ANALYSE: Trump sparker endelig afgørelse om “Dreamers” videre til Kongressen

af

Den amerikanske kongres startede efterårets arbejde med et brag tirsdag, da præsident Trumps justitsminister, Jeff Sessions, meddelte, at regeringen har aflyst DACA – et omstridt dekret, som Obama gennemførte, og som tillader børn og unge af illegale immigranter at studere og arbejde i USA. Ordningen vil blive udfaset over de kommende to år, og 700.000 unge risikerer deportering, med mindre Kongressen vedtager en egentlig lovgivning, der vil give de såkaldte DREAMers opholds- og arbejdstilladelse. Trumps opfordrer Kongressen til at handle indenfor seks måneder for at beskytte de unge, men lovgiverne, har ikke kunnet blive enige om udlændingepolitikken i over 10 år og intet tyder på, at de kan finde fodslag.

WASHINGTON D.C. – “Hvis præsidenten agter at deportere en af vores ansatte, skal han nedkæmpe os først for at få fat på vedkommende.”

Sådan lød det tirsdag, ikke fra en aktivist i en frikirke, ikke fra en amerikansk udgave af Venligboerne eller et medlem af den demokratisk græsrodsorganisation, men fra præsidenten for Microsoft, Brad Smith.

I et interview med radiostationen NPR (USA’s svar på Danmarks Radio) sagde Smith, at han talte på vegne af hele det amerikanske erhvervsliv, som “alle er særdeles optagede af at få vedtaget en skattereform (som Trump har lovet, red.) men det står klart i dag, at skattereformen må vente, indtil vi har taget hånd om the Dreamers. Der er intet, vi vil presse hårdere på for, når det gælder Kongressen, end at få en løsning her. De unge har en deadline, der udløber om seks måneder. Skattereformen kan derimod vente.

Anledningen til Smiths ord var beslutningen fra præsident Trump samme morgen om at udfase DACADeferred Action for Childhood Arrivals. DACA er en midlertidig bestemmelse, som præsident Obama fremlagde i 2010, men som han, fordi han ikke kunne få flertal for den i Kongressen, besluttede sig for at indføre via dekret i 2012.

Trump: Jeg vil ikke straffe børn, men lov er lov

DACA er en midlertidig beskyttelse mod udsendelse eller deportation fra USA af omkring 700.000 unge, der alle er kommet til USA illegalt, mens de var under 15 år gamle, Det er altså deres forældre, som har taget de unge/børnene med sig og de er derved ikke selv indvandret. Betegnelsen “Dreamers” er et udtryk, som bruges bredt om disse unge – på tværs af partiskel og holdninger til indvandring – fordi de drømmer om at blive amerikanske statsborgere.

Men nu er er DACA aflyst og vil blive udfaset over de næste to år. Som Trump sagde i en pressemeddelelse tirsdag morgen:

I do not favor punishing children, most of whom are now adults, for the actions of their parents. But we must also recognize that we are nation of opportunity because we are a nation of laws …

Trump sagde i samme meddelelse, at han glæder sig til at arbejde sammen med både republikanere og demokrater i Kongressen for at få vedtaget en udlændingelov, “in a manner that puts the hardworking citizens of our country first … it’s time for Congress to act.”

De unge mennesker fortjener ikke at blive straffet … de har intet galt gjort – Paul Ryan, formand for Repræsentanternes Hus

Beslutningen var ventet og udløste den lige så ventede massive fordømmelse blandt demokrater, the latino community samt alle, der arbejder med immigrationsspørgsmål.

Men dertil kunne man også lægge størstedelen af alle Trumps egne moderate partifæller f.eks. den magtfulde formand for Repræsentanternes Hus, Paul Ryan, der i en meddelelse sagde, at de unge mennesker, “ikke fortjener at blive straffet … de har intet galt gjort.” Ryan havde også forud for Trumps beslutning appelleret til præsidenten om ikke at aflyse DACA.

Rasende og kritisk erhvervsliv vil lægge maksimalt pres på Kongressen

Men det var især reaktionen fra erhvervslivet, der tiltrak sig opmærksomhed i de amerikanske medier. For Microsoft var langt fra alene. I et brev til koncernens ansatte samme morning lød det eksempelvis fra Apples CEO Tim Cook – der har meddelt, at over 250 af Apples ansatte er i fare for at blive deporteret – at han kunne “forsikre offentligheden om”, at Tech-giganten vil “samarbejde med alle medlemmer af Kongressen for at sikre en permanent beskyttelse af disse unge gennem en ny lov.”

Det samme sagde et væld af andre erhvervsledere – fra Jeff Bezos (Amazon, Washington Post, Whole Foods), Reed Hastings (Netflix), Randall Stephenson (AT&T) til Tim Sloan (Wells Fargo, der i øvrigt også alle var medunderskrivere af et brev til præsidenten der havde opfordret Trump til at et bevare DACA.

