Embrace-pigernes hjemland er martret af rigdom

af

Blandt dette års favoritter til at vinde X Factor er gruppen Embrace.  Og nu – opdatering – står det fast at de faktisk vandt. Stort tillykke! To unge piger, der kom til Danmark som flygtninge sammen med deres familie. POV Internationals Lars Luplau har mødt pigernes forældre til en snak om hjemlandet Angolas triste skæbne, og de dramatiske konsekvenser udviklingen har haft for famlien

Fredag efter fredag betager Anilde og Azilda Kaputu, der tilsammen udgør gruppen Embrace, dommere, publikum og seerne i årets udgave af X Factor. Bag dem står imidlertid en familie, der er stolt af pigernes succes og glade for livet i Danmark, men som dybest set hellere ville være tilbage i Angola, hvis omstændighederne ellers tillod det.

Tilbage i slutningen af 1999, hvor pigernes far, Clarindo Kaputu, mærkede, at jorden under ham brændte, og at hans og familiens sikkerhed ikke længere kunne garanteres i Angola, var det heller slet ikke Danmark, der var målet.

I første omgang ville familien bare krydse grænsen til Zambia, og være i sikkerhed der, indtil de kunne vende tilbage til deres hjem i det sydøstlige hjørne af Angola.

Oppositionsleder og radiovært

Men de vendte aldrig tilbage og her 16 år efter byder Clarindo og hustruen Francisca POV International indenfor i parcelhuset i Holstebro. Historien om, hvordan familien endte der, er også historien om et land, der burde være blandt de rigeste i verden, men som skæbnen har budt så megen vold, kaos og uretfærdighed, at det er svært at se et lys i mørket.

I Angola var Clarindo i bogstavelig forstand en stemme, der blev lyttet til. Han var en betydende oppositionspolitiker og direktør for en radiostation, som via kortbølger sendte de regeringsfjendtlige budskaber ud over hele landet. Meget ofte var det Clarindo selv, der sad ved mikrofonen.

På sit modersmål er han åbenlyst en retorisk begavelse og den autoritet, han udstråler, underbygger fuldt ud påstanden om, at han har været en vigtig stemme i angolansk politik.

Vi er kommet til at holde rigtig meget af Danmark, men sproget har været en barriere. Vokalerne er stadig svære at skelne, og der er så mange af dem

Selvom både Francisca og Clarindo taler fint dansk, vælger vi at tale sammen på portugisisk. Mest fordi det er rart at tale sit modersmål, når man kommer ind på emner, der kan være svære at tale om på grund ad de følelser, de fremkalder. Clarindo fortæller også, at det danske sprog ikke har været et uproblematisk bekendtskab:

”Vi er kommet til at holde rigtig meget af Danmark, men sproget har været en barriere. Vokalerne er stadig svære at skelne, og der er så mange af dem. Mange har spurgt om jeg ikke skulle tage min gamle profession op og blive journalist i Danmark, men på dansk kan jeg ikke lave journalistik, jeg selv er tilfreds med.”

Det er ellers ikke fordi ægteparret mangler fornemmelse for sprog. Udover modersmålet begår de sig også på engelsk og fransk, samt nogle lokale angolanske sprog.

Clarindo Kaputu viser på kortet, hvor i Angola familien boede. Foto: Lars Luplau
Clarindo Kaputu viser på kortet, hvor i Angola familien boede. Foto: Lars Luplau

Den kolde krig per stedfortræder

Inden portugiserne trak sig ud i 1975 var landet præget af en befrielseskrig. De to største og vigtigste frihedsbevægelser, der sammen kæmpede mod kolonimagten var MPLA (Movimento Popular de Libertação de Angola) og UNITA (União Nacional para a Independência Total de Angola). Efter befrielsen opstod der en lang og blodig kamp om magten mellem de to frihedsbevægelser.

Borgerkrigen i Angola varede i 27 år, dog afbrudt af flere perioder med våbenhvile. Unødvendigt længe mener Clarindo:

”Det var i høj grad en stedfortræderkrig. Den kolde krig var på sit højeste, og Sovjetunionen, Cuba og USA kunne på angolansk jord udnytte det politiske tomrum, der var opstået til at sælge våben til bevægelserne. MPLA var støttet af Sovjet og Cuba, mens UNITA var støttet af USA og Sydafrika.

Det var en meget abrupt overgang fra kolonistyre til frihed. Portugiserne trak sig ud fra den ene dag til anden. Og stormagterne havde en særlig interesse i Angola på grund af vores naturressourcer.”

