Det republikanske primærvalg er i gang og det slår nemt House of Cards. Både i absurditet, farce, brutalitet og vildskab. De cirkus-kvaliteter, vi ser demonstreret, især fra den førende kandidat, Donald Trump, og hans nærmeste rival, senator Ted Cruz, er underholdende. Men det er også skræmmende. Og faktisk forstår jeg ikke helt, hvad jeg ser og læser fra USA. Jo, jeg kan læse analyse efter analyse fra danske eksperter om, at de to ledende kandidater er USA’s version af Dansk Folkeparti – at det er massernes oprør mod eliten. Men jeg er nysgerrig efter at høre fra amerikanerne. Og især fra republikanske kredse. Forstår de selv, hvad der sker i deres parti lige nu? Med andre ord: Hvordan ser det hele ud, når du selv er konservativ og stemmer republikansk – når du selv sidder inde i teltet måske helt inde i manegen?
Og for at finde ud af den sag, kontakter jeg – som man nu gør i 2016 – en ven på Facebook: Mike Long. Mike har arbejdet for en republikansk senator, været direktør i White House Writers Group – et politisk kommunikationsfirma grundlagt og bestående af tidligere medarbejdere for Reagan administrationen i Det Hvide Hus – og i dag er han professor på Georgetown University i Washington DC, hvor han underviser i taleskrivning, PR og politisk kommunikation. Jeg har mødt Mike på flere taleskrivningskonferencer. Mik er en stor skaldet mand på motorcykel, der fylder rummet med sin tilstedeværelse, sin karisma og sine skarpe holdninger. Mike er libertær konservativ – og så er han uddannet i fysik og har vundet priser for alt muligt – fra sine bogmanuskripter til skuespil.
Jeg ville ønske, at I kunne nyde hans sproglige luksusbuffet, men I må nøjes med resterne i form af min bearbejdning af den samtale, jeg har haft med ham.
Forbudte meninger og venstrefløjens tankepoliti
For Mike Long er det ingen tvivl om, at det republikanske primærvalg ikke er en flygtig frustration eller forbigående protest; tværtimod skal det, verden er vidne til lige nu, ses i forlængelse af en dyb og mangeårig voksende frustration blandt konservative.
For Long selv kan man hertil lægge en anden dimension, der forklarer, hvorfor han ikke kan støtte det demokratiske parti. Det handler om en intellektuel intolerance, som er ham dybt imod, forklarer han: “Det er ikke bare jobs der forsvinder, politikerlede og polarisering. Det handler om frihedsrettigheder – f.eks. om ytringsfrihed, som jeg har været optaget af hele mit liv. Og det handler også om frygten for, at alt for megen politisk magt samles på alt for få hænder.”
På trods af alle fejlene i det republikanske parti kan jeg simpelthen ikke støtte demokraterne, når de så ofte hylder princippet om, at uenighed skal ties ihjel.
Han forklarer videre med et eksempel hentet fra sin egen arbejdsverden, at demokraterne er “glade for talekodekser på universiteterne, vi ser grupper der simpelt hen foragter og derfor overdøver talere, de ikke er enige med. Det er blevet socialt uacceptabelt, at være en person, der fremfører ubehagelige eller upopulære holdninger, og giftighederne er entydigt reserveret de holdninger, der kommer fra højre. Venstrefløjen retfærdiggør disse handlinger rettet mod meninger, der indtil for ganske nylig ville være blevet anset som mainstream med, at de holdninger nu er forbudte. Jeg kalder det ‘intolerance i tolerancens navn’. Det er som hentet ud af Orwell.”
Long uddyber videre: “Jeg tror på, at civilisationen bevæger sig fremad via en ordentlig og redelig dialog mellem mennesker, der er i god tro, men som er uenige; ikke ved at grupper konsoliderer deres magt gennem ‘groupthink,’ som tvinges igennem socialt. Så på trods af alle fejlene i det republikanske parti kan jeg simpelthen ikke støtte demokraterne, når de så ofte hylder princippet om, at uenighed skal ties ihjel.”
