mm

Cathrine Rygaard Rasch

Cathrine Rygaard Rasch (f.1979) er underviser i gymnasiet, skribent for Dansk Kvindesamfunds kønspolitiske blog F-frekvensen og løbende bidragyder til dansk-, tysk- og mediefaglige tidsskrifter. Cand. mag. i tysk og dansk fra KU og Universität Hamburg med speciale i film. Bosat i København og totalt til fals for alle områder, der berører litteratur, feminisme, porno, film, ungdomskultur og visuel kultur. Og Tyskland. Hvis du vi bidrage til Cathrines arbejde herinde kan du sende hende et beløb på hendes MobilePay: 51301116

Se alle skribentens artikler

Pik, Hamlet og en kat – 6 hurtige spørgsmål til Morten Sabroes romanhelt Alfred Andersen

INTERVIEW – Morten Sabroe har haft travlt siden udgivelsen af ”32 centimeter” – han har både nået at debattere anmeldelser (og skrive en selv), hovedstol og kommentere billeder af Berlingskes anmelder – men det er lykkedes POV at få et eksklusivt interview med romanens hovedperson Alfred Andersen. Her fortæller han lidt om at måle pik, jage damer, forsøge at spejle et samfund og –måske mindst – med at finde meningen med det hele.

Kort om Alfred Andersen (fra bogen): ”Alfred Andersen, Danmarks højt elskede og mest berømte entertainer, er ved at forberede sit store 50-års fødselsdagsshow (…), men tre uger inden det løber af stablen, sker katastrofen: Fire kvinder, de tre fra hans eget tv-hold, anklager ham for sexovergreb. Anklagerne er så hårde, at tv-kanalens chef ikke ser anden udvej end at fyre ham. I løbet af få timer styrter Alfreds verden sammen. Han mister alt. Sin karriere, sin kone, sin datter. Kun en viger ikke fra hans side: Katten Jackson.”

POV International: Du vil gerne være en tragisk helt, men helt ærligt, er der ikke lidt langt fra Hamlet og Ødipus og alle de andre VIRKELIGT tragiske til en helt, der bare er sådan lidt uheldig/liderlig?

Hamlet, hvem? Altså. Jeg ved godt, hvem Hamlet er, men hvem læser Hamlet nowadays? Jeg kan samle hele Danmark om et talkshow i fjernsynet, Hamlet kan samle nogle få pensionistdamer i Det Kongelige Teater. I øvrigt kan man sige, at den kreative overklasse kan sammenlignes med datidens adel, så jeg er bare en opdateret version, og i virkeligheden meget mere millenium-fit, fordi jeg ikke er født med magten men hele tiden skal tage den. Det har jeg gjort, og så er det bare tragisk, at Sabroe lader mig tabe den på gulvet, men jeg skal nu nok samle den op igen.

POV International: Hvis vi så ser på noget mere moderne litteratur, er det som om, at Michel Houellebecqs hovedperson i den meget omdiskuterede Soumission (2015) døjer med nogle af de samme problemer som dig, set-uppet er måske liiiiddt mere avanceret, dels pga. politiske omvæltninger i det omgivende samfund, dels pga. tekstens filosofiske fundamenter. Er du også sådan en light-wanna-be-version af den karakter?

Min romanverden mangler skam ikke et filosofisk fundament, se dog på det som en slags anti-filosofi à la hedonisme. Det er rigtigt, at jeg ikke er offer for tilfældige politiske begivenheder, men for mit eget (magt-)begær. Så meget desto mere er jeg offer for mig selv i et samfund, der dyrker individet, og hvor hedonisme synes at være et løsen. Måske karikaturen er for overtydelig, men kom ikke og sig, at jeg mangler et misantropisk tapet! Nej, jeg er ikke fransk og raffineret, men Morten Sabroe har flere danske læsere end Houellebecq, så Houellebecq kan bare sidde i sit parisertårn og spejde mod Politikens Forlag og se salgstallene for 32 centimeter rejse sig fallisk.

POV International: Apropos fallisk, er din pik virkelig 22 cm?

