Hvad sker, når USA mister sin globale dominans og Kina overtager verdensherredømmet? Hvordan vil verden så se ud? Den tidligere spanske udenrigsminister fra det konservative Partido Popular og næstformand for Verdensbanken, Ana Palacio, giver et muligt bud. Hun synes, at Europa bør være verdenssamfundets tillidsmand.
MADRID – Den globale finanskrise, der begyndte i denne måned for ti år siden, viste, at den vestligt ledede, regelbaserede internationale ordens langsigtede overlevelse ikke er givet.
Det antages ofte, at hvis eller når USA mister sin globale dominans i det system, vil Kina overtage rollen som verdens leder. Men hvordan ville en Kina-ledet verdensorden se ud?
Denne sommers begivenheder antydede et svar. I juni begyndte et datterselskab til det spanske Repsol offshore boringer langt inden for den vietnamesiske del af Det Sydkinesiske Hav.
Kina protesterede øjeblikkeligt, først ved at aflyse et kinesisk-vietnametisk møde om sikkerhed og dernæst ved angiveligt at true med militær indgriben over for Vietnams positioner på Spratlyøerne.
Da Vietnam ikke kan være sikker på amerikansk støtte, bøjede man sig for Kina og beordrede Repsol at standse undersøgelsesboringerne.
Ingen nævnte Liu Xiaobos navn
Lige inden G20 mødet i Hamburg i juli kom nyheden om, at den kinesiske modtager af Nobels Fredspris Liu Xiaobo – som havde været fængslet af de kinesiske myndigheder i det meste af det seneste årti på grund af sin kamp for demokrati – var diagnosticeret med leverkræft i et fremskredent stadie. Liu anmodede om tilladelse til behandling i udlandet, men den kinesiske regering nægtede. Han døde kort tid efter.
I stedet for at fordømme den ondskabsfulde optræden, kom det internationale samfund – specielt Europa – med en nedtonet reaktion. Ingen nævnte Lius navn offentligt under G20 mødet. Og selv efter Lius død, kom de vestlige ledere blot med intetsigende kondolencemeddelelser. Ingen ønskede at rokke den kinesisk-drevne båd.
Faktisk spiller den eksisterende orden på Europas styrker og nedtoner svaghederne
Ved første øjekast kunne den tilgang måske synes fornuftig, især for et Europa der stadig prøver at finde sine ben efter flere år med økonomisk krise. Kina er EU’s næststørste handelspartner efter USA, og Kina er blevet en central kilde til direkte investeringer med over 35 milliarder euro (245 mia. kr.) investeret i EU sidste år.
Men en sådan tilsyneladende pragmatisme har alvorlige ulemper. Europa – ikke bare EU men hele Europa – har mere end nogen anden global aktør en interesse i videreførelsen af en verdensorden, der bygger mere på samarbejde end på konkurrence. Faktisk spiller den eksisterende orden på Europas styrker og nedtoner svaghederne.
Regelbaseret samarbejde er indlejret i Europas – især EU’s – institutionelle DNA. Det danner grundlaget for det europæiske projekt, der forbinder selvstændige stater gennem fælles normer, interesser og værdier. Det har muliggjort hidtil uset fred og velstand i en region, der længe var ødelagt af konflikt og konkurrence.
Hvad skal Europa gøre?
For Europa er blød magt en langt større fordel end hård magt. Det fungerer fint inden for vore dages regelbaserede system, hvor EU – med dets veletablerede lovgivning, teknologiske kompetence, veluddannede befolkning og brede kulturelle indflydelse – spiller en kritisk rolle i at bringe forskelligartede aktører sammen.
Problemet er, at Trump-administrationen synes at have begrænset interesse i og endnu mindre kompetence til at påtage sig lederskabet, men foretrækker i stedet en kortsigtet og i det store og hele udefineret “America First” tilgang
Men i en fager ny verden med ad hoc transaktioner og rå magtrelationer – af den slags som både Kina og USA’s præsident, Donald Trump, ser ud til at foretrække – vil disse kvaliteter ikke være tilstrækkeligt for Europa.
Men hvad skal Europa gøre? EU er ikke i en position til at agere leder af den frie verden, uanset hvad kommissionsformand Jean-Claude Juncker eller formanden for Det Europæiske Råd Donald Tusk siger. USA er – og vil i en overskuelig fremtid fortsat være – verdens uundværlige stormagt.
Problemet er, at Trump-administrationen synes at have begrænset interesse i og endnu mindre kompetence til at påtage sig lederskabet, men foretrækker i stedet en kortsigtet og i det store og hele udefineret “America First” tilgang.
Hvis det bliver en permanent tilstand, er der ikke meget håb for en regelbaseret international orden. Men hvis Trump-administrationen ikke kvæler værdibaseret politik og retstatsprincipper i løbet af de næste fire (eller otte) år, er alt ikke tabt endnu.
Europa må være modig
I denne usikre periode må Europa holde liv i de principper. Det skal ikke gøres ved at kaste sig ud i dristige og frugtesløse korstog, men ved at fortsætte ad stort set samme vej som nu – omend mere modigt – og vælge kampene med omhu og veje fordele op mod ulemper.
Hvor Europa kan støtte menneskerettigheder og institutionelle tilgange med rimelige omkostninger, skal det gøres. Hvor sådanne tiltag viser sig uproduktive og for dyre, skal Europa træde varsomt, men altid stå fast på sine værdier. Den sørgelige sandhed er i dag, at hvis ikke Europa taler for de sager, gør ingen det.
En Kina-ledet og transaktionsbaseret verdensorden vil have sikre vindere og tabere – og sidstnævnte ville være i klart overtal. Europa må gøre, hvad det kan, for at forhindre den udvikling ved at balancere mellem ambition og realisme og mellem mod og forsigtighed.
Lederskab er måske for meget forlangt af Europa i dag, men rollen som verdenssamfundets tillidsmand er ikke.
Oversættelse: Lisa Rasmussen
Copyright: Project Syndicate og Point of View International
Foto: Pixabay
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her