mm

Jan Larsen

Jan Larsen: Journalist og Kina kommentator. DRs korrespondent i Kina fra 2005-11. Har siden beskæftiget sig 100 pct. med Kina - dels som foredragsholder [www.janlarsen.biz] - dels som kommentator i radio og TV. Og nu også som skribent hos POV International. Se alle Kina artikler: pov.international/author/janlarsen/. Efter historiestudier på Københavns Universitet (cand.phil) tog Jan til Australien og fik en journalistisk uddannelse på dagbladet The West Australian i Perth. Korrespondent i Australien for Berlingske og senere free-lance journalist i Sydøstasien.

Hjemvendt til Danmark blev han reporter og studievært på Københavns Radio (DR). Var derefter (1983-2005) ansat på TV Avisen som bl.a. erhvervsjournalist, redaktør og nordisk korrespondent.

Blev DRs første Asien korrespondent med bopæl i Beijing (2005-2011). Sluttede i DR som reporter på udenrigsmagasinet Horisont og har siden 2013 været aktiv som foredragsholder, kursusleder, analytiker og Kina-kommentator – og opholder sig jævnligt i Kina og Sydøstasien.

Se alle skribentens artikler
Foto: Torben Poulsen

Hvorfor har 316 millioner kinesere så svært ved at kvitte smøgerne?

Over en million kinesere dør hvert år som følge af rygning. Derfor kan det undre, at myndighederne i sidste uge kategorisk afviste, at der skal være billeder af ryge-relaterede sygdomme på cigaretpakker. De er ellers ret effektive til at nedsætte antallet af rygere. Forklaringen ligger et andet sted. Det er den kinesiske statskasse og tobaksmonopol, der i realiteten er mest afhængig af cigaretterne.

Rygning er nærmest et nationalt karaktertræk i Kina. Hver fjerde kineser ryger cigaretter. Og masser af dem, i gennemsnit over 15 cigaretter om dagen. Ud over den almindelige vanedannende effekt af rygning, så er der i Kina to nationale kendetegn, der medvirker til det ekstremt store forbrug.

For det første har cigaretter en stor social betydning. At byde på en cigaret er en effektiv isbryder når man møder fremmede. Prototypen mødte jeg engang på en reportagereje i Henan provinsen. Hr. Wang var min ”fixer” til at finde folk at interviewe. Og i mødet med kontakter rakte han altid hånden frem. Men han gav aldrig et rigtigt håndtryk. For i hånden havde han en åben cigaretpakke. Og modparten en tilsvarende. Så det første minut gik altid med at kigge på cigaretpakken, udveksle en smøg og tænde den. Goddag på smøg-kinesisk.

1000 kr. for en pakke cigaretter

For det andet er der fortsat en god del prestige forbundet med cigaretterne. Der er et overvældende stort antal mærker – over tusinde – at vælge imellem. Ud over de mange nationale mærker producerer hver provins sine egne, med lokale motiver og tegninger på pakken – og i mange prisklasser.

Mens nogle mærker er det foretrukne blandt hærens folk, så er andre som Chonghwa forretningsfolkenes og partipampernes yndling, godt hjulpet af den rødgyldne pakke og til den firedobbelte pris der udstråler succes – mens Suyan er størst blandt de mange mærker i luksussegmentet.

Screen Shot 2016-03-29 at 21.24.52

Chonghwa – forretningsfolkenes og partipampernes yndling,

Og prisen for en pakke svinger utroligt meget. Slavecigaretter koster mellem 7-20 kroner, luksuscigaretter 50-60 kroner – og så går det ellers bare deropad. De dyreste jeg har set koster over tusind kroner pr. pakke. De hedder Huang He Lou, hvis det skulle have interesse.

Hermed er vi ovre ved et andet særtegn: prestige og korruption. De dyre cigaretter er ganske vist lavet af premium tobak. Men det er prestigen, bling-bling effekten, der også bestemmer prisen. Og den er ofte ekstrem høj og gør at luksus-cigaretter, sammen med den berygtede Moutai brændevin, er den perfekte gave til at bestikke eller behage embedsmænd eller partifunktionærer. Eller til at fastholde den specielle kinesiske form for netværk, guanzhi, som bl.a. er bundet sammen ved at give hinanden dyre gaver.

