Alle mænd er bøsser

af

Heartstone er den bedste film, jeg nogensinde har set. Aldrig er så mange af mine kvaler, glæder, spekulationer, frustrationer, sår, skamfulde følelser og kærlige minder blevet vækket så intenst til live, som da jeg sad i Empires Sal 2 på fjerdesidste række en onsdag formiddag og fløj igennem de mest henrivende 129 minutter, som min 26-årige krop har været tilskuer til. Den golde islandske natur nåede helt ned på bunden af min sjæl, og det samme gjorde de islandske mennesker. Nu skal I læse.

Kan I huske, hvordan legen ‘S, P eller K’ som børn hjalp os med at finde grænsen til voksenlivet? Engang, da jeg gik i sjette eller syvende, holdt vi filmhyggeaften med nogle få udvalgte fra klassen. I den dunkle belysning skulle vi på skift vælge et af de tre bogstaver bag hvilke, der kunne gemme sig fantastiske eventyr, ulidelig skuffelse eller euforiske milepæle.

Da det blev min tur, valgte jeg K for konsekvens, og fik den udfordring, at jeg under arkitektlampens spot skulle snave hende fra min klasse, der gav 12-årige Ulrik allermest ærefrygt. Jeg omfavnede hende, lukkede øjnene og førte min tunge ind i hendes mund. Hun veg hurtigt væk, da jeg havde snoet den om hendes en enkelt gang.

Da jeg igen åbnede øjnene, brød alle omkring mig ud i latter, mens jeg famlede efter min egen grænse, som var pist væk. Jeg nåede ud på toilettet, hvor jeg begyndte at græde hæmningsløst, fordi en ny, nagende og alvorstung følelse, som jeg ikke kendte, satte sig i min krop.

Den mindede mig om den skam, som man kan risikere at blive pakket ind i, når man overskrider den første grænse til de voksnes rækker. Det er det nagende ubehag, som bakken på og siger: Du kommer aldrig tilbage igen – nu skal du leve efter samfundets moralske målestok”

Det er nu så mange år siden, at jeg havde glemt den, men da Heartstones fire hovedpersoner famler efter de samme grænser, som jeg søgte, udspillede hele den periode af mit liv sig på ny.

Den mindede mig om den skam, som man kan risikere at blive pakket ind i, når man overskrider den første grænse til de voksnes rækker. Det er det nagende ubehag, som banker på og siger: “Du kommer aldrig tilbage igen – nu skal du leve efter samfundets moralske målestok”. Det er det tidspunkt, hvor man erkender, at kun børn forstår, at seksualitet er andet og mere end køn, og at kun børn forstår, at køn ikke er andet og mere end kønnet i sig selv.

Heartstone følger en række personer i en islandsk fiskerflække. Miljøet lever op til alle de fordomme, man måtte have om en isoleret, affolket udørken, og det samme gør det sociale hierarki: Det hele er barskt, koldt og råt. Og dog. For midt i al hårdheden finder vi vores to hovedpersoner, Thor og Christian, som imellem sig har ærlig og ægte kærlighed, som den kun kan se ud mellem to pre-teens, der endnu ikke har indarbejdet nogle konventioner, som de kan dømme kærligheden på. Den er der bare.

Vi kender alle mønsteret, men alligevel er det altid godt at repetere, at vi kun dømmer andre, fordi vi selv er bange for at blive dømt, og bøsse og luder er stadig de mest dehumaniserende domme, der findes

Men samfundet er der også bare med alle sine konventioner, og det er i mødet med dem, at vores helte får modstand. Lige så morsomt og sjovt, de har det, når de bliver portrætteret af en veninde kun iført make-up, lige så stor er ydmygelsen, da flækkens barske dreng finder portrættet og stempler vores helt, Christian, som det værste, man kan være: Bøsse.

Kvinderne har det ikke meget lettere, for som alenemoren, der endelig har fået pik af en mand fra byen, får at vide af sin datter ved morgenbordet efter hendes hede nat: “Du er en luder”. Vi kender alle mønsteret, men alligevel er det altid godt at repetere, at vi kun dømmer andre, fordi vi selv er bange for at blive dømt, og bøsse og luder er stadig de mest dehumaniserende domme, der findes. Præcis som i vores eget lille smørhul af et samfund, hvor vi har lært at vende det blinde øje til, fordi vi ikke kan holde den tanke ud, at vi alle er undertrykte.

K for konsekvens

Dét mindede fire af filmens purunge personer mig om, da de i al uskyldighed stjal to islandske heste og red op i fjeldet med et telt og en lommekniv og camperede i ly for samfundets moral.

Det var et eventyr med alt, hvad dertil hører af lejrbål, ungdomskys, dårlige jokes og dåsemad, og derfor gjorde det modbydeligt ondt, da Christians far opdager dem dagen efter, og som straf tæsker sin afklædte søn foran hans tre bedste venner, fordi han vovede at stjæle to heste og drage på eventyr. Christian valgte K for konsekvens.

Nu skulle man måske tro, at filmen er den rene håbløshed, men i virkeligheden forholder det sig stik modsat. Uden at røbe for meget kan jeg sige, at den scene, hvor de to drenge har set døden i øjnene og for et øjeblik glemmer samfundets snævre moral, omfavner de hinanden på en måde, der gav mig troen, håbet og kærligheden tilbage.

Det var den vaskeægte idealisme, der skinnede igennem på trods af samfundet, men som har til formål at ændre samfundet.

Vi skulle som samfund lade alle hannerne udforske det ømme punkt, de har i røven, og alle hunnerne bestemme over deres egne huller. Verden bliver først et bedre sted den dag, vi fatter, at alle mænd er bøsser, og alle kvinder ludere

Filmen opridser kodekset for de to grundelementer i vores kulturelle sfære, som vi troede hørte sagaernes tid til: Ære og skam, og den pakker dem ind i de spørgsmål, som vores selvfede kultur endnu mangler at svare sine undersåtter på: Hvorfor må jeg ikke udleve min seksualitet, som jeg har lyst til, og hvorfor skal mit køn have så stor betydning for, hvad jeg kan tillade mig?

Jeg ville ønske, jeg havde ord for alle de tanker, som den film satte i mit hoved, men det har jeg ikke.

Den var for stærk til, at det kan udtrykkes i ord. Men er der én strukturel forandring, som med et snuptag ville kunne ændre på det altødelæggende stigma, som fører filmens helte ud i kulturens dystreste afkroge, så er det, at vi som samfund skulle lade alle hannerne udforske det ømme punkt, de har i røven, og alle hunnerne bestemme over deres egne huller. Verden bliver først et bedre sted den dag, vi fatter, at alle mænd er bøsser, og alle kvinder ludere.

Heartstone får seks stjerner.

Premiere: 08.06.2017
Originaltitel: Hjartasteinn
Genre: Drama
Spilletid: 2 timer 9 minutter (ekskl. reklamer og trailers)
Copyright: Reel Pictures

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

Ulrik Frost

Ulrik Frost er en manipulerende, åndfuld, idealistisk, anarkomarxistisk, feministisk, anti-kapitalistisk, kulturkritisk og skamløs skribent. MobilePay 20615541.
 

Seneste indlæg fra

Gå til Top