Amerikansk og britisk populisme: globaliseringens motorvej vs. nostalgisk nationalisme

af

ANALYSE: USA valgte Trump og Storbritannien Brexit. Alligevel mener topøkonom og tidligere redaktør for The Times, Economist og Financial Times Anatole Kaletsky, at USA sammen med Europa vil forsætte på den multikulturelle globaliserings moderne motorvej. Storbritanniens passive og dogmatiske accept af Brexit er derimod i fare for at dreje landet ind på den nostalgiske nationalismes hullede sti. 

LONDON – Storbritannien, Frankrig og USA – hvilket af de tre lande skiller sig ud politisk? Svaret er indlysende: Sidste års folkeafstemning om Brexit i Storbritannien og valget af Donald Trump i USA er blevet symboler på folkeligt oprør mod de globale eliter.

Med Emmanuel Macron har Frankrig derimod netop valgt en “Davos-mand”, der er stolt af at være en globalt orienteret teknokrat, arketypen der identificeres med landets mest elitære finansielle, administrative og uddannelsesmæssige institutioner.

Men træd et øjeblik tilbage fra disse politiske klichéer, som jeg gjorde tidligere på måneden, da jeg flygtede fra den britiske valgkamp for at deltage i Milken Institute Global Conference i Los Angeles.

Trump er en omvej – USA satser fortsat på globalisering

Milken-konferencen er USA’s svar på Davos, men har et mere seriøst fokus på erhvervslivet og en stærk repræsentation af det amerikanske regeringsapparat, som Davos aldrig har opnået.

Valget af Trump er blot en midlertidig abnormitet: USA har taget en omvej gennem en forlystelsespark af national nostalgi, men landet forbliver fokuseret på fremtiden og globaliseringens fordele, ikke på omkostningerne

Lyttede man til Trumps økonomiske nøglepersoner – finansminister Steven Mnuchin og handelsminister Wilbur Ross – plus en stjernebesætning af kongresmedlemmer og erhvervsledere, er overbevisningen, at valget af Trump blot er en midlertidig abnormitet:

USA har taget en omvej gennem en forlystelsespark af national nostalgi, men landet forbliver fokuseret på fremtiden og globaliseringens fordele, ikke på omkostningerne.

Det stod efter Milken-konferencen klart, at Trump ikke vil levere på det meste af den hjemlige dagsorden: Rustbæltet vil ikke opleve en stigning i investeringer i infrastruktur. USAs forhold til Mexico eller Kina vil ikke ændre sig afgørende. Trumps væsentligste skatteforslag vil ikke komme gennem Kongressen. Og Trumps løfte om straks efter sin tiltræden at “repeal and replace” Obamacare vil med næsten sikkerhed give efter for pres fra offentligheden og ende som “reform and repair.”

Briternes Brexit-dogme

Efter på denne måde at have fordybet mig i amerikansk pragmatisme var det nedslående at vende tilbage til britisk politik. De politiske veje, der for bare få måneder siden syntes at være parallelle, fjerner sig nu fra hinanden.

Mens det kun har taget USA 100 dage at gennemskue Trumps “alternative virkelighed” (men måske ikke Trump selv), er der stort set ingen i Storbritannien, der sætter spørgsmålstegn ved den alternative virkelighed omkring Brexit på trods af den uventede mulighed for ved valget 8. juni at undgå det selvdestruktive brud med Europa.

Der er stort set ingen i Storbritannien, der sætter spørgsmålstegn ved den alternative virkelighed omkring Brexit på trods af den uventede mulighed for ved valget 8. juni at undgå det selvdestruktive brud med Europa

Hvordan kan man forklare den skærende kontrast mellem de amerikanske og britiske civilsamfunds svar på den farlige flirt med nationalistisk populisme?

MERE POV
Genbrug med japansk grundighed

I Amerika er den umiddelbare reaktion på en politik, der er logisk usammenhængende, økonomisk uærlig og diplomatisk umulig at gennemføre, en bølge af opposition og debat. Demokraterne har udvist en hidtil uset enighed i Kongressen, tv-komikere har leveret en endnu mere effektiv opposition, millioner af progressive vælgere har deltaget i demonstrationer, mediehusene har iværksat nådesløse undersøgelser, og American Civil Liberties Union modtog 24 millioner dollar på 24 timer lige efter regeringens forsøg på at forbyde muslimer indrejse i landet.

Det vigtigste er dog, at amerikanske firmaer straks begyndte en lobbyvirksomhed for at blokere for de dele af Trumps politik, som de mente truede deres økonomiske interesser. Som en højtstående ansat i Senatet fortalte på Milken-konferencen, var Walmart og andre detailhandlere “fantastisk effektive i deres belæring af vores medlemmer” om de politiske omkostninger ved enhver ny skat på importvarer. Det fjernede Trumps primære protektionistiske trussel og dræbte ethvert håb om at finansiere store skattelettelser med indtægter fra en “justeret grænseafgift”.

Hvad der er endnu værre er, at tabuet om ikke at stille spørgsmål til Brexit ikke er retfærdiggjort med henvisning til fornuft, økonomi eller nationale interesser. I stedet påberåber man sig “folkets vilje”

Sammenlign så denne massive opposition i USA med passiviteten i Storbritannien efter sidste års folkeafstemning.

