Anmeldelse: Teokratiet fra Helvede

af

Margaret Atwoods dystopiske bestseller The Handmaid’s Tale – Tjenerindens fortælling – er forsøgt filmatiseret tidligere, tilbage i 1990 blot 5 år efter at bogen udkom. Men i denne nye serieversion, der netop er gjort tilgængelig på HBO Nordic er den desværre aktuel som aldrig før, skriver Kim Jong Andersen, der kalder serien for en af de bedste, nye fremtidsserier, der både er elementært spændende, men som også rummer en relevant samtidskritik, der føles endnu mere håndgribelig end den gjorde, da Atwoods roman udkom for over 30 år siden. Det bør især unge skrive sig bag øret.

Som mange af læserne vil vide foregår The Handmaid’s Tale i Gilead – en teokratisk og totalitær stat, der har omstyrtet og erstattet det demokratiske USA efter et kup. I denne verden har mange års forurening sænket fertiliteten til et minimum, og de få fødedytige kvinder – handmaids – indgår i et sindrigt og undertrykkende system, hvor de på vegne af Kommandørernes – den nye tids herskeres – ufrugtbare hustruer, tvinges til at føde deres børn som Bilha gjorde det for Rakel i Det Gamle Testamente.

Handlingen er opdateret til en tidsalder, der meget vel kunne være vores egen nogle få år ude i fremtiden. Og det er især denne opdatering, der gør den nye filmatisering af den klassiske roman så foruroligende. Den viser os nemlig ikke bare, hvordan det nye regime i republikken Gilead på mange måder minder om det gamle DDR, som var Atwoods oprindelige skræmmeeksempel, men hvordan et sådant med en vis sandsynlighed kunne opstå i kølvandet på despot-lignende Trump-typer, som nyder opbakning i de stærkt religiøse, højreorienterede kredse i USA. At serien er aktuel som aldrig før, har Atwood i øvrigt selv bemærket i en kronik skrevet til The New York Times i marts: Margaret Atwood on What ‘The Handmaid’s Tale’ Means in the Age of Trump

Det nye regime i republikken Gilead minder på mange måder om det gamle DDR, som var Atwoods oprindelige skræmmeeksempel, men et sådant kunne med en vis sandsynlighed opstå i kølvandet på despot-lignende Trump-typer, som nyder opbakning i de stærkt religiøse, højreorienterede kredse i USA.

Man skal huske på, at USA i 1700-tallet i høj grad opstod på et puritansk og religiøst fundament, der stadig er indgraveret i den amerikanske folkesjæl. Noget tyder på, at denne historiske arv sagtens kan vækkes til live igen, hvis den religiøse fanatisme igen får noget at næres ved. Som f.eks. de nye skillelinier mellem globalisering og nationalisme, og alt hvad disse skel trækker med sig i kølvandet af racisme, misogyni og fascistiske tilbøjeligheder.

Systemomvæltningernes ulidelige lethed

Dét, der gør The Handmaid’s Tale som serie til en intens beretning, som holder seeren i et ubarmhjertigt skruestik, er især gengivelsen af, hvor hurtigt og hvor nemt et kup rent faktisk kunne finde sted i selv USA, hvis de rette forudsætninger er til stede.

MERE POV
Hvor er Internets mødre?

Jeg kan frygte, at vi i min generation har glemt – og heller aldrig oplevet – præcis hvor hurtigt, at en omstyrtning af et system og etableringen af et nyt kan finde sted. I det 20. århundrede skete det flere gange i Europa, og det tog som ofte kun nogle få år at bane vejen for systemskiftet.

“Det kommer aldrig til at ske i dag” eller “Vi ville aldrig tillade det her”, klinger som et underligt hult forsvar, hvis først historien får lov til at indtage vidneskranken og minde os om tider, hvor såvel politikere, myndigheder, militær og befolkning var enige om at stå vagt om de mest grundlæggende værdier, man alligevel kastede det hele overbord, da de først følte sig pressede nok til det – både i Tyskland før Anden Verdenskrig og i tidligere østblok-lande under den kolde krig.

