ANALYSE: Storbritannien går til valg i skyggen af terror

af

Selv om Brexit, besparelser, skat og social ulighed har fyldt i den britiske valgkamp, er det efter terrorangrebene i Manchester og London umuligt ikke at forholde sig til den terrortrussel, Storbritannien står overfor, skriver Lone Theils i en analyse af situationen før torsdagens parlamentsvalg: Uanset hvem der vinder, er dette valg gået over i historien som valget, der blev afviklet i skyggen af terror. Men også på trods af terror.

Kan man overhovedet holde valg i skyggen af to meget alvorlige terrorangreb? Kan man sikre valgstederne mod tilfældige angreb, og tør vælgerne at vove sig hen for at sætte deres kryds?

Det er spørgsmål, man forventer folk stiller sig selv i lande som Afghanistan eller Irak. Ikke i Storbritannien. Men det er ikke desto mindre, hvad de britiske vælgere gør, når de torsdag strømmer til skoler, gymnastiksale, kirker og forsamlingshuse over hele Storbritannien for at stemme i et valg, der på alle måder blev helt anderledes, end hvad den konservative premierminister Theresa May havde forventet, da hun udskrev et lynvalg den 18. april.

Mays officielle forklaring var, at hun ville have et bredt folkeligt mandat bag sig, inden hun skulle til Bruxelles og forhandle Brexit.

De konservative havde et forspring på 22 points .. valget lignede mere end formalitet end en satsning. Som at drible en bold hen foran et tomt mål og lodse den ind, mens oppositionsleder Jeremy Corbyn havde travlt med at holde styr på Labours parlamentariske gruppe, der gentagne gange har forsøgt at få ham afsat som partileder

Men mange af hendes kritikere pegede på, at hun tidligere gentagne gange havde afvist og lovet, at der først skulle være valg i 2020; og at hun kun udskrev valg, da meningsmålingerne hav hende en klar mulighed for at vinde stort og nærmest pulverisere Labour.

Hvis man studerede de britiske meningsmålinger, var det da også svært ikke at drage den konklusion:

De konservative havde et forspring på 22 points, så at bede briterne om at stemme få dage før forhandlingerne om Brexit lignede mere end formalitet end en satsning. Som at drible en bold hen foran et tomt mål og lodse den ind, mens oppositionsleder Jeremy Corbyn havde travlt med at holde styr på Labours parlamentariske gruppe, der gentagne gange har forsøgt at få ham afsat som partileder – blandt andet fordi de ikke har set ham som en troværdig premierministerkandidat.

Corbyn vs. May

Selv om det britiske valg selvfølgelig handler om de enkelte kandidater i de i alt 650 valgkredse, er det nemlig først og fremmest et valg om, hvem der skal være Storbritanniens næste premierminister.

I april måned lignede Theresa May en sikker vinder af jobbet. Hun afviste sågar selvsikkert at møde Jeremy Corbyn ansigt til ansigt i tv-debatter, og gjorde hvad hun kunne for at få dagsordenen drejet over på Brexit og hvem, der kunne og ville slå hårdest i forhandlingsbordet overfor resten af EU.

”Ingen aftale er bedre end en dårlig aftale” erklærede hun gang på gang og lod vide, at EU havde langt mere brug for at handle med Storbritannien end omvendt.

Men Jeremy Corbyn, der før valget mildest talt ikke var et trækplaster for Labour, overraskede. Den britiske valgtradition foreskriver, at de lokale politikere under valgkampen stemmer dørklokker og møder vælgerne, hører på dem der gider åbne døren og forsøger at overbevise dem om at stemme på deres parti. Tilbagemeldingen fra mange af de lokale ildsjæle var i starten klar: Corbyn solgte ikke billetter hos vælgerne.

