Den nye saudiarabiske kronprins har med sin udenrigspolitik gjort landet til en uforudsigelig og ustabil allieret for de fleste samarbejdspartnere, både i regionen og i Vesten. Hans metier udi det udenrigspolitiske er på nuværende tidspunkt bestemt ikke overbevisende. Det vidner snarere om en uerfaren, impulsiv leder, der ikke kan gennemskue det politiske magtspil i Mellemøsten. Det skriver Yasmin Abdel-Hak i en analyse af de mange – også indenrigspolitiske – udfordringer, der venter den nye, magtfulde leder.
Saudi-Arabien meddelte onsdag, at kongehuset har forfremmet den tidligere stedfortrædende kronprins Mohammed bin Salman til nu at være kronprins. Dermed er den 31-årige kronprins sat i position til sin fremtidige opgave som landets konge. Den tidligere kronprins Mohammed bin Nayef er samtidig blevet fristillet for alle sine tidligere ansvarsområder.
Siden han første gang i 2015 trådte frem på den kongelige scene, har bin Salman haft travlt med at positionere sig som en reformator af landet.
Det er tale om en mand, der i den grad har fået skabt sig et særdeles stærkt magtfundament på den indenrigspolitiske front
Han har således præsenteret en langsigtet handlingsplan med en ny energipolitik; han har været fortaler for, at landet lancerer en ny økonomi, når de – stadig massive – oliekilder en gang i fremtiden udtørrer. Han har formået at skære drastisk ned på de ganske generøse statssubsidier til befolkningen, og har foreslået en delvis privatisering af det statsejede olieselskab Aramco.
Det er ganske betragteligt for en 31-årig prins, som før 2015, da hans far blev udnævnt til konge og derpå trak ham ind i regeringskabinettet som forsvarsminister og stedfortrædende kronprins, alene havde en beskeden rolle som minister og rådgiver for sin far.
Udover at bin Salman nu er kronprins, er han også stedfortrædende statsminister, forsvarsminister med adgang til et af verdenens største militærbudgetter samt formand for Rådet for Økonomi og Udviklingsforhold. Et magtfuld kabinetråd, der har afgørende indflydelse på alt politisk arbejde vedrørende boligforhold, sundheds- og sociale forhold, samt uddannelsesmæssige forhold i landet. Endvidere er han bestyrelsesformand for det statsejede olieselskab Aramco. Sidst men ikke mindst er han den, der sidder tættest på kongen, som er den endelige beslutningstager.
Det er med andre ord en mand, der i den grad har fået skabt sig et særdeles stærkt magtfundament på den indenrigspolitiske front.
En royal ydmygelse af dimensioner
Udnævnelsen blev generelt modtaget positivt blandt den yngre generation af saudiere, der ser kronprinsen som en langt mere handlingsorienteret mand end hans forgænger. Hvordan udnævnelsen opfattes indenfor kongefamiliens egne rækker er en anden sag. Ingen tvivl om, at den detroniserede kronprins Mohammed bin Nayef kun kan betragte det som en royal ydmygelse af dimensioner.
Der er det særlige ved rentier-stater, at folket kun undlader at gøre oprør, så længe den sociale kontrakt med magthaveren forbliver intakt. Kronprinsens støtte fra befolkningen hviler med andre ord på et særdeles tyndt grundlag
Som kronprins var bin Nayef ansvarlig for bekæmpelsen af terrorangreb og opretholdelsen af sikkerhed i landet. Han havde dermed ansvar for et særdeles vigtigt område til sikring af den saudiske stats fortsatte overlevelse. Og med et ansvarsområde med flere hundrede tusinde ansatte i efterretnings- og sikkerhedstjenesten blev bin Nayef synonym med The Deep State.
Men selvom bin Nayef med udnævnelsen af den nye kronprins dermed selv blev detroniseret, behøver det ikke nødvendigvis at betyde, at Deep State-apparatet pr. automatik vil følge den nye kronprins ukritisk.
Efterretnings- og sikkerhedstjenester følger ikke pr. definition blindt deres ledere. Det er det yderst anstrengte og betændte forhold mellem efterretningstjenesterne i USA og præsident Donald Trump et strålende eksempel på. Så også her vil den nye kronprins skulle agte sig i forhold til, hvad disse tjenester har at sige.