Naturrigdommenes forbandelse

Angola har alt: Olie, diamanter, guld, jern, mineraler, frodig landsbrugsjord. Clarindo og Franciscas førstehåndsberetninger om, hvordan de blodige krige har efterladt en befolkning i håbløs fattigdom, er fortællingen om et folk, der har lidt på grund af mangel på god vilje, og ikke på grund af mangel på ressourcer:

”Vi er martret af vores rigdom. Vi har været alt for interessante for stormagterne. Desuden er vores store ulykke, at det var portugiserne, der kolonialiserede landet,” siger Clarindo

MERE POV
Danmarks Omdømme: Den måske mest effektive rebranding-kampagne i nyere tid

Her refererer han især til, at portugiserne i begyndelsen af kolonitiden opførte sig anderledes end andre kolonimagter. Det var ikke familier, der kom til de portugisiske kolonier. Det var mænd på jagt efter rigdom, som de kunne tage med tilbage. Når en englænder tog til en koloni, var det langt mere almindelig at tage familien med, og bosætte sig i kolonien.

”Portugisernes mentalitet med at udnytte landet maksimalt for derefter at drage hjem, har desværre præget Angolas kultur,” konstaterer Clarindo.

Vi er martret af vores rigdom. Vi har været alt for interessante for stormagterne

Efter at MPLA havde tilkæmpet sig regeringsmagten fortsatte landet med at være splittet. UNITA kontrollerede i praksis store dele af landet, og Clarindo var en af de mest indflydelsesrige ledere i bevægelsen.

Jorden brænder

I 1999 spidsede situationen til. Regeringen havde planlagt at få Clarindo over på deres side, og havde allerede annonceret et pressemøde, hvor det ville blive officielt. Mange af folkene omkring regeringen var nogle, som Clarindo kendte fra skoletiden, og derfor blev vennerne i UNITA mistænksomme. Clarindo gik under jorden, og hele familien tog til Zambia. Mens vi taler om flugten, kommer Francisca i tanker om detaljer, som ellers var glemt:

”Det er faktisk først nu, jeg tænker over det. Familien tog ikke samlet til Zambia, og der kunne jo let være gået noget galt, så vi ikke var blevet samlet igen,” siger hun.

Kommunister har jeg intet tilovers for. De har mere end nogen andre smadret Angola

Stemningen bliver en lille smule mere alvorlig. Det er tydeligt, at flugten fra Angola stadig ligger i erindringen og præger ægteparrets oplevelse af verden. Man kan tydeligt fornemme foragten for dem, som har haft magten i Angola, og som Clarindo og Francisca holder ansvarlige for at have ødelagt landet. Clarindo synes heller ikke, at FN har hjulpet nok:

”Kommunister har jeg intet tilovers for. De har mere end nogen andre smadret Angola. Da vi gik over til kapitalisme, var det en statskapitalisme, der bare favoriserede de rige endnu mere, og magthaverne havde lært af kommunismen, hvordan man undertrykker et folk, så det fortsatte de med. Og verdenssamfundet har bare ladet stå til. Der burde lægges en langt større pres på korrupte regeringer fra international side.”

Diplomatisk krise

I Zambia var der en del angolanske flygtninge, men Clarindos tilstedeværelse udløste en diplomatisk krise mellem de to lande. Der var reelt fare for, at angolanerne ville sende agenter ind i Zambia for at fange ham, og Zambias regering endte med at meddele Clarindo, at den ikke kunne garantere hans eller familiens sikkerhed. FN trådte til og tilbød at finde et værtsland, der kunne tage imod familien som politiske flygtninge.

Det var dog ikke alle steder, familien ville acceptere at flygte til.

”Jeg ville ikke til et af de lande, som havde medvirket til at ødelægge Angola. Så Rusland, Cuba, Sydafrika, USA og især Portugal var udelukket. Så hellere løbe risikoen og blive i Zambia. Efter kort tid, fik vi tilbuddet om at komme til Danmark. Vi kom i maj måned 2000 og har været her siden,” fortæller Clarindo.

Luanda. Mange års borgerkrig har sat sit præg og byens infrastruktur er slet ikke indrettet til de op mod 8 mio. mennesker, som menes at bo der.Foto: Fabio Vanin
Luanda. Mange års borgerkrig har sat sit præg og byens infrastruktur er slet ikke indrettet til de op mod 8 mio. mennesker, som menes at bo der.Foto: Fabio Vanin

Ikke meget håb om at vende tilbage

Tanken om at vende tilbage til Angola er gradvist blevet fjernere, som årene er gået. Francisca har uddannet sig til cand.merc. i Danmark, og Clarindo ernærer sig ved at køre taxa. Børnene trives, og familien er i det hele taget en integreret og aktiv del af lokalsamfundet.

Den lokale presse har allerede inden pigernes X-factor-berømmelse fortalt familiens fascinerende historie, og med den fortolkning som pigerne leverede af Ulige Numres ”Frit Land” i X-factors andet liveshow kan ingen være i tvivl om, at her er en familie, der er så dansk som man kan blive.