For de mere moderne Labour-typer, der måske i gamle dage var mere til en Tony Blair-version af Labour, er Corbyn håbløs gammeldags og bliver nærmest set som Leninist og helt ude af trit med virkeligheden

Der er forskellige grunde til, at Corbyn har haft svært ved at vinde vælgernes gunst. For de mere traditionelle Labour-typer, der knokler i industrien og stadig sværger til fagforeningen, var der ikke mange lighedspunkter med en bybo, der er vegetar, cykler på arbejde og tilmed er erklæret pacifist.

For de mere moderne Labour-typer, der måske i gamle dage var mere til en Tony Blair-version af Labour, er Corbyn til gengæld håbløs gammeldags og bliver nærmest set som Leninist og helt ude af trit med virkeligheden.

Sikkerhedspolitik har derudover gennem hele valgkampen været et af Corbyns ømme punkter.

Ville han som premierminister og pacifist for eksempel kunne beordre et droneangreb på en terrorist, der ville skade Storbritannien? Corbyn har svaret, at det ville afhænge af situationen.

Ville han kunne stemme for fornyelsen af Storbritanniens atomvåbenprogram, Trident? Her har Corbyn svaret, at han respekterer, at det er “Labours politik at forny Trident”, og at han “ikke er diktator.”

Den uartige pige i kornmarken

Og alle meningsmålinger viser nu, at Labour og Corbyn har indhentet en del af Theresa Mays gigantiske forspring. Med det forbehold at de britiske meningsmålinger er usikre – de ramte helt ved siden af ved det seneste valg i 2015 og senere ved Brexit-afstemningen – er tendensen uventet fremgang for Labour.

Corbyn har slået på, at en stemme på May er en stemme på fem års nedskæringer, og det er et budskab, der er trængt igennem … Det er også delvis lykkedes  for ham at sætte en ny dagsorden om offentlige besparelser; på politiet, i sundhedsvæsenet og behovet for investeringer i uddannelser.

Det skyldes flere ting: Corbyn har kunnet fremstå som den, der tør tage en debat med premierministeren, mens May har gemt sig derhjemme. Det er også delvis lykkedes  for ham at sætte en ny dagsorden om offentlige besparelser; på politiet, i sundhedsvæsenet og behovet for investeringer i uddannelser.

Corbyn har slået på, at en stemme på May er en stemme på fem års nedskæringer, og det er et budskab, der er trængt igennem. Det har også hjulpet, at han ganske enkelt er begyndt at opføre sig som en leder, er trukket i jakkesæt og slips og tydeligvis har fået lidt træning i at begå sig på tv.

Labours fremgang er blevet styrket af Mays dårlige valgkamp, hvor hun flere gange har måttet foretage kovendinger, der har slået skår i mottoet, om at hun er den ”stærke og stabile” leder.

Og folkekær bliver hun nok aldrig helt.

I et forsøg på at menneskeliggøre hende lidt, spurgte en journalist, hvad det mest uartige hun nogensinde havde gjort var. Efter en pinlig pause og lidt træden vande kom premierministeren i tanker om, at hun da vist engang var løbet igennem en kornmark. Og det var bondemanden ikke glad for:

Klippet er blevet mødt med en del satiriske kommentarer på nettet, der for det meste er variationer over temaet om, at premierministeren muligvis bør get a life.

Valgkampens sorte skygge

Men alt dette handler om hvad, man kan kalde den almindelige valgkamp. Og med to alvorlige terrorangreb med snesevis af ofre, er valget 2017 bare ikke længere noget almindeligt valg.

Tragedien ramte først i Manchester 22. maj, da en massemorder sprængte sig selv i luften ved afslutningen af en Ariane Grande-koncert i Manchester Arena. Det grusomme angreb ramte især børn og unge, der var ude for at feste og danse til musik, de elskede. Det yngste offer var en pige på bare otte år.

Efterforskningsarbejdet var end ikke afsluttet, og mindekoncerten var ikke afholdt, inden terrorister slog til igen. Denne gang på London Bridge, hvor tre gerningsmænd kørte en hvid varebil ind i en menneskemængde, og derefter sprang ud og angreb uskyldige med knive på det nærliggende Borough Market lørdag aften.