Ja. Det er netop en stor, fed pointe, ha, ha. Min pik er stor, men jeg kan ikke få det stort nok og er dybt fascineret af manden med 32 cm-pikken. Mere vil have mere. Det handler ikke engang om nydelse specielt, min mor har jo på bedste satirisk-freudiansk vis ødelagt min manddomsfølelse ved at pseudo-onanere mig, da jeg var barn. Jeg vil bare have en stor pik eller i det mindste vide, hvordan det er at have kvindens kusse som mål her i livet. Det havde jeg nu lidt i forvejen, så fuck alt det der med det civiliserede menneske, det er en tynd fernis opfundet af oplysningsfilosoffer. Når jeg bliver trængt, nikker jeg skaller, laver damer eller showdance – og publikum vil have det.

POV International: Ja, ok, men så fik vi da også lige punkteret flere tusinde års filosofi om mennesket som intellektuelt hævet over dyret… I virkeligheden er manden altså et aggressivt driftsvæsen, der ikke kan navigere i relationer og med rette slet ikke forstår f.eks. #MeToo, fordi han er samspilsramt?

Søde skat, jeg er en satire. Men ok, lidt… Som jeg sagde før, er jeg faktisk offer for mit eget magtbegær, men der er ikke nogen, der synes, at det er rigtigt synd for mig, og det forstår jeg ikke. Jeg er en mand, som smelter sammen med en medieret virkelighed, og gider verden ikke godt forstå, at de selv er med til at skabe mig? De hylder mig, de gør mig til monster, de hylder mig igen – uden at jeg har ændret mig, jeg er et spejl, en projektionsflade for andres lyster og magtbegær, og så er det da tarveligt, at det skal gå ud over mig? Se på jer selv, mand, det er bare mig og en kat, der tager en tur ned af 2018-virkelighedens allé.

POV International: Nu vi er ved katten… Du er glad for dit sære totemdyr, katten Jackson. Du er også glad for den 16-årige Leyla på en enhjørning. Er duvende ungpigebryster, fantasidyr og et totemdyr oveni hatten det, mændene i år 2018 vil have for at skabe en pseudoreligiøs mening med livet?

Ja. Ja, det er det. Og også en hvid Tesla. Og hvis man lige kan få tøsen til at løbe væk med sig, og lade hende forblive 16 år i evig tid, mens man sælger sin sjæl til Djævlen som en anden Faust, så er alt godt. Leyla er så true, indtil hun på en måde ikke er det mere, hun er jo også til fals for pik, men grundlæggende er hun renere end alle de andre kvinder, i hvert fald i min optik. Fordi hun er ung. Hun er mening for mig, selvom jeg slet ikke kender hende. Hun er også ret god til show. Katten Jackson er nuttet og viger ikke fra min side, det kan jeg også godt lide.

POV International: Ja? Umiddelbart er du ikke en specielt sympatisk figur, og det lader heller ikke til, at Sabroe er særligt vild med dig, hvorfor skal vi andre så egentlig læse om dig?

Fordi jeg er et overtydeligt spejl, fatter du ingenting, skattepige? Jeg kunne knalde dig lige nu, hvis jeg ville, min far er Morten Sabroe, og dine freelanceskriblerier kunne godt bringes videre vha. lidt udvekslingserotik. Penge, magt og sex, det er det, der makes the world go round, jeg er ikke bange for at sige det højt, bliver du bange for det? Vi kunne også sagtens være venner bagefter. Verden vil bedrages, forføres og playes, og det kan godt være, at du forarget samler dine ben lige nu, men du og alle de andre mennesker ude i den virkelighed, som Sabroe virkelig får beskrevet i stedet for blot at antyde den, er sgu’da alle sammen med i det her spil. Selv hvis de underspiller. Folk, der nægter, er hyklere. Og det skal I vide. I er også hule som tomme kokosnødder, tænk over det, og få jer en sej kat.

Morten Sabroe: 32 cm (Kald mig Al)
Politikens Forlag
336 sider, 250 kroner.

Illustration: Michaël Dorbec.

 

Kategorier