ANALYSE: Kan Macron lykkes – meget afhænger af EU og af Tyskland

af

Macron vandt præsidentvalget i Frankrig, men hans sejr sikrer ikke det åbne, liberale Europa i sig selv. Han har brug for EU og for Tyskland. Og her var Angela Merkels første reaktion på valgresultatet ikke opmuntrende, skriver Dani Rodrik. Macron havde imidlertid forudset den tyske reaktion og imødegået den. Og budskabet fra Paris til Berlin er klart: Enten hjælper I med at bygge en sand union – økonomisk, finanspolitisk og i sidste ende politisk – eller vi bliver rendt over ende af et ekstremistisk stormløb.

CAMBRIDGE – Emmanuel Macrons sejr over Marine Le Pen var kærkomne gode nyheder for alle, der foretrækker åbne, liberale demokratiske samfund fremfor deres lukkede xenofobiske modstykke. Men kampen mod højrepopulismen er langt fra vundet.

Le Pen fik mere end en trediedel af stemmerne i anden runde af præsidentvalget, selvom kun et andet parti end hendes eget Front National – nemlig Nicolas Dupont-Aignans lille Debout la France – bakkede hende op. Og valgdeltagelsen var klart lavere end ved tidligere præsidentvalg, et tegn på et stort antal utilfredse vælgere.

Hvis Macron fejler i de kommende fem år, vil Le Pen vende tilbage med fornyet kraft, og nationale populister vil blive styrket i Europa og andre steder.

Utraditionel og nærmest skandinavisk – eller neoliberal i nye klæder?

Som kandidat i en tid med anti-establishment politik blev Macron hjulpet på vej af det faktum, at han stod uden for de traditionelle politiske partier. Men som præsident er det en udpræget ulempe for ham. Hans politiske bevægelse, En Marche !, er kun et år gammel. Han vil blive nødt til at opbygge et lovgivende flertal op fra bunden efter valget til Nationalforsamlingen i næste måned.

Hvis Macron fejler i de kommende fem år, vil Le Pen vende tilbage med fornyet kraft, og nationale populister vil blive styrket i Europa og andre steder.

Macrons økonomiske ideer lader sig ikke så let beskrive. I valgkampen blev han ofte kritiseret for at være uklar. For mange på de ekstreme fløje til venstre og højre opfattes hans politik som neoliberal og meget lidt forskellig fra den almindelige nedskæringspolitik, der har fejlet i Europa og forårsaget det nuværende dødvande. Den franske økonom Thomas Piketty, der støttede socialisternes kandidat Benoît Hamon,  beskrev Macron som repræsentant for “Europe af i går.”

Mange af Macrons økonomiske planer har bestemt også et  neoliberalt islæt. Han har lovet at sænke selskabsskatterne fra 33,5 procent til 25 procent, fjerne 120,000 job i administrationen, holde statsunderskudet under EUs grænse på tre procent af BNP og øge fleksibiliteten på arbejdsmarkedet (en omskrivning af at ville gøre det lettere for firmaer at afskedige arbejdstagerne).

Men han har også lovet at bevare pensionsordningerne, og hans foretrukne sociale model synes at være den nordiske flexicurity – en kombination af en høj grad af økonomisk sikkerhed med markedsbaserede incitamenter.

MERE POV
Frie kvinder, arabiske mænd og afrikanske nætter

Udfordringen er jobskabelse

Ingen af disse tiltag vil gøre ret meget – slet ikke på kort sigt – for at løse den største udfordring, som vil definere Macrons præsidentperiode: at skabe jobs. Som Martin Sandbu bemærker, var beskæftigelse de franske vælgeres største bekymring og bør være den nye administrations top prioritet. Efter eurokrisen er den franske arbejdsløshed forblevet høj, på omkring 10 procent – og tæt på 25 procent for folk under 25 år.

Der er stort set intet bevis for, at en liberalisering af arbejdsmarkedet vil øge beskæftigelsen med mindre den franske økonomi også oplever en betragtelig stigning i den samlede efterspørgsel.

Det er her, det andet element i Macrons økonomiske plan kommer ind i billedet. Han har foreslået en femårig stimulus plan på €50 milliarder, som vil omfatte investeringer i infrastruktur og grønne teknologier sammen med øget uddannelse af de arbejdsløse. Men da dette knapt er mere end to procent af Frankrigs BNP, vil stimulus planen i sig selv ikke gøre meget til at løfte den samlede beskæftigelse.

