mm

Katrine Blom

Katrine Blom er studerende på kandidaten i sociologi ved Københavns Universitet og ansat som vidensmedarbejder hos KVINFO. Katrine er tidligere forperson for den danske af deling af det internationale initiativ Everyday Sexism Project og har desuden en lang tid som venstrefløjsaktivist bag sig. Hun beskæftiger sig særligt med temaer som sexisme, sundhed og kønnet vold i sit arbejde. Derudover er Katrine uddannet yogalærer, bosat på Nørrebro (København) og engageret fodboldfan.

Se alle skribentens artikler

5000 til protestmarch i KBH – vil valget af Trump samle danske feminister?

Katrine Blom er en ung dansk feminist. Hun gik på gaden i weekenden til den danske udgave af kvindemarchen mod Donald Trump. Hendes fornemmelse er – også efter at have talt med arrangørerne bag københavnermarchen – at demonstrationen var langt bredere og mere inkluderende end tilfældet ofte er på venstrefløjen – og i de feministiske miljøer i Danmark.

I denne weekend, lørdag d. 21 januar, stod jeg foran en gruppe frysende, men fastbesluttede feminister af alle køn og overbevisninger. Jeg talte om Donald Trump, om kampen mod hverdagssexisme og om det kæmpe skridt i en foruroligende retning, vi alle har bevidnet med indsættelsen af Trump som Amerikas nye præsident.

Fra demonstrationen. Foto: Zen Donen.

Lørdagens Women’s March i København var blot en ud af over 650 protestmarcher over hele verden, der anslås at have samlet omkring 4.8 millioner mennesker i alt. Den originale Women’s March i Washington blev søndag aften officielt erklæret den største inaugural protest i USA’s historie. Vi var 5000 i København, og jeg har snakket lidt med arrangørerne bag.

En ny spiller på den feministiske scene

Protesten i København var arrangeret med et ønske om at få input mange steder fra, og det skinnede tydeligt igennem. Panelet af talere var imponerende mangfoldigt og omfavnende, og de sædvanlige feministiske hovednavne var fraværende for en gangs skyld.

Forfriskende synes jeg – og afslørende fordi man pludselig blev sig pinlig bevidst om den danske, feministiske scene i dens fravær: hvor elitært vi har organiseret os, hvor lidt vi favner alt det arbejde, der bliver skabt i små initiativer og hvor enslydende ligestillingsdebatten egentlig er herhjemme.

Ifølge marchens arrangører var marchen i København da også tale en ægte græsrodsindsats og holdet bag, der primært har amerikanske rødder, var sat til lejligheden.

Rebecca Rutt startede Facebook-eventen og fik bolden til at rulle derfra, og hun fortæller, at idéen stammede fra et familiemedlems kommentar: ”Jeg fik idéen cirka en uge efter det amerikanske valg da et af mine familiemedlemmer, der havde støttet Trump, kom med en kommentar om, hvor sørgeligt det var, at ’de unge mennesker ikke bare kunne acceptere resultatet og komme videre’. Jeg var rasende”.

Sammen med et hold af ligesindede og lige så frustrerede kvinder tog marchen form allerede før nytår.

Ifølge en anden medarrangører, Colleen Carroll, har de sammensatte og personlige netværk været grobunden for marchens organisering. De fleste af arrangørerne har ikke haft nogen erfaring med at organisere andre lignende events, i hvert fald ikke i Danmark og måske var det en del af grunden til, at weekendens march en anderledes oplevelse fra start til slut.

Selvom Elitefeministerne har gjort det rigtig godt (og stadig gør), må jeg ærligt indrømme, at jeg synes, vi danskere kunne lære meget af amerikanerne i dette tilfælde: kampen er international og den har mange former, farver og udtryk.

For det første – selv om det er en lille ting – startede marchen til tiden, hvilket alle på venstrefløjen ved er en sjældenhed af rang, man fik fornemmelsen af, at der var styr på sagerne. Der var absolut ingen musik mens vi gik, men til gengæld gjort en del ud af skilte, ansigtsmaling og andet gøgl. Hertil var ruten lagt bag Kongens Have, ad Kronprinsessegade, hvilket desværre resulterede i meget få tilskuere.

Vi forstyrrede, med andre ord, ikke nogen. På den anden side fik man måske fanget ‘den danske ånd’ meget godt på den vis. Danskerne er som bekendt ifølge overleveringen grundtvigianere, der befinder sig bedst ved ikke at gøre det store væsen ud af sig men “at blive ved jorden.”

Ambitiøst men inkluderende

Sagligheden var i højsædet og selvom det efter min mening også resulterede i, at programmet også blev lidt for langt til hvad en kold januar eftermiddag kunne trække, var det turen værd. Marchen fik givet deltagerne det, der måske mest af alt er brug for i ligestillingskampen, og som ligger helt i tråd med det internationale aspekt af konceptet: følelsen af fællesskab og styrke.

