mm

POV International

POINT of VIEW International er et åbent digitalt medie og et fællesskab for skrivende af enhver slags - journalister, borgere, akademikere, eksperter og kulturfolk.
POV’s redaktion beståt af 68 faste skrivende medlemmer men vi har desuden bragt gæsteindlæg begået af af over 400 gæsteskribenter.
Vi leverer originale vinkler, skarpe holdninger og bløde refleksioner på aktuelle temaer i mange formater: nyhedsanalyser, debat, klummer, essays, baggrundshistorier og sågar digte.
Vi sætter en ære i at repræsentere mange synspunkter, og vi har ingen begrænsninger på emner, så længe de møder vores etiske og publicistiske kriterier. Alle indlæg redigeres.
Alle skribenter skriver i eget navn og står på mål for egne artikler. Deres synspunkter deles derfor ikke nødvendigvis af hverken POV International eller andre skribenter ved POV.
Det gælder også på vores Facebook-side, hvor links til andre medier, som vi vælger at dele, ikke nødvendigvis udtrykker POV Internationals overbevisning, men alene at vi finder linket værd at forholde sig til.
POV er medlem af Pressenævnet, og vi ønsker udelukkende at bringe indlæg, der er fair, og hvor fakta er i orden. Vi er altid åbne for henvendelser og kritik af de tekster, vi publicerer.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
POV International
på Mobile Pay: 40121968

Amandas historie #6 – om at lære at nyde hvidvin og sushi

I debatten om seksuelt misbrug af børn mangler barnets stemme. POV er i kontakt med en voksen kvinde, der har berettet om det omfattende seksuelle misbrug, hun var udsat for i syv år – fra hun var fire år, til hun var 11 – på sin personlige blog. Vi ved, hvem kvinden er, og vi kender hendes historie, men hun vil optræde under pseudonym. Vi vil i de kommende måneder bringe hendes fortælling i redigeret form. Hendes overgrebsmand er i dag død. Men års terapi har endnu ikke kunnet hele de psykiske skader, hun i dag må leve med. I dette afsnit – nummer 6 – fortæller Amanda om at lære at nyde mad og drikke, som tidligere har været forbundet med hendes overgrebsmand.

One day the sadness will end – 18. juni 2017

Engang drak jeg ikke hvidvin eller spiste fisk. Bare tanken gav mig kvalme og flashback med billeder, kropslige fornemmelser og lugte, og det blev bare værre, hvis jeg rent faktisk forsøgte at indtage nogen af delene.

Men en dag vendte det hele 180 grader. Jeg sad på en sushirestaurant med en veninde, og som så mange gange før, skulle jeg liiige til at bestille et glas rødvin og en omgang vegetarsushi, da jeg ombestemte mig og valgte sushi med tun, hvid fisk, laks og et glas hvidvin. Jeg var forkølet og havde ingen smagssans, og jeg tænkte, ‘nu prøver jeg sgu. Jeg prøver, om det er lettere at indtage fisk og hvidvin, når mine smagsløg er ikke-eksisterende’.

Mit hjerte begyndte pr. automatik at galopere som en sindssyg hest på ecstasy, da jeg sagde bestillingen højt. Jeg blev angst og tænkte med det samme, hvordan jeg kunne undgå at spise det, jeg lige havde bestilt.

Hvidvinen kom, og da min veninde ikke kendte til mine senfølger eller de overgreb, jeg havde været udsat for, led jeg i stilhed, da jeg løftede glasset op til munden og tog den første tår. Oplevelsen var overraskende. Da jeg grundet min forkølelse ikke kunne smage noget overhovedet, var det kun den berusende effekt, jeg mærkede kort tid efter, jeg havde indtaget den første tår. Jeg snød min krop. Jeg snød mine sanser. Jeg følte lidt, jeg havde styringen. Jeg havde en smule kontrol for første gang i mit liv, og det var rart.

Billeder fra dengang, hvor jeg sad ude i hans køkken ved spisebordet og spiste kogt torsk og drak hvidvin i en alder af 7 år, bimlede frem på min nethinde. Men jeg kunne være i det, måske fordi smagen og derved den sanselige oplevelse ikke var der til at give mig en mental mavepuster

Jeg troede ikke mine egne sanser og tog en tår mere. Alt i mit system skreg, at det var for selvdestruktivt. Billeder fra dengang, hvor jeg sad ude i hans køkken ved spisebordet og spiste kogt torsk og drak hvidvin i en alder af 7 år, bimlede frem på min nethinde. Men jeg kunne være i det, måske fordi smagen og derved den sanselige oplevelse ikke var der til at give mig en mental mavepuster. Jeg kunne holde ud at drikke vinen, og inden sushien kom, bestilte jeg et nyt glas.