I brevet argumenterede erhvervsfolkene med, at de omkring 800.000 deltagere i det nuværende DACA-program alle er “opvokset i Amerika og alle er nettobidragydere til USA samt betaler indkomstskatter “. Officielle tal bekræfter, at de 800.000 Dreamers betaler over 2 milliarder dollar årligt i skat, ligesom ingen af dem modtager offentlige ydelser.

Stifteren af Facebook Mark Zuckerberg kaldte Trumps beslutning ‘ondskabsfuld over for de unge, der har stolet på Den Amerikanske Drøm og er kommet ud af deres skyggeliv, fordi de har stolet på regeringen’

Fælles for de unge, der alle skal have en ren straffeattest for at kvalificere sig til betegnelsen Dreamer (deltager i DACA), er, at stort set ingen af de unge er arbejdsløse. Over 97 procent er enten studerende eller i arbejde, 5 procent er selvstændige, 65 procent er bilejere og 16 procent er husejere – også selvom alle Dreamers er i 20erne.

Stifteren af Facebook Mark Zuckerberg kaldte i en opdatering på det sociale medie Trumps beslutning ‘ondskabsfuld over for de unge, der har stolet på Den Amerikanske Drøm og er kommet ud af deres skyggeliv, fordi de har stolet på regeringen’:

This is a sad day for our country. The decision to end DACA is not just wrong. It is particularly cruel to offer young…

Posted by Mark Zuckerberg on Tuesday, 5 September 2017

Googles administrerende direktør udtalte sig på Twitter med en opfordring til Kongressen:

At programmet er vigtigt for erhvervslivet, især for de største virksomheder, fremgår af erhvervslivets egne tal: 72 procent af de amerikanske “top 25 Fortune 500 companies” har ansat en eller flere Dreamers.

Men kan se mere om baggrunden for Obamas beslutning her i en kort og letforståelig video fra TIME Magazine:

Obama: hjerteløst angreb på patriotiske unge

Og ganske usædvanligt udtalte den tidligere præsident sig i går også med stærke ord om Trumps beslutning om at aflyse DACA, som han kaldte hjerteløs overfor unge, der er “ressourcestærke og patriotiske”, “veluddannede og som ofte ikke kender til noget andet land end USA”.

Obama udtalte sig via Facebook, hvor han bl.a. sagde:

“This is about young people who grew up in America – kids who study in our schools, young adults who are starting careers, patriots who pledge allegiance to our flag. These Dreamers are Americans in their hearts, in their minds, in every single way but one: on paper. They were brought to this country by their parents, sometimes even as infants. They may not know a country besides ours. They may not even know a language besides English. They often have no idea they’re undocumented until they apply for a job, or college, or a driver’s license.”

“But today, that shadow has been cast over some of our best and brightest young people once again. To target these young people is wrong – because they have done nothing wrong. It is self-defeating – because they want to start new businesses, staff our labs, serve in our military, and otherwise contribute to the country we love. And it is cruel. What if our kid’s science teacher, or our friendly neighbor turns out to be a Dreamer? Where are we supposed to send her? To a country she doesn’t know or remember, with a language she may not even speak?
Let’s be clear: the action taken today isn’t required legally. It’s a political decision, and a moral question.”

Hele den tre sider lange opdatering kan læses her:

Immigration can be a controversial topic. We all want safe, secure borders and a dynamic economy, and people of goodwill…

Posted by Barack Obama on Tuesday, 5 September 2017

Justitsminister: Dreamers har taget amerikanernes arbejde

Men tirsdag morgen lod præsident Trump ikke desto mindre – gennem sin justitsminister Jeff Sessions – forstå, at han altså nu har annulleret programmet, som det ikke længere er muligt at tilslutte sig (for at være omfattet af DACA skal man opfylde kriterierne, først og fremmest at være indvandret med sine forældre til USA, mens man var under 15 år gammel, man skal have en ren straffeattest og være enten under uddannelse eller i arbejde).

Sessions, der som tidligere medlem af Senatet har været en af Kongressens mest indædte modstandere af DACA, meddelte beslutningen tirsdag ved et pressemøde i justitsministeriet, hvoraf det bl.a. fremgik, at programmet vil blive “udfaset over to år”. Justitsministeren kaldte DACA for en klar “unilateral executive amnesty” og beskyldte Obama-regeringen for et brud på forfatningen ved bevidst at indføre beslutninger vi dekret, som den lovgivende magt specifikt havde afvist at gennemføre: “The Obama admministration deliberately sought to achieve what the legislative branch specifically refused to authorize on multiple occasions. Such an open-ended circumvention of immigration laws was an unconstitutional exercise of authority by the executive branch.”