Halvhjertede kampagner

Det store tobaksforbrug har naturligvis store konsekvenser for den enkelte ryger og for samfundet.

Ifølge Sundhedsministeriet dør 1,2 million kinesere hvert år af rygerelaterede sygdomme. FN’s sundhedsorganisation WHO har i årevis bedt Kina om at få sænket produktionen, der udgør over en tredjedel af verdens tobaksforbrug.

Der har da også været forsøgt med kampagner. Mange af dem, men sjældent effektive. De lokale provinsregeringer går kun halvhjertet ind i opfølgning og straf. En nærliggende forklaring er, at de så godt som alle provinser selv har tobaksproduktion og har brug for de mange arbejdspladser og indtægter. Tobaksindustrien beskæftiger over en halv million arbejdere.

Det er først de seneste år de centrale myndigheder har taget de traditionelt mest effektive midler i brug. Skatten er langsomt hævet, så den i dag udgør 55 procent af prisen på en pakke. Men dog et stykke fra WHO´s anbefaling på 70 procent. I de store byer som Beijing og Shanghai kører der forskellige kampagner og forbud. Typisk mod rygning i offentlige bygninger, på barer, skoler og først for nylig på hospitaler – i øvrigt under store protester fra sygeplejersker og læger, hvor 60 procent stadig er rygere.

Næste kampagne er efter sigende, at cigaretpakkerne skulle have billeder, der viser nogle af de sygdomme rygning kan medføre. Disse skræmmebilleder har ifølge WHO vist sig ret effektive til at få rygere i Asien til at kvitte smøgerne. Og kineserne er ellers ikke sarte og bruger selv metoden i andre sammenhænge, f.eks. ved at opsætte skræmmebilleder med smadrede biler langs vejene for at hindre trafikulykker.

Foto: Laura Holm Pedersen

Foto: Laura Holm Pedersen – I flere sydøst asiatiske lande er der skræmmebilleder på pakkerne, som disse fra Indonesien. I Malaysia viser tests, at de er de tre gange mere effektive end blot skriftlige advarsler.

Men lidt overraskende blev forslaget om tobaksbillederne i sidste uge skudt ned af det statslige tobaksmonopol. Ifølge vicedirektøren, Duan Tieli, vil skræmmebilleder af ryge- sygdomme ”ikke være i overensstemmelse med kinesiske kulturværdier”. Han har ikke uddybet udtalelsen. Men ifølge partiavisen Global Times bliver der ingen billeder af sorte lunger eller rådne tænder på cigaretpakkerne.

Og det er det nærmeste man kan komme på en garanti i Kina. Ikke mindst fordi styret i Beijing kontrollerer hele den statslige tobaksindustri. Lige fra bøndernes statstilskud til dyrkning – over producenterne – til dem der administrerer og kontrollerer.

Staten styrer det hele

Tobaksmonopolet er bygget op omkring det statsejede China National Tobacco, der via producenter rundt omkring i Kina sørger for fremstilling og salg af 97 procent af al tobak i landet. Men det er en lille styrelse i Industriministeriet, der sidder som edderkoppen midt i spindelvævet. Den hedder State Tobacco Monopoly Administration, og bestemmer både priser og kvoter for produktion. Den altså ikke blot styrer China National Tobacco, den er samtidig også hele tobaksindustriens kontrolinstans. Så på den måde styrer regeringen hele tobaksindustrien.

Og så er der den finansielle interesse. Indtægterne fra beskatning af tobakssalget er den største enkeltkilde for det kinesiske skattevæsen. Rygerne bidrager med over 7 procent af indtægterne til statskassen. Så alt i alt er der flere grunde til det kniber med tilskyndelse til at slå ned på rygerne for alvor.

Kampagnerne mod rygning fortsætter, men det bliver uden advarselsbilleder på pakkerne. Så hverken hr. Wang eller de andre 316 mio. kinesiske rygere behøver for alvor at frygte, at den dødelige uvane for alvor bliver truet i den nærmeste fremtid.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del gerne denne artikel med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden. Vi har ikke noget reklamebudget.

Læs flere af Jan Larsens artikler om Kina her

Topfoto: Torben Poulsen

Kategorier