mm

POV International

POINT of VIEW International er et åbent digitalt medie og et fællesskab for skrivende af enhver slags - journalister, borgere, akademikere, eksperter og kulturfolk.
POV’s redaktion beståt af 68 faste skrivende medlemmer men vi har desuden bragt gæsteindlæg begået af af over 400 gæsteskribenter.
Vi leverer originale vinkler, skarpe holdninger og bløde refleksioner på aktuelle temaer i mange formater: nyhedsanalyser, debat, klummer, essays, baggrundshistorier og sågar digte.
Vi sætter en ære i at repræsentere mange synspunkter, og vi har ingen begrænsninger på emner, så længe de møder vores etiske og publicistiske kriterier. Alle indlæg redigeres.
Alle skribenter skriver i eget navn og står på mål for egne artikler. Deres synspunkter deles derfor ikke nødvendigvis af hverken POV International eller andre skribenter ved POV.
Det gælder også på vores Facebook-side, hvor links til andre medier, som vi vælger at dele, ikke nødvendigvis udtrykker POV Internationals overbevisning, men alene at vi finder linket værd at forholde sig til.
POV er medlem af Pressenævnet, og vi ønsker udelukkende at bringe indlæg, der er fair, og hvor fakta er i orden. Vi er altid åbne for henvendelser og kritik af de tekster, vi publicerer.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
POV International
på Mobile Pay: 40121968

Amandas historie #3 – Når jeg skal sove

I debatten om seksuelt misbrug af børn mangler barnets stemme. POV er i kontakt med en i dag voksen kvinde, der har berettet om det omfattende seksuelle misbrug, hun var udsat for i syv år – fra hun var fire år, til hun var 11 – på sin personlige blog. Vi ved, hvem kvinden er, og vi kender hendes historie, men hun vil optræde under pseudonym. Vi vil i de kommende måneder bringe hendes fortælling i redigeret form. Hendes overgrebsmand er i dag død. Men års terapi har fortsat ikke kunnet hele de psykiske skader, hun i dag må leve med. I dag bringer vi afsnit 3.

Når jeg skal sove  – 6. juni 2017

Jeg går tit i seng med tøj på. Ja nogle gange falder jeg bevidst i søvn på min sofa, fordi det er mere trygt. Da jeg var barn, sov jeg ofte nede i stuen, fordi jeg ikke turde at sove på mit værelse. Det var trygt at ligge og falde i søvn til fjernsynet, der kørte, også efter mine forældre var gået i seng.

Der var ingen regler. Ingen grænser. Mine forældre var ligeglade. Jeg lå f.eks. tit og så gyserfilm i en alder af 6-7-8 år, både mens mine forældre var i rummet, og efter de var gået i seng.

Specielt om vinteren var der frygtelig koldt på mit værelse. Det trak ind af vinduet, og min dyne og madras lugtede af tis. Derudover hadede jeg turen op til mit værelse. Jeg skulle op af en trappe. Over trappen var der et tagvindue. Jeg hadede det tagvindue. Når jeg gik under det, følte jeg at Gud kiggede ned på mig, og at han fordømte mig

Mit værelse lå på 1. sal i et hus, mine forældre havde købt til “en god pris” i det, man i dag kalder for Udkantsdanmark. Specielt om vinteren var der frygtelig koldt på mit værelse. Det trak ind af vinduet, og min dyne og madras lugtede af tis. Derudover hadede jeg turen op til mit værelse. Jeg skulle op af en trappe. Over trappen var der et tagvindue. Jeg hadede det tagvindue. Når jeg gik under det, følte jeg at Gud kiggede ned på mig, og at han fordømte mig.

Fordømte mig pga. det jeg foretog mig og havde fortaget mig sammen med Carl – de seksuelle overgreb. Jeg var meget bange for Gud. Mine forældre, specielt min far snakkede meget om Gud, skyld, skam og ikke mindst skærsilden: Jeg var sikker på, at jeg ville komme i helvede. Min frygt for Guds øjne, gjorde at jeg ofte ikke turde løbe op på mit værelse, eller gå på toilettet for den sags skyld.

Når jeg skulle tisse om aftenen, gik jeg ud i køkkenet og tissede i håndvasken. Jeg tror egentlig ikke, at mine forældre ville sige noget til det, hvis de havde opdaget det, og måske vidste de det godt, ligesom de måske vidste så meget andet …

Noget i mig sagde, at det var frygtelig ulækkert, men angsten for Guds øjne var for stor.

Det er første gang at jeg fortæller om mit køkken-tisseri, ikke engang min psykolog, ved det, da jeg i dag som voksen synes, at det er voldsomt ulækkert. Retrospektivt siger det noget om den situation, jeg var i som barn. Jeg levede i en fuldstændig grænseløs verden, hvor angst og ensomhed styrede mit liv, og den måde jeg agerede på. Men det er først nu, jeg så småt er begyndt at mærke det.

Som jeg startede med at skrive, sover jeg sover bedst med tøj på. Det er som om, tøjet giver mig en beskyttende hinde, så jeg lettere falder i søvn, uden flashback, og jeg sover bedre.

Det er meget tydeligt, hvad der sker med mit system, så snart jeg tager tøjet af, og gør mig klar til at sove. En mekanisme sætter i gang, uden at jeg kan stoppe den. En kropslig mekanisme af angst. Angst for at ligge ned. Angst for at der skal komme flashback.

