Hvad ingen troede var muligt for et år siden, blev natten til tirsdag en realitet. Donald Trump bliver det republikanske partis præsidentkandidat til november efter en overbevisende sejr ved primærvalget i Indiana tirsdag – der senere førte til suspenderingen af såvel senator Ted Cruz’ som guvernør John Kasichs kampagner. Uden opbakning fra donorer eller partiapparat har han ene mand knust modstanden fra sine modstandere, der på papiret ellers talte en perlerække af imponerende velanskrevne og erfarne konservative politikere.
Nu er det op til Hillary Clinton at vinde valget til november og her vil særligt en gruppe komme i spil som afgørende: de amerikanske kvinder, hvor den tidligere udenrigsminister står lige så stærkt, som Trump står blandt sine kernevælgere: den hvide, mandlige arbejderklassevælger.
Det er i korte træk konklusionen fra en dramatisk valgnat i det amerikanske primærvalg. Og hvis du har travlt, kan du stoppe her. Men for alle, der gerne vil vide noget mere, følger her en udfoldet baggrund og analyse.
Cruz blev sendt til tælling
Først det faktuelle:
Før gårsdagens primærvalg var der fortsat en teoretisk chance for, at den konservative værdikriger, Ted Cruz, kunne true Trump. Ikke ved at vinde et flertal af delegerede, men ved – sammen med Ohios guvernør John Kasich, der forsat er i spil, dog uden nogen reel chance – at forhindre den tidligere realitystjerne og ejendomsmagnat i at opnå de nødvendige 1237 delegerede, der kræves for at vinde nomineringen.
Den chance forsvandt i nat, da Cruz måtte erkende sit nederlag. Samtlige Indianas delegerede gik til Trump – både fordi han vandt sikkert, og fordi reglerne i det republikanske parti tildeler vinderen samtlige statens delegerede. I det demokratiske parti kører man med forholdstalsvalg, og derfor var Bernie Sanders’ sejr over Hillary Clinton mere et psykologisk rygstød til den socialistiske senator fra Vermont, idet han blot endte med syv delegerede mere end Clinton, som hermed beholder sit komfortable flertal på omkring 300 delegerede.
Stillingen efter nattens primærvalg ser herefter sådan ud:
Demokraterne:
2215 (Clinton) – 1702 (heraf 513 superdelegerede)
1442 (Sanders)- 1401 (heraf 41 superdelegerede)
For at vinde kræves: 2383 delegerede
Republikanerne:
Trump: 1053 delegerede
Cruz 572 delegerede
Kasich 156 delegerede
For at vinde kræves: 1237 delegerede
En konservativ værdikrigers afskedstale
Cruz gjorde derfor det eneste logiske i situationen. Han holdt en klassisk, passioneret tale om, hvordan kampen for frihed og den amerikanske forfatning – to kerneområder i hans valgkampagne – fortsat ville stå i centrum for hans politiske arbejde.
Og derefter trak han sig med henvisning til vælgernes dom. Politiske kommentatorer hæftede sig ved, at han ikke, som det ellers er kutyme, ønskede sin modstander, og partiets kommende kandidat, tillykke. Der skal nok gå lidt tid, før den lykønskning sendes af sted, hvis den nogen sinde kommer, for sjældent har man set en mere personlig og harsk retorik end den, der har været taget i brug mellem de to mænd i de seneste dage. Cruz endte sin kampagne med at kalde Trump for en ”patologisk løgner” mens Trump antydede at Cruz – ”Lyin’ Ted’ som han konsekvent kaldte sin modstander – var mentalt utilregnelig.
Se Cruz’ afskedstale her:
Lykønskninger fra RNC’s formand på Twitter
Herefter står det klart, at den ustyrlige byggematador ikke længere kan stoppes med demokratiske midler. Det eneste spørgsmål, der på papiret står tilbage er, om partiledelsen vil spænde ben for hans nominering – eller om de overhovedet kan. Umiddelbart så det ikke sådan ud, selv om det nu diskuteres flittigt i kulisserne om moderate konservative kredse vil stille en uafhængig kandidat op.
