Ordets magt

Vi ved det godt. At ord har magt. De kan bygge os op eller pille os fra hinanden. De fleste af os husker de sårende ord fra barndommens skolegård tydeligere end vi husker hudafskrabningerne efter et fald. Den fysiske smerte forsvandt, men ordene, der sårede, hang ved.

Vi ved også, at ord heler ligeså vel som de sårer. At ord kan få os til at føle alt fra skyld, skam og ensomhed til vrede, raseri, utilstrækkelighed og afvisning. Eller tryghed og kærlighed.

Ord skaber virkelighed og særlig nu, efter de sociale mediers stigende popularitet, er hver eneste profil i sig selv blevet et magtfuldt substitut for de tidligere etablerede medier. Uden filter. Vi når alle bredere ud nu, end vi umiddelbart forestiller os i det øjeblik, vi trykker på ”offentliggør” eller ”send” knappen. Hermed er det også mere aktuelt end nogensinde at minde sig selv om personen i den anden ende af computeren eller smartphonen, som rammes af vores ord.

Det er ikke så svært – det spørgsmål man må stille: Bygger vi op eller river vi ned?

Den permanente krisetilstand

En gennemgang af dagens nyhedsfeed, kan nemt give indtryk af, at vi lever i en tid, hvor den ene horrible hændelse efter den anden præger vores verden. Igen uden filter. Vi ser rå vold. Børnemishandling. Lemlæstelse. Armod. Ofre for krig eller naturkatastrofer. Den ene sensationsoverskrift afløser den anden. Nyhedsfeeds buldrer derudad. Lokalt, nationalt som globalt. Verden, Danmark, arbejdspladsen, familien. Der er hele tiden noget at forholde sig til. Ord som krise og terror rammer os så mange gange i løbet af en dag, at vi ikke længere bemærker noget odiøst herved.

Og så opstår det næste spørgsmål. Gør det evindelige bombardement af rædsler os mere eller mindre mentalt immune? Vi accepterer jo, at der er krise. Vi accepterer, at der er terror – også i overført forstand som den terror, der rammer os som nyhedsfeeds. Vi terroriseres i mere end én forstand.

Tv, radio, aviser, internet: Krise, krise, krise. Ordene planter sig i vores underbevidsthed og vi programmeres til at handle herefter. For tag ikke fejl; når man er sig den evige krisetilstand bevidst, når man ved, at terroren kan ramme os, når som helst og hvor som helst, har det naturligvis en effekt.

I virkeligheden er det vel kun naturligt at føle sig overvældet eller ligefrem magtes- og hjælpeløs, fristes man til at sige. Vold, uretfærdighed, hatecrimes, kvindeundertrykkelse, børnemishandling, trafficking, narkotika, bandekriminalitet, ekstreme religiøse fanatikere i alle former og farver. Listen er lang. Hvordan skal det enkelte menneske dog kunne få følelsen af at kunne gøre en forskel, når verden har så store problemer og udfordringer at slås med?

Er vi blevet immune? Vi accepterer jo, der er krise. Vi accepterer terroren – også den terror, der rammer os som nyhedsfeeds. Vi terroriseres i hvert fald i mere end én forstand.

Viden er magt og ord er våben. Kan vi bruge ord til at forandre noget? Jeg spørger mig selv, om det overhovedet er muligt at gøre en forskel, uden selv at drukne i larmen? For et er teori, noget andet praksis. Teoretisk kan diskussionen om nyhedernes, tallenes og statistikkernes sandhedsværdi testes og afprøves, godkendes eller forkastes. Men, hvad nu, hvis ”sandt” i praksis ændrer sig fra at være et teoretisk spørgsmål, der kan afprøves, godkendes eller forkastes, til at blive til et spørgsmål om, hvad der kan gøres sandt, uafhængigt af prøvelse?

At stirrre uden at blinke

På samme måde er det med ord. Vi præsenteres for ord mod ord. Alle vegne. Men især på de sociale medier, hvor samtale, der som ordet antyder, betyder at tale sammen, afløses af, hvem der kan råbe højest, hvem der kan sende flest kommentarer, udråbstegn og copy/paste tekster på kortest tid, hvorved stadigt flere, i stedet for samtale, skærer igennem med netop deres ord og helst med sådan en styrke, at den kraft, hvormed ordene sendes afsted, gøres til gældende ret. Ord er magt og denne magt føres ud i det offentlige rum. Det handler om personlig vedholdenhed. Hvem kan stirre længst, uden at blinke? Hvem har ordet i sin magt, i en grad så personlig bekymring transformeres til en offentlig bekymring?

Ord har magt. Ord skaber virkelighed. Det tror jeg på. Men ordene udtales altid personligt af en iagttager, der betragter en given sag fra sin personlige vinkel. Det er dette, der har ændret sig med de sociale medier. Det er, når denne iagttagers ord gentages tilstrækkelig mange gange, af tilstrækkeligt mange mennesker, som også efterfølgende begynder at handle i overensstemmelse med ordene ved at henvise til en virkelighed, der ikke længere er begrænset til den enkelte iagttagers personlige syn på verden, men som værende offentlig sandhed, at ord også får en farlig magt.

