For tiden er det almindeligt, at særligt mænd, der nyder en vis anseelse, under interviews et øjeblik vender ansigtet lidt væk og med lavmælt stemme og stor indføling “erkender”, at de atter kunne forestille sig krig i Europa – senest Uffe Elbæk.
Disse mænd tror, denne “erkendelse” afspejler deres resignerede livsvisdom. De tager fejl. Den afspejler deres monumentale åndelige dovenskab.
Den afspejler deres svigt mod demokratiet, som de tror passer sig selv. De tror, demokratiet er en prydhave med indlagt automatisk vandingsanlæg, der er styret og passet af nogle andre. Også her tager de fejl.
Demokratiet er uovervindeligt. Hvis vi selv vil det.
Vend blikket indad og spørg i stedet for disse lavmælte “erkendelser”: Hvor mange offentlige taler har I holdt, hvor I fortæller om demokratisk handling, og om, hvad der undergraver samfundets dybere fællesskab? Hvor mange grupper af mennesker har I samlet, der mødes og drøfter populismens og materialismens undergravning af fællesskabets vigtigste idealer? Hvor mange facebookgrupper, der aktivt går mod hate-speech og går ind i de enkelte tråde med positive, almenmenneskelige ytringer, har I dannet og bestyrer nu? Hvor mange artikler, bøger, indlæg om demokrati, menneskelighed og velfærd har I skrevet, hvor I viser, at det begynder med den enkelte, og at I selv er den enkelte?
Hvor meget har I givet af jer selv for at give andre mennesker plads og mulighed i demokratiets navn? Eller var det bare magtspil det hele? Åndelig dovenskab, med andre ord.
Hovedfoto: Creative Commons
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her