havde skyndt sig ud igen med en rysten på hovedet:  “Der bliver delt og sagt så mange dårligdomme. Medier er generelt ved at ødelægge den fantastiske fredelige udvikling, vi har opnået efter årtusinders vold. Vær kritisk over for nyhedsmedier. Følg kun sporadisk med. Læs flere bøger,” opfordrede hun.

Man bemærker sig, at hun her ikke blot kritiserede Facebook, men også nyhedsmedierne som sådan. Jublen i hendes store netværk var betydelig – ikke entydig men næsten. Og selvom mange var kede af at miste hende på Facebook, handlede deres tristesse mest om at miste hende som Facebook-ven, ikke så meget om, at det sociale medie blev taget i forsvar.

Det giver sig selv at roserne – både de egentlige og de metaforiske – blomstrer på Insta, mens kritikken og hån, spot og latterliggørelse tilsyneladende ifølge rigtig mange er dagens ret på Facebook

“Jeg følger snart efter dig”, lød det fra en anden, som jeg også kender både personligt og professionelt som en morsom, særdeles begavet og flittig bruger af verdens største sociale medie.

Flere andre bedyrede ligeledes, at de også var ved at være møre og gav udtryk for, at “vi ses på Instagram”, som jeg skal skynde mig at sige er et glimrende socialt medie, hvor jeg selv også har en profil, men som de fleste vil vide, er billedbåret, og hvor det derfor er særdeles småt med debatlysten.

For hvem orker at kritisere smukke, rørende eller flotte billeder? Nej vel. Det giver sig selv at roserne – både de egentlige og de metaforiske – blomstrer på Insta, mens kritikken og hån, spot og latterliggørelse tilsyneladende ifølge rigtig mange er dagens ret på Facebook.

Man bliver glad af blomsterbilleder – og farver. Så her er et fra Flickr.

Selv Twitter – der aldrig er slået igennem i det danske på helt samme måde som i USA – foretrækkes nu af mange såkaldt professionelle debattører, især journalister og politikere, der sandsynligvis er tiltalt af begrænsningen på de 140 tegn. Der er grænser for, hvor meget man kan skælde ud der, og netop fordi debatten foregår i punktuelle nedslag, styrer afsenderen også i høj grad showet (også selvom der naturligvis er eksempler på globale shitstorme på Twitter).

Hvis ressourcestærke personer med noget på hjerte ikke orker samfundsdebatten mere, så betyder det blot, at de strækker våben og overlader mere terræn til dem, der råber og skriger

Jeg skal straks sige, at mit ærinde med nærværende tekst er at være uenig. Også selv om social media fatigue er et buzzword i selveste Silicon Valley, hvor markante digitale guruer i starten af 2017 erklærede at “tuning out from social media” ville være the shit i år.

Og det har jeg mange grunde til – om de er gode, må være op til læseren at bedømme. Men før jeg kommer med mit forsvar for Facebook – der også af personlige årsager er socialt vigtig for mig som udlandsdansker med hele min familie og alle mine nærmeste venner placeret i fædrelandet, skal jeg gerne indrømme som en disclaimer – og før jeg ser på mere professionelle grunde til min uenighed, så lad mig lige tilføje, at den umiddelbare grund til, at jeg blev trist over mine venners udsagn, var, at jeg ser beslutningen som et opgivende hvidt flag.

Et hvidt flag på den måde, at de mennesker, jeg ser forlade Facebook eller gøre ansatser til en exit (der er mange flere end dem, jeg indledningsvis talte om) er mennesker, der efter min vurdering er værdifulde for samfundsdebatten.

Det er med andre ord ikke fordi jeg er nervøs for ikke længere at kunne følge med i deres familieliv eller frygter at miste mit eget venskab med dem, at jeg kritiserer deres beslutning. Som de selv siger, er de for det første stort set alle sammen på Instagram, hvor jeg kan følge dem. For det andet er både e-mailen og mobiltelefonen nok kommet for at blive, så nej, det handler ikke om et personligt tab.

Men hvis ressourcestærke personer med noget på hjerte ikke orker samfundsdebatten mere, så betyder det for det første blot, at de strækker våben og overlader mere terræn til dem, der råber og skriger. Og derudover også, selvfølgelig, at dem, de politisk er uenig med, får desto mere råderum.

For det andet skal de ikke tro, at danskerne som sådan følger efter. Næh nej, Danmark har i nogle år haft verdensrekord som det land, hvor flest er på Facebook, så uanset om mine midaldrende – let’s face it, det er de – venner og kolleger tjekker ud, vil den gennemsnitlige dansker fortsat befinde sig på Facebook et godt stykke tid fremover.