Formanden for partiets hovedbestyrelse, Reince Priebus – en mand, der har stået mål for en god del af Trumps ætsende kritik af det ’inkompetente og korrupte republikanske parti’ – sendte allerede tidligt på aftenen en anerkendende besked ud på Twitter om, at partiet nu måtte samle sig om sejrherren for at besejre Hillary Clinton:
At begejstringen er til at overse, er dog en kendsgerning. Allerede i går aftes meldte flere kendte republikanske stemmer ud, at de agtede at stemme på Hillary Clinton. Og det siger ikke så lidt, for den tidligere førstedame er vitterlig ikke populær på højrefløjen. Ikke desto mindre meldte eksempelvis Mitt Romneys tidligere politiske toprådgiver Stuart Stevens ud via Twitter, at han ville sætte krydset ved Clinton. Der var også flere andre – tilsyneladende rædselsslagne konservative, der stemte i koret som disse to (underholdende) screen dumps fra Twitter så tydeligt illustrerer:
Den republikanske elites mareridt
Og uanset hvor man så hen i de amerikanske medier i nat var mønstret det samme. Det traditionelle republikanske partiapparat føler fortsat sig langt fra overbevist om det kloge ved deres egen kandidat.
Det er selvfølgelig delvist fordi partiet fortsat er i chok. Man skal huske, at 2016 forlods var set som det valgår, hvor det republikanske parti skulle triumfere. Det var året, hvor en perlerække af kapable, erfarne, politiske sværvægtere som Jeb Bush og Chris Christie skulle kæmpe om magten, flankeret af andre kyndige og vidende skikkelser som senatorerne Rand Paul og Marco Rubio (kandidaten som Hillary Clinton oprindelig frygtede mest, fordi han med sin latino-baggrund og ungdommelige friskhed kunne risikere at udstille den erfarne tidligere udenrigsminister som støvet og gammel, som fortidens kandidat). Hertil havde man så endda også John Kasich og altså Cruz, der tilhører hver sin fløj i partiet – Cruz den værdipolitiske evangelikalske højrefløj og Kasich den pragmatiske, jævne og moderate venstrefløj, en art amerikansk version af afdøde Anker Jørgensen.
Med et sådant overflødighedshorn af politisk erfarne kandidater – meget langt fra det brogede rædselskabinet fra 2012, hvor Mitt Romney syntes som den eneste tilregnelige kandidat – var det ikke bare usandsynligt, at Trump ville kunne vinde. Det syntes som ren galimatias. Hvorfor samtlige USA’s mest erfarne politiske analytikere da også igen og igen afskrev muligheden som ren underholdning og lidt tidsfordriv, før det egentlige valg kunne tage sin begyndelse.
Eliten undervurderede totalt vælgernes vrede
Som bekendt tog de alle fejl. Og det gjorde overtegnede også.
Se Washington Posts stjerneanalytiker Chris Cillizzas tweet fra i nat her:
For sagen er, som den politiske kommentator Van Jones sagde til CNN i nat, at samtlige analytikere – og den republikanske elite – totalt og fatalt undervurderede den ”enorme vrede og det ustoppelige raseri i vælgerhavet i dette land, som alt for mange i den politiske elite ikke forstår. De føler smerten fra krisen, fra globaliseringen, og hvis ikke Hillary formår at adressere den vrede, som Bernie Sanders naturligvis også profiterer af, kan det også gå galt for hende.”
Washington Posts senioranalytiker Eugene Robinson er inde på noget af det samme, når han i onsdagens avis skriver, at ”sjældent har et politisk partis ledelse været så langt væk fra sin vælgerbase.”
Robinson stiller derudover et vigtigt spørgsmål i sin artikel, nemlig ”hvad tror GOP egentlig på i dag?” Hvad står partiet for med andre ord?
Det er en kritik, vi genkender i dansk politik, hvor fortvivlede konservative også med jævne mellemrum spørger sig selv om, hvad liste C mon står for? Og som lige så frustrerede socialdemokrater også ofte efterspørger i egne rækker.
Mange traditionelle partier har svært ved at finde deres stemme og deres værdigrundlag, og det er naturligvis i disse usikre vande, at populister som Trump, der vitterlig vil sige hvad som helst for at blive hørt og for hvem ingen fornærmelse eller personligt praleri er for lavt, kan fiske stemmer i rørt vande.