At forlade EU er en langt større politisk og økonomisk omvæltning end noget af det, Trump-administrationen har foreslået. Alligevel er Brexit blevet et urokkeligt dogme, immunt over for udfordringer eller spørgsmål af nogen art. I modsætning til det agressive lobbyarbejde mod Trumps valgløfter fra det amerikanske erhvervsliv er der ingen førende britiske firmaer, der har forsøgt at føre kampagne for at omstøde Brexit beslutningen. Ingen har så meget som påpeget offentligt, at folkeafstemingen ikke gav premierminister Theresa May mandat til at afvise medlemskab af EU’s indre marked og toldunion, efter at Storbritannien forlader EU.

Folkets vilje

Hvad der er endnu værre er, at tabuet om ikke at stille spørgsmål til Brexit ikke er retfærdiggjort med henvisning til fornuft, økonomi eller nationale interesser. I stedet påberåber man sig “folkets vilje”.

Dette skrækkelige udtryk er sammen med sin endnu mere uhyggelige pendant “fjende af folket” blevet hverdagskost i både USA og Storbritannien. Men der er en væsentlig forskel: i USA hører den slags proto-fascistisk sprogbrug hjemme på den ekstreme fløj; i Storbritannien benyttes selv i mainstream medier og parlamentsdebatter rutinemæssigt betegnelser som anti-demokratiske intrigemagere og upatriotiske sabotører om modstandere af Brexit.

I Storbritannien benyttes selv i mainstream medier og parlamentsdebatter rutinemæssigt betegnelser som anti-demokratiske intrigemagere og upatriotiske sabotører om modstandere af Brexit

Kulturelle faktorer kan måske delvist forklare kontrasten mellem den amerikanske aktivisme som reaktion på Trump og den britiske passivitet i forbindelse med Brexit. Amerikanere, der står over for en udfordring, forventes at gøre noget, selv når oddsene er imod dem. Men briterne beundrer en helt, der møder modstand ved at gøre ingenting og stadig “keeping a stiff upper lip.”

Måske er det mere væsentligt, at der aldrig var tvivl om den demokratiske legitimitet af den amerikanske opposition, eftersom et klart flertal stemte imod Trump. Faktisk tabte Trump antallet af afgivne stemmet med 2 pct. – den samme margen som Jimmy Carter og George W. Bush vandt med i henholdsvis 1976 og 2004.

Storbritannien vil dreje ind på den nostalgiske nationalismes hullede sti, mens USA sammen med Europa forsætter på den multikulturelle globaliserings moderne motorvej

I Storbritannien vandt Brexit derimod med et lille, men afgørende flertal på 52 procent mod 48 procent. Mens mange veletablerede demokratier ville have krav om en slags superflertal for at gennemføre en enorm konstitutionel forandring som Brexit, har Storbritannien aldrig fundet behov for den slags “checks and balances”.

MERE POV
Manden, der rejste efter døden

I Storbritanniens uskrevne grundlov er der kun en begrænsning af en premierministers magt, når denne har parlamentarisk flertal – vælgerne har ret til at skifte mening.  Men hvad sker der så, når enhver, der forsøger at ændre vælgernes mening, bliver delegitimeret som demokratifornægter og “fjende af folket”?

Hvis det at opfordre vælgerne til at genoverveje den største politiske beslutning i deres levetid fortsat bliver betragtet som et angreb på demokratiet, vil Storbritannien miste sin eneste beskyttelse mod varig skade på sig selv. Og Storbritannien vil dreje ind på den nostalgiske nationalismes hullede sti, mens USA sammen med Europa forsætter på den multikulturelle globaliserings moderne motorvej.

Copyright: Project Syndicate.
Hovedillustration: Matt Bown, Flickr/Creative Commons.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Anatole Kaletsky
Cheføkonom og vicepræsident at

Anatole Kaletsky (1952) er født i Moskva og opvokset i USA og Storbritannien. Han er uddannet økonom fra Harvard University og journalist med base i London. Siden 1976 har han været fast bidragyder til bl.a. The Economist, Financial Times og The Times i London, før han i 2012 sluttede sig til Reuters og The International Herald Tribune. Han har været kåret som "Årets kommentator" af  BBC i "What the Papers Say award", og har to gange modtaget the British Press Award for Specialist Writer of the Year. Kaletsky har også arbejdet som økonomisk konsulent siden 1997 og driver investerings- og rådgivningsvirksomheden GaveKal sammen med Louis og Charles Gave. Han blev valgt som bestyrelsesmedlem i The Royal Economic Society i 1998. Han har skrevet flere bøger herunder  Capitalism 4.0, The Birth of a New Economy,  I 1985 skrev han bogen, Costs of Default, som blev en håndbog for flere latinamerikanske og asiatiske regeringer, da disse under 1980'ernes gældskrise skulle håndtere forhandlingerne om en restrukturering af deres økonomier overfor bankerne og IMF.
 

Seneste indlæg fra

Gå til Top