Hvis man luger ud i den digitale have, som Facebook er, så ender ens Facebook-væg og Facebook som sådan som både givende, inspirerende, sjov, rørende og især stimulerende for både samfundssind, debatlyst og viden

For det tredje, og med fare for at blive belærende, så er og bliver kvaliteten af ens oplevelser på Facebook afhængig af, hvor megen energi man bruger på at luge ud på egen væg og i eget newsfeed; de venskaber man vælger at have og de signaler, man selv sender om de debatter, man indgår i.

Og just i den kontekst har det i årevis været mig en komplet gåde, hvordan ellers intelligente mennesker i min omgangskreds har vendt tommelen nedad, når det gælder Facebook med den besked, at de ikke “orker børnebilleder, kageopskrifter, dyr og solnedgange.” Ikke så få gange er jeg blevet moderat upopulær, når jeg hertil har svaret, “du har de forkerte venner”.

Men altså – uden at være alt for selvfed, kan jeg uden at blinke erklære, at der ikke befinder sig en eneste opskrift endsige dyr eller børn, jeg ikke selv har bestemt, jeg vil se på, i mit newsfeed.

Og det skyldes selvsagt ikke, at mine venner laver mindre mad, har færre børn eller er så meget mere spændende end gennemsnittet. Men det skyldes min egen bevidste indsats på Facebook, hvor jeg dels har sørget for at anbringe dem, der deler sådanne ting i overmål enten i kategorien “bekendte” (hvor man ikke ser, hvad de laver, men fortsat er venner) eller blot har valgt at klikke i den boks i Facebooks indstillinger, hvor man ikke følger deres opdateringer.

Ingen af delene får de besked om, så man fornærmer ikke nogen og man forbliver venner på Facebook. Sværere er det altså ikke. Og det er ikke kun noget, jeg siger.

Samtidig har jeg i årevis – lige siden jeg kom på Facebook i 2005 – bevidst opsøgt digitale bekendtskaber med mennesker, jeg så absolut ikke er enig med politisk, men som til gengæld har det karaktertræk til fælles, at de taler ordentligt. Altid. Til alle. For at modvirke holdningsbårede ekkokamre, der i virkeligheden burde kaldes gravkamre, for det er ret så kedeligt at være enig med alle eller at “prædike for menigheden” som amerikanerne siger.

Mine venner kan være skarpe. Nogle bander. Nogle er langt mere venstreorienterede eller langt mere borgerlige end jeg er; jeg kan mønstre mennesker i min venneskare på Facebook, der er radikalt uenige om alt fra indvandring til feminisme – fra tørklæder og Muhammedtegninger til ytringsfrihed eller Donald Trump. Jeg kan ikke komme på nogen følsom eller kontroversiel debat, der ikke er dækket ind gennem en perlerække af markante danske debattører eller journalister, som jeg er venner med.

For mennesker, der bruger mindre tid på sociale medier, end jeg gør (og ja, jeg er også på Twitter og Instagram, dog med en mere behersket aktivitetsgrad) kan al denne sortering og graduering lyde anstrengende.

Men for det første er det sket gennem mange år. For det andet kan jeg garantere for, at hvis man luger ud i den digitale have, som Facebook er, så ender ens Facebook-oplevelse  som givende, inspirerende, sjov, rørende og især stimulerende for både samfundssind, debatlyst og viden.

Jeg har ikke tal på, hvor mange artikler, jeg har fået anbefalet via mit newsfeed, hvor megen ny viden jeg har opsamlet gennem anbefalinger og hvor overrasket og informeret, jeg bliver dagligt over især tips, links og delinger fra de mennesker, jeg følger

Som mangeårig journalist, udenrigskorrespondent, forfatter og samfundsdebattør kan jeg også fortælle, at jeg havde et virkeligt stort netværk i det danske, da jeg flyttede til London i 2002. I dag er det mangedoblet. Jeg har formået ikke blot at holde fast i gamle venner, der betyder meget for mig – både privat og professionelt i såvel medieverdenen som i dansk politik – men også at finde nye venner, der i dag beriger mit liv og giver mig ny viden hver eneste uge. Nå ja – og ofte også rørende eller morsomme historier om deres liv og de ting, de går op i øvrigt.