Macrons mere ambitiøse ide er at tage et stort skridt hen imod en økonomisk union i eurozonen med fælles finansministerium og finansminister. Det vil i hans øjne gøre det muligt at foretage permanente økonomiske overførsler fra de stærke lande til de lande, der er ringere stillet på grund af eurozonens fælles pengepolitik. Eurozonens budget skulle finansieres gennem medlemslandenes skatter.

Macrons ufortrødne EU-begejstrede holdninger er ikke bare et spørgsmål om politik eller principper. De er også afgørende for succes for hans økonomiske program

Et særskilt eurozone parlament skulle sikre politisk kontrol og ansvar. En sådan finanspolitisk union vil gøre det muligt for lande som Frankrig at øge udgifterne til infrastrukturprojekter og sætte skub i jobskabelsen uden at ramme det økonomiske loft.

Løsningen ligger i Bruxelles og Berlin

En finanspolitisk union understøttet af større politisk integration giver virkelig god mening. I det mindste viser det en sammenhængende vej ud af eurozonens nuværende ingenmandsland. Men Macrons ufortrødne EU-begejstrede holdninger er ikke bare et spørgsmål om politik eller principper. De er også afgørende for succes for hans økonomiske program. Uden enten større fiannspolitisk fleksibilitet eller overførsler fra resten af eurozonen, vil Frankrig næppe komme ud af beskæftigelsesproblemerne i nær fremtid. Derfor afhænger Macrons succes som præsident i høj grad af europæisk samarbejdsvilje.

Og det bringer os til Tyskland. Angela Merkels første reaktion på valgresultatet var ikke opmuntrende. Hun lykønskede Macron, som “bærer millioner af franskmænds håb,” men hun udtalte også, at hun ikke vil overveje ændringer af eurozones økonomiske regler. Selv hvis Merkel (eller en fremtidig regering under Martin Schulz) var mere villige, er der et problem med de tyske vælgere. Eurozonekrisen har været beskrevet som en moralsk fortælling – om de driftige, hårdtarbejdende tyskere oppe mod ødsle, dobbeltmoralske debitorer – og ikke som et problem med indbyrdes afhængighed. Så tyske politikere vil få svært ved at overbevise deres vælgere om at tilslutte sig et fælles finanspolitisk projekt.

Angela Merkels første reaktion på valgresultatet var ikke opmuntrende, men Macron havde forudset den tyske reaktion og imødegået den …  Hans budskab til Tyskland er klart: Enten hjælper I mig og vi bygger en sand union – økonomisk, finanspolitisk og i sidste ende politisk – eller vi bliver rendt over ende af et ekstremistisk stormløb.

Macron havde forudset den tyske reaktion og imødegået den:

MERE POV
Homofobien lurer lige under overfladen i Italien

“Man kan ikke sige, at man er for et stærkt Europa og globalisering og så samtidig sige, at det bliver over ens lig med økonomiske overførsler.” Han mener, at det er opskriften på disintegration og reaktionær politik: “Uden overførsler vil man ikke tillade periferien at konvergere, og det vil skabe politisk divergens mod ekstremisterne.”

Frankrig er måske ikke i Europas periferi, men Macrons budskab til Tyskland er klart: Enten hjælper I mig og vi bygger en sand union – økonomisk, finanspolitisk og i sidste ende politisk – eller vi bliver rendt over ende af et ekstremistisk stormløb.

Macron har næsten helt sikkert ret. For Frankrigs, Europas og resten af verdens skyld må vi håbe, at hans sejr følges op af en tysk holdningsændring.

Oversættelse: Lisa Rasmussen.

Topillustration: POV International kollage med LunaPicEditor – originalbilleder fra Wikimedia Commons.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Dani Rodrik

Dani Rodrik er født i Tyrkiet og er kandidat fra Princeton og Harvard University. I dag er han Ford Foundation Professor i International Political Economy ved
John F. Kennedy School of Government på Harvard University. Tidligere var han professor ved Princeton University's Institute for Advanced Study's School of Social Science. Han specialiserer sig i globalisering, økonomisk vækst, udvikling og politisk økonomi. Hans hovedinteresse er forskning i, hvad der konstituerer god regeringsførelse. Han har skrevet flere bøger herunder "Economic Rules: The Rights and Wrongs of the Dismal Science, The Globalization Paradox: Democracy and the Future of the World Economy og senest  Economics Rules: The Rights and Wrongs of the Dismal Science (Norton, 2015). Han er medredaktør af tidsskriftet Global Policy.

Seneste indlæg fra

Gå til Top