Anmeldelse: White Monkey Gigs og Den kinesiske Drøm

af

Asien-journalist og forfatter Mette Holm har set David Borensteins film Dream Empire/Den kinesiske Drøm om livet som white monkey i Kina, dvs. som statist i en film eller lokkemad til dette eller hint. Dream Empire/Den kinesiske Drøm, der kan ses i aften kl. 23.00 på DR2, giver ingen forklaring på kinesernes sære opfattelse af, at udlændinge – især hvide – repræsenterer noget finere, dyrere og også mere troværdigt end deres egne. Det er til gengæld en overordentlig seværdig film om den kinesiske virkelighed, og en slags status over Kinas heftige byudvikling frem til for nogle år siden.

At være white monkey i Kina er både godt og skidt – og i hvert faldt sjovt på den bizarre måde; det kræver ikke synderligt talent, blot at man er blegansigt. Sorte og brune kan også bruges, men de tjener mindre.

Allerede i de tidligere 1980’ere var der bud efter blegansigterne i Beijing; flere af mine studiekammerater sagde ja og var med i partitro film dengang. Det var sjovt og gav en skilling som supplement til det beskedne kinesiske stipendium.

Mange, der har deres faste gang i Kina, er blevet forsøgt hvervet som white monkey, statist i en film eller lokkemad til dette eller hint, sådan som også David Borenstein blev det i Kinas og verdens største by, Chongqing, i årene 2012-2014; som musiker og hvid mand til at kaste international glans over nybyggeri for at tiltrække købere.

Borenstein kom til Chongqing som Fulbright-stipendiat for at studere byudvikling i Kina og endte som white monkey. Han var vaks nok til at skabe en overordentlig seværdig film om den kinesiske virkelighed, Dream Empire/Den kinesiske Drøm, hvorved han alligevel på sin vis fornemt fik gjort en slags status over Kinas heftige byudvikling frem til for nogle år siden.

I filmen er Borenstein white monkey og statist, der bidrager til portrættet af den unge migrantarbejder, Yana Yang. Yanas bestræbelser på at skabe sig en levevej som udlændingeagent flere tusind kilometer fra sin hjemby er samtidig en fremragende beskrivelse af krydsfeltet mellem Kinas barske økonomiske virkelighed, kinesernes ambitioner og magthavernes visioner – i dette tilfælde præsidenten og partichefen, Xi Jinpings 中国梦, Zhong Guo Meng, Den kinesiske Drøm.

En flerfløjet fantasi

Xis drøm for kineserne er en flerfløjet fantasi: Han fastslår, at den kinesiske drøm er hver enkelt kinesers såvel som nationens om velstand, kollektiv indsats, socialisme, lykke og national hæder; den omfatter Kinas og kinesernes fornyelse og foryngelse. ’Kun når landet klarer sig godt, klarer nationen og folket sig godt,’ sagde Xi blandt andet, da han nogle måneder efter sin tiltrædelse i 2012 lancerede begrebet, som er hans historiske fingeraftryk på Kinas udvikling.

I Kina er lederens motto folkets køreplan, og brudstykker af Xis første tale om Den kinesiske Drøm tjener da også som filmens bagtæppe, da den tager sin begyndelse på højden af Kinas byggeboom.

Yanas jagtmarker er udlændingebarerne, hvor hun tilbyder udlændingene deltidsjobs, hvis de har ’et kønt ansigt og en ok krop’, som hun siger.

Yana kommer til Chongqing fuld af gå-på-mod og gode idéer. Hun slår sig sammen med Jimmy, der som lokal har de altafgørende forbindelser til overhovedet at drive forretning i Kina. Yanas jagtmarker er udlændingebarerne, hvor hun tilbyder udlændingene deltidsjobs, hvis de har ’et kønt ansigt og en ok krop’, som hun siger.

MERE POV
Geo Jackson - en sort Dirch Passer

Hun fotograferer kandidaterne og lejer dem ud til events, først og fremmest stort anlagte shows, der skal lokke folk til at købe ejerbolig i Chongqings opland, hvor der – som i mange andre egne af Kina – i nogle år blev bygget heftigt og ukontrolleret og uden skelen til, om der var aftagere til de mange boliger.

I begyndelsen spiller David Borenstein – efter eget udsagn middelmådigt – saxofon i et band, Yana skruer sammen til udlejning. Der er også en mageløs scene, hvor Prince fra Congo bliver hvervet. Manden er begsort, kan overhovedet ikke synge og bliver lejet ud som verdensstjerne – fra Frankrig, fordi det klinger bedre i kinesernes øren end Congo.

Borensteins kolleger er bl.a. en tidligere straffefange, en forhenværende livvagt fra Amsterdam, studerende og vagabonder. De hvide abers roller udvikler sig mere og mere bizart, de bliver klædt ud som den engelske dronnings livgarde, læger, ingeniører, dansere og harmoniske udenlandske familier, der foregiver at bebo de tomme lejligheder – alt sammen for at kaste international glans og lokke kinesiske købere til.

Den kinesiske Drøms bagside

En ’international by’ signalerer stærk økonomi og lys fremtid i Kina. Filmen giver ingen forklaring på kinesernes sære opfattelse af, at udlændinge – især hvide – repræsenterer noget finere, dyrere og også mere troværdigt end deres egne. Kineserne er stærkt racistiske og opfostret med, at alle andre folkeslag er flertallet af han-kinesere underlegne – hvilket gør det endnu mærkeligere, at der skal udlændinge til at fremme salget af boliger.

