Anmeldelse: Operabilleder – ud af og ind i malerierne

af

Sikke en glædelig oplevelse at investere i en operabillet og få sig en morsom og begavet overraskelse. Rossini tager man sjældent fejl af, men vi vidste ikke så meget om operaen Rejsen til Reims fra 1825. Jo noget med at de vist aldrig rigtig kommer på nogen rejse og at operaen ikke rigtig handler om noget.

Så er det godt, at der findes en mand som Damiano Michieletto. Det var ham, der stod bag sidste sæsons opførelse af Il Trittico, og med den succes i tankerne tør Det Kongelige Teater selvfølgelig binde an med noget så sært som hans projekt med Rejsen til Reims. Her er der virkelig tale om en iscenesættelse.

Efterhånden sidder man og fniser lidt over det groteske sammenstød af billeder og tekst.  I en verden, hvor vi præsenteres for fake news og alternative facts er det underholdende at sidde og se en handling, der får ord med, som ikke dækker – og man er ikke i tvivl om, hvad der er sandhed. Hvad der er vigtigt.

Det originale består i at bevare musikken, den er der jo ikke noget i vejen med, og bevare teksten. Hvad er det så, der er særligt? Det er jo set før, at man lægger handlingen i en gammel opera i nyere tid eller et andet sted. Det er ikke originalt. Nej man laver en helt ny handling. Og et helt andet univers.

Se en smagsprøve her:

Scenen er et galleri, der er ved at åbne og hvor kasser til at transportere malerier pakkes ud og malerier hænges op på væggene. Flyttefolk og rengøringspersonale er på scenen. Det er operakoret i temmelig anderledes antræk. Der er travlhed og diskussioner. Mon de når at blive færdige til åbningen?

Teksten derimod, der ses på de små skærme, er fuldkommen volapyk, har intet at gøre med det, man ser.

Og så sker det helt originale: personerne på de verdenskendte portrætter, malet af Picasso, Frida Kahlo, Keith Haring, Goya, Velasques, Sargant, Magritte, Botero og Van Gogh træder ud af deres maleri og spankulerer rundt i galleriet.

Det kunstgreb hedder tableau vivants, altså levende malerier: Manden med et æble foran ansigtet hilser på Frida Kahlo, der krydser den trekantede blå kvinde Dora Maar, som skæver til den yndige lille prinsesse med sløjfer i håret og den meget brede fornemme blå kjole med hvide striber. Herligt sceneri, mens en gruppe personer fra et andet maleri leder efter deres ting, som stadig ikke er kommet op af kasserne.

Botero: Melancholia 1989, Manden i kvindeklæder med den kraftige brystbehåring, på maleriet på væggen og lyslevende på scenen. Det Kgl. Teater, pressefoto. Thomas Petri.

Teksten er stadig temmelig volapyk. Det har den virkning, at hvad der foregår på scenen påkalder sig langt større interesse. På et tidspunkt trækkes en kæmpestor ramme ned, som dækker hele scenen. Det hvide lærred.

MERE POV
Hvor er Internets mødre?

Efter pausen skændes et par fra malerigruppen. Højlydt.

”Snart svinder smerten, kærligheden taler, hjertet banker”, lyder teksten.

Foran maleriet er der ligeså meget skænderi mellem et par museumsgæster. Kvinden i maleriet rækker ud og trøster den kvindelige museumsgæst. Pragtfuld detalje, meget rørende. Kæresteskænderier finder sted i alle tider, historien og diskussionerne gentager sig. Og som teksten sagde, så ender det begge steder med forsoning.

Imens vi betragter de to par, der skændes og forsones, synges den smukkeste arie, med en tekst, der er ligegyldig, ikke passer rigtig til det, vi ser, men dog handler om kærlighedens vanskelige disciplin.

Hele malerigruppen på jagt efter deres maleri får efterhånden deres kostumer udleveret, som er dukket op. Fra rejsen skulle man måske sige? En pilotklædt mand sørger for at stille en stige foran det store lærred, han laver en smal sprække og på den måde kommer de hjemløse figurer fra et andet maleri nemlig ind i det hvide lærred.

De stikker lige hovedet ud igennem det hvide og fjerner lærredet fuldstændig. Bag dem ser man nu et kæmpestort rum, et interiør helt i hvidt, med trapper og podier. Meget mystisk. Hvidklædte scenearbejdere dukker op, her er koret igen. De fjerner de hvide klæder, der dækker alt i rummet.

