Et folketingsflertal gør kontanthjælpsmodtagere fattigere – tilsyneladende uden at forstå, hvor mange penge det handler om, når man ingen har. Skab job, som kontanthjælpsmodtagerne har en reel mulighed for at varetage, i stedet.
…
Det var det år, hvor vores økonomi var gået helt ad helvede til – den ene var arbejdsløs, den anden på SU, og ingenting ville lykkes.
Jeg kan huske, hvordan jeg støvsugede huset for flasker, så jeg for panten kunne købe gær og mel, så jeg i det mindste kunne lave brød. Vi var i flere perioder ret sultne det år. Da det var allerværst, tømte jeg også skraldespande for at finde flasker.
Det skyldtes for en stor dels vedkommende vores egen dumhed, at vi økonomisk ikke var mere robuste, og vi forventede ikke, at nogen havde ondt af os. Vi forventede heller ikke hjælp.
Vi kom igennem. Vi var et eller andet sted overbeviste om, at møgdagene ikke ville vare ved. Vi var unge, vi var på vores egen måde ressourcestærke, vi fik uddannelser, og selv om vi på alt for mange måder også var uansvarlige og umodne, var heldet og tiden med os.
Jeg kan huske, hvordan jeg støvsugede huset for flasker, så jeg for panten kunne købe gær og mel, så jeg i det mindste kunne lave brød. Vi var i flere perioder ret sultne det år. Da det var allerværst, tømte jeg også skraldespande for at finde flasker.
Men det år lærte jeg for alvor, hvad penge er værd. Og at en åndssvag krone – en krone! – kan gøre en forskel. For mig var det forskellen mellem, om jeg kunne bage brød eller ej, og vi kunne gå nogenlunde mætte i seng. Gær kostede mindre end en krone.
Jeg lærte også, og har båret det med mig som en slags indre panik siden, at grænsen mellem succes og socialt tilfælde er meget mere hårfin, end vi kan lide at blive mindet om. Især når man ikke har nogen buffer i kraft af rig familie og den slags. Vi klarede os, men et par skub i den forkerte retning, og tingene kunne have set markant anderledes ud. Man bestemmer og vælger ikke altid selv, selv om vi som succesrige helst vil tilskrive det eget talent og ihærdighed.
Jo, 200 kr. gør en forskel
Langt størstedelen af mit voksne liv har jeg boet alment, og det har igen og igen mindet mig om, at hovedproblemet ikke er, at folk ikke gider arbejde – men at de ikke kan finde et job, de har en chance for at passe.
Jo, der findes asociale nasserøve, der findes kulturer, hvor det fineste adelsmærke er at snyde sagsbehandleren. Selvfølgelig findes det. Ligesom det i Whiskybæltet ikke er helt ukendt, at nogle udnytter skattegrænsen til det yderste og lidt til.
Brodne kar findes overalt. Sagen er, at de er undtagelsen, og det er altid problematisk at lovgive efter undtagelserne.
Jeg har hørt på mennesker, som virkelig har gjort alt, hvad man med rimelig kan forlange og mere til, for at få et job. Fordi det er værdigt, fordi det giver netværk, fordi vi i kraft af vores udviklingshistorie er skabt til at være en del af et fællesskab – og fordi det faktisk kan betyde flere hundrede kroner ekstra om måneden. Ikke meget for en vellønnet djøf’er, men på en minimumsindkomst betyder det noget.
Vi har fået en virkelighed i den offentlige debat, som er bekymrende forstået på den måde, at de færreste åbenbart ved, hvad det vil sige at være på kontanthjælp. At det ikke er noget, man vælger – faktisk kan man tvinges i aktivering, nyttejob, til en timeløn på ca. 50 kr. i nogle tilfælde. Der er snævre grænser for møde og fremmøde, friheden er indskrænket på en måde, som end ikke dagpengemodtagere udsættes for (og de har ellers deres at slås med).
Jo, der findes asociale nasserøve, der findes kulturer, hvor det fineste adelsmærke er at snyde sagsbehandleren. Selvfølgelig findes det. Ligesom det i Whiskybæltet ikke er helt ukendt, at nogle udnytter skattegrænsen til det yderste og lidt til. Brodne kar findes overalt. Sagen er, at de er undtagelsen, og det er altid problematisk at lovgive efter undtagelserne.