At være fanget i den grimme kasse uden flugtmulighed

Læg dertil, at vi lever i en tid, hvor mennesker nemt og hurtigt placeres i kasser, hvorved vi mener, vi gør det nemmere for alle at vide, hvem og hvad, vi taler om. Men hvis diskursen i samfundet er negativ ladet omkring en bestemt kasse, eksempelvis ”muslim” som værende betegnelsen for noget, der afviger fra, ”det normale,” er det så ikke vigtigt at skære igennem og insistere på nuancering?

Der er flere ord. Som f.eks. ”tilstrømning” eller ”rendes over ende” – ord, der i dag anvendes af debattører, både politikere og såkaldt almindelige mennesker, om muslimer over en bred kam. Og så ofte, at der næppe er mange, der løfter et øjenbryn længere. Selv om det må være nærliggende at spørge ind til målet for anvendelsen af netop disse ord. Hvilke følelser er det hensigten, ordene skal vække i modtagerne?  Ordene har en negativ ladning, men alligevel studser mange ikke over, at de ikke blot anvendes til at beskrive mennesker på flugt, de rammer også landets eksisterende muslimske medborgere, som i forvejen også ser sig placeret i kassen ”muslim,” hvorfra det er så godt som umuligt at undslippe.

Når mennesker hører sig omtalt som gruppe med udtryk som ”kræftsvulster,” tænker vi da over, hvad det gør ved det enkelte menneske at høre sig således omtalt? Giver det det menneske en større lyst eller velvilje til at engagere sig følelsesmæssigt i det samfund, der ikke reagerer på, at det er blevet mainstream at kalde medborgere for ”kræftsvulster,” under dække af at være ”islamkritik”?

Giver de degraderende termer følelsen af, at vi alle er lige værdige? Taler vi hinanden op eller taler vi hinanden ned?

Hvis individet ikke føler sig trygt, set, hørt eller anerkendt som ligeværdig borger, hvis individet med andre ord ikke oplever at være et værdifuldt medlem af fællesskabet, kan dette individ så forventes at besidde viljen til at engagere sig følelsesmæssigt eller tillade sig selv at elske fællesskabet?

Svaret er nej. For sandsynligheden for at blive såret ved at se sig omtalt som ”kræftsvulst,” er mindre hvis der slet ikke er følelser involveret. Det siger sig selv. Følelserne må holdes på behørig afstand. Men medvirker de mest ihærdige modstandere af parallelsamfund da ikke netop til opretholdelse af adskillelsen, når de medvirker til, at mennesker ikke tør give sig hen til deres følelser og elske helt rigtigt, inderligt og indefra?

Når mennesker hører sig omtalt som gruppe med udtryk som ”kræftsvulster,” tænker vi da over, hvad det gør ved det enkelte menneske at høre sig således omtalt? Giver det det menneske en større lyst eller velvilje til at engagere sig følelsesmæssigt i det samfund, der ikke reagerer på, at det er blevet mainstream at kalde medborgere for ”kræftsvulster,” under dække af at være ”islamkritik”?

Der er også flere måder at udtrykke sig racistisk på. Nogle er ikke engang klar over, at de udtaler sig racistisk, fordi tolerancetærsklen har ændret sig. Meget, der var utænkeligt tidligere, er blevet normalt. Og hvornår skete det egentlig? Hvornår blev det normalt at omtale mennesker med disse degraderende ord?  Hvornår holder vi op med at reproducere racistiske stereotyper?

Vi må blive ved at tro på, det er muligt, vi må insistere på, at det er muligt at bryde disse stereotyper.

En film kan sige mere end tusind ord

Vi har brug for midler, der kan hjælpe os på vej. Som denne film – en video, jeg tilfældigt faldt over på YouTube forleden. Videoen er optaget med skjult kamera. En tilfældig mand beder tilfældige fremmede mennesker om hjælp til at oversætte en besked, han har modtaget på Facebook.

Ændringen i de fremmede menneskers ansigtsudtryk ændrer sig til chok og afsky i takt med, at de læser beskeden for sig selv. Nogle nægter i begyndelsen at oversætte beskeden. Derefter opstår en intens interaktion mellem de medvirkende. Bidskabet er en påmindelse om ords magt fra blot at være en tekst til at blive udtalt højt og blive en del af vores fællessfære.

Jeg vil gerne dele denne video, og håber, mange vil gøre det samme.

Mind om delingens styrke. Og husk at det ligeså godt kunne have været et etnisk hvidt menneske, der havde modtaget en tekstbesked fra sin ikke-hvide medborger. Racisme går ikke bare én vej. Det er lige grimt uanset afsender og modtagers hudfarve. Ord skaber virkelighed og onde ord gør ondt.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du alle links til vores nye artikler.  Del også gerne artiklen med andre. Vi har ikke noget reklamebudget.

Topfoto: Keoni Cabralhttps://www.flickr.com/photos/keoni101/5302575833/, Wikimedia Commons

Kategorier