”Himlen er den største gave, Gud har givet os”, lyder teksten.

Pressefoto, Det Kgl. Teater, Thomas Petri. Fra forestillingen.

Efterhånden sidder man og fniser lidt over det groteske sammenstød af billeder og tekst. I en verden, hvor vi præsenteres for fake news og alternative facts er det underholdende at sidde og se en handling, der får ord med, som ikke dækker – og man er ikke i tvivl om, hvad der er sandhed. Hvad der er vigtigt.

”Snart blegner vi og livets lys slukkes.
Så lad os ikke miste et øjebliks glæde.”

Figurerne står nu i deres fine antræk med skilte på: Biskoppen er tysker, og vi hører Haydns Deutschland Deutschland über alles. Den polske marquise viser ben i cancankjole til en polonæse, Russeren står stædigt, mens der spilles russisk dans, ibereren, spanieren med tyrefægterkappe, sørger for spansk dans.

”Må Europas skæbne forblive lykkelig.
Leve harmonien, kilde til alt godt.”

Og pludselig er ens tanker optaget af hele EU-diskussionen. Netop nu, hvor EU’s fremtid synes usikker dukker Rossinis tekst op. Han havde nok ikke forestillet sig at være så rasende aktuel her i 2017. Englænderen i selskabet får God Save the Queen til at gjalde i en kort stund. Det nye stykke er lavet før breixit.

”Må skæbnen begunstige det lykkelige og trofaste folks ønsker”

Alle de medvirkende bliver opfordret til at vælge en historisk fransk begivenhed. De enes om at vælge kroningen af Karl 10. i Reims. Mon ikke det er nogle af figurerne på maleriet af den begivenhed, der nu er på vej til at føle sig hjemme?

MERE POV
Intet varer evigt

”Karl forener kronen med ære og en ny strålende glans”

Figurerne bevæger sig nu i slow motion rundt på scenen, mens der synges, det er meget betagende. Man bemærker, at der kommer flere og flere ind i tableauet, og dragterne bliver finere og finere. Det er de adelige og kardinalerne, der dukker op, og ikke mindst manden med kronen, kongen Karl 10.

”Må Karl, de franskes lykke og ærlighed leve lykkeligt
må liljen altid blomstre på sin grønne stængel.”

Francois Gerard: Kroningsbillede af Charles X, Karl 10. 1827

Lige pludselig er teksten tæt på at give mening, mens alle disse personer – til Rossinis toner og den altmodische tekst – langsommeligt og højstemt har bevæget sig rundt, indtil de på et tidspunkt har indfundet sig på deres pladser i det gamle maleri. Kroningen af Karl 10. i Reims i 1825.

Det er morsomt, det er nytænkende, det er originalt og det er betagende.

Og det kan opleves i dag tirsdag 11. og tirsdag 25. april, i Operaen.

Topillustration: Pressefoto, Det kgl. Teater, Thomas Petri.

Crowd Funding: Fremover går vi her på POV lidt mere effektivt ud og forklarer, hvordan man kan betale for at læse os. Man kan støtte mediet POV på 40121968 (fælleskasse, betaler blandt andet for den hurtige server og boost af lødig journalistik). Eller man kan støtte den ulønnede skribent – her Monica Krog-Meyer via mobile pay 2424 6242. Sådan kan man vise, at man er glad og gerne vil have mere.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Monica Krog-Meyer

Monica Krog-Meyer, tidl. radiovært, nu skribent, pensionist og mormor.
Jeg har været inde i radioen siden ruder konge var knægt. Født 1950, i mesterlære i DR som speaker, freelancer, programmedarbejder og studievært. Har taget turen fra P3, via P4 og til P5 . Undervejs har der været afstikkere til Radio 2, DR 2, Langelandsfestivalen, Guld FM - og klummeskrivning i Det fri Aktuelt, Ekstra Bladet og Vores Villa.
Jeg skrev i 2002 debatbog om pornoficeringen af vores liv: "Patter, Pik og Penge", og i 2010 "Plus-alderen - vi bliver jo bare ved!", der medfører mange muntre foredrag rundt i Danmark. Jeg har aldrig sluppet det franske, der blev til et hovedfag.

Seneste indlæg fra

Gå til Top