FILM – Da den nye bølge fra 1958-59 begyndte at gøre sig gældende, vidste de mange unge instruktører godt, at en ung fotografuddannet kvinde, Agnès Varda, allerede i 1954 havde lavet den første ”nybølgefilm”, men hun var i mellemtiden rejst med sin mand Jacques Demy til USA og vendte først tilbage mange år senere.
Agnès Vardas første lille spillefilm La Pointe-Courte foregår i et fiskerleje, hvor et tilrejsende ægtepar holder ferie. De er ikke altfor lykkelige; de går ture langs havet og taler om skilsmisse. Omkring dem udfolder det lille samfunds borgere deres normale larmende hverdag; filmen kører i to spor, som egentlig ikke har noget med hinanden at gøre.
Man fornemmer, at Agnès Varda har ønsket at lave en etnografisk dokumentarfilm fra et fiskerleje og så lige har anbragt en lille fiktionshistorie midt i det hele. Fortællestilen var avanceret og alineær. Sådan noget havde de franske tilskuere ikke set før. Da Agnès Varda slet ingen filmuddannelse havde og dårligt havde set mere end 20 spillefilm, før hun kastede sig ud i projektet, søgte hun efter en klipper og fandt Alain Resnais. Han havde gået et år på filmskole, lavet tre kortfilm og boede meget praktisk lige i nærheden.
Resnais blev senere en af de mest interessante instruktører fra ”den nye bølge”, der også omfattede skribenterne fra Cahiers du Cinéma, François Truffaut, Claude Chabrol og Jean-Luc Godard. Ingen af dem havde en filmskoleuddannelse; de havde suget viden til sig fra hundredevis af film kørt på Det Franske Filmmuseum.
En filmnørd var nu født, og det var umuligt at vende udviklingen. Jeg forestiller mig, at Agnès Varda på samme måde er blevet hooked af de mange muligheder ved dette vidunderlige medie.
I 1958 accepterede mine forældre endelig, at jeg kunne flytte fra en landsby i Gribskov til et bondehus på Frederiksberg og begynde et studie på universitetet. Jeg havde ikke set ret mange film tidligere og anede selvfølgelig ikke, at filmkunsten i den grad skulle ændre mit liv. Jeg var lidt ensom og klarede mig ved at gå i biografen. En ny og spændende verden åbnede sig for mig.
Tæt ved mig lå Carlton-biografen hvor Truffauts Ung Flugt fik premiere, mens Metropol på Strøget kørte Chabrolls Fætrene og Grand viste Godard og Louis Malle. Et par år senere havde Hiroshima, min elskede og I fjor i Marienbad af Alain Resnais premiere i Nygade Bio, og endelig i 1965 dukkede Agnès Vardas farvestrålende Lykken op.
Alle disse digressioner og Filmmuseets spændende stumfilm sinkede måske mit zoologistudie en smule, men færdig blev jeg da til mine bekymrede forældres store lettelse; men en ægte filmnørd var nu født, og det var umuligt at vende udviklingen. Jeg forestiller mig, at Agnès Varda på samme måde er blevet hooked af de mange muligheder ved dette vidunderlige medie.
Et kvindeportræt
I 1961 kommer hendes anden spillefilm, Cleo fra 5 til 7, der blev en bragende succes. ”Et kvindeportræt malet ovenpå en dokumentar om Paris,” har Varda selv kaldt sin smukke film om fotomodellen Cleo, der bekymret venter på svar på en lægeundersøgelse. Vi følger hende rundt i Paris i halvanden time; hun forlader sin luksuøse lejlighed, besøger butikker, sidder på en fortovscafé, taler med folk på gaden, synger en sang med Michel Legrand, besøger en ven, der er biografoperatør, og ser gennem klukhullerne fra operatørrummet en stumfilmspastiche med Godard, Anna Karina og Eddie Constantine. Cleo er smuk og meget selvcentreret.
På trods af hendes narcissistiske træk kommer vi til at bekymre os om hende, og glæder os på hendes vegne, da hun efter mere end en times forvildet overfladiskhed falder lidt til ro ved at tale med en soldat, der er på orlov fra krigen i Algeriet.
