mm

POV International

POINT of VIEW International er et åbent digitalt medie og et fællesskab for skrivende af enhver slags - journalister, borgere, akademikere, eksperter og kulturfolk.
POV’s redaktion beståt af 68 faste skrivende medlemmer men vi har desuden bragt gæsteindlæg begået af af over 400 gæsteskribenter.
Vi leverer originale vinkler, skarpe holdninger og bløde refleksioner på aktuelle temaer i mange formater: nyhedsanalyser, debat, klummer, essays, baggrundshistorier og sågar digte.
Vi sætter en ære i at repræsentere mange synspunkter, og vi har ingen begrænsninger på emner, så længe de møder vores etiske og publicistiske kriterier. Alle indlæg redigeres.
Alle skribenter skriver i eget navn og står på mål for egne artikler. Deres synspunkter deles derfor ikke nødvendigvis af hverken POV International eller andre skribenter ved POV.
Det gælder også på vores Facebook-side, hvor links til andre medier, som vi vælger at dele, ikke nødvendigvis udtrykker POV Internationals overbevisning, men alene at vi finder linket værd at forholde sig til.
POV er medlem af Pressenævnet, og vi ønsker udelukkende at bringe indlæg, der er fair, og hvor fakta er i orden. Vi er altid åbne for henvendelser og kritik af de tekster, vi publicerer.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
POV International
på Mobile Pay: 40121968

Amandas historie #7 – Musikkens magt

I debatten om seksuelt misbrug af børn mangler barnets stemme. POV bringer hver onsdag serien om Amanda – en voksen kvinde, der har berettet om det omfattende seksuelle misbrug, hun var udsat for i syv år – fra hun var fire år, til hun var 11 – på sin personlige blog. Vi ved, hvem hun er, men hun vil optræde under pseudonym. Hendes overgrebsmand er i dag død, men års terapi har endnu ikke kunnet hele de psykiske skader, hun i dag må leve med. I dagens afsnit fortæller Amanda om, hvad musik betyder for hende som et menneske, der lider af senfølger efter seksuelle overgreb. Af og til kan musikken hele – andre gange er det for meget.

 One of my turns – 1. juli 2017

Nogle gange siger musik mere end ord……

Bare rolig, det er ikke fordi, jeg har smadret min lejlighed. Jeg har bare altid, når jeg har manglet en følelse eller har haft svært ved at udtrykke en, fundet følelsen i musikken og på den måde skabt en følelsesmæssig resonans.

Den overlevelsesstrategi har ligget dybt i min krop, så længe jeg kan huske tilbage. Uden musikken kan jeg slet ikke forestille mig, hvor jeg ville være i dag.

Denne video… den energi, der er i den her video, rammer fuldstændig plet på, hvordan jeg nogle gange har det. Hvordan jeg har det lige nu. Det er nok derfor, jeg ikke kan sove. One of those nights:

Videoen beskriver min vrede klokkeklart. En vrede, der altid har været lukket inde og holdt nede. Er man vred, risikerer man at miste: det var min lærdom, som jeg hurtigt optog.

De gange, vreden er kommet frem, har jeg derfor altid rettet den mod mig selv i form af f.eks. spiseforstyrrelse eller selvskade. Alt andet ville være lig med verdens undergang og betyde afvisning.

Der er så frygtelig meget energi i den vrede, og jeg håber, at jeg en dag kan rette den mod Carl, for det er en vrede, der kommer fra ham; han placerede den i mig ved at udsætte mig for seksuelle overgreb.

Han så mig på en eller anden grotesk og pervers måde som en ligeværdig “partner”, selvom han godt vidste, at jeg var et barn

Jeg er, i det små, begyndt at fantasere: tænk, hvis han levede, så jeg kunne gøre ham ligeså ondt, som han har gjort mig. Ville jeg overhovedet turde at vise ham min vrede?

Et utopisk ønske fra mig ville også være at få en undskyldning. At han sagde: “Det var ikke din skyld, Amanda. Det var mig, der misbrugte dig, og det var udelukkede mit ansvar. Jeg var den voksne, og du var barnet. Det var forkert, hvad jeg udsatte dig for. Undskyld!!!”