”Der er intet, der indikerer, at forholdene i Angola bliver tålelige i min levetid,” siger Clarindo, og understreger, at familien kun vil vende tilbage, hvis regimet bliver væltet:

“Hvis jeg ringede til mine gamle skolekammerater, som nu arbejder for regeringen, og meddelte, at jeg havde skiftet mening og nu bakkede op om præsidenten, kunne vi vende tilbage til Angola i morgen. I privatfly. Et stort presseopbud ville vente i lufthavnen, og jeg ville få tilbudt en post, så vi kunne leve i luksus.”

Udsigten til et liv i luksus er imidlertid ikke noget, der frister familien. Francisca uddyber:

MERE POV
Frie kvinder, arabiske mænd og afrikanske nætter

”Ja, vi ville ikke mangle noget. Men regeringen ville kræve mere og mere af os. Indtil en dag, hvor vi ikke kunne give dem det, de krævede og så kunne vi risikere, at der lige pludselig var et familiemedlem, der forsvandt. Sådan arbejder de. Clarindos bror forsvandt i år 2000 og ingen har set ham siden. Og man spørger ikke, for så er der lige pludselig to familiemedlemmer, der forsvinder. Sådanne forhold kan vi ikke vende tilbage til.”

De får at vide, at man ikke både kan vinde og at få succes bagefter, fordi de tidligere vindere har klaret det mindre godt end dem, der blev nummer to eller tre. Men hvis ingen har gjort det før, hvis det er noget der virker umuligt, så går de efter det

Forældrene håber, at pigernes succes kan medvirke til at udbrede kendskabet til Angola, hvor krænkelser af menneskerettigheder er hverdag. POV International aftaler at vende tilbage, når X Factor hypen er taget af. Clarindo fortæller, at han der vil udfolde og dokumentere nogle forfærdelige historier om styrets metoder:

“Det internationale samfund har brug for at få at vide, hvad der foregår. Og jeg har masser af eksempler,” lover Clarindo.

Familien er blevet dansk

Clarindo understreger, at blandingen af længsel efter hjemlandet og glæden ved at have fundet et nyt hjem i Danmark præger hele familiens syn på verden: ”Vi er kommet til at holde meget af den måde, som man gør tingene på i Danmark. Det ville være en drøm, at kunne tage det bedste fra Danmark med til et fredeligt Angola. Dansk landbrugs knowhow og Angolas frodige jord, ville passe godt sammen. Der er også meget godt ved den danske velfærdstænking.”

Født i Angola, men vokset op i Danmark. Foto: Agnete Schlichtkrull
Født i Angola, men vokset op i Danmark. Foto: Agnete Schlichtkrull

Man siger at alt, hvad der har værdi i denne verden, kan man finde i Angola. De materielle af slagsen måtte familien efterlade i Angola, men de er selv overbeviste om, at det som virkelig har værdi, det fik de med sig til Danmark.

Og det er det, døtrene udstråler fra X Factor scenen.

Clarindo er selv musiker, og har fulgt X Factor lige fra starten. Begge forældre følger spændt med i år, og håber at pigerne når hele vejen til toppen. Francisca fremhæver pigernes fighter-vilje:

”De får at vide, at man ikke både kan vinde og at få succes bagefter, fordi de tidligere vindere har klaret det mindre godt end dem, der blev nummer to eller tre. Men hvis ingen har gjort det før, hvis det er noget der virker umuligt, så går de efter det.”

Se vindernummeret med Embace her:

Topfoto: Azilda og Anilde på scenen i X-factor. Foto: Bjarne Bergius Hermansen

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at blive venner med os på Facebook. Her får du alle links til vores nye artikler. 

Del også gerne artiklen med andre. Holder du af det Lars skriver? Så kan du betale for at læse med. Donér, hvad du selv synes en artikel skal koste. Eller lad være, det er ganske frivilligt.  Lars’ MobilePay nummer er: 21222329

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Lars Luplau

Lars Luplau er født i 1972 på den københavnske vestegn.
Skribent, skolemenneske og sprogpedant.
Skrev i årene omkring årtusindskiftet for TIPS-bladet om sydamerikansk fodbold. Kom ind i skoleverdenen ved et tilfælde og har de sidste 14 år arbejdet som lærer og skoleleder.
Skriver primært om politiske og kulturelle forhold i Brasilien, uddannelsespolitik og sport. Bosat i Odense med sin familie. Har boet flere år i Brasilien og er BA i portugisisk fra Københavns Universitet og Medievidenskab fra SDU.
Lars tjener primært til livets ophold ved at undervise i linjefaget "Verdensborger" på en efterskole, samt løse journalistiske freelance-opgaver
Derudover arbejder han på to bog-projekter. Kan også bookes til foredrag om sport, politik og kultur i Brasilien. Du kan støtte Lars' skriveri på Point of View International via Mobile Pay 21222329

Seneste indlæg fra

Gå til Top