Sessions bemærkede også, at DACA “har undermineret hundredetusinder af amerikaneres muligheder for at få et arbejde ved at tillade, at illegale fremmede kan besætte disse jobs … vi kan ikke lukke alle ind, bare fordi de har lyst til at komme til USA. Så enkelt er det.” Se hele annonceringen her:

Trumps velkendte taktik: Skub problemet over til Kongressen

Men selv om Trump har aflyst Obamas dekret, ville han ikke være Trump. hvis han ikke – nøjagtigt ligesom med beslutningen om aflysningen af klimaaftalen fra Paris og ved beslutningen om at forbyde transpersoner at være soldater – havde efterladt sig en vidtåben kattelem, som politikerne i den amerikanske kongres kan kravle igennem, hvis de kan blive enige med sig selv indenfor de næste seks måneder.

For programmet vil nemlig som sagt ikke blive afsluttet øjeblikkeligt, men blive udfaset over to år. Og i de kommende seks måneder vil der ikke ske noget med de mennesker, der er beskyttet af det aflyste program. Og dermed har Kongressen med andre ord seks måneder til at handle.

Præsidenten elsker the Dreamers, han opfordrer Kongressen til at vedtage en lov, der beskytter dem og giver dem sikkerhed

Og det er ikke engang sikkert, at Trump personligt mener, at de 700.000 unge partout skal forlade USA. For nok har Trump aflyst DACA, men det er kun – oplyste hans talsmænd og meningsfæller – fordi det ikke er “lovmedholdeligt eller rimeligt” at have 700.000 unge i landet uden en egentlig lovgivning.

“Præsidenten elsker the Dreamers, han opfordrer Kongressen til at vedtage en lov, der beskytter dem og giver dem sikkerhed,” lød det igen og igen både i Kongressens korridorer og på talrige tv- og radioprogrammer dagen igennem. Og Trump gik endnu videre – han sagde nemlig, at han vil “genbesøge beslutningen”, hvis Kongressen “mod min forventning ikke løser problemet.”

I et tweet tirsdag aften gjorde han det helt klart:

Og noget tyder på, at Trump enten rent faktisk havde haft flere overvejelser over initiativet end sædvanligt eller at han ikke har været helt klar over, hvor dramatiske konsekvenser, en ophævelse af DACA har.

Men om overvejelserne skyldes den forventede betydelige og vidtspredte modstand mod beslutningen eller om han rent faktisk havde “moralske svære overvejelser,” som hans talsmand, Sarah Huckabee Sanders kaldte det tirsdag aften, kan vi ikke vide.

Men hvad man kan fastslå er, at Trump under sin kampagne benyttede sig af en sprogbrug om netop dette emne, der var selvmodsigende i en helt særlig grad. Man kan finde stort set lige mange taler, hvor Trump bebuder, at han vil “afslutte DACA” som taler, hvor han lover at “beskytte Dreamers”, som han ofte har kaldt for “nogle af de bedste unge, vi har” og “storartede unge mennesker, unge som jeg elsker.”

Så sent som i starten af denne uge gentog han budskabet:

Spørgsmålet bliver derfor, om Kongressen kan tage sig sammen og handle eller ej.

En handlngslammet kongres kan næppe vedtage reform

Og her er der vitterlig ingen grund til optimisme, for Kongressen er notorisk elendig til at blive enige med sig selv om noget som helst – uagtet at den har et rent republikansk flertal i begge kamre. Som det vil være de fleste bekendt er det endnu ikke lykkedes for de folkevalgte at aflyse “Obamacare” – præsident Obamas sundhedsreform – selvom Repræsentanternes Hus (Kongressens nedre kammer) fik deres lov igennem. Tiltaget er dog ingen vegne kommet i Senatet, der heller ikke har været i stand til at vedtage noget substantielt om hverken indvandring, skat eller andre omfattende reformer over de seneste 10 år.

Som magasinet The Atlantic konkluderede tirsdag aften så har Trump indgået et “risikabelt væddemål ved at satse på en kongres, hvor “majorities in the House and Senate support protecting Dreamers, but (where) immigration legislation must overcome a busy legislative calendar and long recent history of failure.

For nok er såvel modstandere som tilhængere af DACA i princippet enige om, at immigrationslovgivningen generelt – og beslutningen om, hvad der konkret skal ske med de 700.000 unge Dreamers – må skulle finde sted gennem almindelig lovgivning og ikke gennem præsidentielle dekreter eller undtagelsesbestemmelser, men det er langt fra det samme som at kunne forudsige, at lovgiverne så rent faktisk vil tage sig sammen og blive enige på tværs af partiskellene.