Robinson bemærker, at den republikanske base i årevis har bestået af millioner af trofaste såkaldte “Reagan Democrats” – mestendels hvid, faglært arbejderklasse og mestendels fra sydstaterne og fra landet. Men at partiet samtidig konsekvent har overset og negligeret de økonomiske konsekvenser som globaliseringen og ”trickle down economics” som republikanerne har ført i marken har haft for netop denne vælgergruppe.
Republikanerne har holdt fast i mantraet om ”small government”, sænkelse af skatterne, offentlige nedskæringer, frihandel og deregulering. Det er en sang, som små og mellemstore virksomhedsejere og den øvre middelklasse i USA godt kan lide. Men det er til gengæld ikke en politik, der på nogen måde har gavnet den hvide fattigere del af arbejderklassen. Deres reallønninger er ikke steget i de sidste 20 år, deres jobsikkerhed er lav og dertil kommer, at deres huse er mindre værd og deres pensioner er udhulede. Samtidig ser de samme vælgere med vrede på en massiv, og delvis ukontrolleret, immigration fra især Latinamerika til USA.
Forvent radikal kursændring fra Trump men fortsat korstog mod udlændinge og eliten
I denne situation burde det jo ikke undre, at en mand, som Donald Trump, der i den grad minder om en mere uregerlig og vildere udgave af Dansk Folkeparti, kunne komme til fadet.
Men ak – den republikanske partiledelse har næppe set mod Danmark; den sag har de som bekendt ladet Bernie Sanders om.
Havde de imidlertid gjort det, ville der nok have været visse lærer at drage. Nu er det for sent og Trumps budskaber om anti-frihandel og en udenrigspolitik der sætter “America first” ryger rent ind på lystavlen hos hans kernevælgere, ligesom kritikken af udlændinge – uanset om disse er ’muslimer’ eller fra Mexico – naturligvis også gør.
Følelsen af at der eksisterer et skummelt plot i Washington med en velnæret elite, der ikke tænker på andre end sig selv og de rigeste og mest magtfulde grupper i landet, er naturligvis også vand på Trumps mølle. Derfor har al kritikken af eget parti, af Kongressen, af storbyen Washington og den velkendte ”elite” da også kun gavnet Trump hele vejen igennem.
Det var – tænkte jeg i weekenden – da naturligvis heller ikke tilfældigt at Trump for første gang i årevis ikke deltog i ”the White House Correspondents’ Dinner” lørdag i sidste uge, men sendte en af sine sønner i stedet.
Om noget er ”the Nerd Prom” som den kærligt kaldes i hovedstaden og omegn (og på de politiske talkshows) et inside job. Det er den politiske elite, der møder Hollywood til fest, og uanset at der er en vis underholdningsværdi i reportagerne derfra, så er og bliver den fest et lukket party for de få og de rige. Der var masser at hente for Trump, da han var en hovedrig forretningsmand fra Manhattan, der gerne ville schmooze rundt med resten af eliten. Der var nul gevinst for politikeren Trump i at mænge sig med den crowd, den sag er for mig at se klar.
Følelsen af at der eksisterer et skummelt plot i Washington med en velnæret elite, der ikke tænker på andre end sig selv og de rigeste og mest magtfulde grupper i landet, er naturligvis også vand på Trumps mølle. Derfor har al kritikken af eget parti, af Kongressen, af storbyen Washington og den velkendte ”elite” da også kun gavnet Trump hele vejen igennem.
Heri ligger også svaret på spørgsmålet om, hvordan det så kom så vidt, at en kandidat, der med den liberale senator Elizabeth Warrens ord har ” bygget sin kampagne på racisme, sexisme og fremmedhad,” kunne vinde nomineringen. Warren, der er et ikon på den amerikanske venstrefløj tilføjede på Twitter, at der er ”mere entusiasme for Trump blandt Ku Klux Klans ledere end blandt lederne af det politiske parti han nu kontrollerer.”
Hvad skal det republikanske parti nu gøre?