Se traileren her:

Og det er et af de store budskaber i The Handmaid’s Tale: at bliver vi først tilpas intimiderede af skruppelløse kræfter, så kan selv et flertals idealer kollapse totalt i konfrontationen med en voldelig overmagt.

Det er knugende at se visse scener med udskamning, stikkeri og straf som centrale temaer udspille sig med stor voldsomhed, og konstatere at i situationen ville det have været vanskeligt selv at reagere anderledes på andres ulykke. Tillid mellem mennesker er en af civilisationens vigtigste byggesten, og når først den undermineres, er der desværre ikke meget, der binder mennesker til hinanden længere.

En serie, som det næsten burde være en samfundspligt for alle yngre generationer at gøre sig bekendte med, hvis vi skal have en chance for at slippe ud af de faretruende skygger, der er kastet over verden i dag.

The Handmaid’s Tale er dermed lige nu en af de bedste, nye fremtidsserier, der både er elementært spændende, men som også rummer en relevant samtidskritik, der nu føles næsten endnu mere håndgribelig end den gjorde, da Atwoods roman udkom for over 30 år siden.

Eminent casting med modige valg

I hovedrollen som Offred finder vi også en af de pt. mest talentfulde skuespillerinder, Elisabeth Moss, kendt fra nogle af de stærkeste serie-kvinderoller som f.eks. Peggy Olson i ‘Mad Men’ og Robin i ‘Top of The Lake’. Hun giver både sympatisk liv og en modstandsdygtig sjæl til Offred, og fungerer aldeles fremragende som seriens omdrejningspunkt.

Men generelt er serien eminent castet med kompetente skuespillere, og iscenesættelsen er helt i topklasse. Ikke mindst springene mellem tiden før Gilead og efter USA, der på uhyggelig vis perspektiverer, hvor lidt der skal til før, vi krydser grænserne, når verden balancerer på en knivsæg.

MERE POV
Aben på krudttønden

Showrunneren Bruce Miller har truffet nogle modige men rigtige valg i den nye version (bl.a. at lade fertilitet overtrumfe race, så der nu også indgår sorte karakterer – i romanen er alle afro-amerikanere blevet sendt i eksil) og det har resulteret i en af de mest seværdige serier pt. på HBO Nordic. En serie, som det næsten burde være en samfundspligt for alle yngre generationer at gøre sig bekendte med, hvis vi skal have en chance for at slippe ud af de faretruende skygger, der er kastet over verden i dag.

Den er langt fra det feministiske kampskrift, som romanen oprindeligt blev gjort til, men snarere en sober prognose for hvor USA kan være på vej hen med en præsident, hvis udtalte respekt for kvinder kan ligge et lille sted.

Budskabet til yngre generationer om ikke at tager deres rettigheder for givne stod i øvrigt også centralt i et segment under udsendelsen Newshour på den amerikanske public service tv-station PBS forleden. Se med her:

Topillustration fra serien.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Kim Jong Andersen
CEO & Founder at JONG

Kim Jong Andersen, 44. Debattør, madanmelder og gourmand, digital ekspert og konceptudvikler, smagsdommer, filmbuff, underviser, foredragsholder. Har arbejdet i reklamebranchen i næsten to årtier, senest som kreativ direktør. Optaget i Dansk Markedsførings M-list, en blå bog over de allerdygtigste marketingprofiler i Danmark. Nok især kendt på sociale medier under hans alter ego, "Bamsen", der i visse kredse nærmest er blevet et personligt brand i sig selv. Hyppig gæst på de førende restaurationer i København, spiser sjældent (så godt som aldrig) hjemme. Juryformand for den årlige prisuddeling, Danish Digital Awards i samarbejde med Dansk Annoncørforening. Har selv vundet adskillige kreative awards både herhjemme og i udlandet. Ofte benyttet key note speaker på diverse konferencer og seminarer, hvor emnet er relateret til kreativitet og kommunikation. Underviser MBA-studerende på CBS og reklameelever på KEA og DJMX.

Seneste indlæg fra

Gå til Top