Mens Jimmy kører på med drikkegilder med sine gode forbindelser, noterer Yana sig i 2013, hvordan forretningen går stadig mere trægt. Hvor kunderne før betalte uden at kny, tinger de nu om prisen. Der forhandles; hvide aber er for dyre. Sorte er er billigere. ’Hvad med indere? Har du indere? Er de billigere end sorte?’

David Borenstein spiller fortsat tre ’white monkey gigs’ om ugen, og han noterer sig, at jobsene rykker længere og længere ud på landet, hvor store boligblokke nærmest springer op fra markerne uden den infrastruktur, der skal til for at gøre et område beboeligt, endsige attraktivt. For en kort stund befolkes det nye byggeri af det stadig mere bizarre omrejsende white monkey cirkus, der skal få de tomme boligblokke til at fremstå beboede – som det hedder på ægte ejendomsmæglerlingo.

En appetitvækker til filmen cirkulerede vidt og bredt på de sociale medier i Kina tidligere i år og skabte ifølge pressematerialet en vældig efterspørgsel på Dream Empire. Om den vitterligt bliver blåstemplet af censuren – og tilmed i sin oprindelige version – til forevisning i Kina, vil tiden vise.

Vi får glimt af Den kinesiske Drøms bagside – de kinesere, der uden erstatning bliver tvunget fra hus og hjem for at gøre plads til korrupte kadrers udnyttelse af jorden til, hvad der ender som spøgelsesbyer. De har tics, føler sig snydt og forklarer, at de ikke tør sætte sig op mod systemet. Dertil har der været for mange eksempler på vold og fordrivelse.

Et ordsprog lyder: ’Køb et hus, har ikke råd/leve, har ikke råd/har end ikke råd til at dø’. Sidstnævnte henviser til, at bisættelse og urnesætning er alt for dyrt for mange i Kina, hvor det er opfattelsen, at sjælen farter frustreret og formålsløst omkring, hvis ikke den dødes jordiske rester eller asken nedsættes behørigt.

MERE POV
Hvor er Internets mødre?

Piben får en anden lyd, og grupper af købere, der føler sig ført bag lyset til at købe sig ind i spøgelsesbyerne, demonstrerer og forlanger pengene tilbage – dog uden held.

Yanas stadig dejlige smil dækker over forlegenhed og undertiden vrede. Jimmy tillægger sig ejermanerer og lader hende udføre alt arbejde, kunder vil have mere end blot, hvad de betaler for, det går hurtigt ned ad bakke. Yana må give op. Drømmen brister.

’Zhong guo Meng, den kinesiske drøm er, når folk tjener penge, ikke sandt? Duiba?

En appetitvækker til filmen cirkulerede vidt og bredt på de sociale medier i Kina tidligere i år og skabte ifølge pressematerialet en vældig efterspørgsel på Dream Empire. Om den vitterligt bliver blåstemplet af censuren – og tilmed i sin oprindelige version – til forevisning i Kina, vil tiden vise. Ingen tvivl om, at den fortjener at blive set også i Kina.

Måske den aftale om import af film fra Danmark uden om Kinas sædvanlige importkvote, som udenlandske film normalt er underlagt, som statsministeren, Lars Løkke Rasmussen (V), underskrev onsdag i Kina kan lette vejen – om ikke censuren – så kineserne også får set Dream Empire.

Dream Empire/Den kinesiske Drøm vises i aften, torsdag d. 4. maj, på DR2 kl. 23.

Topfoto: White Monkeys og en enkelt indisk, klædt på til fremstød for ejendomssalg uden for Chongqing – pressefoto fra-SF film.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Mette Holm

Mette Holm er Asien-journalist og forfatter med baggrund i antropologien, født i 1953. Hun har beskæftiget sig med Kina siden slutningen af 1970erne, var udvekslingsstuderende og læste kinesisk i Beijing 1981-82 og har studeret, boet, rejst og arbejdet i det vældige land gennem alle årene, så det sammenlagt er blevet til mere end 10 år i Kina. Siden hun blev journalist i 1987, har hun dækket Kina og nabolandene på udlandsredaktionerne hos bl.a. Ritzaus Bureau, TV-Avisen, TV2’s Nyheder, Jyllands-Posten, Weekendavisen og DRP1’s Orientering. Hun har skrevet 15 bøger og bidraget til flere om bl.a. Kina, Mongoliet, Myanmar og Vietnam, er flittig kommentator i medierne og foredragsholder i det ganske land, dels om Kina og sit øvrige revir, dels om menneskerettigheder, dels om FN’s verdensmål – eller en blanding. Privat nyder hun at udforske verden, ro på fladt vand på Øresund i sin kajak og vandreture i barndommens revir, Dyrehaven. Skribenter på POV får ikke betaling. Du er mere end velkommen til at støtte Mettes artikler på POV via mobile pay: 28 12 53 00. På forhånd tak. Mere om Mette og hendes aktiviteter her: www.metteholm.com, www.metteholm.info.
Foto: Torsten Graae

Seneste indlæg fra

Gå til Top