Analysen ovenfor giver nok et svar på ”hvorfor Trump.” Men imidlertid intet svar på, hvad det republikanske parti skal stille op nu. ”Stop Trump kampagnen” er ikke død. Der vil være kræfter i partiet som – helt korrekt efter overtegnedes mening – imødeser en katastrofe med Trump i spidsen. Og der vil være kræfter i partiet, der allerede nu indstiller sig på et nederlag, som man så – måske – kan lære af. Groft sagt ved enten at udvikle nye politikker eller ved at finde sig nye vælgere.
Som den konservative analytiker S. E. Cupp sagde til CNN i nat: ”Kan vi vinde som republikanere ved udelukkende at have basen med os. Ved ikke at have de uafhængige stemmer, ikke at have donorerne og ikke at have the establishment bag os?”
Mange analytikere – især fra de liberale medier – er sikre i deres sag. Som denne analyse fra Salon.com, der kalder Trump for ”kandidaten fra helvede,” som vil ”sætte ild på det republikanske parti og der vil kun være smuler tilbage, når ilden er slukket.” Bevæbnet med en række statistikker og vælgermålinger argumenterer Heather Digby Parton for, at Trump simpelt hen til ødelægge partiet og tabe med et brag, der giver genlyd jorden rundt. Andre spekulerer på om Trump er rask , om han måske faktisk er dement – fordi han ofte taler i grammatisk usammenhængende sætninger og ofte glemmer basale fakta og informationer.
“Donald Trump giver amerikanerne håbet tilbage”
Her tror jeg imidlertid at de liberale stemmer tager grueligt fejl. Jeg vurderer tværtimod, at Clinton står over for en enorm opgave, og at hendes kampagne er fuldt ud klar over, hvor dygtig en retoriker og politiker, Trump har udviklet sig til at blive.
Som den erfarne politiske ræv, og tidligere håbefuld potentiel præsidentkandidat, Mike Huckabee udtrykte det til Fox News’ Sean Hannity tirsdag nat:
”Med Donald Trump vil den amerikanske befolkning få følelsen af at vinde tilbage. Det er fantastisk. Det er jo det, dette land handler om. At vinde. Med Obama skulle vi hele tiden undskylde for alting”. Jeg tror han har muligheden for helt at gøre op med liberalismen, han er jo en pragmatisk konservativ, ikke en ideologisk konservativ. Han vil f.eks. sætte skatten ned, fordi det skaber flere jobs og lavere priser, ikke fordi han bare føler, at det er sådan noget, man skal gøre, når man er konservativ.”
Og videre: ”Trump vil blive en fremragende præsident. Der er ikke noget at være bange for, og han har bragt en masse nye mennesker ind i partiet. Det er jo præcis det, vi har brug for som republikanere. At få mennesker, der tidligere var demokrater eller uafhængige ind i folden. Ted Cruz ville have haft meget sværere ved at slå Hillary Clinton end Trump. Cruz er en klassisk politiker, der holder sig til manuskriptet og de indstuderede svar. Nøjagtig som Hillary Clinton også altid holder sig til sine indstuderede talepunkter. Det får du ikke med Trump. Det er den ægte vare,” bedyrede Huckabee, der selv anbefalede Trump ikke lang tid efter, at han selv havde trukket sig ud af det republikanske kapløb i Sean Hannitys program.
Trumps kolossale udfordringer
Ikke desto mindre er det klart, at Trump står overfor kolossale udfordringer. En ting er, at man relativt nemt kan argumentere for, at han simpelt hen ikke kan vinde med de betydelige såkaldte ”negatives”, som han har blandt kernevælgergrupper som kvinder, spansktalende, sorte og unge. En anden er, at hvis man ser på et valgkort, og går ud fra, at Hillary Clinton kan holde de stater, som har stemt demokratisk ved de seneste seks valg, ja så skal hun blot vinde Florida for at have nøglerne til Det Hvide Hus i tasken. Den analyse foretog Washington Post i går – en vurdering fra Chris Cillizza, der gik sin sejrsgang på de sociale medier natten til tirsdag. Læs den selv og bedøm validiteten. For mig er den ret overbevisende.
