Annegrethe Rasmussen: Præsident Trump har et års fødselsdag – hvad har vi lært?

af

KOMMENTAR – 8. november 2016 overraskede Donald Trump ikke bare alverdens kommentatorer, analytikere og meningsmålingsinstitutter, men efter alt at dømme også sin egen kampagnestab, da han vandt posten som Amerikas næste præsident over demokraten Hillary Clinton. Her et år efter holder han fortsat medierne beskæftiget nærmest i døgndrift og mest via Twitter. Det bør stoppe nu, skriver Annegrethe Rasmussen, i en kommentar fra Washington. Hun opfordrer til, at journalisterne begynder at fokusere mere på politik og mindre på Trumps tweets, personlighed og opførsel.

WASHINGTON D.C .- For et år siden forandrede verden sig med sikkerhed – på mange planer på en gang. Alt efter politisk ståsted kunne man se valget af Donald J. Trump til USA’s 45. præsident som ankomsten til Washington af en tornado båret på folkets vrede; et missil rettet mod USA’s mest forsumpede og på mange planer konservative (i begrebets upolitiske forstand forstået som ‘stillestående og forandringsmodvillige’) by præget af lobbyister og “special interests“.

Kort sagt og med Trumps særlige rådgiver Steve Bannons ord: som en kulturrevolution, der skulle “dræne sumpen” og rydde op i hovedstadens veluddannede klike af en elite – uanset om denne var konservativ og bestod af pæne country club republikanere iført nystrøgne skjorter og jakker fra Brooks Brothers eller om det var demokraternes lidt mere spraglede men fortsat tunge bureaukratiske aktører, der stod for skud.

Uanset om man så fascismens indtog i Amerika, eller om man så folket rejse sig, kunne alle blive enige om, at status quo – det var det i hvert fald ikke

Ud skulle de på røv og albuer til fordel for nye koste fra især det private erhvervsliv, der ikke følte sig bundet af normer og regler om, at “sådan plejer vi at gøre.” Ud med den politiske korrekthed, ud med klima- og kønskvoter, ‘feminazier’, Happy Holidays, multikultur, LBGTQ, handelsaftaler og illegale indvandrere og ind med Merry Christmas, traditionelle ægteskaber, respekt for loven, America First og våbenføre mænd (og bevares, kvinder) samt voksende bevillinger til Pentagon.

Nedsmeltning

Men det var også muligt at se med udelt rædsel på Trump som en primitiv, uvidende og storskrydende, kvindeforagtende løgnhals med foragt og manglende respekt for USA’s demokratiske instutioner.

Og sådan så stort set hele hovedstaden på sagen, for her gik over 90 procent af stemmerne til Clinton, hvilket ikke kun var fordi, Washington D.C. er en gennemført demokratisk by (det er den), men fordi de lokale republikanerne foragtede deres egen kandidat endnu mere, end demokraterne gjorde.

I det etablerede politiske system var og er der en reel frygt for, at Trump vil destruere USA’s anseelse i verden, ødelægge årtiers diplomatiske forbindelser samt underminere supermagtens stilling i den internationale retsorden. Det er især det sikkerhedspolitiske establishment, som bekymrer sig, og den del af eliten sidder tungt på Washington og omegn, der ikke blot huser Pentagon, men også politi -og efterretningsinstitutioner som FBI, NSA og CIA.

Blandt diplomaterne i State Department er der også usikkerhed om holdningen til NATO, aflysningen af handelsaftaler og Paris-aftalens fremtid samt en dyb bekymring over forbindelserne til ærkefjenden og rivalen Rusland – uanset om der var en reel tilnærmelse til Moskva eller ej (hvilket som bekendt undersøges lige nu af den særlige undersøger, Robert Mueller).

Hertil kunne man lægge hele den spraglede humanistiske fløj – aborttilhængere, ligestillingsorientede, miljø- og kulturfolk, menneskerettighedsaktivister samt også journalister, der er angst for, hvad Trumps velkendte foragt for fakta og hån overfor pressen ville ende med.

