60-året for Sputnik – og begyndelsen på internettet

af

Onsdag den 4. oktober kom Sputnik til verden, da det daværende Sovjetunionen opsendte verdens første menneskeskabte satellit i rummet. Det udløste panik i resten af verden, særligt i USA, hvor forskning kickstartede det arbejde, der senere førte til skabelsen af internettet. Jakob Linaa Jensen fortæller historien.

For 60 år siden, 4. oktober 1957, rejste der sig en bølge af forundring og bekymring i Pentagon, den amerikanske befolkning, ja vel egentlig over hele den vestlige verden. Sovjetunionen opsendte verdens første menneskeskabte satellit, Sputnik, som med sin karakteristiske kugleform med strittende antenner cirklede rundt om Jorden udsendende regelmæssige bip til markering af, at Sovjetunionen havde vundet en stor teknisk og symbolsk sejr.

Der gik et chok gennem den amerikanske befolkning og en almindelig stemning af panik gennem den amerikanske regering. For første gang var der tale om, at en international krig ville kunne føres på amerikansk jord.

Når russerne kunne sende en satellit i kredsløb om jorden, kunne de også ramme de amerikanske forsvarsanlæg. Et atomangreb ville kunne lamme forsvarets centrale computere og derved forhindre koordination af landets forsvar og en eventuel gengældelse.

Fra central til netværk

Derfor dannede regeringen under Forsvarsministeriet ARPA (Advanced Research Projects Agency), en uafhængig forskningsenhed på tværs af de enkelte værn. Meningen var at indhente det teknologiske forspring, som man mente, Sovjetunionen dengang havde.

På ARPA var der meget fri forskning, først og fremmest med henblik på rumfarten.  Et afgørende formål var at skabe et decentralt kommunikationssystem, der var tilpasset den nye tids militære realiteter.

Den ide, man endte med at bruge, var udtænkt af Paul Baran. Han havde i 1959-64 arbejdet for tænketanken RAND Corporation i Santa Monica, CA. Hans ide var et opgør med traditionel telekommunikation, hvor al trafikken gik gennem en central. I stedet etableredes et netværk, som var langt mere stabilt, hvis enkelte punkter var forbundne med hinanden på kryds og tværs.

Når der er mange flere forbindelser, end der er brug for, kan systemet sagtens fungere selv om nogle af forbindelserne ødelægges. Hovedkvarteret kan bombes, men informationerne ville fortsat findes og cirkulere.

Kommunikationsformen i Barans distribuerede netværk adskilte sig også fra traditionel telekommunikation, hvor centralen tildeler to abonnenter en linje hvor de, og kun de, kommunikerer.

I stedet var løsningen at opdele kommunikation i “pakker”, der blev sendt rundt i systemet men som var forsynet med en endestation. Dels blev flere identiske pakker sendt af sted ad gangen, dels blev de sendt forskellige veje, så man var sikker på, at de altid ville nå frem til målet, hvor de så blev samlet og meddelelsen blev genskabt i sin oprindelige form.

Senere gik det kun en vej, med handelsplatforme, sociale medier, mobile enheder og et snart allestedsnærværende internet. Men den udløsende faktor var en bippende metalklump, der blev sendt i kredsløb om Jorden for 60 år siden

Fordi hele denne kommunikation foregik digitalt og ikke analogt, gik der ikke information tabt i de enkelte pakker undervejs. Modtageren kunne ikke engang se, at en meddelelse havde været opdelt undervejs.

Med sådanne principper for struktur og kommunikation var der ikke brug for nogen central instans til at koordinere netværket, og der var derfor skabt et system, hvor funktionsdygtigheden var uafhængigt af den enkelte del. Baran lavede dermed det teoretiske forarbejde til det, der med senere teknologiske udviklinger blev til internettet.

Internettet fødes

Telefonselskaberne var ikke videre begejstrede for Barans projekt. De kunne ikke se vigtigheden af et alternativ til deres bestående system (måske forståeligt nok!), men det kunne det amerikanske forsvar og ARPA til gengæld.

Udover sit primære formål opfyldte projektet det amerikanske forsvars behov for et system, hvor alle deres store, forskellige computere kunne “tale sammen”.

Projektet havde allerede på dette tidspunkt forskubbet sig. Udgangspunktet havde været forsvarets behov og risikoen ved en atomkrig, men forskningens logik havde efterhånden fortrængt de egentlige militære behov. Man gjorde det, fordi det kunne lade sig gøre og for at se, hvor langt teknologien kunne udvikles.

Med mange forskningsmillioner i ryggen arbejdede man i løbet af 60erne hos ARPA videre med de praktiske og tekniske udførelser af Barans ide, og i 1969 var man klar til at koble fire universiteter sammen: University of California i hhv. Los Angeles og Santa Barbara, Stanford og Utah.

I starten havde netværket navnet ARPANET, men det var reelt starten på internettet, hvorfor efteråret 1969 regnes som internettets fødselsdag.

Internettet var født og flere universiteter og institutioner kom hurtigt på.

Imidlertid var der i forskningsverdenen en vis modvilje mod at bruge de store, dyre supercomputere på det, der dengang blev regnet for et delvist overflødigt eksperiment.