Når folk siger, at jeg er en rigtig mønsterbryder, og at det jeg har været igennem, er skrækkeligt, tænker jeg: “Du skulle bare vide. Det du ved, dét er kun toppen af isbjerget”

Og hvis jeg, som jeg også gør engang imellem, går i seng uden den angst, så kommen den for det meste, når jeg først ligger under dynen. Jeg ligger for det meste under dynen, og jeg krummer mig automatisk helt sammen, hvorefter jeg forsøger, ligesom hvis jeg spillede Tetris med min krop, at vende og dreje mig, så jeg rammer den vinkel der skaber mindst ubehag. Alt dette undgår jeg, hvis jeg “bare” beholder tøjet på.

Jeg har altid været god til at finde overlevelsesmekanismer – og ja det er nok derfor, jeg er, hvor jeg er i dag. Folk omkring mig, der ikke kender til overgrebene, kalder mig en rigtig mønsterbryder, når de hører om det omsorgssvigt, jeg har været igennem fra mine forældres side. Når folk siger, at jeg er en rigtig mønsterbryder, og at det jeg har været igennem, er skrækkeligt, tænker jeg: “Du skulle bare vide. Det du ved, dét er kun toppen af isbjerget.”

Jeg er åben omkring mine forældres omsorgssvigt, og alle i min omgangskreds kender til det. Det er ikke noget, jeg er flov over. Det er en del af mig, ligesom overgrebene jo er, men den side af mig holder jeg for mig selv.

Det der er lidt specielt, men nok også meget normalt, er, at jeg først nu er begyndt at mærke, hvad mine forældres fuldstændig manglende følelsesmæssige tilstedeværelse, hele min barndom, har gjort ved mig. Hvad deres omsorgssvigt gjorde ved den lille pige, og hvordan omsorgssvigtet gjorde, at jeg var et offer for en pædofil.

Men det er svært at komme i kontakt med min lille pige. Det er som om hun er en fragmenteret del af mit system. Jeg skal virkelig helt ned i kroppen, se på billeder mm, for at finde hende frem, eller for at mærke, sådan rigtigt mærke hvordan hun havde det.

Jeg ved det med mit hoved. Mit hoved ved meget. Men med mine følelser, mit hjerte, er det svært. Det bliver langsomt lettere, takket være terapi men det er svært. Ligesom tøjet skaber en beskyttende hinde, er der også en beskyttende hinde inde i mig. En hinde der altid har passet på mig, og som ikke forstår at den nødvendigvis ikke skal passe på mig, i sammen grad som den gjorde, da jeg var barn.

Sleeping Girl. Sketchpad – Creative Commons

Svært at være i centrum – 3. juni 2017

I dag bliver virkelig en udfordring. Jeg fylder 40 år om lidt, og har inviteret til fest.

Noget i mig har allermest lyst til at aflyse.

Jeg har kun inviteret venner, der er tæt på mit hjerte, men alligevel er det svært.

Det at være i centrum i sådan en sammenhæng er svær. Det er sindsygt svært at få ind under huden, at der rent faktisk er nogle, der gider at fejre mig.

Når det er sagt, er jeg også en person, der ikke er bange for at stille mig op i store forsamlinger og tale eller spille fx. musik. Her kan jeg sagtens være i centrum. Jeg elsker at stå på en scene. På scenen er jeg i kontrol, selvom det for mange nok opleves modsat, hvis de skulle stå der.

Tilbage til festen……

Når jeg mærker efter, ved jeg godt, at dem der kommer er folk der holder af mig. Det er kun nogle få af dem, der kender til det seksuelle misbrug, jeg blev udsat for. De kan tælles på 1 hånd. For 1/2 år siden, kendte kun en af dem til min hemmelighed… så det går da fremad 🙏🏻

Til fester (eller i byen) føler jeg mig tit alene. Jeg dissocierer ofte en del, og har svært ved at holde fokus i en samtale. Det er virkelig en frygtelig senfølge, for jeg mister mange samtaler og potentielle venskaber på den måde.

Jeg ser det hele udefra, observerer og føler mig frygtelig ensom. En følelse jeg også havde meget som barn

Det at starte en samtale er også svært, da jeg ofte bli’r helt tom indeni, og ikke ved hvad jeg skal snakke om, eller tænker, om den pågældende overhovedet gider at tale med mig. Jeg ender ofte med at tulle rundt, drikke mig fuld og være en fragmenteret del af flere små selskaber, uden at føle mig særlig godt tilpas. Jeg ser det hele udefra, observerer og føler mig frygtelig ensom. En følelse jeg også havde meget som barn.

Jeg søger ofte mod toiletterne, hvor jeg kan græde i stilhed, mande mig op, og gå ud igen.

Nilens jord har en ikke-vandfast mascara, der ikke giver sorte rande under øjnene ved tårer. Den er jeg begyndt at gå med – hver dag.

Ofte ender jeg på dansegulvet, da det for mig bliver et frirum til ikke at skulle snakke og være i kontakt med nogen. Jeg søger i det hele taget meget ind i musikken. Musikken er mit frirum, og det har den altid været.

Tak fordi du læser med.

Amandas historie er en serie om seksuelt misbrug af et barn. Du kan læse første afsnit, ‘Var det min egen skyld?’, her og andet afsnit, ‘Jeg hader at ligge ned’ her.

Topillustration: POV International – original: Pixabay.

Kategorier