Den store udfordring til Trump er derfor: hvordan kan han forvandle sig fra en græsrods- og protestkandidat uden opbakning fra sit eget partiapparat og de sædvanlige republikanske donorer til en kandidat, der kan samle landet og tiltrække langt bredere vælgergrupper.
At Trump er sig pinligt bevidst om det, kunne man øjeblikkelig se ud fra hans sejrstale i nat, som udtrykkelig havde både beroligende og appellerende ord til overs for netop de grupper, der ifølge alle meningsmålinger er mest frastødt af ham.
Det var en stil, man aldrig har hørt Trump anvende før. Væk var alle de vrede udfald mod ”Lyin’ Ted.” I stedet lød der rosende ord til manden, som ifølge The Donald var en ”formidabel modstander med en skøn, amerikansk familie.” Og der var nøje udvalgte rosende ord til alle de vælgergrupper, der i øjeblikket har mindst til overs for netop Trump.
Det skal høres, før man tror det, så se med her:
Trump er som sagt nemlig efter min bedste overbevisning hverken svagt begavet eller syg i knoppen. Han ved udmærket godt, at han skal vinde betydelige dele af såvel de spansktalende, de sorte og de unge vælgere over på sin side. Og kvinderne – hvor man dog kan sige, at Hillary Clinton står næsten lige så svagt blandt mændene, som Trump står blandt de kvindelige vælgere.
Genfødslen af The Donald som moderat
De næste uger vil vi derfor se fødslen af en helt ny Trump. Vi fik en forsmag på det i talen i nat. Bare vent og se, hvor hurtigt han nu kan cykle ind mod midten og blive landefader in spe – uden, naturligvis at glemme udfaldet mod den udefinerbare elite, som alle alligevel hader, men som klart hader ham tilbage. Et faktum, der i virkeligheden er hans stærkeste kort.
Han vil også fortsætte den vrede retorik mod frihandel, muslimer (en ubetydelig vælgergruppe) i USA og udlændinge i al almindelighed. I Trumps simple og håndterbare verdensbillede indebærer det også, at man uhindret kan skælde ud på alt uden for USA, inklusive Iran, NATO, Europa, ISIS og Kina. Den eneste udenlandske leder, man har hørt Trump udtale sig anerkendende om, er som bekendt Vladimir Putin, en anden demagog, der også mestrer både pøblens og (af)magtens sprog.
For dem, der synes, at den amerikanske valgkamp har været kulørt og lettere fantasy-agtig indtil nu er der kun et at sige: Forestillingen er først lige begyndt. Om det er en komedie eller tragedie afhænger af øjnene, der ser. Reality TV er nok indtil videre den mest rammende betegnelse.
Til gengæld vil der komme sweet talk i stimer til kvinderne, de unge og til en vis grad minoriteterne. Trump føler sig efter sigende overbevist om, at de proteststemmer, som Bernie Sanders har haft så stor held med at samle op blandt USA’s millenials, enten vil blive hjemme på sofaen i skuffelse over, at deres kandidat til sidst tabte til Hillary Clinton, eller at de vil komme over til den anden proteststemme, ham selv.
Det spil er først lige begyndt. Og for dem, der synes, at den amerikanske valgkamp har været kulørt og lettere fantasyagtig indtil nu er der kun et at sige: Forestillingen er først lige begyndt. Om det er en komedie eller tragedie afhænger af øjnene, der ser. Reality TV er nok indtil videre den mest rammende betegnelse. Og her ved alle godt, hvem der har erfaringen. Og han hedder ikke Hillary.
Overtegnede tror fortsat mest på valgmatematik og det amerikanske folks sunde fornuft. Og på, at den vrede republikanske base ikke tegner billedet af den brede vælgerbefolkning. Men nøjagtig som de amerikanske analytikere skal jeg ikke nyde noget af at føre mig skråsikkert frem længere. Så kære læsere – blot et løfte herfra: ”I’ll be back.”
Topfoto: Annegrethe Rasmussen – skærmbillede fra Trumps sejrstale
Holder du særligt af det jeg skriver? Så kan du betale mig for mit arbejde. Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse. Eller lad være, det er ganske frivilligt. Jeg modtager beløb direkte via Mobile Pay: 93 85 05 85
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her