ANALYSE: EU må redde den iranske atomaftale

af

USA’s præsident, Donald Trump, har ret, når han siger, at der må gøres mere for at tøjle Iran. Men det er den internationale aftale med Teheran om atomvåben, som Trump ønsker at skyde i sænk, skriver Ana Palacio i en analyse. Hun er tidligere spansk udenrigsminister fra det konservative Partido Popular og næstformand for Verdensbanken. Hun mener, at EU må på banen.

MADRID – Der findes en gammel tommelfingerregel i diplomati: hvis man ikke kan nå til enighed på et givent spørgsmål så udvid rammerne for diskussionen.

I dag er USA muligvis i færd med at vende denne regel på hovedet. Nemlig ved at udvide rammerne for diskussionen for at tilintetgøre en allerede eksisterende aftale.

Præsident Trumps administration ønsker at skrotte atomaftalen med Iran. Men uanset, at præsident Trump beskrev aftalen som ”pinlig” i sin tale ved FN’s Generalforsamling, er det internationale samfunds aftale med Iran faktisk en af de vigtigste diplomatiske bedrifter i årtier.

Iran har altid været en hård nød at knække i internationale forhandlinger. Med magten i landet fordelt blandt en tilsyneladende endeløs række kræfter og enkeltpersoner, som ofte modsiger eller ligefrem bekæmper hinanden, er forhandlingsmiljøet svært at forstå, endsige navigere i.

Set i denne sammenhæng, vil det at nå frem til en ”storslået aftale”, der vil takle hele spektret af Irans dårlige opførsel – ikke blot landets atom- og missilprogrammer, men også dets støtte til international terrorisme, regional destabilisering og overtrædelse af menneskerettigheder – være urealistisk.

For på nogen måde at opnå succes, må forhandlingstemaet begrænses i omfang, ligesom det må være så diskret som overhovedet muligt.

Aftalen var en begyndelse

Dette var måden, forhandlingerne om Irans atomprogram blev grebet an på. Resultatet, Joint Comprehensive Plan of Action (JCPOA-aftalen) er en misvisende benævnelse. Den beskæftiger sig ikke med atom-relaterede våbenprogrammer eller giver mulighed for inspektion af militærinstallationer. Og de fleste af dens bestemmelser vil kun være gældende i 10 år.

JCPOA-aftalen er et sjældent nyligt eksempel på internationalt samarbejde, og den demonstrerer, hvor anvendeligt et bredt funderet sanktionssystem er. Ved at lægge denne i graven, kan Trump-administrationen på afgørende vis underminere fremtidige multilaterale udspil

Men det var heller ikke meningen, at JCPOA skulle dække alt. I stedet var det meningen, at aftalen skulle sørge for, at den eksistentielle trussel, som Irans atomprogram udgjorde, skulle fjernes længe nok til at man kunne lægge et fundament til et mere konstruktivt samarbejde, der kunne skabe fremskridt på andre fronter. Aftalen var en begyndelse, ikke en afslutning.

Imidlertid vil det diplomatiske vindue, som JCPOA-aftalen åbnede, muligvis blive smækket i inden længe. Ifølge amerikansk lovgivning, skal præsidenten hver 90. dag bekræfte overfor Kongressen, at Iran ikke har brudt aftalen, og at den fortsatte suspension af sanktioner er ”afgørende for USA’s nationale sikkerhed”.

I begyndelsen af september 2017 foreslog den amerikanske FN-ambassadør, Nikki Haley, at Trump kunne torpedere aftalen ved blot at hævde, at Irans andre ugerninger var tilstrækkelig skadelige til at kræve fornyede sanktioner. Formålet med JCPOA-aftalen var at tage de atomare spørgsmål af bordet længe nok til at parterne kunne tage fat på alle de andre spørgsmål. Hvis USA smider alle de andre spørgsmål på bordet samtidig, vil aftalen kollapse.

MERE POV
Cruz besejrede Trump – Hillary og Bernie står lige

EU næppe klar til nye Iran-sanktioner

I så fald vil det være praktisk talt umuligt at få Iran tilbage til forhandlingsbordet. USA vil ikke på egen hånd kunne indføre sanktioner, der er så effektive, at de sikrer det ønskede resultat. Og EU, arkitekten bag JCPOA, vil næppe genindføre sanktioner mod et Iran, der lever op til sin del af aftalen. Og man kan også glemme alt om at få Rusland og Kina med om bord igen.

Følgerne af sådan en udvikling, vil række langt videre end Iran. JCPOA-aftalen er et sjældent nyligt eksempel på internationalt samarbejde, og den demonstrerer, hvor anvendeligt et bredt funderet sanktionssystem er.

I den henseende er den et afgørende boost for den globale, regelbaserede orden, som særligt EU er afhængigt af. Ved at lægge denne i graven, kan Trump-administrationen på afgørende vis underminere fremtidige multilaterale udspil.

Europæiske ledere anerkender vigtigheden af JCPOA-aftalen. Nu må de tage skridt til at redde den. I det øjemed bør de etablere relationer med Iran, der går langt videre end besøg med det formål at fremme europæiske investeringer eller energisamarbejde

Fra et regionalt perspektiv, vil et farvel til JCPOA fremskynde marginaliseringen af USA i Mellemøsten. Aftalen med Iran var et afgørende led i præsident Barack Obamas bestræbelser på at trække USA ud af regionen, og den så ud til at ville neutralisere en af hovedkilderne til den ustabilitet, der nødvendiggjorde den fortsatte amerikanske opmærksomhed. Snarere end at genskade den tidligere status quo, vil en skrotning af aftalen efterlade USA uden megen troværdighed i mellemøstlige anliggender.