Allerede i 1973 fandt ARPA ud af, at 75 procent af al trafik på nettet bestod af e-mails. Det var nemt, hurtigt og billigere end telefonen, og samtidig med brød e-mailen med det hidtidige princip for telekommunikation, den samtidige tilstedeværelse af afsender og modtager. Det var også brugen af e-mail, der senere skulle markere internettets helt store folkelige gennembrud

Løsningen var at lade mindre computere rundt omkring på universiteterne køre netværket, og det hjalp noget på velvilligheden.

Fra 1969 til 1974 steg antallet af opkoblede værter fra de første fire til 23 og samtidig kommer de to første udenlandske institutioner på i henholdsvis Storbritannien og Norge. For at også computere udenfor det egentlige ARPANET kan tale sammen, udvikledes i 1974TCP/IP-protokollen, som stadig anvendes for kommunikation på internettet.

Samtidig optræder betegnelsen “internettet” for første gang. Med disse nye muligheder blev flere og flere decentrale netværk koblet på i årene, der fulgte, og i 1976 blev europæiske og amerikanske netværk forbundet via satellit. Det var vel at mærke kommercielle og ikke statsejede satellitter, der blev anvendt. Dette er med til at understrege regeringernes begrænsede rolle, da først internettet begyndte at udvikle sig.

En anden uventet konsekvens af internettet var den stigende brug af e-mails.

Det første e-mailprogram blev udviklet i 1972, og allerede i 1973 fandt ARPA ud af, at 75 procent af al trafik på nettet bestod af e-mails. Det var nemt, hurtigt og billigere end telefonen, og samtidig med brød e-mailen med det hidtidige princip for telekommunikation, den samtidige tilstedeværelse af afsender og modtager.

Det var også brugen af e-mail, der senere skulle markere internettets helt store folkelige gennembrud.

I 1984 lanceres domænenavnssystemet. Med TCP/IP havde hver computer på netværket fået tildelt et unikt nummer på en række cifre, der gjorde, at den kunne identificeres på netværket. På University of Wisconsin udvikledes nu et system, hvor et navn korresponderede til et givet IP-nummer.

Man behøvede nu ikke længere huske et langt nummer for at kunne kommunikere med en given computer. Op gennem 80erne var internettet dog stadig forbeholdt forskere og militæret. I 1983 blev den militære del af nettet dog udskilt i MILNET, mens den forskningsmæssige fortsatte som det eksisterende net.

Internettet bliver folkeligt

Det folkelige gennembrud kom i starten af 90erne. De praktiske betingelser blev tilvejebragt fra 1990, da den første kommercielle internetudbyder kom på banen.

Men det helt store boom kom først med skabelsen af HTML og World Wide Web.

Det startede på det internationale atomforskningscenter CERN i Schweiz, hvor Tim Berners-Lee reagerede på behovet for at kunne finde rundt i alle de informationer der lå på computere og netværk rundt omkring i verden.

Han brugte den gamle ide om hypertekst og udviklede en protokol og et sprog, således at man ved det velkendte klik et bestemt sted i et dokument kom til et andet dokument. Man kunne altså i princippet fra et hvilket som helst dokument i verden komme til et hvilket som helst andet, såfremt der bare var de rigtige henvisninger.

Til gengæld kunne ingen central instans kontrollere, om de forskellige “links” nu også virkede. Derved opstår en del af den indbyggede usikkerhed, der ligger i at navigere på internettet.

I 1993 kom så den første af de i dag velkendte browsere, et særligt program, der giver informationerne hentet på internettet en grafisk repræsentation på en computerskærm.

Hermed var internettet for alvor gjort brugervenligt, og snart begyndte den eksplosion af anvendelsesmuligheder, vi ser i dag.

Hjemmesider kom på mode, og ethvert firma eller organisation med respekt for sig selv måtte snart have en hjemmeside, hvor grafikken, som tiden skred frem, blev flottere og flottere.

Senere gik det kun en vej, med handelsplatforme, sociale medier, mobile enheder og et snart allestedsnærværende internet. Men den udløsende faktor var en bippende metalklump, der blev sendt i kredsløb om Jorden for 60 år siden.

Topillustration: NASA – A replica of Sputnik 1, the first artificial satellite in the world to be put into outer space: the replica is stored in the National Air and Space Museum.

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

Jakob Linaa Jensen

Jakob Linaa Jensen (ph.d.) er forskningschef i sociale medier ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han har også i en årrække været lektor i medievidenskab ved Aarhus Universitet, hvor han fortsat er tilknyttet Center for Internetforskning. Han er hyppigt i medierne og er en efterspurgt foredragsholder inden for emner som sociale medier samt politisk og organisatorisk kommunikation. Han har desuden rådgivet virksomheder og organisationer om anvendelsen af sociale medier og internettet i det hele taget. Hans forskningsinteresser omfatter politiske og sociale anvendelser af nye medier med særligt fokus på sociale medier samt udvikling af metoder til analyse af online data. Han interesserer sig også for politisk kommunikation, nyheder og nettets betydning for menneskelige relationer. Privat elsker han at rejse, er bestyrelsesmedlem i De Berejstes Klub, har været i 107 lande på syv kontinenter og blogger om rejser blandt andet på linaa.net
 
 

Seneste indlæg fra

Gå til Top