For slet ikke at tale om videnskabsfolk, der frygter udhulede bevillinger. Ikke kun grundet Trump men også fordi hans stærkt religiøse vicepræsident, Mike Pence, er kritisk over for mange videnskabelige landvindinger og er decideret modstander ikke bare af stamcelleforskning og genetik men også af meget andet, der rokker ved “Guds skaberværk.”

Endelig var der dem, som simpelthen frygtede for det amerikanske demokrati og for retsstaten, fordi præsidenten fra dag et har forsøgt at underminere forfatningens magtdeling ved at blande sig i såvel domstolenes som FBI’s arbejde


Illustration af Edel Rodriguez for TIME Magazine – Forsiden oktober.

Miljøforskningen er allerede blevet skåret til benet, for noget af det første, Trump foretog sig, da han blev indsat, var at aflyse størstedelen af Obamas nyskabelser i den amerikanske miljøstyrelse, EPA, skriver TIME Magazine, der lige før årsdagen bragte en fremragende artikel om, hvordan Trumps regering er ved at demontere det meste af både centraladministrationen og lovgivningen på udvalgte områder. Den er værd at læse.

Nedrivningsøvelsen er i øvrigt relativ nem, for bestemmelserne var indført via dekret af Obama (executive order), og derfor kunne de også aflyses igen med et strøg af en pen.

Her var begge præsidenter udemokratiske, skal man huske – ikke kun Trump men også Obama. Forskellen var og er selvfølgelig, at sidstnævnte var rasende populær i hovedstaden – bortset fra i den republikansk dominerede Kongres.

Endelig er der dem, som simpelthen frygter for det amerikanske demokrati og for retsstaten. Ikke fordi Trump ikke var retmæssigt valgt – der er tvivl om, hvad manipulation og russiske bestræbelser på at kapre de sociale medier betød, men de fleste uafhængige iagttagere er enige om, at Trump nok ville have vundet uanset indblandingen – men fordi præsidenten fra dag et har forsøgt at underminere forfatningens magtdeling ved at blande sig i såvel domstolenes som FBI’s arbejde.

Status quo indfandt sig heller ikke. Alle dem, der regnede med at embedet ville forvandle manden, at Trump kort sagt ville indse, at den gravitas, der følger med jobbet som verdens mest magtfulde mand og moderere sig, blev fælt skuffede.

Men uanset om man efter valget af Trump så fascismens indtog i Amerika, eller om man tværtimod så folket rejse sig, kunne alle blive enige om, at status quo – det var det i hvert fald ikke.

Og status quo har ikke indfundet sig. Alle dem, der regnede med at embedet ville forvandle manden, at Trump kort sagt ville indse, at den gravitas, der følger med jobbet som verdens mest magtfulde mand og moderere sig, blev fælt skuffede.

Trumps andet år med mange ubekendte

Hvor ender det hele? Det er simpelthen for tidligt at sige, for der er for mange ubekendte.

Vil nogle af Trumps notoriske usandheder f.eks. indhente ham til sidst? Flere medier og organisationer har påtaget sig opgaven med at registrere samtlige usande udsagn fra præsidentens mund siden valgdagen. f.eks. New York Times, Washington Post (der er oppe på 1318 indtil videre) og vagthunden Politifact.

Vil det ende med retssager fra de kvinder, som vil lægge sag an mod præsidenten for at have forulempet dem?

Vil det kunne ende med en Rigsretssag, når Robert Mueller er færdig med sin undersøgelse? Lige nu strammes nettet om flere af præsidentens rådgivere, særligt den tidligere kampagnechef Paul Manafort og sandsynligvis også Trumps tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Mike Flynn.

Eller vil Trump overraske og få love igennem eller lave et stort indvandringkompromis med demokraterne, som han tidligere har antydet om de unge Dreamers, når deadline nærmer sig til foråret?

Så ja, hvad med lovgivningen?

Det er trods alt det, en politiker normalt måles på – om han kan få sin politik igennem.