Foto: US Department of State – The ministers of foreign affairs and other officials from the P5+1 countries, the European Union and Iran while announcing the framework of a Comprehensive agreement on the Iranian nuclear programme

Rusland er på banen

På kort sigt vil det strategiske tomrum delvist blive udfyldt af Rusland, som allerede har udnyttet USA’s gradvise tilbagetrækning fra regionen til at styrke sit eget fodfæste her. Efter at have etableret sig som en væsentlig spiller gennem sit militære engagement i Syrien, bruger Rusland nu sine energiressourcer til at udvide sin indflydelse yderligere – med langtrækkende geopolitiske og sikkerhedsmæssige følger.

Det statskontrollerede russiske olieselskab Rosneft har allerede indgået aftaler med Egypten, Irak, Kurdistan og Libyen, mens dens konkurrent Zarubezhneft har kastet sig over olie- og gasprojekter i Iran. Alt imens har den russiske gasgigant Gazprom indledt opførelsen af den såkaldte TurkStream-rørledning.

Læg dertil Nord Stream 2-rørledningen, der vil forbinde Rusland direkte med Tyskland. Så vil man se, at EU’s udsigter til at kunne sprede sine energiforsyninger – som er afgørende for energisikkerheden – er ved at svinde hastigt.

EU bør etablere relationer med Iran … med det formål at fremme europæiske investeringer eller energisamarbejde. Disse relationer bør bane vejen til forhandlinger om vigtige spørgsmål som ballistiske missiler, terrorisme og menneskerettigheder

På lagt sigt vil USA’s manglende tilstedeværelse i Mellemøsten føre til en forlængelse af det kaos og de ødelæggelser, der har defineret dette årti, med øgede og i stigende grad overvældende følger for EU.

Der er helt klart et andet scenarie: Iran, Saudi-Arabien og Tyrkiet kunne nå til enighed om en stiltiende (eller åbenlys) aftale om fordeling af indflydelse i regionen på bekostning af andre udefrakommende spillere. Men i lyset af de langvarige modsætningsforhold i regionen, er udsigten til en sådan magtorden langt fra sikker.

MERE POV
Skal jeg bare være lidt mere robust?

Europæiske ledere må få Iran i tale

Dertil kommer den atomare del af udfordringen. JCPOA-aftalen tilbød en model for ikke-spredning, der indebar en adskillelse af atomkraft – en sikker og pålidelig energikilde – fra spredning af atomvåben. Hvis denne model reelt afvises af Trump-administration, vil anvendelsen af samme andre steder blive langt vanskeligere, hvis ikke umulig.

Europæiske ledere anerkender vigtigheden af JCPOA-aftalen. Nu må de tage skridt til at redde den. I det øjemed bør de etablere relationer med Iran, der går langt videre end besøg med det formål at fremme europæiske investeringer eller energisamarbejde. Disse relationer bør bane vejen til forhandlinger om vigtige spørgsmål som ballistiske missiler, terrorisme og menneskerettigheder.

En succes på den front vil kræve hårde meningsudvekslinger, konditionalitet, og, ja, yderligere sanktioner. Trump har ret, når han siger, at der må gøre mere for at tøjle Iran. Men det er JCPOA-aftalen, der bør tjene som platform for sådanne skridt. Det var hele formålet med den.

Oversættelse: Philip Sampson.

Topillustration: pacificsentinel.blogspot.com/2017

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Ana Palacio
Tidligere udenrigsminister

Ana Palacio er tidligere spansk udenrigsminister, tidligere medlem af Europa-Parlamentet og tidligere vicepræsident for Verdensbanken. Hun er kandidat i jura, statskundskab og sociologi og er medlem af det spanske statsråd, gæsteforelæser ved Georgetown University i Washington D.C. og medlem af World Economic Forums Global Agenda Council in the United States. Hun er også seniorrådgiver for tænketanken Albright Stonehenge Group (ASG) samt medstifter og partner i Palacio y Asociados, et Madrid-baseret konsulent- og advokatfirma. Ana Palacio var Spaniens første kvindelige udenrigsminister fra 2002-2004. og chef for den spanske delegation for den europæiske unions regeringskonference samt medlem af præsidiet for konventet. Hun har tidligere været Senior Vice President for International Affairs ved AREVA, det internationale nukleare og vedvarende energiselskab samt Senior Vice President og General Counsel for Verdensbankgruppen. Hun er fortsat voldgiftsdommer ved Madrids Handelskammer og medlem af panelet af voldgiftsmænd ved Det Internationale Center for Bilæggelse af Investeringstvister (ICSID). Hun er også medlem af bestyrelsen for "Pharmamar", et biofarmaceutisk selskab samt medlem af the International Advisory Board for INVEST CORP, en alternativ udbyder af investeringsprodukter samt for Anadarko, et uafhængigt olie -og naturgasselskab.  Hun er medlem af  World Economic Forums råd for den Globale Agenda, bestyrelsen af ​​the Atlantic Council i USA, og af bestyrelsen for Hague Institute for the Internationalization of Law.
 

Seneste indlæg fra

Gå til Top