mm

POV International

POINT of VIEW International er et åbent digitalt medie og et fællesskab for skrivende af enhver slags - journalister, borgere, akademikere, eksperter og kulturfolk.
POV’s redaktion beståt af 68 faste skrivende medlemmer men vi har desuden bragt gæsteindlæg begået af af over 400 gæsteskribenter.
Vi leverer originale vinkler, skarpe holdninger og bløde refleksioner på aktuelle temaer i mange formater: nyhedsanalyser, debat, klummer, essays, baggrundshistorier og sågar digte.
Vi sætter en ære i at repræsentere mange synspunkter, og vi har ingen begrænsninger på emner, så længe de møder vores etiske og publicistiske kriterier. Alle indlæg redigeres.
Alle skribenter skriver i eget navn og står på mål for egne artikler. Deres synspunkter deles derfor ikke nødvendigvis af hverken POV International eller andre skribenter ved POV.
Det gælder også på vores Facebook-side, hvor links til andre medier, som vi vælger at dele, ikke nødvendigvis udtrykker POV Internationals overbevisning, men alene at vi finder linket værd at forholde sig til.
POV er medlem af Pressenævnet, og vi ønsker udelukkende at bringe indlæg, der er fair, og hvor fakta er i orden. Vi er altid åbne for henvendelser og kritik af de tekster, vi publicerer.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
POV International
på Mobile Pay: 40121968

Silent Zone – Foto: Ólafur Steinar Gestsson

Amandas fortælling #12: Stillezoner

KLUMMESERIE – “Hvem er det, der kommer og ser der her? Er det folk med faglig interesse for incest? Er det overlevere af incest og deres partnere/venner? Er det folk, der elsker opera? Eller er det nogle helt fjerde?” POV bringer hver onsdag serien om Amanda, en voksen kvinde, der har berettet om det omfattende seksuelle misbrug, hun var udsat for i syv år – fra hun var fire år, til hun var elleve – på sin personlige blog. Vi ved, hvem hun er, men hun vil optræde under pseudonym. Hendes overgrebsmand er i dag død, men års terapi har endnu ikke kunnet hele de psykiske skader, hun i dag må leve med. I dagens afsnit, nummer 12, fortæller Amanda om en opera om incest, Silent Zone, som hun så i august 2017. Operaen kan genses denne sommer.

Silent Zone – en slags anmeldelse – 8. august 2017

Så fik jeg mig banket afsted til Silent Zone, en fortielses-kammer-opera om incest af Louise Alenius. Operaen spiller igen i 2018. Som der står i pressemeddelelsen, venter der en “en knugende tyst og intim affære, når Silent Zone inviterer inden for i en dysfunktionel familie. En tabubelagt hændelse har taget sproget fra datteren i huset, og i stedet må hendes bror undersøge og konfrontere fortiden på deres begges vegne. Louise Alenius skrev sin libretto efter at have indsamlet udsagn fra personer, der har haft overgrebet tæt på – og ved, hvor svært det er at bryde et tabu, når først det har sat sig i hjemmets vægge, i familien, i kroppen”.

Er man i tvivl om, hvad det er, man har købt billet til, rammes man med det samme hårdt og præcist i solar plexus, så snart man er trådt ind på scenen.

Scenografien er bygget sådan op, at du som publikum er tilskuer og samtidig en del af scenen i og med, at du går rundt om et hjem uden ydervægge. Et hjem, hvor der meget tydeligt foregår noget, som er værre end bare dysfunktionalitet.

Silent Zone – Foto: Mathias Løvgreen Bojesen / CPH Opera Festival

De rå murstensvægge som Understationen består af, gør ud- og indtrykket endnu mere råt og sårbart, på en gang.

Et præludium med klaver, violin, cello og kontrabas skaber fra 1. sekund et 5. rum i det 4-værelses hus bestående af køkken, stue, forældrenes soveværelse og børnenes, en dreng og en piges fælles soveværelse. Musikerne er en del af scenografien. Og alt i huset er kridhvidt.

Jeg kender rodløsheden, smerten, gråden i halsen ingen kan eller må se, følelsen af fortabthed samt følelsen af at være ordløs. For bruges der ord, går alt det, man holder på, i opløsning

Under hele operaen er musikken som er en stor, lang og ekstremt velkomponeret molakkord, der placerer dig fastlåst i sit 5. rum, mens jeg lydløst, ligesom familien, går rundt og hurtigt bliver en observerende del af den altødelæggende smerte, der tydeligvis er en ætsende del af familien.