I Parc Montsouris begynder hun at interessere sig for andre og at lytte til soldaten, der har mindst lige så megen grund til bekymring, som hun har, og glemmer for en stund sin angst for døden. Cleos tur rundt i Paris er fortalt lineært og i realtid. Cleo er konstant i fokus og gennem de 90 minutter, filmen varer, får hun det bedre og bedre. I Cinematekets program kaldes hendes tur for ”en formelt nyskabende psyko-geografisk rejse.”
Lykken
I 1964 instruerede Agnès Varda sin tredje spillefilm Lykken, der fortæller om en lykkelig kernefamilie. François og Thérèse arbejder som håndværkere. De har to små børn og bor i en forstad til Paris. En dag forelsker François sig i Emilie og fortæller glad Therese om sin store lykke. ”Jeg har kærlighed nok til jer begge to”, forklarer han.
Måske er kvinderne ikke helt enige med hans valg, men de accepterer hans fordringer, og livet går roligt videre. Pludselig en dag drukner Therese sig, Francois er forundret og fortvivlet. Nogen tid efter flytter Emilie ind og overtager Thereses plads i kernefamilien. Ved filmens slutning går den lille familie tur ude i den grønne skov, hvor den lykkelige historie begyndte.
Filmen skabte diskussioner og debatter i feministkredse. Man fandt den kønspolitisk ukorrekt. Ægtemanden får det, som han vil have det, og ingen fordømmer ham selv ikke den kvindelige instruktør Agnès Varda.
Når Cinemateket viser filmen anden gang d. 20. maj, er der bagefter Filosogfisk filmsalon om begrebet lykke og det monogame parforhold. Fra mine mange rejser i Vesteafrika har jeg meget blandede indtryk af polygami; min mand i Mali havde to koner og min medhustru havde meget svært ved at acceptere mig.
I de senere år kastede Agnès Varda sig over dokumentarfilm, og lavede i 2000 den spændende og sjove film om skraldere, Fuglen og den Fattige. Den blev en kæmpesucces og satte fingeren på vores moderne forbrugersamfund, der kasserer tonsvis af gode madvarer, fordi de har overskredet sidste salgsdag m.m.
I 2008 kom The Beaches of Agnès, der er et sammenklip fra hendes mange film og en slags erindringsmosaik fra hendes liv. Hun er selv fortællerstemmen. Hun er da i 80’erne og fortsat sprængfyldt med energi.
Faces Places
Hendes sidste film Faces Places er også en dokumentarfilm med den 89 år gamle dame i hovedrollen. Hun rejser rundt i Frankrig sammen med fotografen JR, og laver værker, som dokumenterer de mennesker, de møder. De besøger mange små næsten forladte landsbyer og fotograferer indbyggerne. JR’s bil er en overdimensioneret fotoautomat, der kan udspy kæmpestore kopier af de fotografier Agnès tager.
Beboerne i en døende mineby får deres kæmpefotografier plastret op på de forladte huse, og en smuk kvinde med en parasol får sit foto hængt op på en gavl midt i byen.
Agnès får den besynderlige ide, at klistre et stort foto af en afdød ven fast på en nedstyrtet tysk bunker. Det er et smukt minde, men allerede dagen efter har tidevandet slikket betonbunkeren ren. Mange mennesker rundt omkring bliver sikkert glade ved at se sig selv på byens facader, og nogle vil også påskømnne, at der er ansigter på togvogne og fisk på vandtårnene. Filmen Faces Places har vakt begejstring og blev Oscar-nomineret i 2017.
Det er dejligt at se den glade gamle dame med det tofarvede pandehår i fuld aktivitet med disse noget underlige kunstværker. Til sidst rejser hun sammen med JR til Schweiz for at besøge kollegaen Jean-Luc Godard, men han er som altid utilregnelig og har til hendes store skuffelse bare lagt en seddel!
Faces Places var månedens film i april. Det er en lille udramatisk historie. En hyggelig opsøgende rejse og et venskab mellem to meget forskellige mennesker.
Foto: Wikimedia Commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her