Ud af Troskabsrådets 34 medlemmer var der 31, der støttede op om udnævnelsen af Mohammed bin Salman. Selvom der selvfølgelig er tale om et ganske overvældende flertal, er det ikke desto mindre bemærkelsesværdigt med den manglende enighed, som der ellers plejer at være ved disse royale udnævnelser.
Kunsten at balancere på en knivsæg
Der er ingen tvivl om, at udnævnelsen vil give rystelser ind i kongefamiliens inderste rækker. Spørgsmålet er, om det vil give anledning til større uro og ustabilitet i kongedynastiet. Det behøver det ikke umiddelbart at gøre. Der er nemlig mange andre interessegrupper, der kan gøre dét arbejde for kongehusets utilfredse medlemmer.
Groft forenklet kan man sige, at hvis der bliver skåret i den økonomiske gaveregn til befolkningen, må der til gengæld lempes lidt i eksempelvis det religiøse favntag af befolkningen
Der er mange forskellige interessegrupper at tage hensyn til, når man skal forsøge at skubbe en mastodont som Saudi-Arabien ud af det dødvande, landet efter flere år med ødsel økonomisk politik har placeret sig selv i.
Den manøvre vil svare til at skulle skubbe et strandet skib ud af ørkenens sanddyner. Der er en ældre generation indenfor kongehusets rækker, som ikke nødvendigvis deler kronprinsens begejstring for alt for mange politiske ændringer, og at den yngre generation i landet mister privilegier.
Og så er der det særdeles veletablerede religiøse etablissement, som i sig selv er lige så magtfuldt og velfunderet som den nye kronprins synes at være med sin nye udnævnelse.
Det religiøse etablissement er grundstenen for selve den saudiarabiske stats eksistensberettigelse og legitimitet. Det er ikke uden grund, at kongefamilien kalder sig vogtere af to af Islams hellige moskeer, og at selve staten ser det som sin fornemste opgave at positionere sig som højborgen for ikke bare sunni-islam, men også wahabismen, den strikse tolkning af Koranen, som særligt kendetegn for Saudi-Arabien. Det religiøse etablissement er med andre ord en meget tung og vigtig aktør i det saudiarabiske samfund, som ikke lader sig sidde overhørig.
Religiøse lempelser og økonomiske stramninger
En tredje, om end en noget mere passiv, aktør er landets befolkning. Saudi-Arabien med sit dynastiske monarki og uendelig dybe lommer med mange oliepenge har i mange år været en såkaldt rentier stat.
Det er et begreb, der bruges om olierige monarkier, som poster store mængder af penge ud til befolkningen i form af sociale goder, skattefritagelse og andre økonomiske gaver til gengæld for manglende demokrati og frihedsrettigheder.
Overordnet kan man om rentier-staten sige, at dette bånd mellem kongefamilien og befolkningen er en uudtalt social kontrakt, som ikke bør brydes, hvis en magthaver som kongefamilien ønsker et stabilt samfund uden for meget politisk uro.
Man skal derfor som konge – og kronprins – være meget varsom med at begynde at pille for meget ved de sociale goder, som befolkningen hidtil har nydt godt af. Groft forenklet kan man sige, at hvis der bliver skåret i den økonomiske gaveregn til befolkningen, må der til gengæld lempes lidt i eksempelvis det religiøse favntag af befolkningen.
Et eksempel på denne svære balancekunst er, at kronprinsen i 2016 lancerede en visionær økonomisk handleplan for landet, kaldet Saudi Vision 2030, med blandt andet radikale ændringer og nedskæringer i den økonomiske gaveregn.
For at tilgodese befolkningen på anden vis tillod kronprinsen så til gengæld for nylig afholdelsen af koncerter i Saudi-Arabien. Og selvom koncerterne kun var tilgængelige for den mandlige befolkning, var det ikke desto mindre noget af en bedrift i den religiøse højborg. Kronprinsen har tilsvarende luftet tanken om muligheden for at vise biograffilm – igen for den mandlige befolkning.
