mm

Anna Thygesen

Anna Thygesen er fra Aarhus og født i 1965. Anna bruger al sin tid på kommunikationsrådgivning og hun har over 19 års erfaring med ledelse, strategisk kommunikation, PR, salg og markedsføring. Hun har siddet på begge sider af skrivebordet, ligesom hun både har været chef for 500 og for sig selv. Hun har arbejdet og boet i Mellemøsten, Afrika, Europa og USA. I de sidste 14 år har hun boet i København. Anna ved rigtig meget om den kvindelige del af målgrupper, deres værdikultur og købsadfærd. Og det er nyder mange virksomheder godt af. Hun ved selvfølgelig også meget om den mandlige del af målgrupper. De er bare ikke så komplicerede som kvinder.
Anna hjælper virksomheder, når det brænder på. Når shitstormene raser, når direktørerne dummer sig, når salget svigter og køberne opfører sig træls, ja når omverdenen i det hele taget ikke opfører sig, som man troede den ville.
Anna har en udpræget næse for god – og dårlig kommunikation. Derfor arbejder hun altid sammen med virksomheder og brands, der kan tåle at høre sandheden. Anna vil ud over stepperne, hun kalder en spade for en spade og hun kan ikke stå for virksomheder, der hellere vil indtage udfordrerrollen end krybe langs panelerne.
Anna mener selv at hun har været med til at gøre Amager trendy og er en passioneret hockeymom, der bruger det meste af vinteren på at fryse rumpetten af i iskolde hockeyhaller i Danmark og Sverige.
Derudover har Anna skrevet et par bestsellers og optræder jævnligt som debattør og meningsdanner på TV og i radioen - Anna er fast peneldeltager i kultprogrammet Det Vi Taler Om på Radio24syv.

Se alle skribentens artikler

Anna Thygesen: Imamer er ikke eksperter i samfundsforhold

DEBAT – Imamers udtalelser om dit og dat fylder i de danske medier  – senest om et højt aborttal i visse indvandrergrupper af overvejende muslimske kvinder . Men hvorfor er det så vigtigt at vide hvad en religiøs leder mener om samfundet. Kan de ikke bare holde sig til, hvad der sker i moskéen og hvad der har med religion at gøre? Og hvorfor må muslimske borgere ikke få lov at være netop det: borgere i Danmark uden at skulle repræsenteres af en religiøs autoritet?

Forleden faldt jeg over tre nærmest enslydende Ritzau artikler i Kristeligt Dagblad, BT og Jyllands-Posten, hvor man beskrev resultatet af ny undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen. Undersøgelsen viser, at indvandrede kvinder med muslimsk baggrund næsten får dobbelt så mange aborter som etnisk danske kvinder:

“Kvinder med baggrund i Iran, Libanon, Irak og Pakistan er blandt dem, der får foretaget flest aborter. Kun kvinder fra det tidligere Jugoslavien, hvoraf en del kommer fra områder med overvejende muslimske befolkninger, får flere … Selv om aborttallet blandt indvandrere er faldet gennem årene, får efterkommere af indvandrere næsten dobbelt så ofte en abort som etnisk danske kvinder relativt set,” hed det bl.a. i artiklen fra Jyllands-Posten.

Der er sikkert mange dygtige eksperter, som kan udtale sig om tendensen, og en af dem er ganske givet religionssociolog Astrid Krabbe Trolle, som da også medvirker i alle artiklerne.

Men de tre medier bruger også en imam som kilde. Ligesom de alle udnævner en religiøs leder for Arabisk Forening i Aabenraa som ekspert i emnet.

Jeg fatter ikke, hvorfor danske medier så ofte lader imamer udtale sig på ekspertvis om samfundsforhold, som i min optik ikke er deres bord. Det eneste spørgsmål en imam må siges at være ekspert indenfor må være religion

Hvilket får mig til at spekulere på, hvad det er for et emne, imamen er ekspert indenfor? Er det aborter? Eller kvinder?

Næppe.

Jeg fatter ikke, hvorfor danske medier så ofte lader imamer udtale sig på ekspertvis om samfundsforhold, som i min optik ikke er deres bord. Det eneste spørgsmål en imam må siges at være ekspert indenfor må være religion.