Jeg blev ramt af en indre stemme, der sagde: “Skal Carl virkelig, fra sin fucking grav, styre hvad du spiser og drikker? Her har du måske muligheden for at vende det hele 180 grader. Go, Amanda, go“.

Sushien kom ind. Første stykke nærmest slugte jeg, som var det et glas Panodiler, der var ved at gå i opløsning. Stykket efter tyggede jeg lidt på, og så fremdeles, indtil det gik op for mig og ikke mindst min krop, at jeg virkelig ikke kunne smage fisken. Smagen var ikke-eksisterende, og her sad jeg pludselig og spiste fisk for første gang i måske 20 år, uden at jeg fik reelt opkastningsfornemmelser og invaliderende flashback. Jeg kunne være i mine flashback, fordi jeg ikke havde den sanselige smagsoplevelse med.

De efterfølgende gange, jeg var ude at spise eller drikke, valgte jeg konsekvent hvidvin og sushi. Det var en ret dyr periode, men det blev langsomt lettere og lettere for mig. Jeg gav pludselig også mig selv lov til glimtvis at nyde smagen af sushi, fisk og hvidvin.

I en periode følte jeg direkte skam over at nyde fisk og hvidvin. Det at nyde noget, som Carl indirekte havde nydt og/eller introduceret mig for, var lig med accept af hans overgreb i min mærkelige sammenskruede og groomede hjerne. Jeg ved godt, at det lyder fuldstændig langt ude, men det var sådan, det var, og sådan er det desværre på sin vis stadig i nogle sammenhænge. Alt, der mindede om ham eller kunne sættes i forbindelse med ham, var lig med min accept af hans overgreb, hvis jeg kunne lide noget af det.

I perioder af mit liv har jeg lidt af tvangstanker om, at jeg skulle holde mig væk fra alt, der kunne minde om ham for ikke at føle, at jeg indirekte begik overgreb mod mig selv ved at nyde noget, han havde nydt.

Heldigvis fik jeg vendt skuden efter en forkølelse. Ja, bare ordet ‘skude’ ville tidligere være et bandlyst ord, da han var tidligere sømand, fiskede og havde en lille jolle, og det var herfra, alle de fisk vi spiste, da jeg var barn, kom fra.

Og bare det at bruge ordet skude ville derfor tidligere resultere i skam og flashbacks. Jeg må også tilstå, at billederne popper op, som jeg sidder her og skriver, men jeg kan være i de ord, og jeg kan skubbe dem væk igen.

Så jeg begyndte at spise fisk og drikke hvidvin. Jeg kan stadig få flashback og blive utilpas, hvis jeg står nede i Netto, og skal vælge en vin, men jeg overkommer for det meste mig selv, retter en fuckfinger mod helvede og siger: “Det skal du fandme ikke styre”.

Jeg er stadig ikke den store fiskespiser, men jeg spiser fisk, nogen gange mere demonstrativt end andre gange, og det er vigtigt.

Jeg har stadig en del udfordringer, når det gælder ting, der kan sættes i direkte forbindelse med ham: Sol, sommer, badning, strande samt solbrune- nøgne og/eller bare kroppe. Specielt tynde mandekroppe, med tatoveringer og rynket hud. Jeg bliver utilpas, får hjertebanken og værst af alt flashbacks.

Men fordi skammen er lettet en del i kraft af det terapeutiske forløb, jeg går i, kan jeg være mere og mere tilstede i mine følelser. 2017 var den første sommer, hvor jeg i små glimt begyndte at nyde sommeren, og mest af alt at jeg også gav mig selv lov uden at føle skam og uden at føle, at jeg indirekte accepterer hans overgreb, fordi jeg nyder solen.

Min hjerne er langsomt begyndt at lære, at jeg er voksen og ikke et barn længere. Mine handlinger, som voksen, f.eks. det at drikke hvidvin, betyder ikke, at jeg indirekte accepterer Carls seksuelle overgreb på mig

Lige nu sidder jeg f.eks. på min altan, med solen brændende direkte ind i ansigtet. Jeg prøver at tilføre noget nydelse, udover det at skrive selvfølgelig…. et glas hvidvin.