Jeg har ikke tal på, hvor mange artikler, jeg har fået anbefalet via mit newsfeed, hvor megen ny viden jeg har opsamlet gennem anbefalinger og hvor overrasket og informeret, jeg bliver dagligt over især tips, links og delinger fra de menesker, jeg følger dagligt. Det er ikke mange – vel en 20-30 stykker – men det er mennesker, jeg ikke altid har mødt i virkeligheden, og som jeg aldrig nogensinde ville være faldet over, eftersom jeg flyttede fra Danmark for 15 år siden. Men som jeg er dybt taknemlig for at være venner med og hvis visdom jeg kan suge til mig.

Det er ikke noget, jeg ville bytte ud med selv det flotteste Instagram feed. Og jeg bliver bekymret ved tanken om, at min egen generation skulle være ved at stige af debattoget til fordel for timer med bøger og madlavning eller cykling og løbeture, tennis eller vandreture.

Der er masser af mennesker i Danmark, der mestrer kunsten at diskutere, også passioneret, uden at gå efter den laveste fællesnævner

Så til jer vil jeg sige: Gør endelig alt det – nyd jeres ferier og weekender og sluk for jeres mobiler, når I elsker, spiser, danser eller vil fordybe jer i meditation, en god film eller roman. Men please, brug lidt tid i Facebook-haven og fjern det ukrudt, I ikke kan holde ud. Det er nemt ikke at falde i kloakken – lad dog bare være med at følge mennesker, der sviner andre til. Livet er for kort til dem, er jeg helt enig i. Og lad være med at lukke dem ind på jeres vægge – eller i jeres hjerter.

Men giv til gengæld fortsat plads til uenighed og debat. Der er masser af mennesker i Danmark, der mestrer kunsten at diskutere, også passioneret, uden at gå efter den laveste fællesnævner.

Lad være med at forsvinde ud af samfundsdebatten på Facebook, verdens bedste digitale forsamlingshus. Og ja, det er en kliche. Og hvad så, når betegnelsen nu er så dejlig præcis. For noget af det rigtig gode ved Facebook er efter min mening også den demokratiserende funktion. Alle kan være med, ikke kun eliten, de rige eller de kloge. Jeg vil gå så vidt som til at sige, at Facebook som medie udfylder en vis del af den public service forpligtelse som de gamle omnibusmedier har svigtet. Ikke gennem en bevidst prioritering af bestemte stofområder, men alene fordi mediet dækker så bredt og har så mange mennesker med.

Og før I forsvinder ind i jeres analoge huler så husk lige – alle jer fra min generation, som nu flirter med tanken om at stå af den sociale mediemølle – at mange af jer har jeres på det tørre, om jeg så må sige.

Og så har man i min lidt gammeldags bog en ekstra forpligtelse til at gå imod både jantelov, misundelse, smålighed, svinehund og dårlig debattone. Til alle jer siger jeg derfor: på med debat-vanten – bliv på Facebook. Forlad os ikke!

POV betaler ikke sine skribenter – men hvis du sætter pris på mit arbejde som skribent og chefredaktør på POV International, så kan du som læser være med til at honorere det via min Mobile Pay – så bliver jeg vældig glad og jeg læser alle hilsener: 93 85 05 85

Topillustration: Creative Commons – Flickr.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Annegrethe Rasmussen

Annegrethe Rasmussen er medstifter af POV International, chefredaktør, USA-korrespondent og debattør. Hun har skrevet et ocean af artikler og bidraget til mange tv- og radioprogrammer samt flere bøger; senest som medforfatter til den mest brugte undervisningsbog i danske gymnasier om Amerika, USA’s Udfordringer (2012 og 2016). Hun har arbejdet som korrespondent i London (2002), Paris (2004) og siden 2008 i Washington DC. I 2012 stiftede hun bloggen USAnu.dk med Morten Bay, og i 2016 står hun bag dannelsen af POV International sammen med Morten Bay og Signe Wenneberg. Privat er hun gift og mor til fire, og super nørdet, fordi hun ikke interesserer sig for andet end politik, digitale medier og litteratur. Naturen forstår hun sig ikke på, og hun drikker hellere te, Champagne og går i byen og hører musik end laver mad - bortset fra rugbrød, som hun savner og derfor bager på 14. år som udlandsdansker.
Hun siger som sit idol Ulla Terkelsen: man kan sove i flyvemaskinen.
Du kan donere til hendes arbejde på POV International - både som skribent og som chefredaktør - på Mobile Pay: 93 85 05 85. Du kan ikke ringe til det nummer, men du kan sende en e-mail: AGR@pov.international

Seneste indlæg fra

Gå til Top