Afghanske film bringer ofrene for dansk politik nærmere – men ‘danskerne’ udebliver

af

KOMMENTAR – Danskerne har vendt afghanerne ryggen. Anderledes kan jeg ikke konkludere efter starten på en så absolut fremragende filmfestival i København med forbløffende få ”danske” deltagere. Gennem disse film får vi nær kontakt med ofrene for en uansvarlig dansk politik, og det er tilsyneladende ikke ønskværdigt.

Fra politisk hold er der naturligvis mange eksempler på, hvordan Danmark i praksis har lagt afstand til de høje idealer, som oprindelig begrundede indsatsen i Afghanistan.

Når man nægter tolke asyl på trods af, at de er i livsfare efter nødvendig bistand til vores soldater, udgør det forræderi.

Når man nægter asyl til en ældre dement kvinde, som har sine børn her i landet, så mister denne regering ethvert krav på forståelse og respekt. Det er en menneskeforagt, som kommer tæt på racisme. Ingen af de sædvanlige argumenter, som skal begrunde begrænsning af indvandring, kan anvendes i den forbindelse. Tilbage er kun skamløsheden.

Forståelig afvisning

Det politiske kan jeg forstå. Man kan ikke give asyl, fordi man dermed indrømmer, at den danske indsats blev en fiasko, og den flotte retorik undervejs kun var propaganda. Danske soldater er dræbt, fordi vores politikere sammen med politikere i en række andre lande svigtede – og det kan de ikke indrømme. Afghanistan er ”selvfølgelig” efter de store danske ofre et trygt land, som er på vej til demokrati, og derfor kan beskytte sine egne borgere…

Vender vi ryggen til afghanerne, som man vender ryggen til forbrydelser, der er for frygtelige til, at man kan leve med dem?

Men jeg forstår ganske enkelt ikke, at Cinemateket ikke har udsolgt til den festival, som kører fra 12. til 21. april. Det er en enestående mulighed for nærkontakt med de mennesker, som angiveligt i mere end et årti har stået centralt i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. I denne festival kan vi opleve, hvorfor der var mening i den medmenneskelighed, som den officielle retorik appellerede til og som nogle troede på. Og vi er vel en del, som ikke sympatiserer med politikernes bortvendte rygge?

”Danskere” udebliver

Åbningen i onsdags var tankevækkende. Deltagerne var helt overvejende af ”anden etnisk herkomst end dansk”. Det er naturligvis dejligt, at der er et lokalsamfund med tydelige rødder i Afghanistan, og en række af deres organisationer bidrog med afghanske lækkerier til en hyggelig sammenkomst. Arrangørerne havde også sørget for deltagelse af instruktører bag et par film, så man kunne stille spørgsmål.

Men det er dybt beskæmmende, at repræsentanter for majoritets-samfundet var yderst få. Og det forstår jeg ikke – eller vil helst ikke forstå. Mange tusinde danske soldater har været i landet – angiveligt, fordi de ville gøre en forskel. Der er også mange, som har støttet en indsats med samme begrundelse. Og så er der en del, som har protesteret mod krigen – vel nok efter egen mening af sympati med den hårdt prøvede afghanske befolkning.

Vender man ryggen til afghanerne, som man vender ryggen til forbrydelser, der er for frygtelige til, at man kan leve med dem? Eller er vi bare alle blevet ligeglade med lande og mennesker, som tilsyneladende er anderledes? Skal al ”integration” ske helt på frikadelle-landets vilkår eller kan vi lære noget af nye borgere?

MERE POV
Hvorfor udskriver May valg nu?

Høj kvalitet

Udeblivelsen kan ikke begrundes med, at festivalen har lav kvalitet.

Onsdag bød på filmen ”Earth and Ashes”, som følger en gammel mand, der vil overbringe tragiske nyheder til sin søn. Der skete meget lidt i løbet af dens 130 minutter, men netop det gav plads til eftertænksomhed. Den grundlæggende tragedie kunne tilskuerne ikke undvige. I en introduktion bragte den afghansk fødte Manyar Parwani os i nærkontakt med filmens billeder af bjerge, som han sammen med sin familie, på blødende fødder, flygtede gennem for nogle årtier siden.

Som vi med falske begrundelser blandede os i landet, leverer studenten nogle idealer for placeringen af sin sæd i en handling, som kvinden anser for voldtægt

Aftenens højdepunkt var Afghanistans officielle Oscar-bidrag i 2016, ”Utopia”. Det er en meget stærk film, som følger en afghansk kvinde, der bliver kunstigt befrugtet, fordi hun på langt sigt vil sikre sin lammede mand en forsørger. Befrugtningen skal ske på en klinik i Skotland. Men hun bliver grusomt udnyttet af en student på klinikken, som vil være far for et afghansk barn og bruger sin egen sæd til befrugtningen. Det ender tragisk.