På den udenrigspolitiske scene har kronprinsen lige så mange hajer at bekæmpe. De fleste af dem har han endda selv sat i vandet
Det er tiltag, der er populære hos en stigende yngre generation af saudiere. Men det er samtidig tiltag, der går stik imod, hvad det religiøse etablissement prædiker om. Og da forslaget om, at kvinder skulle få lov at køre bil i Saudi- Arabien, igen blev luftet, slog kronprinsen fast, at landet ikke er modent til en så revolutionerende tanke med en stille henvisning til det religiøse lederskab i landet.
Ovenstående eksempel viser med al tydelighed, at kronprinsen skal kunne kunsten at navigere sig vej igennem hajfyldt farvand for at undgå uro og kritik fra kongefamiliens egne rækker, samtidig med at han skal tilgodese det religiøse lederskab og dettes magtposition, alt i mens han skal forsøge at realisere en økonomisk handleplan for landet, uden samtidig at vække en uro i en befolkning, der er vant til bedre økonomiske vilkår.
For sin egen og for statens overlevelse må kronprinsen satse på at kunne denne færdighed til perfektion. For der er det særlige ved disse rentier-stater, at folket kun undlader at gøre oprør, så længe den sociale kontrakt med magthaveren forbliver intakt. Kronprinsens støtte fra befolkningen hviler med andre ord på et særdeles tyndt grundlag.
Det udenrigspolitiske farvand
På den udenrigspolitiske scene har kronprinsen lige så mange hajer at bekæmpe. De fleste af dem har han endda selv sat i vandet.
Først og fremmest var kronprinsens beslutning om at indlede en David og Goliat-krig mod det absolut fattigste land i regionen – Yemen – i 2015 noget af en politisk fejlvurdering.
Hvad der startede med en forventning om en hurtig og overbevisende sejr, er endt med en fatal politisk fiasko og militær ydmygelse af den saudiske hær, som ikke har formået at bekæmpe den erklærede fjende, Houthi stammen. Velvidende at Houthi stammen er finansieret med både våben og penge fra Iran, er Saudi-Arabien endnu en gang involveret i en proxy-krig (stedfortræder-krig) mod Iran.
Det vidner snarere om en uerfaren, impulsiv leder, der ikke kan gennemskue det politiske magtspil i Mellemøsten
Det samme gør sig gældende med landets økonomiske støtte til flere forskellige oprørsgrupper i Syrien. Også her har støtten fået karakter af en proxy-krig mod Iran, der støtter det siddende regime.
At Saudi-Arabien så ovenikøbet for nylig lagt sig ud med Qatar med dertil hørende økonomisk sanktioner, lukning af landegrænser og luftrum er endnu et eksempel på manglende saudiarabisk flair for udenrigspolitik. For hvis kronprinsen troede, at han med denne disposition ville få sat Qatar på plads én gang for alle, havde han også her forregnet sig.
For andre lande stod klar til at hjælpe Qatar, først og fremmest Iran og Tyrkiet. Og dermed fik Saudi-Arabien endnu engang skabt uro i den alliance, landet er afhængigt af i forhold til den erklærede ærkefjende Iran.
I det hele taget synes hans udenrigspolitik at have gjort Saudi-Arabien til en uforudsigelig og ustabil allieret for de fleste samarbejdspartnere, både i regionen og i Vesten. Hans metier udi det udenrigspolitiske er på nuværende tidspunkt bestemt ikke overbevisende. Det vidner snarere om en uerfaren, impulsiv leder, der ikke kan gennemskue det politiske magtspil i Mellemøsten.
Henset til kronprinsens hidtidige rolle i kongedynastiet synes udnævnelsen til kronprins først og fremmest at virke som en bekræftelse på den status, han allerede de facto indtog før onsdag. Om noget kan udnævnelsen således først og fremmest ses som en konsolidering af hans magtposition.
Men selvom den kan være nok så konsolideret, har kronprinsen stadig en svær magtbalance at forholde sig til. Med mange hensyn at tage og mange aktører, der blot venter på, at han begår fejl. Både indenrigs- og udenrigspolitisk.
Topfoto: Muhammed bin Salman møder ved en tidligere lejlighed Ruslands præsident, Vladimir Putin. Hidtil har den nye kronprins ikke haft en heldig hånd med sine udenrigspolitiske initiativer. Foto: Wikimedia Commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her