Og det skortede ikke på løfter fra Trump under valgkampen. Der skulle bygges en mur mod Mexico, skatten skulle ned, de ulovlige indvandrere ud, der skulle fyres op under kulkraftværkerne, skabes hundredetusinder af nye jobs, kineserne skulle straffes med ekstratold, Islamisk Stat skulle smadres og fjernes fra jordens overflade, handelsaftaler og Parisaftalen om miljøet skulle skrottes og Obamacare skulle erstattes af en ny sundhedslov.

Og der er ingen tvivl om, at noget af det både er blevet til noget og bliver til noget. Handelsaftalerne og Parisaftalen om klodens klima er hhv. aflyst eller skal gennemføres uden amerikansk deltagelse og Islamisk Stat er rent faktisk næsten nedkæmpet (dog ikke kun takket være Trump, men også takket være en betydelig indsats fra kurdiske styrker og andre).

Men i Kongressen går det uendelig trægt og de færreste tror på, at præsidenten for hverken indvandring, sundhed eller skat på plads inden årets udgang. Spørgsmålet er udelukkende, om der når at blive vedtaget noget, før vælgerne igen kommer til fadet ved midtsvejsvalget i november 2018.

Farligt had til og mistro overfor journalister

Sluttelig – hvad har vi lært? Os i medierne, der dag ud og dag ind rapporterer om Trumps meritter. Har Trump i virkeligheden været en gave til medierne, fordi der som aldrig før er brug for en kritisk og vågen presse? Har præsidentens trusler mod journalisterne og gentagne anklager om “fake news” vakt vagthunden til live?

Det har mange journalister skrevet med jævne mellemrum indenfor det seneste år. “Journalistikkens ti bedste dage” skrev Columbia Journalism Review i maj, da der var to specielt hektiske uger, hvor man som journalist stort set ikke turde gå i seng af frygt for, hvad der ville ske, mens man sov. Jeg husker også selv, at man knap nok kunne gå ud at købe ind, før man var bagud, når man kom hjem. Den ene “breaking news” aflyste den anden.

Trump har med sin stil og sit talent for løbende selviscenesættelse som den realityshow-meister, han er, gjort medierne til sine skødehunde – også de kritiske af dem.

Men lad mig sige: jeg er uenig. Jeg finder det hverken underholdende, skærpende for min kritiske sans eller sundt for journalistikken. De konstante trusler og intimideringen af den amerikanske presse sætter sig dybe aftryk i befolkningen. Journalister oplever stigende foragt og vrede fra befolkningen, trusler og overfald ved vælgermøder og hadske e-mails og angreb online. Og det miljø er præsidenten med til at skabe.

For som Trump sagde for nylig om medierne til Lou Dobbs fra Fox Business: “Reporters “have so-called sources that, in my opinion, don’t exist. They just ― they make it up. It is so dishonest. It is so fake.

Det passer naturligvis ikke. Seriøse medier opfinder ikke historier, kilder eller finder på vinkler, som ikke holder. Og hvis nogen gør det alligevel – og det sker naturligvis selv på de bedste medier – så bliver det som regel opdaget og rettet. Ikke desto mindre viste en undersøgelse i sidste måned, at 46 procent af befolkningen tror, at medierne opfinder historier om præsidenten.

Medierne må ændre kurs – væk fra tweets og hen til substans

Derudover har Trump med sin stil og sit talent for løbende selviscenesættelse som den realityshow-meister, han er, gjort medierne til sine skødehunde – også de kritiske af dem:
Fremfor at se på politikken og sætte dagsordener til fordel for den befolkning, som både politikerne og medierne er sat i verden for at gavne, halser medierne rundt i hælene på Trumps seneste tweets.

Igen og igen ser man, at Trump gennem “a new low” formår at dreje al opmærksomhed hen på noget, der nok er værd at dække – senest var det angreb på militære “gold star familier” der var kritiske overfor Trump og Pence, men det kunne lige så godt være en hyldest til en eksotisk “strong man” (det har der været flere eksempler på – fra Vladimir Putin over Rodrigo “Rody” Roa DuterteDuerte til Recep Tayyip Erdoğan).