Måske går jeg for langt. Men kvinden begrunder sit chok over mandens begrundelse med ord, som for mig gør filmen til en allegori, der fordømmer vestlig intervention i landet. Som vi med falske begrundelser blandede os i landet, leverer studenten nogle idealer for placeringen af sin sæd i en handling, som kvinden anser for voldtægt. Vi har med vores indsats skabt en bastard.

Spændende debat

Festivalen har i de kommende dage mange både kunstneriske og politiske indslag.

Et af de mest spændende indslag kommer fredag, hvor man fokuserer på afghanske kvinder. Det sker med tre kortfilm og efterfølgende debat, hvor bl.a. Khaterah Parwani, dansk fremtrædende debattør og talskvinde for Exitcirklen, deltager – selv få ord fra hende er altid en stor, stor oplevelse.

Onsdag den 19. april får en film, som skildrer udviklingen i Helmand-provinsen, hvor de fleste danske soldater var indsat, dansk premiere. Instruktør er danske Nagieb Khaja, som også deltager i en debat.

“Taliban har overtaget mere end 85 procent af områderne i Afghanistans største provins,” siger Nagieb Khaja.

“Selvom vi i Danmark næsten ikke taler om Afghanistan længere, fortsætter krigen i landet. Situationen for de civile har aldrig været værre siden konfliktens begyndelse på grund af de eskalerende kamphandlinger, der hvert år koster tusindvis af menneskeliv. Helmand var samtidig provinsen, hvor Danmark investerede milliarder af dollars og både danske og afghanske menneskeliv, fordi stabiliteten i området ifølge de skiftende krigsførende danske regeringer var vital for Danmarks sikkerhed. Det mener de tilsyneladende ikke længere”.

Al Jazeera har vist filmen, der har titlen “The Fall of Helmand” på engelsk, og hvis man har lyst til at se den, men ikke mulighed for at komme til filmfestivalen, kan man se den her:

MERE POV
Kære EU: Læg planer for præsident Le Pen allerede nu

POV International betaler ikke honorar. Hvis du værdsætter mit arbejde vil jeg være glad for støtte via MobilePay på 30 33 15 59

Topfoto: Festivalplakat.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Jørgen Dragsdahl

Jørgen Dragsdahl er journalist med fokus på sikkerhedspolitik. Sine første reportager skrev han i 1969 fra hovedkvarteret i det amerikanske Black Panther Party, hvor han fik et vist kendskab til den sorte frihedskamp indefra og USA set nedefra. Myndigheder belønnede efter nogle måneder denne indsats med et par ugers rundtur til fængsler og deportation. Ud fra denne erfaring har han siden anset opklaring af racismens mysterier for en sikkerhedspolitisk opgave. Traditionel sikkerhedspolitik var dengang ikke en interessant journalistisk udfordring, idet debat og information blot var led i en skyttegravskrig mellem to lejre, hvor standpunkter samt skellet mellem sandhed og propaganda var givet på forhånd.
Takket være nærkontakt med amerikanske eksperter i rustningskontrol kunne han fra 1977 kravle op i Ingenmandsland, fordi disse kilder var kritiske overfor også vestlig sikkerhedspolitik, men alligevel ikke i kraft af deres baggrund - f.eks. CIA - kunne beskyldes for at være anti-amerikanske eller imod NATO. Kritisk journalistik rettet imod atomvåben blev, så kommunisters rolle i anti-atombevægelserne kunne blive imødegået, suppleret af interesse for den såkaldte alliancefrie fredsbevægelse, som søgte samarbejde med systemkritikere i Øst. Dette arbejde i Ingenmandsland medførte dog en del beskydning fra alle sider, og Politiets Efterretningstjeneste undersøgte, hvorvidt han var agent for KGB. Tjenesten nåede frem til, at der ikke var beviser for det, men meget senere troede en ideologisk enageret historiker, at han vidste bedre. Da historikeren ikke kunne føre sandhedsbevis, blev han i 2015 straffet for injurier af Højesteret.
Dragsdahl har bl.a. arbejdet for Politisk Revy, Information, Ny Tid (Norge), Danmarks Radio, Weekendavisen og Aktuelt samt militære fagblade. Desuden adskillige bidrag til udenlandske medier, f.eks. Pacific News Service (USA), Nuclear Times (USA) og videnskabelige tidsskrifter, f.eks. Baltic Defense Review (Estland), Contemporary Security Policy (Holland) og Arbejderhistorie. Han har været korrespondent i USA, Polen og Estland samt foruden i disse lande rejst i bl.a. Sovjetunionen, Østeuropa og Sydøstasien. Dragsdahl har selv skrevet samt bidraget til bøger om journalistik, amerikansk udenrigspolitik, sikkerhedspolitik. Adskillige hundrede foredrag på især undervisningssteder. Mange af hans artikler kan læses på www.dragsdahl.dk
Du kan betale for hans artikler via MobilePay på 30 33 15 59.

Seneste indlæg fra

Gå til Top