Og selvom det trigger noget, så trigger det også den anden vej, da min hjerne har lært, at det at drikke hvidvin ikke er farligt eller skamfuldt – eller lig med at skulle misbruges af Carl.

Dog skal det siges, at jeg valgte at hælde et lille strejf Aperol i, for at fjerne mit psykiske ubehag, der lige poppede frem fra gemmerne – måske fordi jeg skulle sidde og skrive om netop det her emne? Jeg husker mig selv på, at i denne proces er det vigtigt, at jeg giver mig selv lov til at passe på mig selv. At jeg gør det, der er godt for mig, og hvis det er at tilføje lidt saft eller Aperol til vinen, så jeg nemmere kan drikke den, så let it be. Det, at jeg nogen gange springer over, hvor gærdet er lavest, gør ikke, at Carl har vundet kampen over mig.

Alternativet ville være, at jeg ikke gav mig selv lov til et glas kold hvidvin i solen.

Min hjerne er langsomt begyndt at lære, at jeg er voksen og ikke et barn længere. Mine handlinger, som voksen, f.eks. det at drikke hvidvin betyder ikke, at jeg indirekte accepterer Carls seksuelle overgreb på mig.

Det er et kæmpe skridt, selvom jeg ved, at der er lang vej igen. Jeg er blevet meget mere sårbar. Før græd jeg aldrig. Aldrig. Nu græder jeg næsten hver dag.

Jeg føler mig, trist, uoplagt, ked af det, ensom og til tider angst. Jeg ved, at alle de følelser tilhører den lille pige, jeg engang var, selvom de nu føles i en voksen krop. Der var ikke plads til de følelser dengang. Det er der nu. Og de kommer med 100.000.000 km i timen, mens jeg ihærdigt forsøger at blive stående på mine fødder.

Dog skal det siges, at det trigger mig sindssygt meget, når folk skriver, at pædofile er klamme, og at det, de gør, er klamt. For ja, pædofile er klamme og syge, men jeg føler også per automatik, at det betyder, at jeg er klam og beskidt, fordi jeg var med til det

Jeg er begyndt at indse, at der ikke er noget at skamme sig over. Der er ingen grund til, at jeg føler mig beskidt og ulækker. Det var Carl, der var et klamt svin.

Dog skal det siges, at det trigger mig sindssygt meget, når folk skriver at pædofile er klamme, og at det, de gør, er klamt. For ja, pædofile er klamme og syge, men jeg føler også per automatik, at det betyder, at jeg er klam og beskidt, fordi jeg var med til det.

Det er en proces. Jeg skal træde tilbage og sige til mig selv, at han var den voksne, og jeg var barnet, uanset hvad der skete. Uanset hvordan jeg reagerede i min relation til ham, og hvordan jeg reagerede rent kropsligt, så var det ham, der havde ansvaret for det, der skete.

Det kan aldrig være mit ansvar. Aldrig. Jeg var et lille uskyldigt lille barn, der skreg efter omsorg. Jeg kan mærke, at selvom følelsen af at føle sig beskidt og klam opstår automatisk, så er den ikke på samme måde en integreret del af mig længere. Det betyder, at jeg for det meste i løbet af 20-30 sekunder kan bevæge mig mentalt væk fra følelsen af, at jeg er klam, beskidt og ulækker, når folk siger eller skriver, at pædofile er klamme.

Men det rammer mig, og det rammer mig hårdt. Det rammer den lille pige indeni mig, og jeg mærker hendes smerte. Min smerte.

Men en dag vil den lille pige smile igen.

One day, the sadness will end.

Tak fordi du læste med.

Topillustration: Flickr.

Amandas historie er en serie om seksuelt misbrug af et barn bygget på virkelige hændelser fra forfatterens barndom. Du kan læse første afsnit, ‘Var det min egen skyld?’ her, andet afsnit, ‘Jeg hader at ligge ned’ her, tredje afsnit, ‘Når jeg skal sove’, her, fjerde afsnit, ‘Are you aware the shape I’m in? My hands shake, my head spins’, her og femte afsnit “Voldtægten”, her.

Kategorier