Jeg er godt klar over at en gennemsnitsmuslimsk kvinde sikkert opfattes som værende mere religiøs end en gennemsnitskristen kvinde. Men derfor behøver medierne vel ikke ophøje imamer som pålidelige og troværdige talspersoner, hver gang medierne beskæftiger sig med muslimer.

Det står også tydeligt frem, at medierne ikke har tænkt sig at stille kritiske spørgsmål. De lader manden snakke i øst og vest, uanset at det fremgår, at han netop ingen konkret viden besidder om, hvorfor de muslimske kvinder får så mange aborter. Det lyder decideret dumt, når imamen plaprer op om, at de mange aborter må skyldes, at de muslimske kvinder har små børn og derfor ikke orker flere, at kvinderne har problemer i ægteskabet og som en helt gakket tredje årsag, at kvinderne ikke er rettroende muslimer, og derfor ikke har forstået at abort er ulovligt ifølge islam.

Hvorfor taler medierne ikke med nogle muslimske kvinder, hvorfor spørger man ikke dem om, hvorfor de tror, at antallet af aborter blandt muslimske kvinder er så højt. De er da meget mere relevante at tale med.

Desværre ser vi ofte dette mærkelige fænomen. Som om imamer har et eller andet frikort, de kører på, så snart en debat handler om muslimer

I øvrigt lyder de bud, den konkrete imam lufter, ikke bare uintelligente, men også arrogante og nedladende. At svaret også mestendels er udtryk for et forstokket kvindesyn er en sidste faktor, som gør, at jeg ikke synes, der er nogen grund til at bruge enhver anledning til at få luftet.

Desværre ser vi ofte dette mærkelige fænomen. Som om imamer har et eller andet frikort, de kører på, så snart en debat handler om muslimer: Når der er ballade blandt unge indvandrere i et boligområde, skal vi straks rundt om en eller anden middelalderlig imam, der udtaler sig om, hvorfor og hvad vi nu skal gøre for at komme uvæsenet til livs.

Når regeringen stiller op til pressemøde i Mjølnerparken med det helt store ghettoudspil og hvad ved jeg, hiver medierne også straks fat i en imam, der får lov til at udlægge teksten og komme med en religiøst begrundet holdning til, hvad det er der sker i vores samfund. Igen må man spørge hvorfor – eller mere konkret: hvorfor insisterer danske medier på at se muslimer som “muslimer først” i stedet for medborgere eller som umælende får, der skal have et religiøst overhovede til at tale for sig. Igen: hvorfor ikke spørge de berørte mennesker selv?

Men nej – imamer har åbenbart fået tildelt en status, hvor de udtaler sig om alt fra undervisning af muslimske børn, muslimske kvinder og arbejde, bandepakker og nu også om kvinders aborter.

Medierne tænker ikke på public service eller på, hvordan de bedst kan fremme en konstruktiv debat om vigtige samfundsforhold – f.eks. aborter, familieforhold, ghetteoer, bander eller social kontrol. De vil bare have flere klik, fordi deres indtægter er faldende, og så opstiller de ligningen: Konflikt mellem normale holdninger kontra imamernes = flere læsere. Længere tror jeg ikke, den er

Og jeg tror faktisk godt jeg ved, hvorfor.

Medierne tænker nemlig ikke på public service, er mit bud. De tænker ikke på, hvordan de bedst kan fremme en konstruktiv debat om vigtige samfundsforhold – f.eks. aborter, familieforhold, ghetteoer, bander eller social kontrol. Nej, de vil bare have flere klik, fordi deres indtægter er faldende og så opstiller de ligningen: Konflikt mellem normale holdninger kontra imamernes = flere læsere. Længere tror jeg ikke, den er.

Men stop det. Vi spørger ikke jødiske rabbinere, ældste fra Jehovas Vidner, hinduistiske panditter eller indremissionske præster om, hvordan vi skal leve vores liv eller hvorfor vi gør, som vi gør. Ej heller ser vi protestantiske præster som repræsentative for “alle kulturkristne” – hverken mænd eller kvinder, uanset at vi i Danmark har en statskirke.

Langt de fleste borgere i Danmark er kulturreligiøse og de love, vi retter os efter, er ikke religiøse, men juridisk begrundede. Så efterlad imamerne, hvor de hører hjemme: i moskeen. Lad være med at trække dem ind i samfundsdebatten.

Topillustration: Pexels.com

Kategorier