Men ud fra diskussionerne skulle man tro, at mennesker valgte selv at gå hjemme og drive den af på gode skatteborgeres bekostning. Det sker formentlig i nogle tilfælde, hvis de er snedige nok. Men er det reelt at drive klapjagt på det store flertal af arbejdsvillige ud fra dem?
Og det undrer mig, hvor skødesløst politikere taler om, at det kun er et par hundrede kroner om måneden, de fjerner. På min nuværende økonomi kan jeg tillade mig samme nonchalante holdning til at miste penge, men det sidder stadig i mig, hvor kæmpe en forskel 200 kr. kan gøre.
Det gælder i øvrigt ikke kun kontanthjælpsmodtagerne. De lavtlønnede kan også mærke selv få hundrede kroner. Det kan være forskellen på, om et barn kan være med til en kammerats fødselsdag eller ej, eller deltage i sport, det kan være det, som gør, at der trods alt er til en opsparing, hvis sofaen eller køleskabet skal skiftes ud – eller pænt tøj til en aften i byen eller en jobsamtale.
Fattigdommen bider sig fast
Mange kan huske, hvordan de selv som fattige studerende hutlede sig igennem, og de overfører det på kontanthjælpsmodtagere. “Vi kunne klare os for lidt. Det kan I også.” Men de overser, at man på SU ved, at det får en ende. Man kan tage lån, man kan arbejde ekstra – og nogle kan bede mor og far om hjælp. Fattigdommen er mere en flirt end et fast forhold.
Men sidder man først fast i kontanthjælp, hvad der aldrig var meningen, at nogen skulle, klapper fælden. Der er aldrig til det ekstra, som gør det muligt at vælge det gode og sunde eller spare op. Åh, man klarer sig. Man finder ligesindede i samme situation. Og efterhånden opstår der en ‘os mod resten af verden’-kultur, som ikke er sund på nogen måde, men som ikke er årsagen, men konsekvensen af den langsomme nedslidning af både økonomi, værdier og værdighed. Det er i hvert fald min påstand baseret på ganske mange år med kontanthjælpsmodtagere og andre modtagere af offentlige ydelser som naboer.
Jeg vil understrege, at jeg er stor tilhænger af, at man klarer sig selv, hvis man kan. Intet job er for ufint – der er intet ufint i at forsørge sig selv. Det er efter min moral til gengæld særdeles ufint at lade andre forsørge en, hvis man godt kunne selv.
Men se dog på gruppen af kontanthjælpsmodtagere: Mange er ikke parate til et job nu og her. De kæmper med misbrug, med diagnoser, med manglende evne til overhovedet at møde op på en arbejdsplads for at yde en indsats. Ikke nødvendigvis fordi de ikke vil, men fordi de ikke har prøvet, og fordi de ofte har en masse andet at slås med. De bliver ikke mere jobparate af at få færre penge, de bliver bare fattigere.
Skab arbejdspladser frem for fattigdom
Hvis politikerne vil have folk i arbejde – hvad der efter min mening er al mulig grund til at hylde – så er der én vej: Sørg for, at arbejdspladserne er der. Hjælp til at uddanne mennesker, så deres kvalifikationer matcher det, der er brug for. Giv mulighed for at komme ud over diverse misbrug, hvis de er et problem. Lad de rigtigt syge slippe for al den – for deres vedkommende – meningsløse kontrol og aktivering. Selv er jeg fristet til at gå ind for egentlig borgerløn, om ikke andet så for at slippe for regimentet af offentlige kontrollanter.
Jeg vil understrege, at jeg er stor tilhænger af, at man klarer sig selv, hvis man kan. Intet job er for ufint – der er intet ufint i at forsørge sig selv. Det er efter min moral til gengæld særdeles ufint at lade andre forsørge en, hvis man godt kunne selv.
Og hav så for hulen i det mindste noget menneskelig respekt og forståelse for situationen. Når man ingenting har, er selv et par hundrede kroner en verden til forskel. Hvis man tror, at det er anderledes, burde man overveje, om man er den rette til at lave reglerne.
Foto: Susanne Sayers – Når jeg i dag bager brød, er det, fordi jeg synes, det er sjovt. Engang havde jeg ikke råd til andet.
Kunne du lide, hvad du læste? Du er velkommen til at dele, og du må meget gerne like os på vores Facebookside også. Hvis du vil betale til mine fortsatte skriverier, er mit Mobilepay-nummer +45 40 99 49 36 – men det er helt frivilligt.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her