Anmeldelse: Whitney, du gør mig så emotional

af

Vi kender det alle sammen: Man sidder der på hotelværelset henad formiddagen til en fest, der startede 14 timer forinden. Kokainen, der holder det hele i gang, er ved at slippe op, og nu rejser det store spørgsmål sig: ”Skal vi anskaffe os et gram til, eller skal vi gå i seng?”

Whitney Houston ville have svaret ubetinget ja til det første og nej til det sidste. Hun var et afdanket, udsultet, verdensfjernt og ustabilt narkovrag, der døde af hjertesorger. Hun var toppen af en kransekage, hvis eneste værdi var hendes person. Hun var den første kvindelige, afroamerikanske gigastjerne. Hun var pigen fra New Jersey med en af verdens smukkeste og mest gribende stemmer.

Men hun var først og fremmest et elskværdigt og kærligt menneske, der drømte om at blive husket for at være god. Det indtryk efterlader dokumentarfilmen Whitney: Can I Be Me.

Whitney var verdensfjern, selvom det eneste hun ønskede var at være helt almindelig og ligesom alle andre. Whitney var er produkt

I dokumentaren kommer vi helt inden under huden på en vaskeægte verdensstjerne. Og hvis man troede, at den position kun emmer af attrå, så vækker Whitney: Can I Be Me dig op til virkeligheden. Det er nemlig mere barsk, end nogen af os dødelige kan begribe, når alle og enhver idoliserer en, før man har lært at idolisere sig selv.

Whitney var verdensfjern, selvom det eneste hun ønskede var at være helt almindelig og ligesom alle andre. Men hun kunne ikke komme ind i den almindelige verden, fordi hun var blevet hevet ud af den af en musik- og kendisindustri, der så dollartegn, hver gang hun åbnede munden. Whitney var er produkt.

Som hendes succes voksede sig større, mistede hun sin tillid til andre. Til sidst var der kun to personer, som hun har inde på livet, og hvem alle andre må i audiens hos, hvis de vil have fat i stjernen: Hendes barndomsveninde Robyn og hendes mand Bobby Brown.

De to var ærkefjender og havde helt forskellige opfattelser af, hvad der var godt for Whitney. Personligt tog jeg den klippefaste og rolige veninde Robyns parti i kampen for Whitneys lykke, men desværre tabte hun til Bobby, der fyldte hende med dårlig crack og sprut.

Religionens almagt

Hvordan kunne det gå så galt med Whitney, at hendes succes førte til hendes død?

En af grundene træder frem i filmen. Whitney Houston frygtede Gud. For hende var religionen den almagt, der konstant overvågede hende, og dømte godt fra ondt. Og denne fremmede målestok påbød han vores superstjerne at dømme sig selv på. Men ved et sådant personligt forhold til Vorherre er megen skade sket.

Gud er nemlig ikke en person, som man kan stå til ansvar overfor. Gud er den ånd, der lever i og mellem os alle. Det er det, der binder os sammen. Gud er kærlighed og intet andet.

Derfor bliver vi alle nødt til at stole på os selv – vi bliver nødt til at skabe vores egen moral eller i hvert fald reflektere over den moral, vi selv lever efter og dømmer os selv og andre på, hvis vi skal kunne leve med alle dele af os selv. Kun sådan, kan man komme dertil, hvor man elsker sig selv.

Premiere: 26.07.2017
Originaltitel: Whitney: Can I Be Me
Genre: Dokumentar, musikfilm
Spilletid: 1 time 45 minutter
Copyright: Reel Pictures

Hovedillustration: Reel Pictures.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Ulrik Frost

Ulrik Frost er en manipulerende, åndfuld, idealistisk, anarkomarxistisk, feministisk, anti-kapitalistisk, kulturkritisk og skamløs skribent. MobilePay 20615541.
 

Seneste indlæg fra

Gå til Top