Præsident Obamas misrøgt af forfatningen
“På højrefløjen har vi brugt det meste af Obamas valgperiode på at syde over, hvad vi ser som præsidentens jævnlige angreb på traditionen og forfatningen. Han og hans parti besluttede, at deres mål var så vitalt, at det ikke længere var vigtigt at respektere f.eks. udnævnelser og styrelsers uafhængighed af statslig indblanding. De besad heller ikke den fornødne tålmodighed til at arbejde med vores langsomme og klodsede styreform, som den nu ser ud. Hermed sker der også en form for dehumanisering af ens modstandere, som der er sket med konservative i popkulturen – hvis du insisterer på, at dine modstandere er onde, så kan du bryde alle regler for at stoppe dem, ikke,” spørger han retorisk.
Long er imidlertid sikker på, at den måde at føre politik på – som han ser som en misforvaltning af magten – vil give bagslag:
“Jeg forventer, at mine venstreorienterede venner snart vil begynde at prædike om behovet for konsensus, ’checks and balances’ og respekt for traditionen. Men så er det for sent. Det er klart, at vi er frustrerede over ikke at få vores vilje, men vi ved også at en ikke udfordret opsamling af magt i en leders hænder skaber præcedens og demonterer mange af vores ’checks and balances’. Vi taler ikke nødvendigvis om egentlige brud på loven, men om brud på de hensyn som hver side – en med magt og en uden – altid har kunnet regne med.”
Long påpeger, at grundet disse tillidsbrud er “dele af præsidentens magt nu stort set uden modvægt – f.eks. når det gælder, hvilke love der skal håndhæves og hvilke der ses som ligegyldige; eller præsidentens ny fundne evne til at omskrive Kongressens hensigt gennem dekreter, de såkaldte executive orders. En sådan magt kan blive misbrugt af ’mindre noble’ efterfølgere, som … ja, du kunne sikkert sætte navn på en, ikke?”
Et splintret republikansk parti?
Og jo, det kan jeg selvfølgelig godt. Og det bringer os lige til hvor, vi står i dag. For hvordan håndterer ledelsen – ofte blot i den amerikanske debat omtalt som The Establishment – i GOP, at deres parti risikerer at ende med at nominere Donald Trump?
Long forklarer:
“Selve ideen om ‘eliten’ eller ’the establishment’ betyder, hvad end vrede vælgere vil have det til at betyde. Men faktisk findes der en klar definition. Eliten udgøres af den samling af individer, der arbejder på ledelsesplan i politik, – enten i toppen eller som mellemledere. De kan være politisk ansatte medarbejdere, eller befinde sig i private interesseorganisationer eller i bureaukratiet. Men fælles for dem er, at de de forvalter deres job uden de store stort set passioner.”
“Og denne klasse eksisterer i begge partier. Prøv at forestille dig en ingeniør, der bare godt kan lide at være ingeniør. Han er ligeglad med om han arbejder for Google eller Apple, så længe de producerer det, han ved, hvordan man laver. Det er det, de mennesker svarer til, blot politisk. De er ikke involverede i politik på grund af et dybt engagement. De ved, hvordan man betjener det politiske system og de vil gerne blive ved med at gøre det – det er et godt levebrød. Så de er primært interesserede i at vælge en politiker, som ikke rokker for meget ved det hele. Det gør Donald Trump. Det gør Ted Cruz. Det gør John Kasich ikke.”
Professoren uddyber gerne:
“Den gruppe, jeg taler om her, er interesseret i deres karriere, altså hvor pengene er når deres parti kommer til magten, og de er ikke nødvendigvis interesserede i konkret politik. De vil muligvis – sammen med en del ældre Bush I og Bush II konservative intellektuelle – lancere et tredje parti hvis Trump bliver nomineret og Kasich vil sikkert blive deres kandidat. Hvis Trump bliver nomineret handler det nemlig om meget mere, end at han vil tabe valget. The Establishment frygter simpelt hen, at det potentielt kan sprænge systemet – og husk at dette ’system’ er det eneste sted, de nogensinde har arbejdet. Selvfølgelig vil de slå ud efter Trump, selvfølgelig vil de tale om et tredje parti og selvfølgelig vil de forsøge at trække ham ind i klubben, som de gjorde med Bob Dole i sin tid.”
Vil det så være enden på det amerikanske topartisystem, spørger jeg.