Jeg kender rodløsheden, smerten, gråden i halsen ingen kan eller må se, følelsen af fortabthed samt følelsen af at være ordløs. For bruges der ord, går alt det, man holder på, i opløsning.

Tanken om, det måske er en idé at gå igen, strejfer hurtigt min bevidsthed, hvorefter jeg ligeså hurtigt konkluderer, at sådan en beslutning virkelig vil placere mig i kassen som en af dem, der har en fortid med incest i baggagen.

Tatoveringen, jeg føler, der altid har luret under huden på mig, springer pludselig tydeligt frem. Fantasier om, at jeg nok er den eneste overlever i dette rum, sætter ild til den evigt og lige rundt om hjørnet lurende paranoia, frygten for at blive afsløret som den skyldige. På med mit stoneface, ingen må kunne se det på mig.

Og hvem er det, der kommer og ser der her? Er det folk med faglig interesse for incest?

Er det overlevere af incest og deres partnere/venner?

Er det folk, der elsker opera?

Eller er det nogle helt fjerde?

Da jeg når til børneværelset og ser den lille pige øverst i sin køjeseng, går jeg nok lidt for hurtigt og kontrolleret forbi, mens jeg samler mod til at gå videre, og en runde mere, med endnu mere stoneface

Klumpen i halsen bliver langsomt større, da jeg bevæger mig langsomt rundt om huset, hvor familien uden ord, men med korte bevægelser og stilstand i deres kroppe, fortæller en historie om så meget smerte, at det næsten ikke er til at bære, heller ikke selv om jeg kender smerten til hudløshed.

Da jeg når til børneværelset og ser den lille pige øverst i sin køjeseng, går jeg nok lidt for hurtigt og kontrolleret forbi, mens jeg samler mod til at gå videre, og en runde mere, med endnu mere stoneface.

En velkendt følelse af ensomhed og magtesløshed rammer mig, mens jeg ud af øjenkrogen i anden runde kigger op på sengen, og pludselig får jeg en erkendelse af, at jeg jo kun var et barn. At jeg bare var en lille pige, som et pædofilt svin misbrugte seksuelt.

Sammen med musikken samt operasangerne (hvis tekster, jeg desværre ikke kan tyde pga. akustikken i rummet), som hver især repræsenterer familiemedlemmerne, der spilles af skuespillere, undtagen pigen, som ingen stemme har, trækkes jeg dybere ned i mig selv, ned i en begyndende erkendelsesproces, jeg ikke havde set komme, i hvert fald ikke her.

Noget, der altid har sagt sig selv for alle andre end mig: At jeg jo bare var en lille pige, præcis ligesom hende på scenen.

Luften føles lige så klaustrofobisk som scenen, hvor faderen kravler ind under dynen hos datteren i dobbeltsengen. Eller hvor faderen får et flashback til sin egen far, da han voldtog ham som barn

Jeg føler, at jeg er en del af en massedissociering samt et mærkeligt udefinerbart fælleskab, hvor det fælles fokus er, at ingen må se, hvor berørt man egentlig er.

Alle går rundt og ligner marionetdukker. Ingen virker synderlig påvirket af temaet, selvom de med garanti er meget berørte. Men det ses ikke. Dog mærkes det i rummet. Luften føles ligeså klaustrofobisk som scenen, hvor faderen kravler ind under dynen hos datteren i dobbeltsengen. Eller hvor faderen får et flashback til sin egen far, da han voldtog ham som barn. Et flashback, der vises ved, at operasangeren, der spiller faderen, voldtager skuespilleren, der spiller faderen.

Silent Zone – Foto: Ólafur Steinar Gestsson / CPH Opera Festival

Hvis nogle græd, ville jeg måske også turde? For så var vi jo i samme båd.

Jeg hører en enkelt gang et snøft, og per automatik kigger jeg mod lyden for at finde en medsøster/bror. En, jeg via øjnene kan fortælle, vi to er i samme båd, og jeg ville ønske, at jeg turde græde ligesom dig.

Da jeg møder pågældendes ansigts skygge i mørket, kigger hun væk, hoster, snøfter igen, så der ingen tvivl er om, at hun blot er forkølet. Jeg ved, jeg ville gøre det samme.

Min dissociering er sindssyg. Jeg hopper ufrivilligt ud og ind af rummet. Husker ikke den scene, jeg ved, jeg lige har set. Jeg priser mig lykkelig for, at jeg ikke er i den journalists sko, der minutiøst går rundt og kigger og tager notater på sin linjeret A5 blok.