Der er intet sket på den front siden 2006 – for 11 år siden – og intet tyder på, at parterne kan blive enige inden Trumps deadline udløber i marts 2018 – heller ikke selvom præsidenten presser på. Dertil kan man lægge den overfyldte dagsorden, der ligger på Kongressens skrivebord fra dag et i denne uge. I denne måned ser dagsordenen sådan ud:

Republican leaders must act to avoid a government shutdown, prevent a debt default, provide relief to regions devastated by Hurricane Harvey, and renew expiring federal programs affecting aviation, children’s health care, and flood insurance. Top Republicans have already signaled they might pass temporary measures and drag out the spending fights until December, sucking up even more time and political capital. And beyond these must-pass items, the GOP is desperate to make progress on tax reform this fall after failing in its bid to repeal and replace the Affordable Care Act.”

Det er i forvejen en mundfuld, som kan blive umulig for lovgiverne at gabe over – og det er blot i september.

Embedsmændenes memorandum taler i klartekst

Derfor er de mere pessimistiske fortolkninger af præsidentens handling sandsynligvis også de mere realistiske.

Et memorandum tirsdag fra Det Hvide Hus tyder på, at deporteringer af disse best and brightest youngsters, som alle politikere hævder at elske, og som ingen mener har gjort noget galt, i den grad er et realistisk scenario

For selvom Trump som nævnt har sagt, at han vil genoverveje sin beslutning, hvis Kongressen fejler, så var der andre tegn tirsdag på, at deporteringer af disse best and brightest youngsters, som alle politikere hævder at elske, og som ingen mener har gjort noget galt, i den grad er et realistisk scenario; på trods af erhvervslivets protester, på trods af demokrater og moderater republikaneres indsigelser og selvom der er et solidt folkeligt flertal for at lade dem blive i USA.

Ministeriet for USA’s indre sikkerhed rundsendte således et ildevarslende (for de unge) baggrundsnotat i form af et memorandum fra Det Hvide Hus tirsdag, der i klare vendinger gjorde det klart for embedsmændene, hvordan regeringens beslutning skal implementeres.

Heraf fremgår det i et noget klarere sprog end det, talsmænd og politikere bruger, at de unge, der lige nu henhører under DACA, gør klogt i at “forberede deres afrejse fra USA”.

Notatet siger bl.a.:

“Department of Homeland Security opfordrer indtrængende DACA-modtagere til at bruge den resterende tid af deres arbejdstilladelser til at forberede sig på og arrangere deres afgang fra USA – herunder proaktivt at søge rejsedokumentation – eller at ansøge om andre indvandringsydelser, som de måtte være berettiget til”.

Med andre ord: Som med mange politiske beslutninger, tyder meget på, at man snarere end at hæfte sig ved hændervridende politikeres luftige deklarationer og gode intentioner gør klogt i at hæfte sig ved embedsmændenes noget mere prosaiske og konkrete anvisninger: disse unge skal forberede sig på at forlade USA. Så kan de altid blive glædelig overrasket om seks måneder.

POV er et startup medie, der ikke lønner sine skribenter. Men læserne er heldigvis ofte flinke til at betale for de tekster, de synes om. Så hvis du vil donere til Annegrethes arbejde på POV International – både som skribent og som chefredaktør – så kan du sende hende et beløb på hendes Mobile Pay: 93 85 05 85 – hun ser alle hilsener og bliver mægtig glad.

Topillustration: Jim Winstead, Flickr.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Annegrethe Rasmussen

Annegrethe Rasmussen er medstifter af POV International, chefredaktør, USA-korrespondent og debattør. Hun har skrevet et ocean af artikler og bidraget til mange tv- og radioprogrammer samt flere bøger; senest som medforfatter til den mest brugte undervisningsbog i danske gymnasier om Amerika, USA’s Udfordringer (2012 og 2016). Hun har arbejdet som korrespondent i London (2002), Paris (2004) og siden 2008 i Washington DC. I 2012 stiftede hun bloggen USAnu.dk med Morten Bay, og i 2016 står hun bag dannelsen af POV International sammen med Morten Bay og Signe Wenneberg. Privat er hun gift og mor til fire, og super nørdet, fordi hun ikke interesserer sig for andet end politik, digitale medier og litteratur. Naturen forstår hun sig ikke på, og hun drikker hellere te, Champagne og går i byen og hører musik end laver mad - bortset fra rugbrød, som hun savner og derfor bager på 14. år som udlandsdansker.
Hun siger som sit idol Ulla Terkelsen: man kan sove i flyvemaskinen.
Du kan donere til hendes arbejde på POV International - både som skribent og som chefredaktør - på Mobile Pay: 93 85 05 85. Du kan ikke ringe til det nummer, men du kan sende en e-mail: AGR@pov.international

Seneste indlæg fra

Gå til Top