Men mens særlig TV indbyder gæster  i en linds strøm til at kommentere og forarges over bruddet på endnu en konvention eller endnu en kulørt usandhed, så er der faktisk en demontering og en deregulering i gang – især på miljø, landbrugs- og uddannelsesområdet – som pågår ikke helt upåagtet, men som slet, slet ikke får den opmærksomhed, emnerne fortjener.

For ordentlige medier handler det ikke om at vælge side; Trump polariserer og splitter vælgerne og det er fristende for medierne at vælge publikum … Det er ikke det, der er brug for. Vi må sadle om, før både vælgerne og journalisterne brænder ud på forargelsens hellige bål

Mediekommentator Margaret Sullivan, der også i denne uge nævnte eksemplet med Lou Dobbs i en fremragende klumme om just hele dette emne,  eksemplificerer mediernes problemer på glimrende vis:

“How big was the Inauguration Day crowd? What contact did Michael Flynn have with Russians? Why was James B. Comey fired? Is Puerto Rico being ignored after the hurricane? Did Trump insult a Gold Star widow when he telephoned her? Trump drives the news, all day and every day, a human fire hose of hyperbolic tweets, insults, oversimplification and bragging. Keeping track of it is hard enough. Making sense of it almost impossible.”

Sullivan foreslår, at medierne tager skeen i den anden hånd fremover og stopper op med at dække tweets 24Syv. Også selvom det bliver svært for hurtige tweets skaber hurtige og tillokkende nyhedshistorier. Og medierne konkurrerer på forargelse og dopaminrus – hvilket gælder for både begejstrede tilhængere og rasende modstandere af præsidenten.

Men for ordentlige medier handler det ikke om at vælge side; Trump polariserer og splitter vælgerne og det er fristende for medierne at vælge publikum. Mange amerikanske medier har oplevet en uhørt vækst netop grundet præsidenten. Mange får lyst til partiske medier og lyst til at blive bekræftede i egne valg og anskuelser.

Det er ikke det, der er brug for. Vi må sadle om, før både vælgerne og journalisterne brænder ud på forargelsens hellige bål. Det er ikke et øjeblik for tidligt.

Topillustration: Trump, et år – Michaël Dorbec, POV Internationals grafiker og illustrator. Han modtager – lige som vores skribenter – ikke løn fra POV men derimod donationer fra læserne. Så giv gerne en skilling, hvis du har lyst! Mobile Pay 3131 8234

Hvis du nyder Annegrethe Rasmussens artikler fra USA, og synes du bliver klogere, kan du donere til hendes arbejde på POV – både som skribent og som chefredaktør via hendes Mobile Pay: 93 85 05 85

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Annegrethe Rasmussen

Annegrethe Rasmussen er medstifter af POV International, chefredaktør, USA-korrespondent og debattør. Hun har skrevet et ocean af artikler og bidraget til mange tv- og radioprogrammer samt flere bøger; senest som medforfatter til den mest brugte undervisningsbog i danske gymnasier om Amerika, USA’s Udfordringer (2012 og 2016). Hun har arbejdet som korrespondent i London (2002), Paris (2004) og siden 2008 i Washington DC. I 2012 stiftede hun bloggen USAnu.dk med Morten Bay, og i 2016 står hun bag dannelsen af POV International sammen med Morten Bay og Signe Wenneberg. Privat er hun gift og mor til fire, og super nørdet, fordi hun ikke interesserer sig for andet end politik, digitale medier og litteratur. Naturen forstår hun sig ikke på, og hun drikker hellere te, Champagne og går i byen og hører musik end laver mad - bortset fra rugbrød, som hun savner og derfor bager på 14. år som udlandsdansker.
Hun siger som sit idol Ulla Terkelsen: man kan sove i flyvemaskinen.
Du kan donere til hendes arbejde på POV International - både som skribent og som chefredaktør - på Mobile Pay: 93 85 05 85. Du kan ikke ringe til det nummer, men du kan sende en e-mail: AGR@pov.international

Seneste indlæg fra

Gå til Top