Og dog. Måske skulle jeg have taget en blok med og leget journalist, så havde jeg måske lettere kunne have været i rummet, for så havde jeg haft en funktion. Jeg ville i hvert fald ikke være potentielt incestoffer: Jeg ville blot være på arbejde. Men jeg er ikke journalist, og det havde været pinligt, hvis jeg nu mødte nogle jeg kendte: “Hej X, hvorfor går du rundt og tager notater?”

På trods af at jeg kun hører fraser af teksterne, bider de sig fast, som hvis de brændemærkede min sjæl; måske fordi jeg resonerer alt for meget med stemningen, musikken og de få ord, jeg fanger, mens de kastes rundt i betonrummet.

En scene, hvor pigen går amok og broderen efterfølgeren kaster op i flere minutter, er virkelig en hård og forløsende scene på en gang, da den giver et sindssygt godt billede af, hvordan sådanne hjem og omgivelser desværre ofte reagerer med stilhed på incest og seksuelle overgreb, selvom der er tydelige tegn og reaktioner

Den stilhed, der er i rummet, på trods af at der nærmest bliver sunget konstant eller spillet på instrumenter, er virkelig larmende.

En scene, hvor pigen går amok og broderen efterfølgeren kaster op i flere minutter, er virkelig en hård og forløsende scene på en gang, da den giver et sindssygt godt billede af, hvordan sådanne hjem og omgivelser desværre ofte reagerer med stilhed på incest og seksuelle overgreb, selvom der er tydelige tegn og reaktioner.

Alt igennem er “Silent Zone” en fantastisk og helt igennem velkomponeret opera toppet med et eminent hold af skuespillere og grotesk god scenografi. Jeg gad egentlig godt at se “Silent Zone” igen, da jeg tror, den ville få mig ned i et endnu dybere lag i mig selv, end jeg her har beskrevet. Et lag, jeg sjældent har kontakt med, og som jeg intuitivt ved er godt for mig at dykke ned i.

Hvis det her havde været en anmeldelse, ville jeg give “Silent Zone”, 5/6 hjerter. For at få den op på 6/6, skulle lyden have været bedre. Jeg ville ønske, at jeg havde vidst, at lyden var så dårlig, for så ville jeg have forsøgt at skaffe teksterne, som man jo normalt præsenteres for, når man er til opera.

Jeg er overbevist om, at hvis jeg havde haft teksterne eller lyden havde været sådan, at jeg kunne høre, hvad der blev sunget, så havde jeg nok sprængt karakterskalaen og givet 7/6 hjerter.

Tak fordi du læste med.

Se Silent Zone 2017 her på Vimeo.

Silent Zone genopføres i 2018 og er nomineret til tre Årets Reumert 2018:

Årets opera, Årets instruktør og Årets scenedesign.

SPILLEDATOER – UNDERSTATIONEN, KØBENHAVN

  1. juli kl. 18 (urpremiere) og 21
  2. august kl.18 og 21
  3. august kl. 18 og 21
  4. august kl. 18 og 21
  5. august kl. 18 og 21
  6. august kl. 18 og 21

SPILLEDATOER – ØVRIGE STEDER

Passage Festival, Helsingør – 4. og 5. august kl. 18 og 21

Aalborg Operafestival – 13. august kl. 15 og 19.30

Den Fynske Opera, Odense – 18. august kl. 18 og 21, 19. august kl. 14 og 17

VARIGHED

70 minutter uden pause

Amandas historie er en serie om seksuelt misbrug af et barn bygget på virkelige hændelser fra forfatterens barndom. Du kan læse første afsnit, ‘Var det min egen skyld?’ her, andet afsnit, ‘Jeg hader at ligge ned’ her, tredje afsnit, ‘Når jeg skal sove’, her, fjerde afsnit, ‘Are you aware the shape I’m in? My hands shake, my head spins’, herfemte afsnit“Voldtægten”, her, sjette afsnit, ”Om at lære at nyde hvidvin og sushi” her, syvende afsnit, “Musikkens mag”, her, ottende afsnit, “Orgasmen er som en appelsin dyppet i opkast, som jeg er tvunget til at spise” her, niende afsnit, Små skridt og sommermærker, her og 10. afsnit,”AIDS” her og 11. afsnit, “Tordenvejr og regn” her.

Topfoto: Silent Zone – Foto: Ólafur Steinar Gestsson / CPH Opera Festival

Kategorier