Selv om politiet senere viste sig at have omringet og stoppet gerningsmændene på otte minutter fra det første alarmopkald blev modtaget, sendte angrebet chokbølger igennem den britiske hovedstad, og i løbet af natten måtte The Metropolitian Police opfordre folk til at løbe, gemme sig og indrapportere mistænkelig opførsel, indtil der var styr på situationen.

Angrebene sidder i baghovedet på vælgerne

Søndag, fire dage før valget, måtte en alvorstung Theresa May træde frem og optræde som statsleder og berolige en nation og love, at der ville blive slået hårdere ned på terror. For enhver premierminister er det en frygtelig situation at skulle stå i, og det for tredje gang siden marts måned, da en mand kørte ind i sagesløse fodgængere på Westminster Bridge og efterfølgende løb mod parlamentet. Han sårede 50 mennesker og dræbte fire.

Selv om Brexit, besparelser, skat, social ulighed og andre mere traditionelle emner har fyldt deres del i valgkampen, er det nu umuligt ikke forholde sig til den terrortrussel, Storbritannien står med.

Hvad enten briterne vil det eller ej, har de to terrorangreb fået indflydelse på valgkampen. Både helt åbenlyst på debatdagsorden, men måske allerstærkest i underbevidstheden, når vælgerne torsdag går ind i stemmeboksen … Det indvarsler en ny virkelighed.

Jeremy Corbyn har kunnet pege på, at Theresa May som tidligere indenrigsminister har været med til at spare flere end 18.000 betjente væk. Theresa May har svaret igen, at der ikke er skåret i de økonomiske midler til terrorbekæmpelse og angrebet Corbyn for ikke at have stemt for lovgivning, der strammer indsatsen overfor terror.

Det er et emne, der ikke vil gå væk. Men det er også et emne, der er meget svært at føre valgkamp over i lyset af to angreb. Hvad enten briterne vil det eller ej, har de to angreb fået indflydelse på valgkampen. Både helt åbenlyst på debatdagsorden, men måske allerstærkest i underbevidstheden, når vælgerne torsdag går ind i stemmeboksen.

Hændelserne vil sidde i baghovedet. At afgive sin stemme vil være en trodshandling og en bekræftelse af, at demokratiet ikke kan stoppes med terror. Men det vil ske med en utryghed og en viden om, at Storbritannien er fyldt med bløde terrormål for den, der har ondt i sinde.

Noget tyder på, at de konservative får hevet sejren hjem. Men den bliver ikke så overvældende, som May havde håbet på. Måske bliver den ikke et bredt folkeligt mandat til at forsøge at banke Bruxelles og omegn på plads.

Uanset hvem der vinder, og uanset hvorfor det her valg blev udskrevet, er det allerede gået over i historien som det valg, der blev afviklet i skyggen af terror. På trods af terror.

Det indvarsler en ny virkelighed.

Hovedillustration: Lone Theils.

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

mm
Lone Theils

Forfatter, journalist, gastronørd. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole 1996 og har tilbragt 16 år af karrieren som London-korrespondent for Berlingske Tidende og senere Politiken. Har desuden arbejdet for Danmarks Radio, TV2, Radio 24Syv og en række magasiner og blade. Underviser på bl.a. DJMX og kursusleder på DjE.
Debuterede som forfatter i 2015 med Pigerne fra Englandsbåden, der er solgt til oversættelse i 15 lande. Forfatter til biografen Globetrotter sammen med Jens Bjerre, der også udkom i 2015. Andet bind i serien om Nora Sand "Den blå digters kone" udkom i juli 2016
Har desuden bidraget til rejsebøger om London og Dublin i serien Vide Verden. Kickbokser og uforfærdet amatørkok.

Seneste indlæg fra

Gå til Top