Programmet repræsenterede både organisationer, akademikere, forfattere og debattører, og gav deltagerne lov til at møde ligesindede, de sikkert ikke anede eksisterede. Da jeg vendte hjem, følte jeg mig tryggere, end før jeg tog afsted, og Elizabeth Oerberg fra arrangørgruppen understreger, at det også var et af hovedmålene for initiativtagerne: at få mobiliseret på tværs af interesser og grænser, der ellers normalt kan gøre det feministiske miljø svært at enes i eller samles om.

Efter marchen – aften i København. Foto: Kirsten Pless.

Det virkede. Trump fik den modstand han skulle have, og som engageret feminist gik jeg klogere hjem.

Selv oplevede jeg et rum, der favnede folk bredere, og selvom Elitefeministerne har gjort det rigtig godt (og stadig gør), må jeg ærligt indrømme, at jeg synes, vi danskere kunne lære meget af amerikanerne i dette tilfælde: kampen er international og den har mange former, farver og udtryk.

Katrines tale ved Marchen i København

Til daglig er jeg – udover at være studerende og forskningsassistent også forsvinde for Everyday Sexism Project Danmark. Og i den egenskab holdt jeg også en tale. Den vil jeg gerne til slut dele med jer her:

Hej, jeg hedder som sagt Katrine og er forkvinde for Everyday Sexism Project Danmark.

Everyday Sexism Project Danmark er et af 25 landeprojekter, som indsamler oplevelser fra kvinder, der oplever sexisme i hverdagen.

De oplevelser vi får ind er fra kvinder, der gennem livet har været udsat for diskriminering på grund af deres køn – udsat for nedgørende bemærkninger i deres egen familie eller på studiet, de har været udsat for seksuel chikane på arbejdspladsen, for at blive råbt efter på gaden, de har været udsat for voldtægtstrusler på nettet, for deling af nøgenbilleder, for udskamning pga deres udseende og for vold og voldtægt.

Det er hverdagssexisme.

Og Donald Trump er personificeringen af hverdagssexisme.

Han er manden, der har udtalt at menstruation påvirker kvinders evne til at udføre deres arbejde.

Manden, der har ydmyget kvinder på grund af deres udseende.

Manden, der har sagt at kvinder, som er udsat for seksuel chikane på arbejdspladsen bør “finde en anden karriere”.

Manden, der har sagt at kvinder som vælger abort skal straffes.

Manden, der er kommet med seksuelle kommentarer om mindreårige piger, og har sagt at kvinder lyver om seksuelle overgreb for pengene og berømmelse. Han er den mand som vi alle sammen har hørt sige, at hvis man er rig og berømt kan begå overgreb mod kvinder uden der sker noget ved det.

Den mand er nu blevet præsident i USA.

Vi er her i dag fordi vi VED hvad Trump repræsenterer og hvordan sexisme føles. Og vi er her for at stå i solidaritet med alle de kvinder, der ved, at de næsten kan forvente at opleve hverdagssexisme på et tidspunkt i deres liv.

Vi er her i dag for at bakke op om dem, der nu får sværere ved at sige fra i hverdagen, fordi den mest magtfulde mand i verden har blåstemplet sexisme som okay.

Det er et kæmpe skridt i den forkerte retning, og vi føler også frygten. Frygten for at det vil smitte af på resten af vores kultur når en så magtfuld mand normaliserer overgreb og diskrimination.

Et eksempel på det er, at vi tit får påpeget, at der er større og vigtigere sager at tage sig af, og sidst jeg holdt oplæg fik jeg spørgsmålet: ”livet er jo bare hårdt nogle gange, er hverdagssexisme ikke bare noget vi må lade være med at klynke over?”.

Nej. Det er rigtig nok at livet er hårdt, og i mange sammenhænge er det sikkert også fair. Men det må aldrig være hårdere, bare fordi du er kvinde, eller fordi du er født med en bestemt krop eller seksualitet.

Og vi ved, at der går en direkte linje fra alle de her små oplevelser med sexisme til en kultur, der ikke anser alle som ligeværdige.

Alle de her små oplevelser, alle de korte øjeblikke, hvor man blev rørt uden at have ønsket det, valgt fra, råbt efter, grint af eller hvor det ”bare var værkstedshumor” eller sådan som tingene altid har været – det er nedvurdering i forklædning.
Men netop derfor står vi også her i dag for at understrege, at vi ved, vi kan gøre en forskel ved at fortsætte alt det gode arbejde, vi har set repræsenteret i dag.

Og hvis vi alle sammen støtter op når vi oplever diskrimination og overgreb. Hvis vi alle sammen kæmper for og med hinanden så ingen står alene. Hvis vi fortsætter med at kæmpe mod racisme, homofobi, transfobi og fortsætter med at insistere på at selv den mindste grad af sexisme er for meget sexisme. Så kan vi gøre en forskel.

Tak fordi jeg måtte få ordet.

Topfoto: Women’s March Copenhagen, Wilfred Gachau.

Kategorier