Tænk, hvis han kunne kravle op fra helvede og sige det til mig på en oprigtig måde. Det ville gøre en verden til forskel.

Jeg tror dog desværre ikke, han mente, at han gjorde noget forkert. Jo, han vidste helt sikkert godt, at folk foragtede pædofile, selv i 80’erne. Men når det er sagt, tror jeg, at han var overbevist om, at folk tog fejl, når de tog afstand fra pædofili. Han så mig på en eller anden grotesk og pervers måde som en ligeværdig “partner”, selvom han godt vidste, at jeg var et barn.

Han tændte på børn, og han mente, at det, der skete imellem os, var ligeværdigt, selvom jeg blot var en lille pige. Den normalitet, han skabte i vores relation, gjorde mig sindssyg forvirret, fordi jeg jo godt vidste (eller jeg fandt ud af), at det der foregik mellem os, kun foregik, når vi var alene, fordi det var forbudt “i verdenen udenfor”.

“Du må ikke fortælle det, vi gør sammen til nogen. Hvis du gør, så kommer politiet.”

Og jeg troede at politiet ville komme efter mig… ikke ham.

Han placerede med præcision skammen og skylden hos mig, så jeg ikke gik ud og fortalte om det, der foregik imellem os.

Når han misbrugte mig, sørgede han for, at jeg altid følte lyst og altid fik orgasme. Når jeg fik den følelse, som jo er en dejlig følelse, folk nyder (selv hader, hader, hader jeg at få orgasme), så blev mit ræsonnement, at det måtte være min egen skyld

Skammen og skylden placerede han ved altid at være sød ved mig, også når han ikke misbrugte mig. Når han misbrugte mig, sørgede han for, at jeg altid følte lyst og altid fik orgasme. Når jeg fik den følelse, som jo er en dejlig følelse, folk nyder (selv hader, hader, hader jeg at få orgasme), så blev mit ræsonnement, at det måtte være min egen skyld. At jeg selv lagde op til det og kunne lide det.

Min krop kunne jo lide det, som min psykolog kalder for en naturlig kropsreaktion. Og ja, jeg lagde også, i en periode, op til ham, for det, der skete imellem os, det var jo normalt, sammen med ham i hans verden i hvert fald… og kun sammen med ham, og når vi var alene.

Hvad der skulle have været 10 linjer, blev endnu engang til mange flere. Jeg har åbenbart meget på hjerte.

Tak fordi du læser med ❤

Har angst. Tager hjem fra Roskilde Festival. Lorte senfølger – 30. juni 2017

Orange scene – Roskilde Festival, Wikimedia Commons.

Lorte, lorte, lorte senfølger.

Jeg har været på Roskilde siden i onsdags, og indtil for lidt siden har jeg ligget i mit telt i fosterstilling og grædt stille, mens regnen spillede trommer på mit telt.

Selvom jeg har passet rigtig godt på mig selv og kun gjort, hvad jeg har haft lyst til, hvilket har inkluderet en del koncerter alene uden mine venner og veninder og overraskende lidt alkohol, er jeg alligevel blevet totalt overstimuleret.

Min PTSD galoperer derudaf: Jeg er angst, har kvalme, er svimmel, føler jeg skal kaste op, kan ikke klare flere høje lyde. Flashbacks og specielt mænd, der står og flasher deres penisser, stresser mig BIG time; og så er der alle de fulde og uforudsigelige mennesker, der skubber og som er overalt. Der er ikke ro nogen steder. Jeg kan ikke være nogen steder, ikke engang i mit telt.

Til mine venner har jeg sagt, at jeg er blevet syg, hvilket jeg jo også er. Jeg kan i hvert fald ikke deltage på grund af blandt andet kvalme og svimmelhed, og det er for ensomt, koldt og stadigt larmende at blive liggende i teltet og håbe på, at jeg får det bedre.