Men det tror Long ikke på: “Forargelse rinder hurtigt ud, siger han med en skøn formulering:
We’ll be on to something else pretty soon – a Kardashian, a drunk celebrity tweet, Miley Cyrus flashing some skin. The American attention span, I am sorry to say, is entirely dopaminergic. Our outrage is perpetual but it is also serial. This too shall pass.
Clinton vs. Cruz: det klare valg
Sluttelig vil jeg gerne høre om, hvad Long mener er de realistiske fremtidsscenarie. Han peger på tre:
1) Hillary vs. Trump vs. Kasich, som kandidat for et tredje parti
2) Hillary vs. Cruz vs. Trump, som kandidat for et tredje parti
3) Hillary v. Cruz.
Den sidste mulighed har han med, forklarer Long, fordi der er “stor sandsynlighed for, at Trump ikke stiller op, hvis han ikke kan se en mulighed for at vinde. Trump har vælgermatematikken imod sig og Cruz har stadig en god chance for at vinde den republikanske nominering, eftersom han appellerer til den gruppe af mere generelt konservative vælgere, der bekymrer sig om statens størrelse.”
Long foretrækker selv foretrække et “rent valg” mellem Hillary Clinton og Ted Cruz “fordi de repræsenterer to meget forskellige opfattelser af regering og regeringsførelse – de vil stille vælgerne over for et klart valg, der ikke er set siden Reagan vs. Mondale i 1984.”
Meningsmålingerne er ubrugelige
Jeg foreholder Long, at meningsmålingerne viser, at Hillary Clinton vil vinde det valg ret klart. Og det erkender han:
“Vil hun vinde? Sikkert, hvis der var valg i dag. Men det er der ikke. Den ynkelige vrede vi ser hos så mange amerikanske vælgere har endnu ikke samlet sig og den kan bosætte sig hos Trump eller Cruz.”
Long er med andre ord ikke meget for at forsøge at forudsige valget på baggrund af dagens aktuelle meningsmålinger. Det svarer til at “beskrive kagen før ingredienserne er blandet sammen. Meningsmålingerne er ubrugelige. Fru Clinton er blevet overrasket igen og igen. Hr Trump er blevet overrasket, glædeligt og knap så glædeligt. Det samme gælder Hr Cruz og andre. Jeg afviser ikke meningsmålingerne ud fra ønsketænkning. Jeg afviser dem, fordi deres præcision er nærmere 66 procent end 99 procent,” siger han.
Og peger endelig på en faktor, som vi også kender i Danmark, når det gælder Dansk Folkeparti, der konsekvent er blevet undervurderet i meningsmålingerne: det sociale stigma, skammen over at stemme på partiet. Det gælder også for populisten Trump, påpeger han:
“Der hvor jeg bor og arbejder, i Washington DC, er der i øvrigt næsten det samme stigma ved Cruz. Derfor kan du ikke forvente, at folk, der er lede og kede ved det hele, frivilligt og afslappet afgiver information, som kan bruges mod dem selv. Det er meget, meget svært for medlemmer af hovedstadens øvre middelklasse at udtrykke selv den mindste støtte til Trump uden at risikere deres gode ry og – helt ærligt – deres karriere. Risikoen ved at overtræde den politiske korrekthed er særlig høj i store dele af USA lige nu. Derfor er støtten til Trump sikkert meget højere i praksis end der gives udtryk for,” vurderer han og slutter:
“Hvis valget kommer til at stå mellem Trump og Hillary og måske en tredje kandidat, så er det ikke til at sige hvad der vil ske. Det er populært at pege på meningsmålingerne og sige at Trump vil blive udraderet, men det er bare fjolleri. De samme meningsmålinger har forudsagt hans endeligt før, og de var latterligt langt fra målet.”
Kunne du lide denne artikel, så skulle du tage at blive venner med os på Facebook. Så får du også alle links til vores nye artikler. Bliv ven med os her. Holder du af POV International så bliv abonnent for 20 kr. om måneden via PayPal. Del også gerne artiklen med andre. Vi har ikke noget reklamebudget.
Topfoto: Donald Trump (2015) Michael Vadon Wikimedia Commons
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her