Jeg har virkelig forsøgt med åndedræts- og grounding-øvelser, talt ting omkring mig samt lavet en egenomsorgsøvelse, der sammen eller hver for sig plejer at hjælpe på min angst. I dag er den uden virkning.

Jeg er uden for min tryghedssfære. Jeg skal hjem.

Jeg har altid elsket regnvejr. Jeg oplever en eller anden skøn barnlig frihedsfølelse, når jeg går ude i regnen. En følelse, jeg ellers ikke kan komme i kontakt med. Pt. er den dog også sørgmodig, men jeg mærker regnens dråber mod mit ansigt, og jeg nyder det. Og så bilder jeg mig også ind, at folk ikke kan se, at jeg græder, når jeg går i regnen

Dem, jeg har været afsted med, kender ikke til min fortid, så der har der ikke nogen støtte at få, hvilket måske kunne have “reddet” mig?

Jeg ved det ikke. Jeg vil i hvert fald ikke ødelægge deres festival ved at være hende, der ligger i teltet og græder over min lortebarndom …. og så er det måske heller ikke lige tidspunktet, hvor jeg skal fortælle dem om min hemmelighed.

Ja, jeg ved ikke engang, om jeg føler mig tryg nok ved dem til at fortælle dem om min fortid. Jeg har nogle få gode veninder, der kender til min hemmelighed, og det er fint, indtil videre.

Jeg skal passe på mig selv, og det skal være i mit eget tempo.

Hvis jeg skal prøve at tage ja-hatten på, så er regnen fantastisk. Jeg elsker regnen. Jeg har altid elsket regnvejr. Jeg oplever en eller anden skøn barnlig frihedsfølelse, når jeg går ude i regnen. En følelse, jeg ellers ikke kan komme i kontakt med. Pt. er den dog også sørgmodig, men jeg mærker regnens dråber mod mit ansigt, og jeg nyder det. Og så bilder jeg mig også ind, at folk ikke kan se, at jeg græder, når jeg går i regnen.

Jeg er begyndt på et nyt eksponeringsforløb hos min psykolog. Det er hårdt og nok også med til, at jeg ramte bunden i dag. Jeg ved, at jeg har det bedre og får færre flashbacks om et par uger, men lige nu føles det frygteligt uoverskueligt.

Havde jeg været en computer, var jeg nok brændt sammen: Overload. Error

I og med at jeg er kommet mere og mere i kontakt med mig selv, føles eksponeringen også voldsommere. Ked-af-det-heden og sorgen er kommet tættere på, og jeg kan næsten ikke være i den, da den har været gemt væk i små 36 år.

Havde jeg været en computer var jeg nok brændt sammen: Overload. Error.

Heldigvis ved jeg, hvad der skal til: Ro, ro og en snak med en veninde, der kender til min historie senere i dag, hvis hun tager telefonen.

Og så ellers bare ligge under dynen, se lidt fjernsyn uden at følge med, skrive lidt, måske lytte lidt til Musicure også bare falde i søvn på sofaen med tøj på.

Lorte, lorte, lorte, lorte-senfølger  ☹ og lorteliv (jeg ved det bliver bedre. Jeg ved det, jeg ved det, jeg ved det, jeg ved det, jeg ved det, selvom det kan være svært at mærke lige nu).

Tak fordi du læste med ❤

Topillustration: Arctic Monkeys performing on Orange Stage at Roskilde Festival 2014 in Denmark the 5th of July 2014. Photo by Bill Ebbesen. Flickr.

Amandas historie er en serie om seksuelt misbrug af et barn bygget på virkelige hændelser fra forfatterens barndom. Du kan læse første afsnit, ‘Var det min egen skyld?’ her, andet afsnit, ‘Jeg hader at ligge ned’ her, tredje afsnit, ‘Når jeg skal sove’, her, fjerde afsnit, ‘Are you aware the shape I’m in? My hands shake, my head spins’, her, femte afsnit“Voldtægten”, her og sjette afsnit, ”Om at lære at nyde hvidvin og sushi” her.

Kategorier